“Argentina i dag, Polen i morgen”. Overblik over den polske abortdiskussion

Så vandt Kaczyński.

Efter lang tids tøven blev forfatningsdomstolens kontroversielle abortafgørelse gjort til juridisk realitet af den nationalkonservative Lov og Retfærdighed-regering onsdag 27. januar. Polske kvinder må nu antage, at selv i tilfælde af fostermisdannelser, er de nødsaget til at søge til udlandet for at kunne få professionel hjælp – hvilket hundredtusinder allerede har gjort i årevis.

Reaktionerne faldt prompte og massivt, ligesom de havde gjort ved den første bølge af massive protester i oktober og november. Dengang var der en forsigtig følelse af sejrsstemning i luften. Det nyttede noget at gå på gaden, følte mange. Regeringen valgte at sylte højesteretsafgørelsen i stedet for at anerkende den – som de egentligt burde have gjort inden for bare et par dage ifølge forretningsordenen.

I efteråret så man således præsident Andrzej Duda gå i defensiven og foreslå et kompromis, i et forsøg på at afbøde demonstranternes vrede. Præsidentens datter, Kinga Duda – som under den sidste valgkamp aktivt var taget på kampagnesporet med sin far – talte endda i et interview om, at de to ikke altid var enige om det hele. Med den igangværende abortdebat i baggrunden var det fuldkomment klart, hvad hun hentydede til.

Vicestatsminister Kaczyńskis tone blev mere og mere skinger, og demonstranterne morede sig med i flok at danse uden for hans personlige bolig i Warszawa til den festlige sang “Jebać PiS” (red. “Fuck Lov og Retfærdighed), en protestversion af “Call on me”. At han til sidst spærrede hele sin vej af med en hær af politivogne og kampklædte betjente kunne næsten kun tolkes som et tegn på svaghed, hvilket de styrtdykkende meningsmålinger entydigt understregede.

Protesterne i Iran har stået på i de fleste større byer landet over, siden landets regering annoncerede en tredobling af benzinpriserne. Her fra demonstration 16. november i Isfahan i det centrale Iran. Foto Stringer / RFE

Leon Zernitsky: 'Faren ved aktiemarkeder'.

Fra folkesang til forbud

Nu er stemningen dog vendt – til en vis grad. Abortforbuddet er ikke længere blot en trussel og politikersnak, men derimod gældende lov. Lov og Retfærdighed har sat handling bag deres mangeårige løfter, og gjort det næsten fuldkomne abortforbud til den brutale virkelighed. Den er særligt brutal for de omtrent 1000 kvinder, der årligt har kunnet få adgang til lovlig abort, men som i fremtiden må gennemføre fødsler af en type, der kritiseres som forsætlig påførelse af tortur.

Den abortlovgivning, der nu er blevet yderligere strammet, stammer fra 1993. Dengang indgik de store vindere af demokratiseringsprocessen efter sovjetkommunismens kollaps kirken og Solidarność med Lech Wałęsa i spidsen som Polens præsident det navnkundige “kompromis” – hvilket til syvende og sidst faktisk var en tilbagevenden til status quo inden Anden Verdenskrig.

Under den kommunistiske étparti-stat havde man nemlig anerkendt økonomiske og sociale omstændigheder som legitime grunde til at søge om abort – en mulighed danske kvinder opsøgte ved at rejse til Polen indtil abortens frigørelse i 1973 i Danmark. Den gejstlige magt formåede altså i 1993 i høj grad at få sine synspunkter tvunget igennem, godt hjulpet på vej af den store popularitet og troværdighed, som kirken i almindelige polakkers øjne havde vundet i kampen mod det kommunistiske regime. At kompromiset nu er blevet forkastet af regeringen til fordel for stramninger, som kun 10-15 % af befolkningen bakker op om ifølge meningsmålinger, er en del af forklaringen på masseprotesterne.

Strajk Kobiet – Kvindernes strejke i Polen

– Solidaritet følger de polske kvinders kamp for retten til abort.

– Læs flere artikler på Solidaritet om kvindestrejken her.

