Rødt Venstre møder Monty Python-marxismen

Det hører til almindelig forbrugeretisk information, at forfatteren, der befinder sig på venstrefløjen, også er psykolog med lang og dyb interesse i politisk psykologi. Den tankegang præger artiklen således, at den til en vis grad skal læses som et case-studie i politisk psykologi.

Donald Trumps anden tiltræden som præsident i USA har uomtvisteligt markeret, at vi lever i en forandringstid – og i tiltagende omfang.

Ikke mindst venstrefløjen vil blive prøvet på mange forskellige måder. Igennem længere tid har venstrefløjen sat en bredere kulturel og politisk dagsorden – ikke mindst igennem de identitære strømninger og bevægelser. Nu oprinder modvindens tid. Tegnene har været der længe, men de mange forsøg på anti-politik har i bedste fald overlevet i afgrænsede subkulturer og mediebobler. Nu flytter en del af kulturmagten til de mere eller mindre anti-identitære grupper og strømninger.

I stigende grad er det en forsvarskamp, der vil tegne den centrale dagsorden. Gamle standpunkter og alliancer skal revurderes, og nye komme til.

Nogle hellige dyr skal slagtes.  Af respekt for en stor religion formulerer vi det lidt bredt. En diskussion om hvad der skal slagtes eller opdrættes, forudsætter naturligvis at man kan tage afsæt i et sted, hvor de hellige dyr i et usædvanligt omfang opholder sig og bliver holdt frem.

Rødt Venstre

Til det formål vil vi i denne artikel tage afsæt i Rødt Venstre. De, der interesserer sig for hellige dyr på venstrefløjen, vil kunne udpege mange andre kuratorer. For eksempel strømninger der fortsat opholder sig på den særlige ødemark, hvor man finder resterne af de maoistiske og stalinistiske strømninger.

Men der er noget særligt ved Rødt Venstre. Det er en strømning, der er opstået inden for en succesfuld venstrefløjsorganisation – Enhedslisten. RV opstod som reaktion på den pris, Enhedslisten har betalt for at bevare sin politiske relevans på det danske demokratis mark. RV er således ikke blot udtryk for den særlige robusthed, der forbindes med forsteninger.

RV opstod fordi tre socialistiske organisationer gik sammen om – lige præcist at forblive relevante.  I en vis forstand kan RV rent symbolsk betragtes som et særligt – meget særligt – bud på, hvordan dele venstrefløjen kan reagere på de nye tider.

RV har igennem sit liv udviklet sig gennem tre faser. I den første fase markerede den sig fra en strømning i Enhedslisten med fokus på mere radikal socialistisk politik (delvist gennem et opgør med andre grupper i Enhedslisten, der ville det samme). I den anden fase udgjorde behovet for at skælde partiets folketingsgruppe og lederen Pelle Dragsted ud gruppens egentlige eksistensberettigelse.

Nu i sit tredje liv er Rødt Venstre sprunget ud som en partiforberedende organisation. Rødt Venstre har besluttet sig for at arbejde for, at der bliver skabt en ny alliance af venstrekræfter i Danmark. Man kan sige, at historien allerede har glemt alt om dette projekt, men selve symbolikken i forløbet forbliver væsentlig.

Hvad er der så i butikken?

På Rødt Venstres hjemmeside er der et link til ”Politisk grundlag”, som i en periode var blankt. Det betragtede vi som et ualmindeligt eksempel på realisme. Nu er der så lagt indhold ind under det link.

Til gengæld var der på hjemmesidens forside en meget kort erklæring: ”Vores mål er socialisme. Afskaffelse af ejendomsretten til produktionsmidlerne. Et samfund, hvor der produceres efter behov og ikke efter profit. Et samfund, der ikke bygger på udbytning og undertrykkelse af mennesker og naturen, men derimod afskaffer klassedelingen af samfundet og sætter menneskene fri.”

