Antisemitisme-aftalen – kigger Enhedslisten fremad og over Christiansborgs mure?

I Danmark har et af de hotte emner denne sommer været den ”Aftale om en styrket indsats mod Antisemitisme”, som samtlige folketingspartier indgik 25. juni. Både SFs og Enhedslistens (EL) folketingsgrupper tilsluttede sig aftalens tekst, der jo danner grundlaget for det lovforslag, som aftalen til sin tid skal munde ud i, og man accepterede aftaleteksten uden at insistere på ændringer.

Protester fra alle kanter

At teksten blev accepteret ’as is’ var måske forventeligt, når det gælder SF’s folketingsgruppe, der som regel hylder princippet om at være med for at få indflydelse, men i og udenfor ELs bagland rejste der sig voldsomme protester.

Protesterne var koncentreret om disse afsnit i aftaleteksten: ”Uanset hvilken holdning man måtte have til konflikten i Mellemøsten, må det aldrig … udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse” (s. 1) og ”den nye antisemitisme”, hvor ”antisemitisme genereres ud fra en foragt for staten Israel.” (s. 4), der efter manges opfattelse var helt centrale, fordi udsagnene sætter lighedstegn mellem antisemitisme og antizionisme. Fire medlemmer af partiets hovedbestyrelse kaldte i en udtalelse offentliggjort 11. juli tilslutningen for ”et politisk selvmål uden sidestykke”. Forinden var kritikken 3. juli blevet afvist i et opslag på Enhedslistens hjemmeside ”Kritik af Israel er ikke antisemitisme – heller ikke efter seneste aftale”, der forsvarede ELs deltagelse i aftalen. Forsvaret blev senere i Weekendavisen 12. juli gentaget i en artikel af Hans Mortensen, hvori formanden for ELs folketingsgruppe Trine Pertou Mach bl.a. siger: ”Jeg er enig i, at aftaleteksten har et ubalanceret sprogbrug, som er kritisabelt, og nogle elementer, der havde set anderledes ud, hvis det stod til os … Men vi mener ikke, at det er tilstrækkelige argumenter for, at vi skulle stå udenfor denne aftale.” I denne forbindelse skal det nævnes, at definitionen på antisemitisme i Handlingsplanen fra 2022, som aftaleteksten ligger i forlængelse af, er skrevet direkte af fra International Holocaust Remembrance Associations definition, hvis eksempler på antisemitisme i betænkelig grad sætter lighedstegn mellem antizionisme og antisemitisme.

Blandt de mange protester kom nogle fra en gruppe af antizionistiske danske jøder, hvis indlæg har været offentliggjort på Solidaritet, Kritisk Revy og i Politiken. Men det var ikke alene ELs bagland og antizionistiske jøder, der bekymrede sig. I Weekendavisen stiller Malene Jensen 19. juli under overskriften ”Det nye tabu” på baggrund af samme afsnit i aftaleteksten spørgsmålet: ”Kommer det fremover til at være ulovligt i Danmark at kritisere staten Israels eksistens?” og besvarer det selv: ”Det lyder urealistisk. Ikke desto mindre er det, hvad man kan frygte, hvis man nærlæser 12 nye initiativer, som Folketinget 25. juni publicerede.” Derefter citerer Jensen to juridiske eksperter, Jakob Holtermann, lektor i retsfilosofi ved Københavns Universitet, og dr.jur. i retsfilosofi, Sten Schaumburg-Müller, Syddansk Universitet. Holtermann siger:

”Når jeg læser den sætning i aftaleteksten, bliver jeg bekymret for, hvordan Folketinget definerer antisemitisme. Er definitionen ’ytringer, der ikke udtrykker had til en etnicitet eller en religion, men til en stat’, pludselig blevet inkluderet i Folketingets opfattelse af antisemitisme.”

