Rød-Grøn Ungdom fører valgkamp i Wales – Jagten på venstrefløjens tabte vælgere

En tidlig morgen, hvor solens stråler rammer de bløde bjergsider af dalene i Wales, bliver den sædvanlige lyd af kirkeklokker erstattet af et brag fra bjergenes dyb. 489 meter under jorden har en gnist sat gang i en reaktion, der resulterer i en eksplosion i kulminens vidtstrakte netværk af gange. 439 kulminearbejdere og en enkelt redningsperson dør denne oktobermorgen i 1913. Senghenydd-eksplosionen er den største mineulykke i Storbritanniens historie.

Efter redningsarbejdet og undersøgelsen af ulykken er overstået, bliver firmaet Universal Steam Coal Company og dets ejer Sir William Lewis, baron af Merthyr, idømt en bøde på 10 £. Det svarer til 1,25 shillings per omkomne minearbejder, hvilket er 13 £ i 2025-priser. Ifølge den officielle rapport havde Universal Steam Coal Company sparet på sikkerheden, hvilket resulterede i flere dødsfald. Det kom til at koste dem 1,25 shillings for en minearbejders liv.

Jeg hører første gang om eksplosionen, mens jeg selv befinder mig dybt under jorden, i en mineskakt blot få kilometer væk, og mere end 100 år senere end eksplosionen fandt sted. Jeg er i Wales med ungdomspartiet Rød-Grøn Ungdom med det formål at få valgt det første medlem fra venstrefløjspartiet Wales Green Party til det walisiske parlament Senedd.

Jeg hører historien om de omkomne minearbejdere, hvoraf flere var børn, efter en uges valgkamp, og mens stemmerne er i gang med at blive talt op. Som den tidligere minearbejder fortsætter denne grufulde historie, står formålet med vores arbejde som hugget ind i mineskaktens klippevægge.

Minearbejderen og højrefløjens fremmarch

Det er en velkendt historie i den politologiske litteratur, at fagforeninger og et udstrakt velfærdssikkerhedsnet styrker arbejderes arbejdsvilkår og rettigheder. Derfor undrer jeg mig, når europæere med kortere uddannelser overvejende stemmer til højre for midten. Det, ville jeg som fornuftig socialist mene, går imod deres egeninteresse. Så måske kan det tænkes, at man stemmer til højre for midten af andre årsager.

Minearbejderen, som fortalte mig historien om Senghenydd-eksplosionen, har ikke lyst til at udtale sig om politik. I løbet af vores rundtur af minen snakker vi politik to gange. Det kommer jeg tilbage til.

På trods af disse pointer var det ikke min fornemmelse, at denne minearbejder delte mit politiske ståsted.

Det kan der naturligvis være mange forskellige årsager til. Det kan tænkes, at manden er uenig med mig. Hans definitioner af væsentlige politiske begreber såsom: frihed, lighed og demokrati, kan tænkes at være anderledes end mine definitioner. Det er oplagt at tænke, at han har andre drømme for sit lokalsamfund, for sig selv, sit land eller verden, end jeg har.

Det er komplet legitimt i et demokrati. Faktisk mener jeg endda, at det kan være gavnligt for demokratiet, at vi ikke har de samme holdninger og drømme. Det kan dog også være, at han faktisk er enig med mig om mange ting. Måske har vores, venstrefløjens, kommunikation slået fejl ved denne minearbejder.

Siden afstemningen om Storbritanniens udtrædelse af EU, populært kaldt Brexit, i 2016, har man talt om højrefløjens fremmarch i den vestlige verden. Den voksende gruppe af stemmer, som den ydre højrefløj får ved samtlige valg, har klare demografiske træk, som skiller sig ud fra den gennemsnitlige befolkning. De er fattigere. De har kortere uddannelse. De er mindre sunde. Flere har i det hele taget mindre.

Det er derfor oplagt at tænke, at hvis man forholder sig kritisk til, hvordan samfundet har det lige nu, så har man lyst til forandring. Der kan identificeres to meget forskellige partipolitiske grupperinger, som er systemkritiske: Én på venstrefløjen og én på højrefløjen.

Overordnet præsenteres der altså to forskellige løsninger. De seneste år har vi set, at den yderste højrefløj er lykkedes bedre i deres kommunikation end venstrefløjen.

Offensiv og defensiv

Før min ankomst til Cardiff havde jeg en forestilling om, at en mulig årsag til, at vores kommunikation slår fejl, er, at højrefløjen lykkedes utroligt godt med det, der med et fint udtryk kan kaldes en diskursiv offensiv.

Hvis man under en debat bliver angrebet gang på gang, bruger man sin tid på at forsvare og forklare, hvorfor man er uenig i disse anklager. Dermed har man ikke tid til at formulere sine egne idéer og drømme.

Men jeg vil påstå, at det britiske grønne parti er lykkedes med at komme i offensiven. Det nyvalgte parlamentsmedlem, Hannah Spencer har klaget over, at de folkevalgte politikere drikker for meget i arbejdstiden i Westminster, hvor man ud over det britiske parlament huser ni forskellige barer. Denne kritik blev en kæmpe nyhed i hele Storbritannien – bl.a. fordi der, måske mod forventning, var flere, som valgte at gå i defensiven.