Denne korte tekst kan læses om en opskrift. Opskriften er på ”socialisme”. Til det formål afskaffer man ejendomsretten til produktionsmidlerne. Lige som de øvrige pinde har dette stået som ingrediensen i opskriften i omtrent 200 år. Imidlertid har verden forandret sig temmelig meget i den periode. For eksempel udgør immaterielle varer og produkter en stadig større del af økonomien. Ifølge FN-organisationen WIPO er “investeringer i immaterielle aktiver som brands, design, data og software … vokset tre gange hurtigere i løbet af de sidste 15 år end investeringer i fysiske aktiver som fabrikker og maskiner.”

Det kan vise sig en lille smule vanskeligt at afskaffe ejendomsretten til immaterielle varer og de tilhørende produktionsmidler. Hvis man tilgår teksten som den oprindeligt var tiltænkt, så handler denne formulering nok om vareproduktion i mere oprindelig eller håndgribelig form. Her er problemet blot, at den overvejende befinder sig i Kina, som er hjemsted for mere end 30 procent af verdens samlede industriproduktion.

Dernæst fremhæver RV, at i deres socialisme produceres efter behov og ikke profit. Her er problemet blot, at ”behov” typisk omfatter nylige muligheder for menneskelig aktivitet og samvær. I dag vil behov således omfatte en smartphone, gerne af nyere dato. I morgen muligvis adgang til en psyko-chatbot.

På den mindre frihedsinteresserede venstrefløj har begrebet behov ofte omfattet antagelsen om, at der findes autentiske og falske behov.  Skelnen imellem de to skal varetages af den magt, som har folkets sande interesse for øje. Givet at dele af denne fløj nu argumenterer for, at vejen til menneskets overlevelse og socialismens sande lykke går igennem modvækst, eller minus-vækst, må vi nok antage, at definitionen af fremskridt eller det progressive standpunkt handler om tilbagevenden til fordums tider.

Når man tilgår ideen om sande behov og modvækst ud fra et mere psykologisk standpunkt, må man med en vis forundring spørge – hvordan dette perspektiv skulle skabe den begejstring, der er forudsætning for etableringen af et samfund, der lover to ting. Det ene er en fremtid, hvor hverken mennesker eller naturen udbyttes og undertrykkes. Det andet løfte er afskaffelsen af klasseopdeling, der sætter menneskene fri.

I selve ”grundlaget” – som blev tilføjet hjemmesiden efter ”stormødet” 26. januar 2025 tilføjes: ”socialisme kan (ikke) indføres gennem folketinget, reform for reform. Det kræver stærke folkelige bevægelser og oprør mod det bestående system på internationalt plan.” Ikke alene fordrer socialismens indførelse, at folkestyret skal sættes ud af kraft, men denne ændring skal udfolde sig som en international masseopstand.

Der mangler lidt her den klassiske henvisning til Rosa Luxembourgs påstand i pjecen “Socialdemokratiets krise” (2015), at valget står mellem ”socialisme eller barbari”. Denne standardpåstand ville i sammenhæng med RV’s øvrige politik give god mening.

Det sagt er vi klar til at inddrage Monty Python-marxismen.

Monty Python-marxismen – hvad har kapitalismen egentlig gjort for os?

Vi er mange, der længe har opfattet Monty Python som eminente fortolkere af grundlæggende marxistiske indsigter.

I ”Life of Brian” gengives et møde i den tids Rødt Venstre, som på fin vis optegner bevægelsens udfordringer. John Cleeses karakter “Reg” fra Folkefronten i Judæa stiller de deltagende medlemmer af fronten det retoriske spørgsmål: “Hvad har romerne nogensinde gjort for os?”

En for en nævner de et eksempel på, at romerne rent faktisk har ”gjort noget”. Desperat afslutter Reg sin tale med det sidste spørgsmål: “Ud over sanitet, medicin, uddannelse, vin, offentlig orden, kunstvanding, veje, ferskvandssystemet og folkesundheden … hvad har romerne nogensinde gjort for os?”

Den del af venstrefløjen, der deler standpunkt med denne ældre version af Rødt Venstre, er kendetegnet ved at gentage ”socialisme eller barbari” ved enhver mulig og mange umulige anledninger.  Så bliver spørgsmålet: Hvor er vores barbari?  Selvfølgelig er der nogen, der nu hævder, at barbariet nok kommer sådan lige inden længe (ligesom den apokalypse kristelige retninger som syvendedagsadventisterne længe har lovet).