Mens Schaumburg-Müller udtaler:

”Jeg læser den sætning som en begrænsning af ytringsfriheden og en illegitim og ikke godt begrundet begrænsning af ytringsfriheden. Selvfølgelig må man have lov til at kritisere, at staten Israel eksisterer, ligesom man har lov til at mene, at den selvfølgelig har ret til at eksistere,” siger han og fortsætter:

”Jeg har desuden svært ved at forestille mig, at loven kunne laves om, selv hvis partierne virkelig mener, at det skal være forbudt at kritisere Israels eksistensberettigelse. Det vil jeg anse som et ulovligt indgreb i ytringsfriheden.””

Hvad siger EL selv om sin tilslutning?

Enhedslisten – og det vil formentlig sige partiets folketingsgruppe – uddyber i “Spørgsmål og svar om indsatsplanen mod antisemitisme” på sin hjemmeside partiets deltagelse således (her gengivet i udpluk):

”Der er på ingen måde tale om, at aftalen kriminaliserer kritik af Israel, eller propalæstinensiske demonstrationer eller slogans, sådan som det har været skrevet rundt omkring …

Det er vigtigt at understrege, at fx indledningen i en aftaletekst ikke har nogen retslig virkning. Derfor kan man godt være med i en aftale, selvom man ikke er enig i alle formuleringer …

Jo, aftaletekstens indledning er klart ubalanceret – den nævner fx Hamas’ terrorangreb, men ikke Israels krig mod civilbefolkningen i Gaza. Enhedslisten forsøgte at få dette ændret under forhandlingerne men uden held. Det har dog ikke nogen konkret betydning for aftalens konkrete initiativer, som vi kan vi stå inde for ….

Folketingets definition af antisemitisme er slået fast i handleplanen imod antisemitisme, som Enhedslisten var med til at vedtage i 2022 …

Enhedslisten fik skrevet eksplicit ind i handleplanen, at kritik af Israel ikke var antisemitisk, og at handleplanen ikke ville kriminalisere ytringer, som i dag var lovlige …

Intet af det bliver der ændret ved med initiativerne i den nye aftale imod antisemitisme. Det er vi blevet forsikret mundtligt om i forhandlingerne. Folketingsgruppen har stillet skriftligt spørgsmål til justitsminister Peter Hummelgaard for at få det bekræftet skriftligt …

Under afsnittet om uddannelse står der om den ”nye antisemitisme, der genereres ud fra foragt for Israel.” Betyder det, at Enhedslisten ser foragt for Israel som antisemitisk?:

”Nej. Det er og skal til alle tider være i orden at kritisere Israel – det gør ikke én til antisemit. Det gør foragt imod den højreradikale Netanyahu-regering i Israel og deres forbrydelser heller ikke.

Vi er ikke tilfredse med denne formulering i aftalen, fordi den kan tolkes som om, at kritisk af Israel i sig selv er antisemitisk. Vores tolkning af afsnittet er dog, at legitim kritik af Israel ikke må medføre (generere) had eller diskrimination mod danske jøder, som jo ikke har noget kollektivt ansvar for Israels gerninger. Præcis som muslimer ikke skulle udsættes for had efter 9/11””.

Tilsyneladende sætter ELs folketingsgruppe sin lid til, at intet ændres med lovforslaget, men hvor ligger garantierne for det? Det rejser vel også spørgsmålet om, hvorfor man indgår i en aftale, som man uden held prøver at få ændret på afgørende punkter. Og når man om aftaletekstens udsagn om den ”nye antisemitisme, der genereres ud fra foragt for Israel,” besvarer sit eget spørgsmål ”betyder det, at Enhedslisten ser foragt for Israel som antisemitisk?” med et nej, så er det et temmelig ligegyldigt udsagn, for ingen er i tvivl om, at det mener EL ikke. Det, der betyder noget, er – at de andre aftalepartier åbenlyst ønsker at sætte antizionisme lig med antisemitisme. Det er formentlig denne holdning, der har fået de fire hovedbestyrelsesmedlemmer og med dem mange medlemmer til at mene, at folketingsgruppen skulle have sagt fra.

