Børn på flugt: Anmeldelse af Dardenne-brødrenes nye film “Tori og Lokita”

De belgiske filmskaberbrødre Luc og Jean-Pierre Dardennes seneste film Tori og Lokita er en film af en helt særlig karat. Umiddelbart er det enkel socialrealisme fotograferet med håndholdt kamera, uden dramatisk underlægningsmusik, med få lokationer og med et beskedent antal medvirkende. Men de to brødre er eminente til at skrue en historie sammen og til at instruere de medvirkende.

Tori og Lokita er hovedpersonerne, der spilles fremragende af to amatører. De er kommet fra Afrika til Belgien som ”uledsagede mindreårige” og har knyttet sig til hinanden med et stærkt venskab – eller man skulle snarere kalde det kærlighed – som betyder, at de ikke kan undvære hinanden og er parat til at gøre alt for at blive sammen.

Flygtning eller bekvemmelighedsmigrant

Tori, den yngre dreng, får opholdstilladelse, da han har alibiet for sin flugt i orden, men den lidt ældre teenagepige Lokita har problemer med det. Hun er nemlig det, myndighederne kalder ”bekvemmelighedsflygtning” og er rejst fra hjemlandet for at kunne hjælpe sin familie økonomisk.

Hun prøver at overbevise myndighederne om, at hun er Toris søster, men der er for mange huller i hendes hukommelse om deres fiktive fælles barndom. Derfor ender det med, at hendes ansøgning bliver afvist.

De to børn bor sammen på et asylhjem, men kan færdes frit om dagen og aftenen, og de har nok at gøre. For at skaffe penge til smuglerne, der bragte dem ind i landet, og til at sende til Lokitas mor leverer de narko ud til folk for kokken på den restaurant, hvor de også tjener lidt på at synge for gæsterne.

Samme kok presser desuden Lokita til seksuelle ydelser mod betaling, og hun har ikke råd til at sige nej. Da hun får afslag på opholdstilladelse, må hun skaffe sig falske papirer for at kunne blive sammen med Tori.

Det kan kokken også arrangere, men det koster, og for at skaffe pengene indvilliger hun i at arbejde i et indendørs marihuana-gartneri i tre uger. Her skal hun leve isoleret uden kontakt med omverdenen. Men den lille vakse Tori skyr ingen anstrengelser for at finde hende, og da det lykkes, ved vi jo godt, at det må ende galt.

Sympati med flygtningene

Filmen er en fordømmelse af den kyniske behandling, de to børn udsættes for. Ikke blot fra forbrydernes side, men også fra det samfund, der burde hjælpe dem.

Dardenne-brødrene har udtalt, at deres ønske er, at filmen skal give publikum empati for disse børn og dermed en følelse af, at der må gøres oprør mod denne umenneskelighed.

Der var vist helle ikke mange, der forlod biografen uberørte af den grusomme fortælling. Denne grusomhed er ikke kun en film – den er virkeligheden for mange mennesker.

Tori og Lokita kan ses i biografer over hele Danmark.