Den røde tråd i den tradition, Rødt Venstre baserer sig på, er, at alt ondt i verden skyldes kapitalismen og – dens vej peger lige lukt mod undergangen (eller socialismen).

Lad os her til forveksling sætte lid til fakta. Det spørgsmål som fakta får lov til at blande sig i er: hvor barbarisk har kapitalismen egentlig været. Der er ingen mangel på barbariske hændelser. To verdenskrige og et utal mere eller mindre regionale krige fylder godt i regnskabet. I en verden så stor som vores er der altid eksempler på alting. Spørgsmålet er: hvordan er tendensen, i hvilken retning er udviklingen egentlig gået i hvert fald siden 1915, hvor Luxembourg skrev den famøse sætning.

Der findes et tal, der bedre end et utal af fakta kan betragtes som en samlet status over kapitalismens barbari – og det er forventet livslængde. Alle problemer og belastninger – uanset hvor, hvornår eller hvordan – påvirker den forventede livslængde negativt. Så dette ene tal er en god måde at ”måle” historien med.

Tallene er temmelig entydige. Omkring 1800 var der intet område på kloden, hvor den gennemsnitlige, forventede levetid ved fødsel var over 40 år. 2022 var den op på 73,6. Og ifølge en nylig analyse vil den globale, forventede levetid være nået op på 78,1 i 2050, når man indregner de forventede konsekvenser af global opvarmning..

Det er slående, at denne prognose antager, at stigningen vil være størst i de områder, hvor livsforventningerne er lavest på nuværende tidspunkt. Det vil sige, at den sundhedsmæssige kløft mellem verdens forskellige områder bliver mindre.

Disse resultater hører ikke til i hittegodskassen. De afspejler, at der i den tid – som normalt klassificeres som ”kapitalisme” – er sket fremskridt, der langt overgår summen af alt det forudgående.

Kapitalismens sammenbrud er blevet spået igen og igen. Men i stedet står menneskeheden et sted, som ingen af de ”store” kunne forestille sig. Den danske velfærdsstat overgår så langt, hvad Lenin kunne forestille sig om socialisme.

Videnskabernes udvikling skal måles på en skala, hvor grundenheden er ”gigantisk”. Det er værd at fokusere på nogle af de igangværende kulturelle revolutioner. Der er lang vej igen, før der er opnået ligestilling mellem kønnene, men udviklingsretningen er i historisk målestok meget klar. LGBT+ ville have været utænkeligt for blot et århundrede siden. I kapitalismens epoke er de hævdvundne undertrykkelsessystemer blevet svækket i et betydeligt omfang.

Her støder vi direkte ind i apokalypsens grundlæggende problem. Hvis alt ondt skyldes kapitalismen, så hører det gode vel til den samme kasse? Kort sagt når summen af ligningen gøres op, er det vel svært at opretholde en rationel påstand om det socialistiske alternativ som et oplag valg på fremtidshylden.

Og så det med revolution – mellem Bernstein og Lenin

En del af RV’s grundlag er påstanden om, at socialisme ikke kan indføres gennem folketinget, reform for reform. Det kræver stærke folkelige bevægelser og oprør mod det bestående system på internationalt plan.

Givet at fakta er interessant, må det være i orden at spørge: Hvordan er det egentlig gået med de ret mange revolutioner, der er blevet gennemført siden den første af slagsen 1917 i Rusland?

Inden for de faktaorienterede forståelser er der særlig interesse for robuste data. Og 126 års erfaringer må betragtes som eksempel på robuste data. De 126 år udgør den tid, der er gået siden udgivelsen af Bernsteins berømte varsling af den reformistiske strategi i bogen “Socialismens Forudsætninger”. 

Den anden strategi handler om revolution. Her er situationen, at igen og igen har bevægelser, der har tilsluttet sig det samme grundlag som RV, taget magten gennem udenomsparlamentariske handlinger. 