Trods kritik holder EL fast i aftalen

Den foreløbige kulmination på striden i EL viste sig tirsdag d. 27. august, hvor partiets hovedbestyrelse ifølge Solidaritet ganske vist ved en afstemning vedtog at kritisere folketingsgruppen for ikke at have inddraget hovedbestyrelsen i sagen, inden man indgik i aftalen. Samtidigt vedtog man at fastholde ELs deltagelse i aftalen. Dette skete ved med 16 stemmer mod 8 at afvise en udtalelse fra partiafdelingen Amager Øst, der opfordrede til, at EL trak sig ud af aftalen (det vides ikke om afdelingen har forsøgt at få andre afdelinger med sig). Dermed fastholder EL sin deltagelse.

Hvor er fokus: Parlament eller parti?

Det vakte som sagt forundring i EL, at partiets folketingsgruppe ikke – inden man tilsluttede sig aftalen, og selvom der var god tid – forelagde partiets hovedbestyrelse aftalen eller dens indhold. Fremgangsmåden erkendes nu som en ’fejl’, men opfattes af andre som en kalkuleret risiko: Det er for dem svært at frigøre sig fra tanken om, at man øjensynligt ikke ville risikere at komme i mindretal eller rejse en diskussion i baglandet. Måske skræmte sporene fra de forudgående heftige diskussioner om støtten til de store Palæstina-demonstrationer og vedtagelsen på årsmødet om, at EL er et antizionistisk parti. For selvom en forelæggelse af aftalen for hovedbestyrelsen og de relevante udvalg uden tvivl ville rejse store diskussioner, ville man for det første have kunnet undgå de efterfølgende anklager om at handle udemokratisk og for det andet bedre have kunnet få et brugbart svar på det dilemma, som folketingsgruppen formentlig mente, at den og dermed EL stod i: Hvis man stod udenfor aftalen, var det galt, og hvis man gik med, var det også galt. Det var her ELs folketingsgruppe efter mange medlemmers mening valgte galt.

Den fremstilling af problemet, som dilemmaet er et udtryk for, er en slags pære-og-bananer-regnskab, for det, man dermed får galt i halsen, er hvem det er galt for. Dilemmaets første led (hvis man stod udenfor) drejer sig om en christiansborgsk logik, dvs. forholdet til de andre partier i folketinget og regeringen (’EL kunne ikke som eneste parti stå udenfor’), mens det andet led (hvis man gik med) i første række drejer sig om partiets medlemmer og i næste dets vælgere. Folketingsgruppen har ikke forklaret partiet og dets vælgere, hvorfor det skulle være umuligt at stå udenfor. Som de fire hovedbestyrelsesmedlemmer skriver: ”Men vi må forstå, at vi skal være med for at undgå noget værre og for at sidde med ved bordet, når aftalen skal udmøntes. Følger vi det princip, skal Enhedslisten være med i alle aftaler”.

En nærliggende forklaring kunne være, at man nærer en stærk angst for at give de andre partier noget som helst påskud til at udpege EL som antisemitisk eller som et parti, der holder hånden over terrorister. Det minder lidt om kaninen, der lammet af angst, ikke kan løbe væk fra slangen, der vil æde den. Men hvorfor skulle EL lade sig lamme? EL har jo rent mel i posen. Man har gentagne gange højlydt lagt afstand til Hamas’ terrorhandlinger og terrorisme i almindelighed og har ligeledes flere gang slået fast, at antizionisme ikke er lig med antisemitisme, noget der også blev slået fast på partiets sidste årsmøde, hvor man vedtog, at partiet er antizionistisk, og som bl.a. partiets gruppeformand også slår fast i artiklen i Weekendavisen: ”Det er ikke antisemitisk at fordømme Israels krigsforbrydelser, besættelse og krænkelser af menneskerettighederne”.. Men måske hænger argumentet om, at det parlamentarisk, politisk set var umuligt at stå udenfor, sammen med en de facto opfattelse af, at politik er lig med parlamentarisk politik? Den logiske konsekvens af dette ville være, at EL nærmer sig SFs holdning til aftaler og forlig. Dermed peger det før omtalte dilemma på et større problem, der har plaget Enhedslisten, lige siden ’moderniseringen’ satte ind omkring 2012, nemlig forholdet mellem det parlamentariske arbejde og det politiske arbejde, der foregår uden for parlamentet. I sidste instans drejer den diskussion sig om selve ELs eksistensberettigelse som et parti, der i hvert fald på det programmatiske plan arbejder for radikale samfundsforandringer.

