Søren Kolstrup: Thomas Piketty har skrevet en bog i særklasse

Den franske stjerneøkonom Thomas Piketty har begået en bog i særklasse. Emnet er indkomst- og formue-ulighedens dramatiske historie. Bogen ’Kapital og ideologi’ udgør en revitalisering af den økonomisk historie som disciplin og tager form af en debat- og reflektionsbog med blik for ulighedens rødder. Samfundets indkomstfordeling og magtorden problematiseres og anskues som objekter, der kalder på forandring.

En usædvanlig metode

Metodisk har forfatteren et dobbeltgreb. Han kaster lys på ulighedens dybe spor gennem de seneste 200 til 300 år, som løbende ledsages af sammenligninger mellem udvalgte lande.

Mange bolde holdes i luften udstrakt over godt 1.000 sider. Usædvanligt. Her skal vi se på Pikettys behandling af USA, Storbritannien, Frankrig og Sverige. Piketty fremanalyserer påfaldende fælles mønstre, men også de enkelte landes særtræk. Fremstillingens tyngdepunkt er ikke overraskende forfatterens hjemland Frankrig.

Den traditionelle marxismes indkredsning af de sociale kampe i samklang med den materielle udvikling er ikke Pikettys bord. Til gengæld har bogen et konsekvent fokus på den herskende politiske ideologi’s værn om ejendomsrettens ukrænkelighed og de store skæringspunkter i historiens løb, som åbner for flere udviklingsveje. Det er historiens mulighedsfelter, der har forfatterens agtpågivenhed. Værket bliver dermed et redskab til at reflektere over politiske strategi og konkrete skatteinstrumenter, der kan tage livtag med ulighedsskabende dynamikker. Historien bliver et baggrundstæppe, der kan kaste lys på nuets ekstreme indkomst- og formue-ophobninger hos en lille elite.

Begrebsapparatet er på mange måder velkendt, men evnen til at kombinere store dataserier er bemærkelsesværdig. Piketty inddeler indkomst, formue og ejendom i deciler og penticiler, der belyser de henholdsvis 10 pct. rigeste/10 pct. fattigste og de 1 pct. rigeste/1 pct. fattigste m.v. Denne skelnen kan ikke indfange klassebegrebets belysning af magtressourcernes fordeling. Men til gengæld introducerer forfatteren et veldefineret ejendomsretsbegreb – proprietarisme – hvorved forstås en politisk ideologi, der fordrer absolut beskyttelse af den private ejendomsret under påberåbelse af at være en universel og indiskutabel ret, den helliggøres. Det er denne naturalisering af den private ejendomsret gennem lange historiske processer, som udgør et tilbagevendende grundtema. Piketty står rustet til at foretage præcise sammenligninger (i det omfang eksisterende data tillader noget sådant) på tværs af tid og sted og kaste lys på de politiske kampe, der henholdsvis konsoliderede eller svækkede ejendomsretten – mest det første.

Fremstillingsformen er uortodoks. Ulighedens historie manes frem ved hjælp af statistisk materiale, sammenligninger på kryds og tværs, levende eksempler, brug af litterære værker, citater fra centrale skikkelser.

Bogens budskab

Ulighed har et ophav. Ulighed er ikke et udslag af en naturlig orden, men derimod et resultat af politisk ideologi, der er blevet legitimeret gennem historiske processer. Uligheden står således til forhandling. Bogen indkredser historiens åbninger, hvor der er blevet truffet skelsættende beslutninger, der har resulteret i selvaccelererende processer, men også det modsatte. I lyse øjeblikke er der truffet beslutning til gavn for lighed.

Historien rummer hermed en stribe af både dilemmaer, men også lærestykker, som kalder på refleksion og handling. Sammenligninger og skarpe modstillinger tydeliggør det historiske forløb. Efterkrigstidens gyldne år fra 1945 til 1980/90 fremstår for Piketty som den gunstigste, men langt fra perfekte periode i den moderne historie, mens tiden 1880-1914 og 1980-2020 karakteriseres som ulighedens amokløb.

Piketty er både energisk fagøkonom, men også en engageret medborger. Han tror på, at verden kan forandres. Han tror også, at der findes ret så enkle mekanismer til at skabe en social retfærdig verden. Det er dette engagerede nærvær, der ilter læseren til at deltage i en historiske rejse fra den franske revolution til nutidens Macron, fra USA til Sverige.

Den franske revolutions bristede håb

Den franske revolution skabte store håb for mere lighed. Piketty har her som andre steder med en detektivs nidkærhed indkredset diskussioner og fremhævet forslag, der kunne skabe mere lighed. De revolutionære forsamlinger var hjemsted for debat om progressiv indkomst- og formueskat. Der blev diskuteret arveskat spændende fra 5 pct. for små beløb til hele 65 pct. for store formuer. Alle progressive ideer havnede imidlertid i mølposen. Slutresultat var en proportional skat med en beskeden, ensartet skattesats over hele linjen. Adelens og kirkens skatteprivilegier blev afskaffet, men de egentlige kilder til ulighed bestod uantastet. Retten til jord og ejendom var intakt.