Forudsætningerne for at udforme en robust status er gode. Begge bevægelser – den reformistiske og den revolutionære har taget magten i mange samfund. Den reformistiske gennem valg, den revolutionære gennem udenomsparlamentarisk magt.

Uden undtagelse har revolutionær udenomsparlamentarisk magtovertagelse ført til etableringen af totalitær stat. Det er vel rimeligt, at tilhængerne af denne metode, der er blevet prøvet så mange gange, forklarer – hvorfor forsøget skal gentages.

Hvad så med reformismen? Der er som bekendt tale om historie, hvor der mange gange er blevet taget et skridt frem og to tilbage. Til en vis grad er det demokratiets grundbetingelse. Det ændrer ikke ved, at det reformistiske projekt har leveret enorme resultater.

Vejen frem – ikke blot kapitalisme

Hvis de enorme fremskridt, der er sket i kapitalismens epoke, skyldes kapitalismens logik, er det svært at forestille sig et politisk alternativ, der hæver sig over ritualiseret retorik.

Men – de økonomiske og sociale dynamikker, som kan forstås som kapitalisme, er blot en del af, hvad der foregår. Der findes mange markeder, og flere er ikke drevet af kapitalistisk logik og dynamik. Kort sagt kan ingen samfund forstås som ”blot kapitalistiske”.

De nordiske velfærdsstater er for eksempel i et vidt omfang kendetegnet ved sociale strukturer og systemer, der bedre kan forstås som udtryk for socialisme end kapitalisme. Store dele af den forskningsvirksomhed, der har drevet udviklingen af de nye teknologiske og sociale forandringer, er blevet udført inden for rammerne af institutioner og incitamenter, der ikke kan beskrives og forstås på den kapitalistiske markedsøkonomis præmisser.

Det sorte hul – staten

Marx’ projekt ignorerede i det store og hele statens og de fælles ressourcer, der forvaltes gennem staten. I det omfang denne del af det moderne samfund blev benævnt, blev der primært fokuseret på staten som magtredskab. Denne mangel har præget den socialistiske – især den revolutionære – bevægelse gennem historien.

Det dynamiske samspil mellem den stadig mere sociale stat og det almene demokrati – der i et vidt omfang blev skabt af arbejderbevægelsen – har medført udviklingen af en form for stat, som ikke er set tidligere i historien.

Dette forståelseshul har ikke været begrænset til den socialistiske kritik af kapitalismen, men problemet har i særdeleshed hæmmet den socialistiske samfundskritik.

I den sammenhæng er det værd at hæfte sig ved, at Nobelprisen i økonomi i 2024 blev givet til tre forskere, som især har fokuseret på de sociale mekanismer, der omfatter staten – men også sociale og politiske systemer, der hverken kan forstås i relation til staten eller markedet.

Prismodtagerne Daron Acemoglu, Simon Johnson og James A. Robinson argumenter på basis af omfattende forskning for, at politiske og økonomiske institutioner er en af de grundlæggende årsager til velstandsforskelle på tværs af stater. De argumenterer overbevisende for, at et bredere fokus på sociale og institutionelle strukturer kan bidrage til en forståelse af faktorer, der spiller en rolle for staters udvikling.

At finde sine ben: Revolution, reform og socialisme

Den revolutionære del af venstrefløjen har det med at idealisere bratte forandringer, forårsaget af massebevægelser eller gennem voldelig magtovertagelse. Men hvis revolution forstås som fundamental ændring i social, økonomisk og politisk dynamik, er vores verden nærmere præget af (reformistiske) revolutioner.

Fordelen ved denne forståelse er, at den tilbyder et alternativ til livet som en stadig mere verdensfjern politisk boble, hvor det eneste bud på forandring er at proklamere et nyt tidspunkt for det sammenbrud, der enten er alternativet til den ubeskrevne socialistiske utopi eller vejen til denne tilstand.

Givet at nutidens ufredelige verden også omfatter potentielt ekstremt transformative teknologier som Kunstig Intelligens, er der et brændende behov for en venstrefløj der proaktivt udvikler fornyede bud på en aktuel politik. Men det bliver nok uden den familie, som Rødt Venstre er en del af.