Anmeldelse: Spændende bog udstiller EU’s udemokratiske milliardlobby

Et af de mest moderne greb i historiografien er at fortælle historien om et fænomen fra perspektiver, der længe har været ignoreret. Vi kender alle de store narrativer om EU som et fredsprojekt, der nedbryder grænser, integrerer øst og vest og faciliterer det overstatslige samarbejde. Det manglende perspektiv, som bliver udfoldet i denne nye bog, er historien om de egentlige drivkræfter i EU’s maskinrum. Det er nyliberalismens europæiske historie.

Kapitalens Europa er titlen på bogen af Kenneth Haar, som er udgivet af DEO i juni 2022. Her fortæller forfatteren historien om EU på baggrund af sit arbejde for lobbyvagthunden Corporate Europe Observatory (CEO), der i 25 år har været med til at afsløre uregelmæssigheder og korruptionsskandaler forbundet med lobbygiganternes arbejde i Bruxelles.

Bogens undertitel: Lobbyisterne, konkurrencestaten og EU’s voksende demokratiske underskud giver en god indikation af bogens kritiske tilgang. Det gælder både den nyliberalistiske ideologi og dens tjenere; storkapitalen og EU’s bureaukrater. 

Spændingsroman om virkelige hændelser

Denne bog er skræmmende læsning for dem, der forstår hvad de læser. Den er heldigvis skrevet som en spændingsroman med afsæt i Bruxelles’ mørke lobbykorridorer, hvor lyssky aftaler og udfald af store beslutninger skaber massive konsekvenser for bl.a. mennesker og klima.

“Den nyliberalistiske globalisering står ifølge forfatteren over alle andre interesser i EU. Det giver også et fingerpeg om roden til de mange farlige tendenser, vi kan observere globalt.”

Gennem elleve kapitler fortælles historien om det nyliberalistiske projekts indflydelse på EU gennem en overflyvning af lobbyisternes aftryk på de fleste af unionens kompetenceområder. Projektets magt bliver udfoldet gennem eksempler på alt fra den neo-koloniale europæiske handelspolitik, til dets konsekvenser for klimaet, når storkapitalens interesser dominerer i EU’s magthierarki.

Den nyliberalistiske globalisering står ifølge forfatteren over alle andre interesser i EU. Det giver også et fingerpeg om roden til de mange farlige tendenser, vi kan observere globalt. I periferien af det globale kapitalistiske system, manifesterer denne neo-koloniale magt sig som hårdhændede forsøg på deregulering og liberalisering af de svage økonomiers markeder. I den mere velstående del af verden kan konsekvenserne primært mærkes af den pressede middelklasse, hvor fagforeningerne gradvist mister magt, demokratiet er under pres, og den sorte klimapolitik kun lejlighedsvise får grønne ansigtsløft.

Penge køber indflydelse

De færreste ved, at der i øjeblikket er 25.000-30.000 lobbyister i Bruxelles med adgangskort til Parlamentet. Disse mennesker repræsenterer blandt andet European Roundtable for Industry (ERT), som er et milliardtungt talerør for storkapitalen. De mødes årligt bag lukkede døre med toppen af EU-ledelsen, i rollen som ‘rådgivere’ for de europæiske beslutningstagere. Formålet med disse møder er at konsolidere samarbejdet mellem storkapitalen og bureaukratiet, samt at justere den strategiske retning for EU.

“De store linjer er overladt til storkapitalen, og de små korrektioner overdrages til mindre betydelige led i kæden, såsom det folkevalgte EU-parlament.”

Konkurrenceevneparadigmet står ifølge Kenneth Haar over alle andre hensyn, og dikterer de store linjer i EU’s virke. Den konkrete indflydelse opnås gennem lobbyisternes besættelse af ekspertgrupper, som sætter dagsordenen ved at være det første skridt i lovgivningsprocessen. De store linjer er dermed overladt til storkapitalen, og de små korrektioner overdrages til mindre betydelige led i kæden, såsom det folkevalgte EU-parlament.

Et eksempel på lobbyisternes indflydelse kan findes i kølvandet på finanskrisen i 2008, som var forårsaget af storbankernes uhæmmede opførsel i en dereguleret finansverden. Her var det netop ekspertgrupperne, der skulle levere reformforslag. Eftersom eksperter i global finans ikke hænger på træerne, var EU-kommissionen ‘nødsaget’ til at bruge rådgivere fra bl.a. Goldman Sachs, Citigroup og Lehman Brothers til at sætte sig i en sådan reformgruppe. Gruppen sørgede for at levere et katalog af reformforslag for EU’s strategiske reformindsats, der gjorde, at intet af betydning blev ændret. Det værste var naturligvis, at dette ikke blev gjort mod de europæiske regeringers vilje, men med deres fulde støtte, og på baggrund af en verdensforståelse, hvor en stærk finanssektor bidrager til generel europæisk velstand.

