Australiens profitdrevne dommedag

“Australiens herskende klasse er blandt de mest kulstof-afhængige dele af en global elite, der altid har sat magt og profit højere end planeten og befolkningernes liv.” Læs indsparket fra Solidaritets australske samarbejdspartner Red Flag om den igangværende naturkatastrofe.

Oversat af Morten Hammeken fra Red Flag

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Læs om Solidaritets retningslinjer for debat her.

Har du selv noget på hjerte? Så skriv til Solidaritet!

Af Jerome Small, Red Flag

Flammehelvede

Nogle brandmænd beretter om op til 150 meter høje flammer. Læs det igen, langsomt. 150 meter høje flammer – højere end en 40 etagers bygning.

Velkommen til Australiens nye normaltilstand i sommerperioden. Tårnhøje flammehav og rædselsslagne mennesker, der gemmer sig på strandene i den mørke nat eller dagslysets orange glød. Kaotiske, panikslagne og tvunget på flugt i titusindvis. Større byer og små flækker indhyllet i et røgslør i dagevis, ugevis og nu månedsvis – der varierer fra småirriterende til giftig og decideret dødelig. Det samlede areal, der er blevet brændt af, får brandene i Amazonas og Californien til at blegne i sammenligning. Dusinvis er dræbt eller meldt forsvundet. Og vi er stadig i de indledende stadier!

Melbourne-avisen The Age skriver om evakueringen af Corryong i det nordøstlige Victoria nytårsaften: ”Enhver, der har ønsket at slutte sig til konvojen, har skullet bruge brændstof nok til at komme til Tallangaata, der ligger cirka 85 kilometer væk, og skullet skrive deres navne på en liste. Den liste kunne samtidig sendes videre til retsmedicinsk afdeling, hvis alt gik galt.”

Regeringen giver milliarder til den fossile brændstofindustri

Flammerne kaster et brændende lys ind over de australske lederes politiske prioriteringer. Vi ser brandmænd, der må tage til takke med ynkelige papirmasker, alt imens regeringen giver $ 12 milliarder årligt til den fossile brændstofindustri – et tal der stiger til $ 29 milliarder, hvis man medregner tilskud (henholdsvis 55 og 133 milliarder kroner, red.).

Vi har et militær, der kan mobilisere enorme mængder ressourcer, når det kommer til at forsvare imperiale olieinteresser i Mellemøsten – og når det kommer til at fange flygtninge fra de affødte krige, som bliver interneret på en fængselsø. Men landet er tilsyneladende totalt ude af stand til at evakuere sin egen civilbefolkning med noget, der bare minder om hast.

Australiens herskende klasse er blandt de mest kulstof-afhængige dele af en global elite, der altid har sat magt og profit over planeten og befolkningernes liv.

Vi ser samtidig en politisk-økonomisk elite, der ikke kan slippe ud af kløerne på de industrier, som har forårsaget disse katastrofer. Seks af de 30 største virksomheder på det australske børsmarked er mineselskaber eller virksomheder inden for den fossile brændstof-sektor – antageligvis en verdensrekord. Kul udgør 15 % af landets eksport. Australiens herskende klasse er blandt de mest kulstof-afhængige dele af en global elite, der altid har sat magt og profit over planeten og befolkningernes liv.

Politisk kommer det til udtryk i de økonomiske interesser, landets to store partier forfølger: Den ene fløj af det politiske etablissement (The Liberals og The Nationals), kan ikke indrømme, at den her katastrofe har noget at gøre med klimaforandringer. Den andel del af etablissementet (Labor-partiet og enkelte ’dissidenter’ blandt de Liberale) snakker gerne om klimaforandringer – men åbner alligevel gladeligt for nye investeringer i fossile brændstoffer og minedrift.

Vi ser de Rupert Murdoch-ejede medier køre helt ud på overdrevet med løgne om brændstof-belastningen af naturen. Sandheden er, at de aktuelle brande er den helt igennem forudsigelige – ja faktisk forudsagte – konsekvens af klimakrisen. I over et årti har vi set de kolde, våde vejrfronter, der en gang sikrede, at vinterregnen drev ind over det sydlige Australien, drive længere sydpå – nøjagtig som klimavidenskaben forudsagde. Der er ingen garanti for, at de regnbyger nogensinde vil vende tilbage med jævne mellemrum. Økonomen Ross Garnaut, der ikke kan betegnes som radikal, har bemærket at afvandingsområderne i landets største flodbælter er på vej til at blive omdannet til ørken, hvilket fører tankerne hen på tidligere civilisationers kollaps.

