Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
29. november. 2024

David Downing: Masaryk-banegården

I Solidaritets julekalender giver vi hver dag indtil juleaften et nyt uddrag af den næste roman af David Downing: “Masaryk-banegården”

Downings banegårdsserie er med udgangspunkt i Berlin og i fiktionens form en helt anden slags verdenshistorie, der udspiller sig før, under og efter Anden Verdenskrig. Hvor heltenes grundlæggende retfærdighedssøgende og socialistiske holdninger skal sno sig mellem den stalinistiske kommunismes, den uhyrlige fascismes og den profithungrende kapitalismes klør.

11. februar 1948

De var på vej i seng, da de to russere kom, men det sene tidspunkt var åbenbart ligegyldigt: Hun og hendes søster skulle komme med det samme. Hun spurgte, om de vidste, hvem hun var, men det gjorde de selvfølgelig. At sige nej var ikke en mulighed.

   Deres bestemmelsessted var også hemmeligt. »Meget fint hus,« sagde ham, der talte lidt tysk, som om det skulle gøre nogen forskel. Han hjalp hende endda i pelsfrakken. Nina så forfærdeligt bange ud, men det bedste, hun kunne gøre, var at klemme sin lillesøsters hånd, mens de sad på bagsædet af den skinnende Audi.

   Snart spandt bilen afsted østpå ad den svagt oplyste og stort set øde Frankfurter Allee. Mændene på forsædet udvekslede af og til nogle få ord på russisk, men var for det meste tavse.

   Ligesom tusindvis af andre var hun blevet voldtaget i 1945, men kun én gang. De tre soldater havde været for begejstrede for hendes hus og ejendele til at gøre mere end at tilfredsstille deres umiddelbare begær.

   Og nu frygtede hun, at det ville ske igen. I et »meget fint hus«.

   Hun kunne mærke sin søster skælve ved siden af sig. Nina var kun 12 år i 1945, høj af sin alder, men heldigvis stadig med et barns bryst og hofter, og derfor havde soldaterne ladet hende være i fred. Hun var blomstret op siden, men var stadig jomfru. Det her ville blive meget sværere for hende.

   De kørte ud af byen og gennem snedækkede marker. Tre år efter krigen var vejskiltene, der blev fanget i forlygternes lys, skrevet med kyrillisk skrift, og hun havde kun en vag idé om, hvor de var. Ikke at det betød noget.

   De drejede fra vejen op ad en indkørsel, der var kranset af træer, og standsede foran et stort, treetagers hus. Der stod soldater på vagt på hver side af døren og en anden indenfor, som sendte dem et nysgerrigt blik. Der var kun én mand i civilt tøj, og han havde et klassisk russisk ansigt. Nu var de i fjendens lejr, tænkte hun. Her var der ingen, de kunne bede om hjælp.

   De blev vist op ad trappen og hen ad en gang med mange tæpper til en dør for enden. En af deres ledsagere bankede med knoerne let på og reagerede så på ordene indefra ved at skubbe døren op og vise dem ind.

   Det var et rummeligt værelse med lænestole og en stor himmelseng. Der var ild i pejsen, og lamperne var tændt, selv om lampeskærmene dæmpede. Hun havde aldrig været på et bordel, men hun forestillede sig, at de bedste så sådan ud.

   Og så så hun, hvem det var, og hjertet sank i livet på hende med ekspresfart.

   Han havde slåbrok på og sikkert ikke andet. Smilet på hans ansigt var kun henvendt ham selv.

Efter roligt at have låst døren gik han hen til et bord med flasker, skænkede sig et glas af en klar væske og slugte halvdelen af den. Da han vendte sig om mod dem, glimtede pejseilden kortvarigt i hans briller.

   »Zieh dich aus,« sagde han. Tag tøjet af.

   »Nej,« næsten hviskede Nina.

   »Vi er nødt at gøre, som han siger,« sagde hun til søsteren.

Nina stirrede tilbage på hende. Der var frygt i hendes øjne og bønfaldelse om hjælp og ren og skær vantro.

   »Ta’ mig,« tiggede hun ham. »Hun er kun en pige, ta’ mig”.

   Hvis han forstod hende – og det mente hun, han gjorde – øgede det bare hans utålmodighed.

   De klædte sig langsomt af, til de kun stod i undertøjet og stoppede så uden større håb op.

   Han gjorde tegn til, at de skulle fortsætte, og stirrede så på deres nøgne kroppe. Hun så hans voksende erektion spænde i morgenkåben og så endelig bryde sig fri. Ninas gisp fik ham til at smile. Han tog to skridt

frem, greb fat i hendes håndled og trak hende hen mod sengen.

   Nina rykkede sig fri og løb hen til døren, som gav sig højlydt, men modstod hendes forsøg på at trække sig af hængslerne. Da han satte efter hende tværs gennem rummet, forsøgte hun at spærre vejen for ham, men han greb hende i armen og smed hende uden besvær til side.

   Nina greb et askebæger, der var lige ved hånden, og kastede det i retning af ham. Hun så ikke, hvor det ramte ham, men det smertensgrynt, han gav fra sig, da han væltede omkuld, efterlod ikke megen plads til tvivl.

   I et par korte sekunder stod verden stille.

   Så gik han forsigtigt hen til sit skrivebord og tog en pistol op af skuffen.

   »Nej,« skreg hun og kravlede hen mod ham.

   Han slog ud med løbet og ramte hende på kinden, så hun faldt om på gulvtæppet.

   Nina var sunket ned på knæ, og nu stod han foran hende med sin penis dinglende foran hendes ansigt. Han løftede hendes hår med pistolen og bevægede sig langsomt rundt om hende, mens hans erektion vendte tilbage.

   Hun troede, at han ville tvinge den hulkende pige til at tage sig i munden, men hvad kunne hun gøre, som ikke ville gøre det hele værre?

  Og så pressede han pistolens løb mod Ninas nakke, og hans finger trykkede på aftrækkeren. Der kom ingen eksplosion, kun en hostende lyd, et næsten latterligt lille blodsprøjt og en tavs Nina, der faldt sammen på gulvtæppet.

   Hun prøvede at sige noget, at komme op fra gulvet, men det oversteg hendes kræfter at gøre begge dele.

   Han kom henimod hende med pistolen i hånden. Hun regnede med at skulle dø og følte sig næsten desorienteret, da han trak hende op ved håret og smed hende på sengen med ansigtet nedad. Hun mærkede det kolde metal i sin nakke, men hans hænder tvang hendes ben fra hinanden, og hun vidste, at der var en sidste ting, hun skulle udholde, før hun sluttede sig til sin søster.

   Og så kørte han sig selv op i hende og pumpede løs. Det varede kun et par sekunder, og da han havde trukket sig ud igen, lå hun og ventede på, at det hele skulle slutte, på det mørke, som en kugle ville bringe.

   Det kom ikke. Efter nogle korte øjeblikke tog hans hænder en af hendes og foldede den om pistolens skæfte. Først gjorde hun ikke modstand, og da det gik op for hende, hvad det indebar, havde han igen taget den.

   »Du er for berømt til at slå dig ihjel,« sagde han som forklaring.

Om skribenten

Solidaritet

Solidaritet

Nyheder, baggrund og debat fra nær og fjern. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER