Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
18. februar. 2021

“At være indlagt på psykiatrisk afdeling er for mig to ting: Opbevaring og overvågning. Forbedring af min sindstilstand er det ikke”

Sille Nørgaard er en af de 177.000 i Danmark, der hvert år indlægges på en psykiatrisk afdeling. Hun beretter om et system, hun ikke mener hjælper hverken hende eller størstedelen af hendes medpatienter. Solidaritet bringer her hendes fortælling.

Billede af Sille Nørgaard mens hun var indlagt på Psykiatrisk Center Ballerup.

Af Sille Nørgaard – fortalt til Emma Inge Hansen

Der er gange så lange, at det virker som om, de aldrig ender. Kigger man ned ad dem, drejer de om hjørnet, og bag hjørnet er der endnu et hjørne. Sådan er det på de gange, hvor jeg er indlagt. Alt er symmetrisk og lige, dørene står med præcis samme længde imellem, samme skinnende jernhåndtag og samme, aflange vindue øverst. Det er hvidt, gråt og oplyst af lysstofrør.
Stilheden på gangene på den lukkede er kvælende. Det minder mig om et bibliotek, hvor man knap tør vende en side i bogen af frygt for at blive tysset på. Af og til lyder der skrig fra patienter og en skinger alarm, når personalet tilkaldes akut.

For Sille Nørgaard har mødet med det psykiatriske system mest føltes som et spørgsmål om at blive gemt væk og overvåget.

Jeg har været indlagt 11 gange flere forskellige steder: Bispebjerg, Ballerup, Gentofte og Århus. Åbne og lukkede afdelinger, korte og lange ophold. Den længste indlæggelse har været i 3 måneder, og den korteste en enkelt nat.
Når jeg er indlagt, er det sjældent, at nogen fra personalet har haft tid til at sætte sig ned i længere tid ad gangen og tale om, hvordan jeg har det. På et tidspunkt tæller jeg timerne, og der går der 48 timer, uden nogen taler til mig. Så lægger jeg mig ned på gulvet, mens jeg spreder mine arme og ben ud. Jeg bliver liggende i den aparte stilling, indtil en sygeplejerske finder mig. ”Hvis du vil ligge ned, så skal det være på dit eget værelse”, lyder beskeden.

Jeg samler mig sammen, og sætter mig langs væggen med armene om benene. Til sidst går jeg ind på mit eget værelse, og smider mig sengen. Det var så det.

Ofte er mine tanker så uudholdelige, at jeg ikke har lyst til at leve mere. Jeg har prøvet at begå selvmord utallige gange. Men det er næsten umuligt på den lukkede afdeling. Alt er skarpt, og alt, man kan hænge sig i, er fjernet. Jeg fik endda fjernet mit tøj, da det stod allerværst til med mine selvmordsforsøg. På et tidspunkt er jeg tættere på at lykkedes med at begå selvmord, end jeg har været det før, mens jeg var indlagt, men jeg bliver opdaget af en fra personalet. Hun kommer ind, ser mig, siger ”for helvede” og trykker på alarmknappen. Jeg står i undertøj. Jeg kan høre personalet komme løbende. Jeg er slap i kroppen. Jeg vil ikke kæmpe imod. Sygeplejersken rejser mig op, så jeg står på mine ben med hendes støtte. Hun smider mig på sengen og hvisler ud af munden: ”lorteungen”. Jeg tror ikke, personalet tænker over det, når de siger sådan nogle ting, men selvom man er i affekt, så husker man utrolig meget af, hvad der bliver sagt og gjort.

Der er øjeblikke, hvor jeg føler en dyb og inderlig kontakt til personalet. Jeg husker krammene fra en af de ansatte, hvordan han lytter til mig i lang tid, og at jeg føler, han forstod mig.

Psykiatrien i Danmark

Ifølge et notat fra Etisk Råd bruger den danske stat årligt 15.000 kroner per patient på langvarigt psykisk syge. Til sammenligning bruges der 58.000 kroner på kræftpatienter.

Ifølge Sundhedsdatastyrelsen bliver 177.000 personer hvert år behandlet i psykiatrien.

En rapport fra styrelsen viser også, at antallet af patienter i psykiatrisk behandling fra 2009 – 2018 er steget med 31 procent. Du kan læse rapporten her

+

Men i langt de fleste tilfælde får jeg ikke noget ud af at tale med dem. Jeg tror på, at personalet vil folk det bedste, men de har ikke tid til at gøre det, som hjælper mange patienter allermest: At sætte sig ned og tale med dem.