Vi ser lokalsamfund, der bliver overladt til sig selv. Et af de få Aboriginal-samfund, der har fået opmærksomhed i mainstream-medierne, er Lake Tyers i Gippsland. Her har en lille ute (australsk slang for et lille hjælpeværktøj, red.) med en vandtank på ladet været det eneste brandslukningsudstyr til rådighed. I mellemtiden har premierminister Scott Morrison købt sig et nyt fly til $ 250 millioner (1,15 mia. kroner, red.). Festen fortsætter i premierministerens bolig, Kirribilli House, alt imens landet brænder, og Sydney er ved at kvæles. Efter desperat at have ledt efter nogen, der ville trykke hans hånd, har vores idiotiske, kulelskende premierminister søgt tilflugt hos cricket-landsholdet.

Det vi ser er med andre ord den australske kapitalisme i al dens perverse, kulafhængige pomp og pragt.

I deres søgen efter ord, der kan beskrive katastrofen, er mange overlevende, brandfolk og beskuere blevet enige om én betegnelse: dommedag. Og det er i sandhed, hvad det føles som – for de døde, for deres efterladte, og for de lokalsamfund, der er blevet smadret af de store flammetæpper og forvandlet til rygende ruiner.

Det kan blive værre

Men det er ikke verdens undergang. Det er ikke engang afslutningen på sommeren. Der er stadig store dele af landet, som vil brænde op. Enhver, der hører radio, har i månedsvis hørt landmænd, borgmestre i små byer, lastbilchauffører og alle mulige andre berette om, at store landområder – fra Brisbane hele vejen ned langs østkysten til Melbourne – har været i gang med at tørre ud i 10 år, at der ikke har været tilstrækkelige mængder nedbør i tre år, og at landet har været på en knastør rand, der blot har ventet på at bryde ud i fuld flamme. Forhåbentlig har meteorologerne ret i, at monsunregnens sene skifte nordpå måske kan bringe regn med sig sydpå senere i januar måned. Om det vil være nok til at slukke brandene er imidlertid et åbent spørgsmål. Hvad resten af sommeren – og de kommende somre – vil bringe, er ubærligt at tænke på.

I modsætning til den bibelske apokalypse, er de enorme og tilsyneladende umættelige brande ikke Guds værk. De mest magtfulde mennesker på kloden – og i Australien – har truffet beslutninger, der har ført til det her – konkrete valg der kun har tilgodeset profitrater og magt.

Situationen lige nu udfolder sig endda, før vi er nået nogle af de ’tipping points’, som klimavidenskaben advarer om – før Labor og The Liberals’ mineprojekt i Adani udløser endnu et profit-drevet læs gift i atmosfæren, og før vi overhovedet rammer den ’løsslupne’ del af klimaforandringerne, som Australiens finanselite drager enorm fordel af at sætte skub under. Origin Energy har stadig planer om at lave fracking-projekter i Northern Territory-regionen, og BHP (multinationalt selskab med fokus på minedrift, metaludvinding og olie) har stadig ikke offentliggjort endnu et rekordår for sin omsætning, skabt på verdens-forgiftende kulvirksomhed.

I modsætning til den bibelske apokalypse, er de enorme og tilsyneladende umættelige brande ikke Guds værk. De mest magtfulde mennesker på kloden – og i Australien – har truffet beslutninger, der har ført til det her – konkrete valg der kun har tilgodeset profitrater og magt. De folk har ikke tænkt sig at stoppe, bare fordi det brænder – i hvert fald ikke så længe, der er penge at tjene, og politisk magt at holde fast i.

Ved et rally i oktober uden for the International Mining and Resources Conference i Melbourne, skrev en chilensk aktivist meget rammende: ”De er ligeglade med om folk brænder op. De er ligeglade med om planeten brænder op. For dem gælder kun magt. De vil være herskere over en bunke aske”.

Der kommer ikke nogen redningsmand fra oven og hjælper os ud af kniben. Den eneste vej frem er at opbygge en radikal massebevægelse, der kan udfordre – og til syvende og sidst vælte – den herskende klasses tro, deres sande religion, deres alfa og omega; penge og magt.

Jerome Small er bygningsarbejder og mangeårig fagforeningsaktivist. Han er kandidat for det australske socialistparti ‘Victorian Socialists’ i Calwell, Victoria.