Arbejderen revolutionerer sin avis

»Mange læsere er selvfølgelig ærgerlige over at miste den knitrende papiravis, som man kan læse til morgenkaffen, men folk kan også se mulighederne,« siger Dagbladet Arbejderens chefredaktør. Som den første trykte danske avis skifter Arbejderen papiret ud med nettet.

Af Kim Kristensen

På et skilt ude på Hillerødgade står der ganske vist »Velkommen til Frederiksberg«, men Arbejderens chefredaktør forsikrer, at avisens adresse, nummer 30A, ligger på Nørrebro og altså i Københavns Kommune.

»Vi betaler i hvert fald ikke Frederiksberg-skat, fortælleren chefredaktøren Anders Sørensen.

Arbejderen kunne ellers godt bruge den lavere skat i den konservative kommune – den grønne ø i det røde hav, som øens konservative borgmestre aldrig bliver trætte af at gentage med henvisning det omkringliggende København. Når Anders Sørensen denne dag viser rundt i den renoverede fabriksbygning, som også huser avisens ejer Kommunistisk Parti, skyldes det, at en presset økonomi fra den 2. maj har tvunget Arbejderen til at blive den første danske netavis.

»Det svære er, at Arbejderen er det første dagblad som opgiver papiravisen, og derfor er det svært at lære af andres erfaringer,« siger Anders Sørensen. »Der er ingen. Kun den erfaring, at det er svært at sælge netindhold i mediebranchen. Men jeg tror, at Arbejderen kan, fordi vi har verdens bedste læsere, som bekymrer sig om os og holder hånden under os. Og så er vi ikke bare en avis. Vi er så meget mere og det er vores læsere med på«.

Forhåbentlig.

I receptionen sidder en medarbejder og ringer rundt til abonnenterne af den nu tidligere papiravis for at få dem til at fortsætte som netabonnenter og chefredaktøren har selv kørt land og rige rundt for at møde læserne og sælge dem på idéen. Hvor papiravisen havde 2000 abonnementer og mellem 6 og 8000 læsere, har Arbejderen.dk haft mellem 60 og 80.000 læsere om måneden eller såkaldte unikke brugere af hjemmesiden. Med andre ord kender de fleste allerede avisen fra Arbejderen.dk (avisen fortsætter med at være en abonnementsavis, så man – ligesom tidligere – skal være abonnent for at læse alle artikler).

Især det kommende år bliver svært økonomisk. Hvor et papirabonnement har kostet 300 kroner om måneden, koster netabonnementet kun 100 kr. Avisen tilbyder derfor sine nuværende abonnementer, at de enten kan få deres penge igen eller, hvis de stadig ønsker at fortsætte, i stedet forlænget deres abonnement. Selv om de fleste, heldigvis, ønsker det sidste, betyder det også, at Arbejderen vil mangle indtægter fra sine nuværende abonnementer i en periode fremover.

Storm P

Udover en indsamling (hvor der foreløbigt er indsamlet 900.000 kroner) forventer Arbejderen at lukke hullet i kassen på andre måder. Dels ved at spare penge på portoen. Og dels ved at opsige en del af lejemålet på Hillerødgade 30A. Der bliver nemlig ikke mere brug for plads til trykkeriet.

I stuen står således trykkemaskinerne, som – for nogles vedkommende – har været med fra starten i 1982, hvor Arbejderen blev dagsblad. Når der har været gæster på besøg de senere år, har mange ofte hevet deres mobiltelefoner frem fra lommerne for at tage billeder af de gamle maskiner, som kan være noget Storm P. havde opfundet. Da en af maskinerne for nyligt brød sammen, måtte de ringe til den virkelige opfinder, som for længst er gået på pension. Efter at have fået forklaret problemerne over telefonen, identificerede han årsagen: En enkelt dippedut skulle fjernes.

Den 35-årige Anders Sørensen blev selv oplært her som trykker, ligesom han blev lært op som abonnementssælger, journalist og, til sidst, webredaktør på Arbejderen. Chefredaktøren er nemlig ikke journalist af uddannelse.

Faktisk har han overhovedet ikke nogen form for uddannelse. I stedet levede Anders Sørensen i en årrække af forskellige ufaglærte job blandt andet som vikar på byggepladser, som gadefejer og pædagogmedhjælper inden han endte på avisen.

Da Arbejderens daværende chefredaktør gennem 19 år, den 63-årige Birthe Sørensen, trådte tilbage den 1. april i forbindelse med omstillingen, var det da også naturligt, at den unge wedredaktør efterfulgte hende på posten.

Marx og Engels

Ovenpå, på 1. sal, sætter Anders Sørensen sig ned ved et bord i mødelokalet og hælder kaffe op fra en stempelkande. Plakater af Marx og Engels hænger på væggene. På en reol står Kurt Jacobsens biografi om Aksel Larsen skulder ved skulder med Baik Bongs tre bind om Kim Il-sung og Anders Sørensen forsikrer, med et smil, at Enver Hoxhas erindringer også må være at finde et eller andet sted på hylderne.

»Udfordringen er at få mobiliseret de mange læsere af Arbejderen.dk og få dem overbevist om, at de skal tegne et abonnement, fordi det er vigtigt at have en stemme som Arbejderen i det danske mediebillede,« siger chefredaktøren.

»Vi må ikke stirre os blinde på almindelige marketings-strategier, at det skal være større, flottere og bedre end andre, for så kommer vi til at knække nakken hurtigt. Det står og falder med, om vi kan få formidlet det projekt, som Arbejderen er, til de mange læsere, som i dag ikke bidrager økonomisk. Det og så selvfølgelig det, at vi bliver billigere«.