Udviklingen bevægede sig mod stadig større ulighed. De 1 pct. rigestes andel af den totale privatejendom udgjorde 45 pct. i 1810, men nærmede sig 55 pct. i år 1900. Den franske Revolution åbnede for flere udviklingsveje, der blev tændt håb for mere social retfærdighed, men slutresultatet var nedslående.

Den Skønne Epoke – ulighedens amokløb

Perioden fra 1880 – 1914 kaldes også La Belle Époque, Den Skønne Epoke, og har Pikettys helt særlige bevågenhed. De vestlige lande oplevede i den tid et ulighedens amokløb. Når det gælder koncentrationen af privatejendom, var den exceptionel høj i Storbritannien, en smule lavere i Sverige og igen lidt lave i Frankrig. Det var en periode, der havde påfaldende lighed med tiden efter 1980/1990. Det var ikke en forpasset fortid. Det var en periode med internationale investeringer, handelsmæssig globalisering og perfektionering af udbytning. Det var imperialismens tid med Storbritannien og Frankrig som frontløbere.

Men det var også en blomstrende periode, hvor nye kulturelle og politiske bevægelser opstod, hvor social retfærdighed og individuel frigørelse blev sat på den politiske dagsorden, hvor den socialistiske arbejderbevægelse opstod, og hvor kvinder krævede rettigheder. Pikettys detektor er dog ikke indrettet til at dvæle ved vidtskuende ideer til verdens frelse. Derimod kan den altid indfange konkrete udspil til gavn, der vil nedbryde samfundselitens indkomst- og formue-position. Det er disse lærestykker, der giver teksten dynamik og benzin til læserens reflektionskraft (apparat). Forandring er mulig både på den store og den lille klinge. Blot et par smagsprøver.

I 1909 – 1911 lykkedes det De Liberale i Storbritannien anført af Lloyd George at få vedtaget en progressiv beskatning af totalindkomsten (supertax), en hævning af arveafgiften (death duties) og en større beskatning af de store jordbesidderes land (land tax). Overhuset spændte ben, og en politisk kamp opstod. I 1911 fik Overhuset imidlertid stækket sin magt.  Vejen var banet for en reformering i lighedens navn.

Også i Sverige havde man i slutningen af 1800-tallet et censusbaseret system, der sikrede, at jo større indkomst og ejendom en person var i besiddelse af, desto flere stemmer havde vedkommende ved valgs afholdelse. Udviklingen var tilsyneladende fastlåst. I årene 1911 – 1921 indledtes imidlertid en forfatningskamp, der resulterede i den almindelige valgrets indførelse. Det nedarvede, ‘proprietaristiske’ (system indrettet til at beskytte den private ejendomsret, red.) system vaklede, og vejen blev banet for det svenske socialdemokratis fremmarch.

Skøn epoke eller klassesamfund – hvilken vej skal pilen trækkes?

1914 – 1945: Fra voksende ulighed til kaos

Den Skønne Epokes ekstreme ulighedsdynamik er velkendt. Derimod er Pikettys påvisning af den efterfølgende periodes klare nedgang i ulighedens og privatejendommens position mere bemærkelsesværdig. Påvisningen heraf synes skudsikker, forklaringen er derimod kompleks. Hvad var på spil?

Opgøret med tidens enestående indkomst- og magt-koncentration skyldtes ikke en enestående stærk lighedsbevægelse (måske med Sverige som en undtagelse), men derimod ekstremernes fortættede historie, hvor elitens positioner undermineres af konstant kaos. Det er en periode, der rummer krige, uhørte folkedrab, men også ufattelig selvdestruktion. Ejendomsbesidderne mister formuer på grund af krigens materielle ødelæggelser, udenlandske aktiver eksproprieres, og offentlig gæld decimeres af inflation. Den franske stats ekspropriation af Renault-fabrikkerne ved periodens afslutning – som følge af ejerens nazificering – står som et sindbillede på denne udviklings kulmination.

Lighedskampens højdepunkt

Lighedskampens ‘zenit‘, højdepunkt, manifesterede sig i årene 1950 til 1980. Af Piketty betegnet som det socialdemokratiske samfund. Her blev en progressiv skattepolitik forenet med en offensiv socialpolitik. Her blev indkomstuligheden år for år lavere, og det sociale sikkerhedsnet gjort stadig mere finmasket i takt med efterkrigstidens imponerende vækstrater. Det gælder Frankrig, Tyskland, Sverige, men også som det måske mest bemærkelsesværdige USA og Japan. Piketty insisterer på, at USA siden Roosevelt’s New Deal i 1932 og frem til Reagan-årene hører med i det lighedsskabende ”socialdemokratiske samfund” – omend i discountudgave. Betragtningen ægger til debat.