Dette hænger sammen med et andet problem for EL: Da partiet i sin tid blev dannet, indgik man en ikke-nedskrevet musketered i folketingsgruppen gående ud på, at gruppen udadtil altid var enig, altså en afart af den kommunistiske ’demokratiske centralisme’. Det var ment som en slags beskyttelse mod splittelsesforsøg fra de andre partier og havde måske på det tidspunkt en vis berettigelse. Men resultatet af denne ed er, at man forholder resten af partiet de vigtige diskussioner, der må være livsnerven for et socialistisk parti. Især i situationer hvor uenigheder i gruppen er åbenlyse, bliver det direkte demoraliserende at opretholde denne ed. Netop for at udgå dette, har EL en regel om, at folketingsgruppen ved væsentlige interne uenigheder skal forelægge hovedbestyrelsen disse.

Regeringens fælde

Det kan undre, at EL folketingsgruppen, der tæller kloge og erfarne hoveder, ikke så, at slangen i form af regeringen og først og fremmest Socialdemokratiet stillede en fælde op for EL. Nu kan S fryde sig over, at have fået fedtet EL ind i en sag, der river og slider i partiet, som få andre sager har gjort. Den energi, der medgår til rivningerne, kunne have været langt bedre brugt til at udnytte den mulighed, som den blodige krig i Gaza for første gang i mange, mange år har givet for at holde fast i det grundlæggende problem: At prisen for Europas århundredlange antisemitisme åbenbart skal betales med undertrykkelsen af et andet folk, palæstinenserne; eller som Antonio Guterres, FNs generalsekretær udtrykker det: ”Det er vigtigt også at erkende, at angrebene fra Hamas ikke skete i et vakuum. Det palæstinensiske folk har været udsat for 56 års kvælende besættelse”. Og hvis ikke det er nok, kan man såmænd citere Martin Krasnik, der i sin bog ”En smal bro over afgrunden” skriver:

”Og uanset hvor nihilistisk og ødelæggende Hamas’ terror har været i over 30 år, kan støtten til Hamas ikke alene forstås uden for et politisk rum. Støtten til de militante bevægelser er selvfølgelig vokset, fordi den fredelige vej har været så ørkesløs.” (s. 131)

Det er ELs hovedopgave at holde den fane højt, for det er ikke EL, der er historieløst. Det er hele den fløj i det danske politiske spektrum med Socialdemokratiet i spidsen, der ligesom de tre aber lukker øjnene, holder sig for ørerne og lukker munden for det åbenlyse.

Udvejen

ELs folketingsgruppe sidder i suppedasen, fordi aftaleteksten også på forhånd forpligter aftaleparterne til at stemme for det lovforslag, der fremsættes som konsekvens af aftalen, uden at man kender indholdet af dette forslag. Men både Pelle Dragsted, Trine Pertou Mach og Rosa Lund har udtalt, at der var formuleringer, man absolut ikke var tilfreds med i aftaleteksten, og at man ved lovforslagets fremsættelse vil bekæmpe formuleringer, der kriminaliserer kritik af Israel. Så selv om partiets hovedbestyrelse fastholder deltagelse i aftalen, skriver man også efter mødet 27. august i sin ”Vedtagelse vedr. antisemitismeaftalen”, at aftalen indeholder kritisable elementer, og at man ”holder nøje øje med definitionen af antisemitisme og implementeringen af aftalen. Konkret vil Enhedslisten aldrig stemme for at det bliver ulovligt i Danmark at kritisere Israel, den israelske regerings politik eller fx argumentere for en et-statsløsning – og det er en klar forudsætning for at Enhedslisten er en del af aftalen”.

