Kapitalismens Monty Python-papegøje – svar til Einar Baldurssons kritik af Rødt Venstre

Einar Baldursson har skrevet et polemisk debatindlæg snarere end en nøgtern analyse af Rødt Venstres politik. Selvom forfatteren anvender historiske eksempler, statistik og empiriske henvisninger, er teksten tydeligt præget af retoriske greb, som former både fremstillingen af modparten (Rødt Venstre) og argumentationens karakter.

Forfatteren fremhæver sin baggrund på venstrefløjen og sin interesse for politisk psykologi. Dermed bliver den psykologiske rammesætning et centralt greb, fordi revolutionære socialister flere steder beskrives som præget af sekterisme og verdensfjern idealisme. Analysen bevæger sig derfor delvist fra kritik af idéer til karakteristikker af mentale og kulturelle dispositioner på dele af venstrefløjen.

Sprogligt anvender Baldursson en høj grad af ironi og polemik. Referencen til Life of Brian og betegnelsen “Monty Python-marxisme” fungerer som en satirisk analogi, hvor revolutionære socialister fremstilles som komiske figurer, der ikke er i stand til at anerkende historiske fremskridt under kapitalismen. Dette indebærer samtidig, at man karikerer modpartens positioner.

Formuleringer som “hellige dyr”, “verdensfjern politisk boble” og sammenligninger med religiøse dommedagsforestillinger bidrager yderligere til at fremstille revolutionær socialisme som irrationel eller dogmatisk. Teksten gør desuden omfattende brug af retoriske spørgsmål som styrende argumentationsgreb, hvor læseren ledes mod bestemte konklusioner.

Derudover opstilles tydelige modsætninger mellem reform og revolution, pragmatisme og ideologi samt realisme kontra visioner og fakta kontra utopisme. Dermed overser teksten det dialektiske forhold mellem disse og reducerer kompleksiteten i de positioner, der kritiseres.

Når man ser nærmere på argumenternes indhold, hviler kritikken af revolutionær socialisme især på tre hovedpåstande: at kapitalismen historisk har skabt betydelige fremskridt, at reformistiske strategier har været mere succesfulde end revolutionære, og at revolutionære socialistiske projekter historisk har ført til totalitære systemer.

Kapitalismens fremskridt – en ufuldstændig opgørelse

Baldursson fremstiller marxismen som en position, der ensidigt betragter kapitalismen som kilden til alle sociale onder. Det overser imidlertid, at klassisk marxistisk teori på samme tid beskriver kapitalismen som historisk dynamisk og produktiv.

Marx anerkendte tydeligt, at kapitalismen udvikler teknologi, produktivitet og globale forbindelser i hidtil uset omfang. Marxistisk kritik handler derfor ikke nødvendigvis om at benægte fremskridt, men om at undersøge de sociale relationer, fremskridtene er blevet skabt igennem – herunder udbytning, ulige magtforhold og global asymmetri.

Ikke mindst må man sætte spørgsmålstegn ved, hvilke behov der driver udviklingen. Mange af de allervigtigste teknologier, der i dag fremhæves som kapitalismens store sejre, har i betydelig grad været påvirket eller accelereret af militær forskning og krigsrelaterede investeringer.

Eksemplerne er slående: Flyvemaskinen blev hurtigt videreudviklet til militær brug og bombning. Radar og satellitkommunikation blev i høj grad drevet frem af militære behov for overvågning, navigation og strategisk kommunikation. Internettet udspringer af ARPANET-projektet, der blev udviklet med henblik på robust og decentral kommunikation i et militært og forskningsmæssigt samarbejde under den kolde krig. Kunstig intelligens har en lang historie med militær finansiering, særligt i forbindelse med analyse, overvågning og automatiserede systemer. GPS-navigation blev oprindeligt udviklet som et militært system og senere åbnet for civil brug. Og jetmotorer blev udviklet parallelt i flere lande med omfattende militær anvendelse.