Omvendt ser Anders Sørensen nogle muligheder på nettet. Arbejderens journalister gik allerede i forbindelse med avisens seneste omlægning i 2012 over til at skrive i såkaldte skabeloner til hjemmesiden og nu fjernes blot det sidste led: Layoutet af avissiderne.

»Mange læsere er selvfølgelig ærgerlige over at miste den knitrende papiravis, som man kan læse til morgenkaffen, men folk kan også se mulighederne,« siger chefredaktøren. »Nogle gange har vi været tvunget til at lave yesterdays news tomorrow. Det har vi selvfølgelig prøvet at komme uden om ved ikke at være et nyhedsmedie – og det kommer vi heller ikke til at blive – men i stedet at gå bagom og give perspektiv. Vi skal ikke konkurrere med de andre om at komme først. Men ligesom det altid har været tilfældet med arbejderbevægelsens medier, så går det godt, når der sker noget i klassekampen: Når der er demonstrationer, aktioner, strejker og konflikter, så klikker folk. Og i de tilfælde er det sådan set ikke sensationshistorier, som får de mange klik. Det er de artikler, som formår at give en sammenhæng«.

Ellers er planen at være mere tilstede med at lave møder for læserne og inddrage dem i foredrag, debatter og liveinterviews – og altså give dem andre oplevelser.

»Det handler om at sætte sig spor i folks bevidsthed og ikke at de absolut skal læse en artikel af minimum en bestemt længde,« siger Anders Sørensen.

Chefredaktøren påpeger det ironiske i, at mange danske mediehuse de senere år har ladet sig inspirere af arbejderbevægelsens nu mange lukkede mediers måde at gøre tingene på engang. Bevægelsens mange kulturinstitutioner, hvor inden for man kunne leve fra vugge til grav, søgte alle at skabe et særligt univers eller identitet, mediehusene forsøger at genskabe for at holde på læserne.

»Vi har allerede lokale støtteforeninger som arrangerer vinsmagninger, whisky-smagning og rundvisning på Det Kongelige Teater for at samle penge ind,« siger Anders Sørensen. »Men i stedet for at samle penge ind gør Politiken det så som en ekstra oplevelse for deres læsere, hvis de betaler lidt ekstra. Vi har faktisk altid kunnet mobilisere vores læsere omkring projektet og ikke alene det at være forbruger af et produkt«.

Kommunist

Selv er Anders Sørensen flasket op med politik i et hjem, hvor faren var tillidsmand, aktiv socialdemokrat og i perioder medlem af byrådet i Næstved, hvor familien boede. I konfirmationsgave fik Anders Sørensen et medlemskab af DSU (Dansk Socialdemokratisk Ungdom) som varede i et par år. Eller til han kom til sin første kongres i Socialdemokratiets ungdomsorganisation.

Mødet med, hvad chefredaktøren tidligere har beskrevet som de »unge superpampere«, førte ham til BZ-bevægelsen og ungdomsorganisationerne Rebel og Offensiv, inden han som 22-årig blev medlem af Kommunistisk Parti.

»Hvorfor ikke,« svarer Anders Sørensen på spørgsmålet om, hvorfor han er kommunist og griner. »Det er da det eneste fornuftige. For fanden mand, se på verden! Det hele er ved at falde fra hinanden og jeg er overbevist om, at Marx og Engels har givet os de redskaber – ikke at man kan overføre alt til 2019 – men alligevel redskaberne der skal til for ikke bare at forstå og fortolke verden, men også forandre denne. Skal vi have et mål for det, som vi kæmper for, og ikke bare være enige om, hvad vi kæmper imod, så er det Marx og Engels som leverer svarene på, hvad vi skal kæmpe for«.

Alligevel erkender chefredaktøren, at netop Kommunistisk Partis ejerskab af Arbejderen er det, som får mange mennesker til at klikke forbi på nettet.

»Der synes at være en tro på, at det skulle mere legitimt at være ejet af en kapitalfond eller privat ejerkreds,« siger Anders Sørensen som er medlem af Kommunistisk Partis landsledelse og spidskandidat for Liste R ved det seneste kommunalvalg i København. »Som om en kapitalfond skulle have mere ædle hensigter med at udgive et medie og udelukkende være sat i verden for at formidle objektiv journalistik til almenvellets bedste. Men sådan er det jo ikke. Al journalistik er i sin natur subjektiv. Subjektiv forstået på den måde, at du udvælger din historie, som det første, vinklen på denne, kilderne og hvilke citater fra disse, som medtages. På den måde former du altid en historie ind i et bestemt verdenssyn; en bestemt måde at anskue virkeligheden på.

Det er ikke fordi, at en af de måder nødvendigvis er forkerte – det er de i hvert fald ikke altid! – og nogle gange handler det bare om at se tingene fra forskellige vinkler. Det formår de store medier sgu bare ikke. De siger: ”Hej, vi er objektive. Læs os og så får du en god idé om, hvad der sker i verden”. Problemet, når det nu ikke passer, er, at man bilder folk noget ind. Det gør vi sgu ikke og det er jeg faktisk ret stolt over. Vi siger åbent – det er jo ikke noget, som vi skjuler – at vi bliver udgivet af Kommunistisk Parti.

Og så kan folk tage det og lægge deres egne filtre ned over indholdet, ligesom man altid bør gøre, når man læser artikler, og tænke: Hvem har skrevet det her og hvorfor har vedkommende skrevet det? Det gør folk så automatisk med os. Problemet er, at på grund fordomme så gør folk det ved at tænke, at så må det jo givetvis være løgn, når det nu er et parti, som ejer mediet. Det passer bare ikke. Vi beskriver verden som den er, men med et klart formål: Nemlig at forandre den«.

Besøg Arbejderens hjemmeside her