Antisemitisme og antizionisme

For nogle år siden var jeg formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. De valgte mig, på trods af at jeg dengang gik med Davidsstjerne om halsen og har en jødisk mor. Og jeg sagde ja, fordi jeg synes, det er vigtigt, at man kan skelne mellem – hvad man er, og hvem man er.

Så når israelerne endnu engang begik overgreb mod palæstinenserne på Vestbredden eller i Gaza, eller når de bombede Libanon, var det vigtigt for mig, at der ikke blev sagt, at det var jøderne, men israelerne, der bombede eller skød på folk. Det var også vigtigt for mig, at selvom den israelske stat kaldte sig jødisk, så havde den ingen ret til at tage patent på, hvad og hvem jøder var og er.

Min mor kommer fra en dansk jødisk familie. De var totalt assimilerede. Deres børn havde danske navne, og i min mors generation var der nogle, der blev døbt og konfirmerede. De var Georg Brandes-jøder, som min mormor plejede at sige. De havde ingen ønsker om at drage til Palæstina og skabe en jødisk stat. Zionismen sagde dem ikke noget.

Men selvom de følte sig fuldt ud som danskere, måtte flere af dem flygte til Sverige under krigen. Trods det var de ikke i tvivl – de hørte til i Danmark og under ingen omstændigheder i en jødisk stat.

De var ateister – flere af dem var kommunister eller på den øvrige venstrefløj. De giftede sig med kommunister, grundtvigianere, sønderjyder, københavnere og alt muligt andet, og den dag i dag er flere af dem på palæstinensernes side. Mange af dem føler sig som danske jøder, men først og fremmest som danskere.

Min jødiske familie var nærmest antizionister

Min fars anden kone, som jeg voksede op hos, var fra en polsk jødisk familie. De var aktive i kampen for frihed og socialisme helt tilbage før den russiske revolution. Flere af dem var medlemmer af det jødiske venstrefløjsparti Bund. De var nærmest antizionister. Kampen skulle stå, der hvor man levede, og ikke i et eller andet fjernt mellemøstligt, britisk protektorat.

Min stedmor havde en onkel, som engang i 1920’erne rejste til Palæstina og døde af malaria. Hendes familie så det som endnu et bevis på det vanvittige i at rejse bort for at skabe en fremtid.

Inde midt i Jerusalem findes et område, der er beboet af hasidiske jøder. De går klædt, som man gjorde for flere hundrede år siden, og de tilbringer livet med at diskutere hellige skrifter.

Hvis man vover sig ind i deres bydel, skal man for det første have dækket arme og ben til, og man skal for det andet være parat til at spæne, hvis man bliver råbt an. Folk her i Mea She’arim er modstandere af zionismen. For kun Messias kan ifølge deres overbevisning oprette staten Israel.

Zionisme er en politisk holdning. Semit er et vilkår

Dette er bare tre eksempler på jødiske holdninger og bevægelser, som ikke støtter staten Israel, eller som er ikke-zionistiske. I al den snak om, hvorvidt man kan være mod staten Israel uden at være antisemit, bliver bevægelser og grupperinger af den art overset.

Der har hele tiden været stærke jødiske bevægelser, som ikke havde noget som helst til overs for den zionistiske ide. Og uanset om man sympatiserer med dem eller ej, så er de uangribeligt jøder.

Hvis man fastholder synspunktet, at modstand mod den jødiske stat Israel er det samme som at være modstander af jøder som sådan, får man et problem med at forklare standpunktet hos ganske stærke ikke-zionistiske politiske bevægelser blandt jøder.

Zionisme er en politisk holdning. Semit er et vilkår.