Teknologi er altså sjældent opstået som en ren stræben efter menneskelig fremgang, men er ofte blevet til i et komplekst samspil mellem videnskab, industri, økonomi og militær strategi – hvor militære behov i mange tilfælde har spillet en central rolle i at accelerere udviklingen, hvorefter teknologierne efterfølgende er blevet omformet til civil brug.

Når Baldursson fremhæver kapitalismens resultater, overser han samtidig, at store dele af den historiske velstandsudvikling fandt sted gennem kolonialisme, slaveri og intensiv udbytning af arbejdskraft – forhold, som den marxistiske tradition netop har analyseret som en del af kapitalismens udvikling.

Hans argument bygger i høj grad på stigende forventet levealder som mål for kapitalismens historiske fremgang. Det er metodisk enkelt og effektivt, men reducerer komplekse sociale forhold til ét kvantitativt mål. Dette mål indfanger dog ikke nødvendigvis spørgsmål om fremmedgørelse, psykisk mistrivsel, manglende demokratiske magtforhold, dårlige arbejdsvilkår eller ødelæggelse af økologisk bæredygtighed. Spørgsmålet bliver derfor ikke blot, hvor længe mennesker lever, men under hvilke sociale og materielle betingelser de lever.

Netop her bliver udviklingen i det moderne arbejdsliv central.

Selvom kapitalismen historisk har været forbundet med teknologiske fremskridt og stigende produktivitet, peger nyere forskning samtidig på omfattende psykiske og sociale belastninger. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vurderer, at omkring 15 procent af voksne i den arbejdsdygtige alder lever med psykiske lidelser, og fremhæver højt arbejdspres, prækære arbejdsforhold og lav kontrol over arbejdet som centrale årsager til stress, angst og depression. Sammen med Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) anslås det, at depression og angst hvert år medfører tabet af omkring 12 milliarder arbejdsdage globalt.

Denne udvikling ses også i Danmark, hvor stress-relaterede sygdomme fylder stadig mere i både sundhedsvæsenet og på arbejdsmarkedet. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) beskriver stress som en udbredt arbejdsrelateret belastning, mens international arbejdsmiljøforskning peger på effektivisering, konkurrence og stigende præstationskrav som centrale årsager til psykisk nedslidning. WHO understreger samtidig, at prækære ansættelser og dårlige arbejdsforhold øger risikoen for angst, depression og udbrændthed.

Disse negative udviklinger udfordrer forestillingen om, at kapitalismens succes alene kan måles gennem økonomisk vækst eller stigende levealder.

Stigende levealder er desuden ikke et fænomen, der er begrænset til kapitalistiske økonomier. I Kina er den gennemsnitlige levealder steget fra omkring 41 år i 1950 til cirka 78 år i dag. Tilsvarende steg levealderen i Sovjetunionen markant fra omkring 30–35 år i det sene zarstyre omkring 1917 til omkring 68–70 år i slutningen af 1980’erne, og Cuba har trods årtiers amerikansk blokade opnået en levealder på niveau med eller højere end USA’s.

Levealderen steg desuden særligt markant i Europa efter 1945 i takt med udbygningen af velfærdsstater, offentlige sundhedssystemer og forbedrede sociale forhold. Parallelt hermed var den tidlige industrielle kapitalisme i England præget af meget dårlige levevilkår i flere arbejderkvarterer, hvor den forventede levealder i visse fattige byområder i perioder kunne ligge omkring 25–30 år ved fødslen, blandt andet som følge af høj spædbørnsdødelighed.

Og ikke nok med at billedet er skævt, når man ser mod øst og syd – det går også galt, når man ser på de steder, hvor kapitalismen er blevet indført eller genindført med stor kraft, som fx i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud.