+

Mange har en følelse af, at den “samfundskontrakt” mellem kirken og polakkerne som kompromisset i det mindste var et udtryk for (“vi anerkender retten til abort i ekstreme tilfælde på trods af at vi i kirken mener, at der allerede i fosteret findes en guddommelig og ukrænkelig sjæl”) er ensidigt blevet brudt med vold. Derfor blev præsident Dudas allerede nævnte nye kompromis også latterliggjort som et ‘kompromis på et kompromis’, der egentlig bare gav regeringen, hvad den ville have .

Katolsk kamp

Kvinders Strejke målretter ikke kun deres protester og vrede mod regeringen, men i næsten lige så høj grad mod kirken. Da jeg selv deltog i en demonstration i Krakow i sidste uge, gik vi således først forbi Lov og Retfærdigheds kontorbygning, og så bagefter direkte mod “pavevinduet” – et vindue i bispedømme-administrationen, hvorfra den polske pave Johannes Paul 2. vinkede til sine tilhængere, og som nu huser en enorm plakat af ham. Dér råbte demonstranterne blandt andet “Adskil kirke og stat!” med måske endnu mere vrede i stemmen end ved demonstrationens førsteproteststop.

Pavens hjemland Argentina bøjer sig for fri abort

Et andet populært slagord den aften var “(retten til) abort var, er og vil være” – et slagord som har fået endnu mere pondus i forbindelse med anerkendelsen af denne ret i Argentina den 24. januar 2021. Ligesom Argentina er Polen også et udpræget katolsk land, og denne fællesnævner har mindet folk inden for den polske kvindebevægelse om – at selvom det ser dystert ud lige nu, så kan kampen mod den katolske kirkes udhuling af kvinders rettigheder vindes på den lange bane. I Argentina har det krævet udholdenhed og en stærk organisering, der kan vende folkestemningen og lægge pres på politikere. Heldigvis er det lige præcis det, man ser ske i Polen i disse år.

“Ligesom Argentina er Polen også et udbredt katolsk land, og denne fællesnævner har mindet folk inden for den polske kvindebevægelse om, at selvom det ser dystert ud lige nu, så kan kampen mod den katolske kirkes udhuling af kvinders rettigheder vindes på den lange bane.”

Bevægelsen Kvinders Strejke slog igennem med “Sort Protest”-demonstrationerne tilbage i 2016, da Lov og Retfærdighed for første gang forsøgte at stemme abortstramninger igennem parlamentet. Med inspiration fra de islandske kvinders strejke i 1975 udviklede disse demonstrationer sig til “Sort mandag”-strejken den 3. oktober, og den folkelige modstand havde vokset sig så stor, at stramningerne blev lagt i skuffen igen. Sidenhen har Kvinders Strejke som organisation kun vokset sig stærkere, og da den indkaldte til endnu en generalstrejke 22. oktober 2020, sluttede kvinder over hele landet sig straks til.

Flagrende politisk midte

Bevægelsens succes har betydet, at alle politikere og politiske partier i oppositionen er begyndt at tale deres sprog. Venstrefløjspartiet Lewica (red. Venstre) – som fra starten var med til at mobilisere “Sort protest”-demonstrationerne – er gået fra at ligge omkring spærregrænsen til nu at nyde opbakning fra næsten 10 % af befolkningen.

Det liberalt-konservative parti Platforma Obywatelska (‘Borgerlig Platform’, red.) – der sluttede sin sidste regeringsperiode efter parlamentsvalget i 2015 med et fald på 15 %, og som siden kun har set sin popularitet gå nedad – forsøger også at holde trit. Igen og igen ser man dem puste sig op, og formulere den ene sønderknusende kritik af regeringspartiet efter den anden ved hjælp af de mest populære slagord på tværs af oppositionspartierne. Alligevel er der ingen, der ved, hvad de egentlig står for.