Praktisk talt alle velfærdsforskere fremstiller uden at blinke USA som en slags aflejret velfærdsstat møntet på de allerfattigste – et samfund hvor markedet er altdominerende. USA har aldrig, heller ikke i sin glansperiode i 1960erne, nået en velfærds-standard svarende til de centraleuropæiske landes forsikringsordninger eller de nordiske velfærdsstaters universelle niveau. Man kan blot tænke på den sene og yderst beskedne opkomst af en sundhedslovgivning i USA i 1965, hvor man fik indført Medicare og Medicaid-programmer for de få. Disse ordninger var udelukkende forbeholdt borgere over 65 og de allerfattigste i samfundet. Hvordan kan en ellers stringent Piketty dog føre USA ind i det socialdemokratiske samfund, ja sågar dækkende hele perioden fra 1932 – 1980?

Piketty’s analyse er funderet i statens indtægtsside, ikke dens udgiftsside. USA er et hyperkapitalistisk samfund, men det er også et samfund, der på et tidligt tidspunkt udviklede progressive skatteordninger – et ofte overset fænomen – som først i årene 1980 til 2019 blev totalt afskaffet. Piketty har således ret i at fremhæve årene 1932 til 1980 som egenartede i USA’s udvikling, her kan registreres mere lighed i forhold til de foregående perioder. Roosevelt-æraen udgjorde en forskel, det gjorde Johnson-årene også, det kan næppe anfægtes.

Redskaberne til at skabe en bredere social beskyttelse var faktisk til stede, men skatteindtægterne nåede aldrig for alvor ud til den brede gruppe af lønarbejdere – og kun i beskedent omfang til det amerikanske pjalteproletariat. Det erkender Piketty mere eller mindre gennem overskriften – et socialdemokratisk samfund i discountudgave, men ser alligevel den amerikanske udvikling 1932 til 1980 som en del af ”et socialdemokratisk samfund”.

1980/90 – 2015/19: Eksplosiv ulighed tilbage på kortet

Årene 1980/1990 til 2018 karakteriserer som en tilbagevenden til tiden før Første Verdenskrig, hvor frie kapitalbevægelser og nye former for ekstrem ulighed tog form. For USA’s vedkommende kan man iagttage de høje indkomsters himmelflugt; men også det socialdemokratiske kronland Sverige ramtes af store forandringer. Landets bestræbelser på at skabe lighed og social beskyttelse blev drastisk afbrudt. Landet, der havde haft uafbrudt socialdemokratisk styre fra 1932 – 1991 (årene 1976 – 1982 undtaget) med udgangspunkt i høje organisationsprocenter i fagbevægelsen, trådte ind i en ny periode. Intet var som før. De nyliberale kræfter var i offensiven under den svenske krise i 1991-92 og satte sig dybe spor i de følgende års samfundsudvikling.

Det svenske Socialdemokrati indledte i 1991 et radikalt kursskifte i partiets økonomiske politik. Partiet erklærede, at krigen mod inflation var partiets fremmeste samfundsopgave, mens kravet om fuld beskæftigelse måtte vige herfor – på ubestemt tid. Statens dundrende statsunderskud som led i de borgerliges radikale skattelettelser 1991 – 1994, der dementerede drømmen om selvfinansierende skattelempelser for velbjærgede – udløste hjerteskærende dilemmaer for Socialdemokratiet og svækkede dets kampkraft.

Thomas Piketty – fransk stjerneøkonom

• Født 1971 i Clichy uden for Paris.

• Uddannet på den prestigefyldte École Normale Supérieure i Paris, hvor han blev optaget i en alder af kun 18 år. Underviser nu på École d’économie de Paris og London School of Economics. Piketty har været rådgiver for flere socialdemokratiske partier, bl.a. engelske Labour og franske Parti Socialiste.

• Har tidligere udgivet bogen Kapitalen i det 21. århundrede, der dokumenterer en voksende kapitalakkumulation af flere penge på færre hænder over de seneste 250 år. Den 700 siders lange bog har solgt over 1,5 millioner eksemplarer på verdensplan.

+

Der indledtes en periode, hvor både Socialdemokratiet og borgerlige partier bidrog til radikale ændringer i skattesystemet – arveafgift og formueskat blev afskaffet, progressiviteten i beskatningen svækket, velerhvervede sociale og faglige rettigheder blev beskåret (men ikke afskaffet!).  Socialdemokratiet i Sverige fastholdt regeringsmagten 1994 – 2006 og igen fra 2014 til nu. Alligevel var alt under forandring. Skattekonkurrence mellem landene og nyliberalismens gennemslagskraft borede sig ind i socialdemokratiets rækker. Murens fald og vankelmodige socialdemokratier skabte en ny politisk dagsorden – fra SAP i Sverige til Det Demokratiske Parti i USA. 

