Boganmeldelse: Anne Applebaums personlige vidnesbyrd om demokratiets tusmørke

Som venstreorienteret har jeg en dyb, håndgribelig følelse af indignation over samfundsmæssige uretfærdigheder, og også en stærk overbevisning om årsagerne til dem. For ikke så længe siden læste jeg for eksempel Thomas Piketty’s bog Kapital og ideologi, der både formår at skabe det helt store, historiske overblik over den økonomiske ulighed igennem historien på tværs af kontinenter. Samtidig går bogen så langt ned i detaljen, at man pludselig fanger sig selv i at være optaget af, hvor meget i lods en bonde skulle betale sin herremand, hvis han ønskede at sælge et stykke jord videre i det feudale Frankrig (op til 50 % af salgsprisen!).

Piketty peger ikke så kontroversielt, men meget detaljeret på, at benzinen til den bølge af autoritær social-nativisme (at sætte “indfødtes” interesser over migranters, red.), som man ser bryde igennem verden over, skal findes i den dybe og voksende økonomiske ulighed. Og jeg læser og nikker, og bliver kun mere indigneret og overbevist.

Men hvordan sætter man ikke bare økonomiske modeller, men derimod levende ansigter på den autoritære udvikling? Hvis man ikke har det inde på livet, kan det føles som noget, der sker derude i verden. Der er selvfølgelig de nationalistiske politikere og de vrede hooligan-typer i medierne, men ikke mange oplever ens nærmeste venner, måske endda gudmoren til ens barn, umiskendeligt og dog uforklarligt blive så fjerne i deres verdenssyn, at de pludselig sidder til bords med ens værste fjender.

Forudså Trump og Brexit

Anne Applebaum har med hendes nye bog, “Twillight of Democracy” skrevet en dybt personlig historie, som man som læser får lov til at genopleve. Applebaum er en amerikansk forfatter og journalist med en Pulitzer Prize på hylden, bosat i Polen med sin mand, Radosław Sikorski, den tidligere polske udenrigsminister. Hun har skrevet en række bøger om Sovjetunionens historie og stalinismens rædsler, for eksempel “Red Famine: Stalin’s War on Ukraine”. Mest sensationelt stak hun i 2016 ud i mængden som en centrum-højre politisk kommentator, der overhovedet ikke anså hverken Brexit eller Trumps valgsejr, inden de fandt sted, som umulige hændelser – en meget obskur holdning i hendes kredse dengang.

Bogen er skrevet som en slags tre-trins raket, der bliver affyret med personlig biografi, politisk historie og sociologisk analyse – først med fokus på Polen, så EU og til sidst USA. Bogen indleder med et tilbageblik på Applebaums nytårsfest i 1999 ude på landet i Polen. Folk kom fra nær og fjern – Polen, Rusland, Storbritannien og USA – der blev danset hele natten og endda, i et ekstatisk øjeblik, trak en kvindelig gæst en pistol op af håndtasken og skød op i luften. Polen trådte ind i det nye årtusind som en demokratisk, suveræn stat på vej mod EU-medlemskab og genopbyggelse. Hvad Applebaum dog ikke vidste dengang var, at nogle af disse venner og gæster i løbet af de næste 20 år skulle blive hendes politiske ærkerivaler. Med andre ord, den centrum-højre politiske platform – hun var del af – skulle siden da falde totalt fra hinanden.

Det nye Polens rødder er vokset ud af “Solidarność”

Den første del af bogen med Polen i centrum er en tour-de-force gennem de seneste 40 års udviklinger. Alle store navne i polsk politik fra både højre og venstre har nemlig på den ene eller anden måde rødder tilbage til fagforeningen “Solidarność” og dens kamp mod den kommunistiske eetpartistat i 1980’erne: Jarosław Kaczyński, Polens nuværende nationalistiske de fakto leder, Lech Wałęsa, tidligere præsident, og mange andre. Men mere personligt fortæller Applebaum også om brødrende Jacek og Jarosław Kurski.

