Bitten og det sociale system

Bitten Vivi Jensen endte med at blive dømt for at have brudt sin tavshedspligt som kommunalt ansat. Hun blev idømt 10 dagbøder á 500 kr. og til at betale sagsomkostningerne, som er en noget højere straf end selve bøden.

Der var ikke tale om en tilståelsessag. Men Bitten Vivi Jensen indrømmede at have gjort det, som Frederiksberg kommune beskylder hende for (med visse modifikationer). – For Bitten Vivi Jensen mener ikke, at det hun har gjort er ulovligt – primært fordi det var i offentlighedens interesse, at der blev gjort opmærksom på problemerne, både i Frederiksberg kommune og mere generelt. De problemer handler om ulovligheder i sagsbehandlingen af syge borgeres sager.

En blå Ikea-pose

Bitten var anklaget for at have printet ca. 100 borgeres sager ud. Disse sager var eksempler på ulovlige eller problematiske sager i Frederiksberg Kommunes sagsbehandling af syge borgere. Sagerne lå i en blå Ikea-pose og blev fundet ved en ransagning af Bittens hjem. Den blå poses indhold har Bitten brugt som dokumentation i sin kontakt med journalist Ulrik Dahlin fra avisen Information. Hun har medbragt posen og efterladt den på Ulrik Dahlins kontor på Information. Det er tvivlsomt, om Dahlin overhovedet har kigget i posen. I hvert fald endte det med, at han ikke ville bruge disse sager, men i stedet ville tage to af de mere grelle ud af de 100 borgersager – og så lave et interview med Bitten Vivi Jensen om de to socialsager. Der er således dårligt tale om, at hun har leaket oplysninger. Men måske har hun opbevaret sagerne uforsvarligt.

Jeg var til første retsmøde, men kunne ikke deltage i det sidste møde. Bitten Vivi Jensen blev dømt den relativt lille dom på 10 dagbøder á 500 kr. – for at bryde sin tavshedspligt. Men den egentlige, tungtvejende straf er, at hun skal betale sagens omkostninger. Det synes jeg er en af de store uretfærdigheder og ubehageligheder i vores retssystem. Men alt det vender vi tilbage til.

Ansat til at vurdere Frederiksberg-borgeres jobparathed

Bitten Vivi Jensen var ansat i Frederiksberg kommune som ergoterapeut i rehabiliteringsteamet. Rehabiliteringsteamet er det sted i kommunen, hvor borgere indstilles til sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension. I deres indstilling skal teamet pege på, hvilke indsatser der kan iværksættes … for at du kan komme tættere på arbejdsmarkedet.

Før Bittens ansættelse i Frederiksberg kommune var hun allerede klar over, at der var noget galt i det kommunale system. Hun havde oplevet systemet på sin egen krop, både i forbindelse med sager om sin søn og sin søster. Men som hun sagde foran dommeren, så tænkte hun, at hun måske kunne gøre noget indefra.

Bitten bevidnede, at hun faktisk forsøgte at gøre noget. Hun påpegede fejl, ulovligheder og lignende i sagsbehandlingen. Hun gik til sine kolleger, til sine chefer og endda til ministeren. Hun og andre forsøgte sig også i medierne, både før og efter hendes ansættelse i Frederiksberg kommune.

Men hun blev ikke hørt, og det endte med, at hun blev opsagt. Bitten Vivi Jensen arbejder således ikke længere i Frederiksberg kommune – og gjorde det heller ikke, da hun gav det interview til Information, som førte til, at Frederiksberg kommune anmeldte hende.

Hvad er borgerproblemerne i kommunen?

Det interview vender vi tilbage til, for vi må først hellere lige få belyst, hvad det er for nogle problemer, Bitten Vivi Jensen mener, der er i kommunerne og specifikt i Frederiksberg kommune.

Det problem, Bitten Vivi Jensen specielt beskæftigede sig med, er at alt for mange syge borgere fastholdes på kontanthjælp, jobafklaringsforløb og ressourceforløb – i stedet for at blive indstillet til førtidspension, sådan som de burde. Der har inden for de seneste 10 år været en eksplosion i fleksjob – hvor arbejdstiden er under 5 timer om ugen, ja, helt ned til 40 minutter endda. Man får ikke sådan et fleksjob, med mindre man er temmelig syg. Et andet kritikpunkt som tyder på, at der foregår noget mærkeligt, er at folk bliver fastholdt i meget lang tid på kontanthjælp, fleksjob og i afklaringsforløb. Sagerne kan godt vare over 8 år.

“Problemet er således, at folk bliver fastholdt i fleksjob og bliver udredt over meget lang tid, selvom de ret åbenlyst har ret til og bør have en førtidspension”

De problemer har store konsekvenser for de borgere, der kommer i kontakt med systemet. I den seneste tid har der været flere artikler om sager, som antyder, at borgere bliver mere og mere syge og ligefrem dør af deres kontakt med kommunerne. Et underliggende problem er, at kommunernes behandling af borgerne ser ud til at være ret grim. Kommunerne fastholder ikke borgerne i disse forløb ved at opføre sig godt, vejlede korrekt, tale ligefremt og ærligt. Men i mange tilfælde i stedet med trusler om sanktioner – truer borgeres bolig, liv, levned og børn – og med manipulationer, der ofte er forklædt som pæn tale, bedrevidende, selvtilfreds, snakken efter munden og newspeak.

Ressourceforløb

En central pointe om ulovligheder handler om muligheden for at udvikle arbejdsevnen gennem et såkaldt ressourceforløb. Det drejer sig her om at udrede og udvikle borgerens arbejdsevne. Hvis arbejdsevnen ikke kan udvikles og er meget lav, skal der tildeles førtidspension. Det er dét, Bitten ikke mener sker. Det er som nævnt et faktum, at rigtig mange fastholdes i fleksjob over meget lang tid – også meget syge mennesker, hvor der ikke er nogen konkret mulighed for at udvikle deres arbejdsevne til et niveau, hvor de kan siges at have nogen reel arbejdsevne. I de tilfælde siger loven, at der skal tildeles førtidspension. Problemet er således, at folk bliver fastholdt i fleksjob og bliver udredt over meget lang tid, selvom de ret åbenlyst har ret til og bør have en førtidspension.

Som vi skal se nu, er der tale om bevidste handlinger, der har sin baggrund i – at love om statslig refusion giver kommunerne klare incitamenter til at holde borgere i ressourceforløb og fleksjob. Der er således tale om, at sagsbehandlere sidder og lader som om, de forsøger at hjælpe borgerne, imens de rent faktisk har ret klare og specifikke mål med behandlingen af borgere, der er dikteret oppefra.

Tilbage til sagen

Med hensyn til uforsvarlig opbevaring oplyser Bitten Vivi Jensen, at det var normalt, hun havde sager med hjem i privaten, især fordi hun havde en hjemmearbejdsdag. Hun bekræftede også, at det var normalt, at sager blev printet ud, ligesom hun påpegede, det var normalt for hende at kigge på sager, hun ikke selv var en del af. Det er i overensstemmelse med en mail, advokat Mads Pramming læste op i retssalen, fra en af Bittens chefer i Frederiksberg kommune, hvor chefen skriver, at Bitten screenede alle sager, der blev forelagt rehabiliteringsteamet.

Der er to graverende sider ved Bittens vidneudsagn. Det ene handler om, at hun faktisk printede disse sager, efter at hun blev bevidst om, at hun nok var på vej til en fyring – og at hun udskrev dem for at have dokumentation på, hvad der foregik. Den anden graverende del handler om, at hun ikke spurgte alle borgere om lov til – at bruge deres sager til at søge at gøre problemstillingerne offentlige.

Det bliver allerede under Bittens eget vidneudsagn ret klart, at der er tale om en meget lille sag, den virker næsten absurd. Men inden vi går videre med Bittens sag, så lad os lige tage et par skridt tilbage.

I forbindelse med Bitten Vivi Jensens retssag stod en række borgere frem, og fortalte om deres oplevelser med at være syg i Frederiksberg Kommune.

---

Ved Frederiksberg Ret med “ham Kim”

Jeg ankommer til retten sammen med Kim Osbøl. Han er en berygtet herre i dette miljø. For der er i de seneste 10 år vokset et miljø frem omkring kampen mod kommunerne for en værdig og lovlig behandling af borgerne. Det miljø består fx af nogle Facebook-grupper, hvor folk – der er ramt af udviklingen inden for de sociale systemer – slår sig sammen. Dels beskæftiger de sig med at beskrive systemet og deler historier. Dels hjælper de hinanden, agerer bisiddere for hinanden, samt giver råd om regler, love og muligheder.