Efter opløsningen i 1991 og genindførslen af kapitalismen faldt BNP dramatisk, og fattigdommen eksploderede. Samtidig dokumenterede internationale undersøgelser et markant fald i levealder og folkesundhed. Den forventede levealder for russiske mænd faldt fra 69 år i 1990 til 58 år i 2001 – et af de største fald i fredstid i et industrialiseret land.

Sundhedssystemets sammenbrud førte desuden til, at sygdomme som tuberkulose, difteri og mæslinger vendte tilbage i stor skala.

Samtidig kan kapitalismens fremtidige udviklingsretning kritiseres fra flere nye perspektiver, som også indgår i den bredere marxistiske analyse. Klimakrisen fremstår ikke blot som et eksternt problem, men som et resultat af en produktionslogik baseret på profitmaksimering frem for langsigtet planlægning.

Udviklingen af kunstig intelligens og automatisering rejser tilsvarende spørgsmål om, hvorvidt teknologiske fremskridt under kapitalismen primært vil føre til øget produktivitet for fællesskabet eller til overvågning, usikkerhed og strukturel arbejdsløshed.

Samtidig problematiseres BNP som mål for fremskridt, fordi det ikke skelner mellem samfundsgavnlig og samfundsskadelig produktion, såsom våbenproduktion, sundhedsskadelige produkter som tobak, alkohol og usunde fødevarer, forurenende industriproduktion, ressourceødelæggende udvinding, skadelige kemikalier samt spekulative finansielle tjenester. I denne optik kan behov i stedet forstås som noget, der kan defineres demokratisk gennem kollektive beslutningsprocesser snarere end gennem markedets profitlogik.

Disse perspektiver leder videre til spørgsmålet om reformisme, velfærdsstat og klassekamp.

Velfærdsstaten – reformsejr eller klassekompromis?

Baldursson fremstiller velfærdsstaten som et bevis på reformismens succes og på, at kapitalismen kan udvikles til gavn for flertallet. Vi vil imidlertid hævde, at mange sociale reformer historisk er blevet til gennem arbejderbevægelsens pres snarere end gennem velvillige indrømmelser fra kapitalens side.

I denne forståelse bliver velfærdsstaten ikke et udtryk for kapitalismens naturlige evne til selvforbedring, men et resultat af sociale konflikter og klassekampe. Centrale fremskridt som otte-timers arbejdsdag, fagforeningsrettigheder, sociale sikkerhedsnet og almen sygesikring blev ikke givet frivilligt, men kæmpet igennem via strejker, massebevægelser og – i flere tilfælde – på grund af reel frygt for revolutionære opbrud.

Historiske begivenheder som den svenske generalstrejke i 1909, den britiske generalstrejke i 1926, opstanden i Wien i 1934 og arbejderbevægelsens mobiliseringer i Europa efter 1917 bidrog alle til at skabe et politisk pres, som tvang kapitalistiske eliter til kompromiser.

Samtidig udfordrer udviklingen siden 1980’erne forestillingen om reformismens stabilitet og varighed. I mange socialdemokratiske lande, herunder de nordiske, er tidligere sociale fremskridt gradvist blevet tilbagerullet. Dagpengesystemer er blevet svækket, den offentlige sektor privatiseret, og arbejdsmarkedet gjort mere usikkert gennem platformsøkonomi, midlertidige ansættelser og fremvæksten af et voksende prekariat, mens den økonomiske ulighed er steget markant.

Fra vores marxistiske perspektiv er dette ikke blot midlertidige politiske afvigelser, men udtryk for en strukturel tendens i kapitalismen: Når arbejderbevægelsens styrke svækkes, forsøger kapitalen gradvist at genvinde tidligere indrømmelser. Finanskrisen i 2008, gældskrisen i Sydeuropa, voksende privatgæld og tilbagevendende økonomiske kriser peger samtidig på, at velfærdsreformer ikke har afskaffet kapitalismens grundlæggende ustabilitet.

