Boganmeldelse: Antifascisme i 1930erne

Med “Kampklar!” har historiker Charlie Krautwald skrevet en letlæst og informativ bog, der oplyser om antifascistiske bevægelser i Danmark før 2. Verdenskrigs udbrud.

Af Morten Thing

Historikeren Charlie Krautwald har skrevet en interessant bog om tilløbene til en kamp mod fascismen før krigen. Han har fulgt de mange grupper i eller omkring DKP og Socialdemokratiet, som ønskede at være vagtværn ved demonstrationer, og som i varierende grad ønskede at bekæmpe fascismen, når den demonstrerede. Det kunne være en af de små fascistiske eller nazistiske grupper eller Konservativ Ungdom, som kom tæt på fascismen i 30erne. Midlerne kunne være at genere en demonstration eller et friluftsmøde ved at råbe, stjæle løbesedler, komme i slåskamp med demonstranterne osv.

‘Rødt Arbejderværn’ hed den første gruppe; den opstod i 1929 og havde sin rod i DKP. Krautwald anser det for at være en kopi af det tyske kommunistpartis (KPD) Roter Frontkämpferbund – og det ser sådan ud. Men faktisk havde Socialistisk Arbejderparti i 1919 et demonstrationsværn kaldet Den Røde Garde. Udover at være et demonstrationsværn skulle den være et militært indslag, hvis en revolutionær situation skulle opstå i Danmark. Det kan sagtens tænkes, at nogle fra Den Røde Garde var DKPere og havde fortalt om det til medlemmer af DKU. Men det er naturligvis afgørende, at det også var en del af Kominterns politik på dette tidspunkt. Socialdemokratiets modstykke til DKU, DSU, oprettede i 1931 ‘Jernfronten’ med et program af samme skuffe.

Gang i aktionerne frem til Den Spanske Borgerkrig

Krautwald har med hjælp fra mange kilder, ikke mindst politiets arkiver, lokaliseret 145 aktioner i perioden 1930-39. Fordelt på år, ser det således ud: 1930: 2 – 1931: 1 – 1932: 11 – 1933: 16 – 1934: 15 – 1935: 25 – 1936: 9 – 1937: 3 – 1938: 3. Hans opgørelse viser tydeligt, at det var i perioden fra 1932 – 1935, der virkelig skete noget.

Indtil 1934-35 var Kominterns linje, som DKP skulle følge, at socialdemokraterne var socialfascister, som man ikke skulle samarbejde med. På Kominterns kongres i 1935 skiftes der linje, nu skal der dannes folkefronter ikke kun med socialdemokraterne, men også med borgerlige antifascister. Men det er socialdemokraterne ikke med på og forbyder DSUere at arbejde sammen med DKUere. I perioden indtil 1934 er 69,5 % af deltagerne DKUere, mens 61 % er DSUere, og 30,5 % af aktionerne er fra begge sider i fællesskab. Ser vi på perioden 1934-38, er 72,7 % DKUere og 36,4 % DSUere, mens 38,2 % er arrangeret af antifascistiske grupper og af begge grupper sammen 38,2 %. Som Krautwald redegør for, var der mange forskellige grupper, selvom der også var mange gengangere blandt medlemmerne.

En vigtig grund til, at der er færre aktioner fra 1936 og frem, kan være på grund af Den Spanske Borgerkrig, hvor en større gruppe danskere deltog som frivillige. Og det var længere fremme en gruppe af Spaniensfrivillige, som i 1942 oprettede sabotagegruppen BOPA. Så der er en kontinuitet fra de antifascistiske aktioner 1930-35 til Den Spanske Borgerkrig og til modstandskampen under Anden Verdenskrig.

Krautwalds bog udfylder et hul i vores viden om antifascismens historie. Bogen består langt fra udelukkende af de tal, som jeg her har videregivet. I det omfang der findes kilder til det, beskriver han mange af aktionerne i detaljer. Bogen er velskrevet og letlæst.