Kim er berygtet af tre grunde. For det første agerer han selv bisidder. For det andet har han udgivet hele sin egen sag. Alle papirer. Han optager desuden alle samtaler, som han har med Jobcenteret. Og så bruger han stærke ord. Han insisterer på at sige højt, at dét, der foregår, er ulovlig sagsbehandling. Der er ikke tale om reformer, der er ikke tale om fejl – der er tale om ulovligheder. Det tror jeg, han har ret i. Uanset hvad har en kombination af udgivelsen af hans sag og hans stærke sprogbrug ført til, at han – ligesom Bitten Vivi Jensen – er blevet sagsøgt af en kommune, i hans tilfælde Københavns kommune.

Kims sag er også absurd. Han er anklaget via straffelovens § 119a. Den blev indført i 2016 af daværende justitsminister Søren Pind, og handler om chikane og krænkelse af offentligt ansatte – i Kims tilfælde er dem, han skulle have krænket og chikaneret, hans sagsbehandlere. Han er ikke anklaget for injurier. Det er den del, der er absurd. I den første retssag, hvor dommen er anket, spillede det ingen rolle om dét, Kim havde sagt om sagsbehandlerne, var sandt.

Det eneste spørgsmål var, om Kims udsagn kunne opfattes som chikane og krænkelse af de offentligt ansatte. Faktisk var det, Kim sagde om sine sagsbehandlere, sandt. De foretog ulovlig sagsbehandling, de løj og manipulerede både ham og retten, og de var uuddannede og inkompetente (inkompetence er svært at bevise, men I kan læse udskrifter af møder mellem Kim Osbøl og sagsbehandlere, og de tyder på både manipulation og inkompetence).

Det er selvfølgelig absurd, en offentlig ansat ikke må kunne kritiseres. Det ligner lidt, at § 119 a er i konflikt med offentlighedsloven, i hvert fald når den bruges som i Kims sag. Offentlighedslovens § 1, formålsparagraffen fortæller os, at den lov er til for at sikre åbenhed hos myndighederne med henblik på at understøtte informations- og ytringsfriheden, borgernes deltagelse i samfundet, offentlighedens kontrol med den offentlige forvaltning, mediernes formidling af informationer til offentligheden og tilliden til det offentlige.

Den skingre anklagers strittende pegefinger

Nå, men Kim og jeg ankommer til arkitektur-perlen Frederiksberg Ret, der er mange borgere mødt op, de fleste private. De er kommet for at støtte Bitten Vivi Jensen. Det første der sker inde i retssalen er, at anklager Benjamin Løcke Foverskov med høj, skinger stemme, uforholdsmæssig vrede og løftet pegefinger – peger direkte på damen, der er ved at slukke sin telefon, og siger at man ikke må tage billeder i retssalen.

Sagen er som allerede antydet ubehagelig. flere tilskuere er kommet for at støtte Bitten Vivi Jensen, fordi de er præcis de personer, sagen drejer sig om – altså personer, der med egne ord er blevet mishandlet af Frederiksberg kommune.

Det er ikke, fordi man får det indtryk, at anklageren har det dårligt med at føre denne sag. Jeg får snarere det indtryk, at han godt véd, der er personer i denne retssal, for hvem det ikke handler om love og regler, men om liv og død – og at det ikke vil være til hans fordel, at der florerer billeder i offentligheden af ham.

Retssagen giver fra første øjeblik et temmelig ubehageligt indtryk af anklageren. Den efterfølgende retssag ændrer ikke på det billede. Han ændrer ganske vist form, men det er desværre til en ret slesk facon. En del af dem i salen, der har været i kontakt med sagsbehandlere og deres chefer i Frederiksberg kommune, vil måske kunne genkende faconen fra deres sagsbehandlere.

“Retssagen giver fra første øjeblik et temmelig ubehageligt indtryk af anklageren. Den efterfølgende retssag ændrer ikke på det billede.”

Anklageren læser sit anklageskrift op. Her henviser han til den tidligere omtalte mail, som journalist Ulrik Dahlin har sendt til Frederiksberg kommune. Det er til denne journalist, at Bitten Vivi Jensen er anklaget for at leake oplysninger. Mailen har vedhæftet artiklen med interviewet med Bitten Vivi Jensen, som Ulrik Dahlin tænker at udgive i Information. Han sender den som normal praksis til Frederiksberg kommune for at få deres kommentar. I den version af artiklen, som anklageren læser op i retten, fremgår der oplysninger om en borger – han kaldes ‘Åge’ i artiklen – som gør det muligt at identificere ham. Det vil kræve en del arbejde at finde ud af, hvem Åge er, selv ud fra de oplysninger i denne version af artiklen. Men lidt inkriminerende virker det da.