“Applebaum er den slags centrum-højre kommentator, der ikke er bange for at skrive sort på hvidt om “betydningen af kapitalismens fallit”, hvilket burde kunne lette læsningen, hvis man som venstreorienteret har bange anelser angående hendes politiske udgangspunkt”

Mens den ældre Jarosław, der kæmpede i “Solidarność” mod kommunismen,  siden blev redaktør på den meget regeringskritiske avis Wyborcza, tegner Applebaum et portræt af den yngre bror Jacek, der aldrig fandt hæder i “Solidarność”, kun bitterhed over aldrig at få den magt givet, som han mente at have krav på. Det skulle dog ændre sig, da Kaczyński gav ham nøglerne til TVP, Polens DR1, med en ordre om at smide alle illoyale journalister ud og fylde sendefladen med statspropaganda.

Helt inde på livet fortæller Applebaum om en af hendes børns gudmor, Ania Bielicka. Da de lærte hinanden at kende, var Bielicka den type, der nød at tage til biennalen i Venedig for at mænge sig og nyde kunstudstillinger. I kølvandet på det tragiske Smolensk-flystyrt i 2010, hvor præsident Lech Kaczyński og mange andre fra den polske elite omkom, havde de to en hysterisk telefonsamtale, hvorefter de aldrig talte igen. Applebaum diskuterer, hvilke årsager der kan ligge bag – sorg, had, politisk overbevisning eller blot kold og kynisk opportunisme? – men finder aldrig en tilfredsstillende konklusion på, hvorfor Bielicka købte den yderste højrefløjs konspirationsteorier om, at flystyrtet var orkestreret af en lyssky gruppe bagmænd, blandt andet Applebaums mand. Bielicka har siden da har skabt en så tæt relation til Jarosław Kaczyński, at han en gang imellem kommer til middag hos hende og diskuterer minister-rokader.

Kapitalismens fallit

Bogen er fyldt med lignende historier og lignende vildrede. Der er historien om Boris Johnson, som hun plejede at være på “lad os tage en øl i pubben”-vennebasis med. Eller om Laura Ingraham, som venskabeligt plejede at komme til Applebaums bogudgivelser, og som siden gik hen og blev en af de journalister på Fox News, som Donald Trump har haft allermest tiltro til.

Applebaum bemærker, at alle de mest udbredte politiske organisationsformer har været kendt siden oldtiden og beskrevet af Platon og Aristoteles: Demokrati, oligarki, tyranni, aristokrati og timokrati. Kongstanken i hendes analyse centrerer sig derimod omkring, hvordan den yngste organisationsform, étparti-staten, der for første gang blev ført ud i livet af Lenin, trods det sovjetiske sammenbrud i det 20. århundrede – er på vej til at finde sit fodfæste i det 21. århundrede. Det styrende princip i etpartistaten er hverken adelighed, merit eller penge – men loyalitet. En af de essentielle komponenter er ifølge hende tilstedeværelsen af en klasse af “clercs”, en art partisoldater der højt og helligt udråber deres loyalitet til staten og håndhæver loyalitetsprincippet over for hinanden samt menige borgere. Det er dannelsen af denne klasse på tværs af Atlanten, som hun med bogen forsøger at beskrive indefra også på baggrund af hendes egne personlige erfaringer.

Bogen kan jeg varmt anbefale. Kompositionen er elegant, stilen er klar, og de personlige anekdoter bliver hele tiden holdt op imod den overordnede analyse, så det ikke nærmer sig navlepilleri eller akavet selviscenesættelse. Applebaum er den slags centrum-højre kommentator, der ikke er bange for at skrive sort på hvidt om “betydningen af kapitalismens fallit”, hvilket burde kunne lette læsningen, hvis man som venstreorienteret har bange anelser angående hendes politiske udgangspunkt. Det er selvfølgeligt op til den enkelte at vurdere, om hun har ramt rigtigt, men hendes personlige vidnesbyrd mener jeg bør vække til eftertanke hos alle – alt andet lige.