For bare et par dage siden svarede to af partiets parlamentsmedlemmer, at der stadig var brug for endnu mere tid og intern diskussion i forhold til abortspørgsmålet, da de i et interview blev spurgt om partilinjen – et svar der i manges ører har runget fuldkommen hult, når man tager den heftige debat siden 2016 i betragtning. Deres evige tøven reflekterer en dyb splittelse mellem partiets henholdsvis konservative og liberale fløje – tilbage i 2011 stemte 60 ud af partiets 207 parlamentsmedlemmer endda for et ‘pro-life’ borgerforslag. Den splittelse fremstår som en af de væsentligste kilder til partiets vælgerblødning. En trend man i øvrigt ser i mange andre liberale partier verden over, inklusiv i Danmark med Venstres fortsatte nedsmeltning.

20510: En tvetunget bevægelse

Det nystiftede parti Ruch Polska 2050 (Polen 2050-bevægelsen, red.) er det parti, som har set sin tilslutning i meningsmålingerne stige allermest i forbindelse med den løbende abortdebat. Dets leder, Szymon Hołownia, er en kendt journalist og TV-berømthed. Han stiftede partiet i kølvandet på sit enegænger præsident-kandidatur i 2020, hvor han til manges overraskelse endte med tredjeflest stemmer på nærmest Macron-agtig manér. Ligesom Borgerlig Platform ligger Hołownias ‘2050’ på midten, har ikke noget tydeligt politisk program, og bruger ligeledes det meste af sin taletid på at svine regeringspartiet og Kaczyński til. Men i modsætning til dem kommer han med en stemning af noget nyt og moderne, og som enegænger kan han uden at blive holdt tilbage af interne stridigheder og nølen fremstå som handlekraftig og karismatisk. I interviews om abortspørgsmålet tilkendegiver Holownia ikke en gang sine personlige holdninger (han siger blot, at han nok er en smule mere konservativ end den gennemsnitlige pro-choice polak), men argumenterer i stedet hårdnakket for en folkeafstemning. Det gør han ved at tale med to tunger.

På den ene side siger Holownia, at han står for at realisere demonstranternes slagord “du vil aldrig gå alene” – der på polsk er bøjet i feminativ, og altså er adresseret til en kvinde – i den forstand, at staten bør tilbyde mødre en lang række ydelser, blandt andet flere feriedage og psykologhjælp. På den anden side benytter han et argument, der er taget direkte ud af munden på den siddende præsident Duda: Det burde ikke være sådan, at loven kræver heroisme af kvinder i almindelighed

I interviews om abortspørgsmålet tilkendegiver Holownia ikke en gang sine personlige holdninger (han siger blot, at han nok er en smule mere konservativ end den gennemsnitslige pro-choice polak), men argumenterer i stedet hårdnakket for en folkeafstemning. Det gør han ved at tale i to tunger. På den ene side siger han, at han står for at realisere demonstranternes slagord “du vil aldrig gå alene” – der på polsk er bøjet i feminativ, og altså er adresseret til en kvinde – i den forstand, at staten bør tilbyde mødre en lang række ydelser, blandt andet flere feriedage og psykologhjælp. På den anden side benytter han et argument, der er taget direkte ud af munden på den siddende præsident Duda: det burde ikke være sådan, at loven kræver heroisme af kvinder i almindelighed.

Den slovenske filosof Slavoj Žižek har kommenteret direkte på denne argumentation til det polske medie oko.press. Selvom det på overfladen ligner en forsigtig anerkendelse af rettigheden til abort – at gennemføre en graviditet, der enten er uplanlagt, resultat af voldtægt eller måske til fare for morens sundhed eller liv – er det ifølge Žižek blot en anden måde at understrege manglen på moralsk kompas og nødvendigheden af social udskamning af de kvinder, der måtte vælge en abort.

Indtil videre ser det ud til, at Hołownias strategi – der forsøger at appellere til begge fløje – udfylder et tomrum i polsk politik. Kvinderettigheds-forkæmpere kan i det mindste se et lille lyspunkt i, at deres diskurs er kommet med ind i dette nye politiske rum. Men om den trend vil fortsætte, ligesom den gjorde i Argentina, sådan at det polske flertal kun vil kunne vindes af de politikere, der på trods af katolsk pro-choice lobbyisme, og på trods af højrenationalistiske skræmmekampagner faktisk anerkender kvinders rettigheder, afhænger af den organiserede kvindebevægelses fortsatte kamp.