En anden udgave af historien

Senere læser forsvarer Mads Pramming en anden version af artiklen op. Den version af artiklen som endte med at blive udgivet i Information. Her er de oplysninger udeladt, som gør Åge identificerbar. Den artikel, der blev udgivet, var altså anderledes, end den som anklager læste op. Efter min mening var det et forsøg på vildledning fra anklagers side. Anklager fortæller, at der er tale om en mail, men han gør ikke opmærksom på, at den artikel, der faktisk blev udgivet, er anderledes.

En anden ting ved denne del af retssagen er også mærkelig. Det fremgår af både anklager og forsvarers udsagn, at flere af sagerne i den blå Ikea-pose er blevet sorteret fra. Der lå sager i den blå Ikea pose, som Bitten Vivi Jensen havde ret til at have. De sager er ikke en del af anklageskriftet, men altså sager Bitten godt måtte have – og som hun derfor ikke har brudt nogen tavshedspligt i forhold til. Åge’s sag er en af dem, der er blevet sorteret fra. Fordi Bitten Vivi Jensen efter fyringen fra Frederiksberg kommune agerede bisidder for Åge. Hun har således ret til at være i besiddelse af sagens dokumenter. Det er derfor direkte mærkeligt, i bedste fald spild af rettens tid, men snarere direkte et forsøg på vildledning af retten, at anklager overhovedet gør artiklen om Åge til en del af sagen.

Hvorfor denne sag ender med at blive ført, og om den overhovedet burde blive det, dukker igen i mit baghoved. Jeg får opfattelsen af, at anklagers sag langsomt i efterforskningen er faldet totalt fra hinanden, og at man i løbet af processen burde have henlagt sagen.

Vidner

Starten på denne artikel var i det store og hele et referat af en del af Bitten Vivi Jensens udsagn. Hun var et ret overbevisende vidne. Man sad tilbage med en kæmpestor respekt for hende. Både for hendes indsats, hendes mod og for hendes liv – hvad hun har overkommet og er kommet igennem. Men jeg vil ikke gå dybere ind i hendes udsagn, blot nævne en ting.

På et tidspunkt nævner Bitten to sager. De to sager minder om hinanden. I begge sager er borgeren tæt på pensionsalderen. Den ene borger bliver tildelt ressourceforløb, mens den anden får seniorpension (folk der kommer i kontakt med det sociale system og er tæt på pensionsalderen, kan tildeles seniorpension, d.v.s. folkepension før tid). Den første borger er langt sygere end den anden, og Bitten spørger sig selv, hvorfor den mindre syge får tildelt seniorpension og den anden – en kvinde – bliver tildelt et ressourceforløb. I øvrigt et ressourceforløb på to år, som i sig selv er grotesk, fordi kvinden er ret syg, og hun kun er et år fra pensionsalderen.

Bitten mener det kan skyldes, at den anden, mere raske mand er i fagforening. Det er ikke tilfældigt, at man kan få den tanke, at Frederiksberg kommune går efter de svageste, efter dem der ikke kan gøre modstand. Enten fordi de er for syge til at gøre modstand, eller fordi de ikke er i fagforening. Det er præcis, hvad Bitten Vivi Jensen antyder, og hun har nok ret, det er mistænkeligt og understøtter hendes sag om, at Frederiksberg kommune modarbejdede offentlighedens lys på forholdene. Og at hun derfor i offentlighedens interesse havde pligt til at gøre opmærksom på forholdene. Ligesom hun havde grund til at tro, at Frederiksberg kommune ville benægte og modarbejde offentligt lys på sagerne, og at hun derfor havde brug for at kunne dokumentere sine påstande.

Det er ikke tilfældigt, at man kan få den tanke, at Frederiksberg kommune går efter de svageste, efter dem der ikke kan gøre modstand. Enten fordi de er for syge til at gøre modstand, eller fordi de ikke er i fagforening.

Ud over Bitten Vivi Jensen førte forsvaret to andre vidner. Begge de to andre vidner er borgere, hvis sager lå i den blå Ikea-pose. Jeg vil ikke komme meget ind på disse sager, for der er navneforbud i sagen, og jeg skal derfor passe på, at de to borgere ikke kan identificeres. Begge borgere bevidner, at de synes det er godt, at Bitten forsøger at gøre noget ved systemet, som de begge to har blandede erfaringer med. Det første vidne, en ældre dame bryder sammen i gråd på vej ud af retssalen.