Jeg tror ikke, at de sygeplejersker og SOSU-assistenter, som jeg bruger det meste af min tid med, ved hvad de skal gøre for, at jeg kan få det bedre.
Jeg kan huske, jeg snakker med en af de ansatte til aftensmad. Han spørger, om jeg er troende. Jeg svarer ja. Jeg har et kors rundt om halsen, det kan være, han har lagt mærke til det.

”Hvordan ser din tro på selvmord?” spørger han. Jeg kigger ned. ”Som en synd” svarer jeg med lav stemme. ”Og hvor ender man henne, hvis man begår en synd?” Jeg svarer ikke. Jeg ved godt, hvad han leder efter, hvad det er, han prøver på: At give mig dårlig samvittighed. At skræmme mig rask. Men det nytter ikke. Han spørger igen. Jeg svarer: ”I helvede”. Jeg bruger resten af aftensmaden på at rase over ham i stilhed.

Hvad psykiatrien ikke tilbyder af meningsfuld social kontakt, det giver den til gengæld i piller. Første gang jeg så en psykiater, havde jeg aldrig været indlagt før, og jeg kunne knap få udskrevet en lav dosis af antidepressiv medicin.

Men når jeg er indlagt, flyder pillerne i stride strømme fra receptblokken og ned i min mund.  Quetiapin, 25 milligram 3 gange dagligt, Duloxetin, 120 milligram (max dosis), Risperidon, 4 milligram (max dosis), Brintellix 20 milligram (max dosis), Phenergan, Abilify (3 milliliter), Lorazepam (2 milligram), Amisulprid, Olanzapin 10 milligram, Oxapax 15 milligram 3 gange i døgnet. Serenase 10 milligram, 10 milligram stesolid med kanyle stukket i ballen, mens jeg blev holdt nede af flere af de ansatte, efter jeg have prøvet at begå selvmord. 1 stik, 2 stik, 3 stik, 1 stik igen, og så var jeg rolig. Jeg har lært det hele udenad, milligrammene bestemmer, om jeg føler mig rastløs, har ubehag i kroppen eller har kvalme. Bivirkningerne gør mig nervøs, jeg kan ikke engang svinge med armene, når jeg går, fordi mine muskler og nerver er lammet.

“Hvad psykiatrien ikke tilbyder af meningsfuld social kontakt, det giver den til gengæld i piller.”

At være indlagt på psykiatrisk afdeling er for mig to ting: Opbevaring og overvågning. Forbedring af min sindstilstand er det ikke. På den lukkede holder de øje med, at jeg ikke begår selvmord og på den åbne, kan jeg ikke se, at der er sket andet, end at jeg har været der i noget tid, hvorefter jeg er blevet udskrevet. Det, som psykiatrien primært gør, er, at den indskriver patienter på stuer, og så overlader den dem til sig selv.

Psykiatri kan hjælpe nogle, men jeg tror, at den primært hjælper dem, som er meget psykotiske, hvor det primære problem er, at de ikke tager deres medicin. Derudover får meget depressive mennesker elektrochok-behandling, hvilket kan hjælpe i nogle tilfælde. Men alle andre kan jeg simpelthen ikke tro på, at systemet kan hjælpe, sådan som det er indrettet i dag. Der er for få ressourcer og for lidt viden.

Indlægget er baseret på interview og dagbogsnotater fra Sille Nørgaard. Det er redigeret af Emma Inge Hansen i længde og for at skabe klarhed.


Psykiatrisk center: Vores medarbejdere er dygtige og kompetente

Lone Baandrup, som er klinikchef for Psykiatrisk Center København, er blevet forelagt kritikken i indlægget.

Baandrup siger, at hun ikke kan gå ind i konkrete sager på grund af tavshedspligt, men at personalet altid forsøger at kommunikere respektfuldt og professionelt til patienterne.

Baandrup henviser også til, at medicin og elektrochok-behandling er livreddende og effektive behandlinger, men understreger, at der også anvendes andre behandlinger som f.eks. kognitiv miljøterapi.

I forhold til kritikken, der rejses i indlægget, om at psykiatriske indlæggelser hjælper de færreste, sige Lone Baandrup, at medarbejderne er dygtige og kompetente. ”Derudover arbejder vi vedvarende for uddannelse og kompetenceløft på tværs af vores faggrupper, ligesom vi arbejder for, at specialiserede kompetencer bliver tilgængelig for sparring til de mest komplekse sygdomsforløb”, skriver hun i en mail til Solidaritet.

Du kan læse Lone Baandrups svar i deres fulde længde ved at klikke her


Om skribenten

Emma Inge Hansen

Emma Inge Hansen

Cand.mag i analytisk journalistik. Nyhedskoordinator og organisationsmedarbejder i Solidaritet. Læs mere