Under min samtale med kandidat til Senedd fra Greens, Tessa Marshall, siger hun, at hun ikke tror, denne kritik oprindeligt var ment som en offensiv. Det var blot en ”off-hand remark”. Alligevel har kritikken en funktion, hvor venstrefløjen kommer i offensiven, og højrefløjen skal forsvare holdninger, som i øvrigt ikke er delt af den brede befolkning.

Tessa Marshall siger: “Vi er nødt til at være offensive – vi har ikke andre muligheder.” Det gælder blandt andet i forbindelse med boligkrisen, som er en stor sag i Wales.

Komplekse løsninger – simple argumenter

Jeg mødes med Tessa Marshall ved hendes bopæl i Cardiff. Hun bor i et af de ikoniske britiske rækkehuse, som på min rejse er blevet et yderst velkendt syn. Fra husets entre udstrækker sig et netværk af kringlede, smalle gange og trapper, der fører til nogle overraskende luftige rum; her er der plads til at snakke om stort og småt.

Vi vælger at snakke om politik. Greens og Tessa Marshall foreslår tre primære tiltag, som skal hjælpe på boligkrisen i Wales. Den første kommer næppe som nogen overraskelse: at bygge tusindvis af almene boliger. Ved at hæve udbuddet af boliger forventer man at sænke prisen.

Højrefløjen vil slække eller fjerne regler for boligbyggeri. Det skal hæve udbuddet af boliger og sænke prisen og er den samme argumentation om udbud og efterspørgsel. Det er simpel argumentation. Uanset om man er enig eller ej, er tankegangen let at forstå. Derfor synes jeg også, at dette tiltag er lidt kedeligt at analysere. I stedet vil jeg fokusere på de to andre tiltag: Fastfrysning af husleje og omlægning af skatter.

Tessa Marshall fortæller mig: ”Vi ved, at fastfrysning af husleje kan være et forgrovet instrument, men vi bliver nød til at gøre noget nu, fordi vi ikke kan have, at huslejen stiger år for år. Det er ikke fair. Det er ikke fair for lejere. Også fordi at vores boliger i Wales er blandt de mest forrådnede, ældste og koldeste boliger i Storbritannien… Det gør folk syge, og det gør folk fattige. Folk går fallit.”

Fastfrysning af husleje er et radikalt forslag, men med forslaget viser Marshall, hvor alvorligt problemet med boligmarkedet er i Storbritannien.

Man har ganske enkelt ikke råd til, at problemet fortsætter. Om problemet bør løses med et radikalt eller mere moderat tiltag, er for denne diskussion underordnet. Pointen er, at et radikalt forslag er legitimt, idet det møder en akut krise.

Det andet tiltag er noget så spændende som omlægning af skatter.

” Vi vil også have en ’Land-value tax’ (kan sammenlignes med grundskyld i Danmark, red.), så vi beder udlejere betaler mere skat, og lejere betaler mindre… Udlejerne siger: Nå, men vi har ikke råd til det [red. Land-value tax]. Men I har råd til at have to huse. I har råd til at have flere huse. Mange har ikke engang råd til ét!”

Dette tiltag adskiller sig fra de to foregående, da disse ikke bygger på kapitalistiske markedslogikker. Dette tiltag angriber selve systemet. Det adresserer problemet, ikke som en uoptimeret markedsfejl; men derimod som en systematisk skævhed. Det giver ikke nødvendigvis mening at beskatte folk for at bo, hvor de bor.

Men det giver bestemt mening at beskatte folk for det, de ejer. Ved at rammesætte skattepolitik, som ofte kan virke fjernt og abstrakt, på denne måde, så bliver ens forslag både lettere at forstå, og det bliver lettere at se, hvorfor tiltaget betyder noget.

Noget tyder på, at Det Grønne Partis strategi virkede. Partiet gik fra nul til to mandater i Senedd. Dog blev Tessa Marshall ikke valgt. Det blev i stedet Anthony Slaughter og Paul Rock.

Going underground

På rundvisningen i kulminen kom minearbejderen som sagt med to politiske ytringer. Den ene var, at alle skal være i en fagforening.

På den danske venstrefløj kan det virke som en selvfølge. Det er en selvfølge, da man her sikrer sine egne rettigheder og arbejdsvilkår. Det giver mening for grupper, da man har mulighed for at ændre forhold på større skala. Denne slagmark bliver sjældent besøgt i Danmark. Fagforeninger er dybt integreret i den danske arbejdsmarkedsmodel, og set i forhold til mange andre lande er de tilmed populære.

Det sidste politiske, som minearbejderen sagde, kom uden forklaring. Jeg vil opfordre læseren til at tænke over, hvorfor han fortalte mig dette. Jeg tænker stadig over det. I sin historiefortælling om minearbejde i Wales kan man ikke undgå at nævne Storbritanniens tidligere premierminister, Margaret Thatcher.

Minearbejderen nævnte hende én gang. Han kaldte hende: ”That horrible woman.” Her var vi måske enige. Men hvorfor vi var enige, det kan jeg kun gætte mig til.