En ting bør nævnes, fordi det er relevant for senere pointer. Det andet vidne kommer i kontakt med Frederiksberg kommune, fordi hun får en hjernesvulst. Hun mister i den forbindelse sit arbejde, og senere bliver hun opereret. Efter operationen beskriver hun en tilstand, hvor hun har svært ved at se, svært ved at huske, og i det hele taget er hun temmelig påvirket af operationen. I den tilstand sender Frederiksberg kommune hende i fleksjob. Hun siger selv, at hun har fået at vide, at hun søger pension, men hun kan ikke huske det.

Igen kan man godt få den mistanke, at Frederiksberg kommune går efter svage personer, der ikke kan gøre modstand. Andet vidnes historie er mere graverende end første vidne, men begge hører til i den tunge ende. Det er ikke, fordi de virker som sociale tilfælde, sådan som fx Åge bliver beskrevet i den artikel, der udgives i Information. Tværtimod er der tale om to kvinder, der ser ganske sobre og ordentlige ud – ikke at det burde betyde en skaldet skid. Men de kan ikke forsvare sig, fordi de er for syge til det, og Åge fordi han er for alkoholiseret.

Anklagers vidne 

Anklager fører et vidne den første dag. Vi har hørt om dette vidne under Bitten Vivi Jensens vidneudsagn. Hun hedder Helle Winther Antilla. Antilla er en af de kolleger, som Bitten forsøger at tage problemstillingerne op med. Hun bliver i Bittens vidneudsagn fremstillet som en af fjenderne, og da hun kommer ind i retssalen, er hun rimelig klart ikke populær. Selv sidder jeg ved siden af Jeanette Strauss, der fortæller, at hun har fået sit liv smadret af Helle Antilla. Den sag kan du læse om her. Det er en voldsom sag, hvor Jeanette Strauss fik medhold i sagen mod Frederiksberg kommune, som Helle Antilla var direkte impliceret i.

Antillas vidneudsagn er på overfladen uinteressant. Hun påstår, hun ikke kan huske Åges sag. Det er på den anden side påfaldende, at hun ikke kan huske den. En journalist, jeg taler med efter sagen, er enig med mig i, at det virker, som om hun er blevet instrueret før sagen. Det ville være fint nok, hvis der var tale om, at hun kunne inkriminere sig selv, men det er der ikke umiddelbart tale om. Man må derfor gå ud fra, at hun beskytter Frederiksberg kommune – hvilket i øvrigt er ulovligt ifølge bestemmelserne i ’Forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv’.

Forbindelsen til Haderslev

At det ikke er usandsynligt, at Frederiksberg kommune har været involveret i, at Helle Antilla ikke kan huske Åges sag, understøttes af en lignende sag fra Haderslev kommune. Her har kommunen opfordret deres ansatte til at anlægge sagan mod byrådsmedlemmet Mogens Rerup (Ø). Den sag fortjener en artikel for sig selv, og minder i mange henseender om Bitten Vivi Jensens sag. Men i forbindelse med sagen har Rerup modtaget en mail fra en tidligere sagsbehandler i Haderslev kommune, som skal vidne i sagen mod ham. Mogens Rerup har offentliggjort mailen på Facebook, hvor sagsbehandleren skriver følgende: 

“Jeg oplyser Lotte, at Mogens Rerup vil bruge mig som vidne i retssagen, som Haderslev kommune har anlagt imod ham. Jeg oplyser Lotte om episoden, jeg skal vidne om. Til det oplyser Lotte, at jeg selvfølgelig skal vidne i retten, men at jeg altid kan sige, at jeg ikke husker episoden. Jeg oplyser Lotte, at jeg tydeligt husker episode, som var det i går. Jeg får følelsen af at have fået mundkurv på af Lotte, da jeg jo lige havde oplyst hende om hele episoden.”

Lotte Nielsen er ansat i Haderslev kommune. Det er ulovligt at opfordre til at lyve i retten – og en skærpende omstændighed hvis det er en statslig ansat. Bitten Vivi Jensen kommenterer også på den sag.