Dette peger på, at det efter den voldsomme kritik og indrømmelserne af de problematiske afsnit i aftaleteksten har været nødvendigt at skaffe sig en nødudgang: Man kan komme ud af den selvskabte suppedas ved at stille ændringsforslag til lovteksten, skulle denne indeholde en kriminalisering af kritik af Israel og de påtænkte strafskærpelser i særlige strafskærpelseszoner. Nyder ændringsforslagene ikke fremme, kan EL med æren i behold trække sig fra aftalen. Derefter kan EL koncentrere sig om at insistere på, at problemerne i Palæstina-Israel ikke opstod 7. oktober 2023, for hvis ikke EL holder den fane højt, hvem skulle så? Ellers bliver det svært for EL at medvirke til at give Palæstina-bevægelsen en ikke-religiøs, politisk retning, der som mål har tiden efter zionismens kollaps. Man bemærker også, at udtalelsen udtrykkeligt nævner det legitime i at argumentere for en enstatsløsning, hvor man tidligere havde lagt sig fast på tostatsløsnngen, noget der indsnævrede partiets manøvremuligheder. Benytter EL sig ikke af denne udvej, skulle nødvendigheden opstå, mener mange, at uenighederne i partiet og den afstand til de aktive medlemmer, som tilslutningen til aftalen om antisemitisme har fremkaldt, blot yderligere vil vokse.

Naturligvis skal partiets hovedbestyrelse ikke føre krig mod folketingsgruppen, men man kunne formentlig i denne forbindelse forestille sig, at en klog hovedbestyrelse denne gang udviser rettidig omhu og ikke nøjes med den omtalte vedtagelse, men inden lovforslaget fremsættes, sørger for at inddrage hele partiet i en debat om det, opsummerer diskussionerne og på den baggrund træffer en beslutning, folketingsgruppen kan handle efter. Og det forekommer næsten umuligt, at man efter regeringens optræden i forbindelse med Gaza-krigen – en regering, hvis statsministerium efter vedholdende forlydender, var den udslagsgivende kraft bag beslutningen om at købe israelske Elbit-kanoner – kan forestille sig partiet uden videre støtte en S-regering med Mette Frederiksen i spidsen.

Tiden efter zionismen

Der breder sig på verdensplan en fornemmelse af, at zionismen kan stå foran et kollaps, som fremskyndes af krigen i Gaza. Den israelske historiker Ilan Pappé, der er kendt for sin antizionistiske holdning, og hvis bøger også er oversat til dansk, opregner i et essay seks indikatorer på dette kollaps: Splittelsen i det jødiske samfund i Israel, landets økonomiske krise, dets voksende, internationale isolation, den fuldstændige holdningsændring på verdensplan blandt unge jøder, den israelske hærs svaghed og endelig en fornyet energi blandt unge palæstinensere.

Pappé slutter sit essay:

Uanset om folk hilser tanken velkommen eller frygter den, er Israels sammenbrud blevet forudsigeligt. Denne mulighed bør præge den langsigtede samtale om regionens fremtid. Ideen [om et postkolonialistisk og ikke-zionistisk Palæstina] vil blive tvunget frem på dagsordenen, når det går op for folk, at det århundredlange forsøg på under anførelse af først Storbritannien og siden USA at påtvinge et arabisk land en jødisk stat langsomt er ved at være slut…. Men deres [bosætternes] tilstedeværelse afhænger stadig, som den gjorde, da de ankom, af deres evne til med vold at påtvinge millioner af indfødte beboere deres vilje, mennesker som aldrig har opgivet deres kamp for selvbestemmelse og frihed i deres hjemland. I de kommende årtier bliver bosætterne nødt til at gøre op med denne holdning og vise deres vilje til at leve som ligeværdige borgere i et befriet og afkoloniseret Palæstina.

Hvis dette er den generelle retning for Palæstina-Israels fremtid, har Enhedslisten vel til opgave at kigge ud over Christiansborgs mure og fremad og ikke lade sig fange ind i et christiansborgsk spin, hvis formål er at stække og aflede netop denne fremtidsdiskussion?