Alle taber på konkurrencelogikken

I en konkurrence er der per definition altid både vindere og tabere. Når konkurrencestaten EU konkurrerer på de globale markeder, er målet at bruge musklerne på at være på den vindende side af de asymmetriske, økonomiske styrkeforhold. Frihandelspolitikken, som vi alle er opdraget til at hylde, er således et system, hvor de stærke industrialiserede økonomier kan bruge deres konkurrencefordele til at suge værdi ud af deres svage partnere. I bogen kan man læse om, hvordan denne dynamik konkret ser ud, når Danmark med handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) fuldt ud støtter presset på de fattige afrikanske lande i form af handelssanktioner. I denne snæversynede logik er de fattige lande taberne i en konkurrence, som de rige lande har opfundet – og hvis regler de bestemmer.

CEO: Kritisk vagthund i EU

• Corporate Observatory Europe (CEO) er en uafhængig non-profit tænketank stiftet i 1997. Har hovedkvarter i Bruxelles, hvor man har 13 ansatte.

• CEO har som erklæret formål at “udfordre Big Business og virksomhedernes magt til at påvirke udformningen af EU’s politik”. Organisationen har tidligere udgivet artikler i bl.a. New York Times, og uddeler årligt prisen for EU’s Værste Lobbyister.

• Læs mere om Corporate Europe Observatory her

+

At vi i virkeligheden alle sammen er taberne i dette spil bliver tydeligt, når der i bogen sættes fokus på konkurrencestaten EU’s primære målsætning under Corona-pandemien, hvilket var at “sikre teknologiske markedsfordele” for de europæiske virksomheder. Denne penge-før-mennesker-logik medførte som bekendt, at man i stedet for at frigive patenter på vaccineteknologien til resten af verden, valgte at donere overskydende vacciner gennem COVAX-programmet. De umiddelbare tabere af disse prioriteringer er naturligvis de fattige landes befolkninger, men de egentlige tabere er os allesammen.

Lidt tættere på

Hvis udnyttelsen af de svage lande gennem handelspolitikken og deres større dødstal pga. vaccinenationalismen er acceptable ofre for vores velstand, bliver det langt sværere at bevare kynismen når blikket rettes mod det nyliberale projekts svækkelse af de danske fagforeninger og den danske arbejdsmarkedsmodel. Den samme logik om styrkelsen af virksomhedernes konkurrenceevne ligger til grund for de mange liberaliseringer, der fulgte med i implementeringen af Kommissionens og Ministerrådets Lissabon-strategi. I praksis har den medført en række konfrontationer mellem de skandinaviske fagforeninger og EU, som i sidste ende har resulteret i en betydelig svækkelse af fagforeningernes indflydelse, samt en udbredelse af social dumpning som normen.

Det sidste søm i EU-kisten bliver leveret i beskrivelsen af hvordan fokus på konkurrenceevnen før klimahensyn har skabt en tandløs europæisk klimapolitik, bedre kendt som European Green Deal. Den globale klimakatastrofe, der primært er skabt af de rige landes CO₂-udledninger, skulle bekæmpes ved hjælp af en rundhåndet uddeling af CO₂-kvoter til de største udledere. Man skal jo have et system for bekæmpelse af klimaforandringer – men ikke på bekostning af konkurrenceevnen. Ligesom med reguleringen af finanssektoren var målet at introducere reformer, hvis hovedformål var ikke at forandre noget som helst.

Til kamp mod det demokratiske underskud

Konsekvenserne af storkapitalens indflydelse på EU er, at Unionen mister legitimitet. Det kan aflæses i den voksende skepticisme mod det europæiske projekt overalt i dagens Europa. Kenneth Haar ønsker ikke med denne bog at bidrage til afviklingen af EU, men at gøre opmærksom på nødvendigheden af en grundlæggende demokratisering af det. På den måde adskiller han sig ikke meget fra Yanis Varoufakis, der med en lignende kritisk bog om Bruxelles’ indre dynamikker og sit utopiske projekt, Diem25, ønsker at demokratisere EU.

“Overordnet set er bogen et vigtigt bidrag til forståelsen af EU’s materialistiske historie. Dens eksempler kan bruges af både EU-modstandere og reformister.”

Bogen afsluttes med fire konkrete forslag til de første skridt mod en demokratisering af EU, men efter 200 siders beskrivelser af en hensynsløs EU-Leviathan, der primært drives af storkapitalens interesser, virker disse forslag også ret utopiske.

Overordnet set er bogen et vigtigt bidrag til forståelsen af EU’s materialistiske historie. Dens eksempler kan bruges af både EU-modstandere og reformister. Den kan også være med til at give læserne en bedre forståelse af hvilke interesser, der kommer til at veje tungest i de mange kommende europæiske projekter – fra EU-hæren til genopbygningen af Ukraine.

Kenneth Haar: Kapitalens Europa. 208 sider. DEO Forlag, 2022. Vejl. pris 175 kr.