I Antillas forklaring er der antydninger af, at hun lyver, når hun siger ikke at kunne huske Ågess sag. For det første fremlægger forsvarer Mads Pramming mails, hvori Helle Antilla forholder sig til den konkrete sag. Særligt en mail fra juristen ‘Natasha’, som er ansat i Frederiksberg kommune, er interessant i den sammenhæng. Mailen er en del af den interne reaktion på modtagelsen af artiklen skrevet af Ulrik Dahlin, og i den henvises der direkte til Åge som “den borger, vi mener, der er tale om”. Åges sag ser altså ud til at være specielt fremlagt for Helle Antilla i forbindelse med Bitten Vivi Jensens sag.

Endnu mere underligt bliver det imidlertid, når forsvarer Mads Pramming påpeger det faktum, at ‘Åge’ får tildelt førtidspension umiddelbart efter hans sag har været i Information. I pausen påpeger flere tilhørere, at offentligt lys på en sag har det med at føre til resultater. Det er mildest talt bekymrende, hvis kommunerne forsøger at undgå offentligt lys på sager på måder, der direkte fører til forskelsbehandling af borgere.

Den kommunale overmagt

Som sagt blev Bitten Vivi Jensen idømt 10 dagbøder á 500 kr. plus betaling af sagsomkostningerne – for at have brudt tavshedspligten. Der er ikke nogen tvivl om, at Bitten Vivi Jensen har forbrudt sig imod sin tavshedspligt. Ej heller har hun kontaktet alle de borgere, hvis sager lå i den blå Ikea-pose. Så ifølge loven skal hun dømmes.

Men som allerede antydet, skal både anklagemyndighed og retten udvise proportionssans. Der er rigtig mange små sager, som ikke kommer for retten. Hvorfor så denne sag? Det lugter af chikane og misbrug af retssystemet, til fordel for en overmagt – kommunerne. Set med de øjne er det ikke okay, at hun bliver dømt til at betale sagsomkostninger. Især ikke fordi sagen bliver gjort til noget relativt stort af anklagemyndigheden. På den måde kan de sammen med Frederiksberg kommune straffe eller chikanere borgere uforholdsmæssigt hårdt blot ved at anlægge sager, hvor selv små lovovertrædelser kan føre til langt større konsekvenser, fordi sagsomkostningerne kommer oven i. I denne sag er det meget klart, at Bitten Vivi Jensen ikke er den største forbryder, og at dét, hun har gjort, var moralsk rigtigt.

En syg udvikling mange år undervejs

I Mogens Rerups føromtalte mail findes en rigtig fin beskrivelse af kulturen på landets jobcentre. Det er vigtigt at se, at det der er foregået er en total misforståelse af, hvad meningen er med vores sociale system. Men det er også vigtigt at se, at der foregår ægte ulovligheder, og at der bør være en hel del, der ryger i fængsel. Det er nødvendigt at folk stilles til ansvar. Der var klare indicier på, at Helle Antilla løj i retten, da hun påstod, hun ikke kunne huske Åges sag. I Mogens Rerups tilfælde er der ligefrem en sagsbehandler, som står og frem og fortæller, at hun er blevet bedt om at lyve om, hvorvidt hun kunne huske en given sag. Det er ulovligt, og offentligt ansatte bør være langt hævet over sådanne ting.

Men spørgsmålet melder sig, når de ting der foregår med syge borgere viser sig at være systematiske: Er der også en systematisk, overordnet vejledning til kommunale ledelser om det? Og i så fald – fra hvem? At det ikke bliver forfulgt vidner om, at demokratiet og den almindelige retsfølelse er ved at blive underløbet. Det bør ingen acceptere. For så er der noget helt galt i Danmark.

En ting står klart: Det er et lettere sygt forhold, vi har til folk, der kritiserer systemerne indefra. Bitten har taget sager med sig og opbevaret dem derhjemme. De sager indeholder personlige oplysninger. Det er klart, at borgere skal kunne stole på, at de oplysninger man giver kommunerne er private. Men Bitten Vivi Jensen gør det også klart i sit vidneudsagn, at hun havde prøvet andre tilgange, og at hun reagerer på en udvikling, der har groet i over 10 år.

Jensen står langtfra alene med sine pointer og sin kritik. Der har været mange sagsbehandlere ude og sige fra. Til sidst bliver dokumentation igennem rigtige eksempler, som alle kan se, en ren og skær nødvendighed. Det bliver nødvendigt at sige, at der er tale om mord og medvirken dertil. Men læk bør ikke være normen. Offentlig kritik bør derimod være fuldstændig normal.

Vores sociale systemer bør ikke være bange for offentlighed – tværtimod.

---