I forlængelse heraf findes en længere marxistisk tradition (hos Marx, Engels, Lenin og senere Gramsci), hvor reformkampe ikke ses som et alternativ til socialisme, men som en del af en strategisk proces, hvor konkrete krav forbinder hverdagslivets erfaringer med mere grundlæggende samfundsforandringer. Reform og revolution forstås dermed ikke som absolutte modsætninger, men som historisk sammenhængende niveauer i den politiske kamp.

Historiske erfaringer i Danmark viser med al tydelighed dette forhold. Det lykkedes aldrig Enhedslisten i sin levetid at få reel indflydelse som støtteparti for skiftende socialdemokratiske regeringer. Uanset hvor mange stemmer partiet bidrog med ved valg, blev den førte politik i vid udstrækning lagt efter kapitalinteressernes og EU’s dagsorden.

Derimod kan man se, hvordan det så ud, når de udenomsparlamentariske bevægelser stod stærkt: Da fredsbevægelsen var en bred og mobiliserende kraft i befolkningen, kunne SF og Radikale Venstre bruge såkaldt fodnotepolitik og parlamentarisk pres til at bremse eller styre NATOs militaristiske tendenser og tilnærmelser til atomvåben og krigsalliancer.

Ligeledes, da arbejderbevægelsen stod stærkest både fagligt og politisk, var det netop den folkelige bevægelses styrke, der betød, at selv Socialdemokratiet i perioder måtte formulere og forholde sig til visioner som økonomisk demokrati og indflydelse på arbejdspladserne – krav, der siden blev fortrængt i takt med, at bevægelsens styrke og kampkraft aftog.

Det illustrerer præcist pointen: Parlamentariske sejre og reformer har kun værdi og holdbarhed, så længe de er båret af en stærk, organiseret modmagt uden for Folketingets sale. Uden en kampkraftig bevægelse bagved bliver “reformer” hurtigt til tilpasning til systemets egen logik frem for skridt mod noget nyt.

Dette ensidige parlamentariske fokus, løsrevet fra massebevægelsen, har langsomt men sikkert ført Enhedslisten til dér, hvor partiet er i dag. Man ønsker nu at blive støtteparti for en regering med Lars Løkke, som Lykketoft har kaldt “den lille svindler”, uden at have hverken en taktisk eller strategisk plan for, hvad det indebærer.

Argumentet bliver derfor ikke, at reformer er betydningsløse, men at deres styrke og varighed afhænger af styrkeforholdet mellem sociale klasser og politiske bevægelser.

Revolution, demokrati og historiske erfaringer

Baldurssons behandling af revolution og demokrati kan problematiseres på flere punkter. Det er ikke nødvendigvis revolutionære metoder i sig selv, som dele af venstrefløjen har forsvaret. Fra et marxistisk perspektiv er revolution ofte blevet betragtet som en konsekvens af, at demokratiske forandringsmuligheder er blevet blokeret af økonomiske og politiske magtinteresser.

Her bliver USA’s udenrigspolitik i det 20. og 21. århundrede et centralt eksempel. USA har gentagne gange støttet kup mod demokratisk valgte regeringer, der udfordrede amerikanske økonomiske eller strategiske interesser. I Chile i 1973 medvirkede amerikanske efterretningstjenester til destabilisering af Salvador Allendes regering og banede vejen for Pinochets militærdiktatur.

Tilsvarende støttede USA kuppet mod Mohammad Mossadegh i Iran i 1953 efter nationaliseringen af olieindustrien. Lignende mønstre kan ses i Guatemala i 1954, Brasilien i 1964, Argentina i 1976 og Honduras i 2009. Efter den kolde krig fortsatte mønstret gennem NATO’s krige i Afghanistan, Irak og Libyen, som førte til enorme ødelæggelser, mange døde, millioner af flygtninge og kritik af kapitalismens rolle i kampen om ressourcer og indflydelse.

I disse tilfælde blev demokratiske processer tilsidesat for at beskytte geopolitiske og økonomiske interesser. Set fra denne vinkel opstår revolution ikke primært som et ideologisk ønske, men som et resultat af, at fredelige reformforsøg bliver mødt med undertrykkelse, kup eller økonomisk tvang.