Midt i myriaden af eksempler og lande-gennemgange holder Piketty hovedet koldt. Hans hovedanliggende er at dokumentere en hyperkoncentration af indkomst og formue med USA i spidsen. I USA sad de 10 pct. rigeste ved bogens afslutning på over 70 pct. af den samlede formuemasse, alt mens under- og middelklasse oplevede et indkomst- og formue-fald langt større end i Europa.

Udbytningens dybe arv

Pikettys bog er præget af et væld af temaer og eksempler. Her kunne den utålmodige læser sagtens ønske sig, at forfatteren havde reduceret antallet af afstikkere til fordel for et stift blik på rytmen i ulighedens kurver. Det ville i sig selv være en præstation. På spørgsmålet om, hvorvidt en sådan reduktion ville være ønskværdig, må jeg alligevel svare: Nej.

Vi hører om de ekstreme ulighedssamfund, nemlig slavesamfundene og kolonisamfundene og deres legitimering af udbytning, vold, drab og menneskelig fornedrelse. Men vi hører også om, hvordan arven herfra kan antage stadig nye former under nye samfundsbetingelser og skabe nye ulighedsmekanismer.

Lang tid efter slaveriets ophævelse i Afrika gjorde den franske kolonimagt brug af tvangsarbejde. Den mest ekstreme voldsanvendelse fandt formodentlig sted i Belgisk Congo omkring år 1900 med hånds-afhugninger og landsby-afbrændinger for at disciplinere arbejdskraften. Men også i de franske kolonier blev tvangsarbejde sat i system i de franske kolonier langt ind i mellemkrigstiden. Tvangsarbejdet ved anlæggelse af Congo-Océan jernbanen 1921 – 1934 var af dødbringende karakter, arbejderne flygtede i et væk, det var en ekstrem situation. Men det var til gengæld en del af hverdagen, at enhver indfødt skulle levere et bestemt antal arbejdsdage ved infrastrukturanlæg. Det franske arbejdsdekretet af 1911 for Vestafrika – opretholdt ved voldsmagt – blev først ophævet i 1946.

Og sidste trin i Pikettys argumentationskæde – der leder frem til en afdækning af ulighedens væsen – er ejersamfundets legitimeringsprocesser, som altid udspringer af historiens magtorden. Fortidens ret er fremtidens ret – ofte med renters rente. I et forrygende afsnit om Haiti afdækkes, hvordan den franske stat efter slaveriets ophævelse på Haiti insisterede på ekstreme kompensationsbetalinger til slaveejerne, og at øen var fanget i en dræbende gældsfælde frem til langt ind i efterkrigstiden. I 2015 nægtede den franske Nationalforsamling – på forslag af en delegeret fra Guyana – at indføre jordreformer i en række oversøiske territorier, ligesom man afviste at revurdere de byrder, Frankrig havde pålagt Haiti.

Et must for humanister, socialdemokrater og socialister

Piketty’s ’Kapital og ideologi’ er uomgængelig for enhver, der vil engagere sig i ulighedens historie. Den kan læses med flere tolkninger for øje. Den historisk interesserede kan hæfte sig ved udviklingens dramatiske forløb, både ulighedens opkomst og dens virkningshistorie – bogens nok mest originale bidrag. Al historieanalyse vil antage en ny karakter, hvis virkningshistorien blev en del af fagets sjæl.

Men Kapital og ideologi kan mere end som så. Den tvinger også til politisk refleksion. Bogens påvisning af den socialdemokratiske og politiske venstrefløjs vigende opbakning i industri- og service-erhverv siden 1990erne har Pikettys særlige opmærksomhed. De socialdemokratiske partiers politiske kursændring i 1990erne til fordel for uddannelsessamfundets vindere på bekostning af kampen for sociale og faglige rettigheder rammer ned i venstrefløjens akilleshæl og maner til eftertanke. Piketty åbner således for, at det var den manglende appel til den brede arbejderklasse, der medvirkede til at gøde jorden for kritiske strømninger over for flygtninge og indvandrere.

Bogen er et must – både for humanisten på midten, for socialdemokraten og den revolutionært sindede. Bogen ægger til at gentænke skærpet progressivitet i hele skattesystemet, lukke skatte-huller på internationalt plan, men sandelig også til at stille skelsættende spørgsmål ved de helt frie kapitalbevægelser – og ikke mindst tystheden omkring den private ejendomsrets helliggørelse. Den er ikke spor hellig. Den er et resultat af et historisk forankret magtopbud. Her er stof til eftertanke og handling.

Thomas Piketty: Kapital og Ideologi. Informations Forlag 2020. 1040 sider, 450kr.