Kapitalismens krise og den blinde vinkel

Forfatteren overser kapitalismens krisetendenser, herunder voksende økonomisk ulighed, tilbagevendende finansiel ustabilitet, udsving på aktiemarkederne og dens destabiliserende dynamikker. USA fører mere imperialistisk politik i Arktis, herunder Grønland, i takt med øget geopolitisk konkurrence i regionen. Samtidig er der voksende interessekonflikt mellem USA og dets NATO-allierede, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem handelskonflikter.

Derudover kan man pege på en udvikling i USA’s politiske økonomi, hvor store virksomheder og økonomiske interessegrupper i stigende grad har indflydelse på lovgivning, regulering og politiske beslutningsprocesser, hvilket rejser spørgsmål om demokratisk lighed og politisk repræsentation. Den nuværende amerikanske regering tilsidesætter demokratiske spilleregler og udfordrer juridiske normer og institutioner.

Der findes derfor en række tydelige tegn på, at den kapitalistiske verdensorden befinder sig i en tilstand præget af strukturelle spændinger. Alligevel fastholder forfatteren forestillingen om kapitalismens fortsatte stabilitet og vitalitet.

Her bliver Monty Pythons “Dead Parrot Sketch” et centralt billede. Ligesom sælgeren insisterer på, at den døde papegøje blot “hviler sig”, fremstiller Baldursson kapitalismens kriser som midlertidige forstyrrelser snarere end som strukturelle problemer.

Hele Baldurssons fremstilling bærer imidlertid præg af et gennemgående eurocentrisk og dansk-centreret blik. Baldursson ser udelukkende udviklingen ud fra metropollandenes virkelighed og betragter kapitalismens historie og resultater som en generel, universel proces snarere end et system, der hviler på en ulige opdeling af verden. Når man udelader det globale perspektiv, forsvinder en afgørende del af forklaringen på, hvordan velstanden i Vesten er blevet skabt.

En marxistisk analyse må nødvendigvis have et helhedssyn: den velstand og de reformer, der er opnået i Europa og de nordiske lande, har i vid udstrækning været muliggjort gennem en international arbejdsdeling, hvor landene i det Globale Syd har været – og fortsat er – underlagt systematisk udbytning, ressourceafsavn og ulige bytteforhold.

Kolonialisme, neokolonialisme, gældsafhængighed og multinationale selskabers kontrol med produktion og ressourcer betyder, at det “fremskridt”, der fremhæves som kapitalismens sejr, ofte er opnået på bekostning af millioner af menneskers levevilkår andre steder. At måle systemets succes udelukkende ud fra, hvordan det fungerer for en lille del af verdens befolkning i de rigeste egne, er derfor en grundlæggende ufuldstændig og misvisende analyse.

Derudover fremstår velfærdsstaten og de sociale fremskridt i Baldurssons tekst næsten som noget, der er opstået af sig selv – som en naturlig del af kapitalismens udvikling eller som resultatet af kloge politikeres egen fri vilje og indsigt.

Der står ikke ét ord om de mere end 100 års organisering, strejker, demonstrationer og politisk pres fra arbejderbevægelsen, fagforeningerne, kvindebevægelsen, ungdomsbevægelserne, fredsbevægelsen og andre folkelige bevægelser. Dermed fremstiller han reformerne som en succes for “systemet” eller “reformvejen”, samtidig med at han fjerner selve subjektet – nemlig dem, der kæmpede for dem.

Hvor Baldursson i praksis argumenterer for, at kapitalismen allerede har overvundet barbariet gennem reformer og historiske fremskridt, hævder vi med ovenstående begrundelser, at de grundlæggende problemer fortsat består. Vi må derfor fastholde Rosa Luxemburgs formulering om valget mellem “socialisme eller barbari”.