Billede af CO2 koncentrationer på verdensplan. CO2-udledningerne fortsætter med at stige, trods advarsler om, at menneskeheden er dømt til undergang, hvis forbruget og vækstvanviddet fortsætter som hidtil. "Vi er kun frie, når vi kollektivt begrænser os i forhold til naturen, økologien og planetens grænser", skriver sociologerne Rasmus Willig og Anders Blok i ny bog, der vil gentænke statens rolle. Satellitfoto fra NASA Orbiting Carbon Observatory-2 mission.
8 min. læsetid

Hverken velfærdsstat eller konkurrencestat kan løse klimaets problemer. Ny bog af sociologerne Rasmus Willig og Anders Blok foreslår at gentænke statens rolle.

Har du lyst til at skrive en boganmeldelse Læs mere om Solidaritets principper her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Jørgen Alfastsen

Sociologerne Rasmus Willig og Anders Blok har forfattet en bog om den bæredygtige stat, da de ikke mener, hverken velfærdsstaten eller konkurrencestaten har evnet at svare på de kolossale problemer, vores klode og samfund står i. Det gælder både klimakrisen og biodiversitetskrisen, der ser arter uddø på stribe. Ja, faktisk mener de, at begge statsformer ligefrem forværrer disse kriser. Politikerne synes at være i vildrede, mens de folkelige protester samtidig er i vækst.

Se bare den skarpe advarsel, 200 forskere fremlagde forleden i protest mod regering og folketingsflertals tøven over for at indføre en øjeblikkelig CO2 afgift. Forfatterne mener ikke, at den samfundsmæssige omstillingsproces kan tænkes eller praktiseres som et teknologisk fix, sådan som socialdemokraternes mindretalsregering ser ud til at mene. Det nytter heller ikke at gå til løsningen som summen af individuelle handlinger fra borgere eller forbrugere. Tværtimod tænker Willig og Blok, at der skal igangsættes en omfattende kollektiv proces, hvor der gribes ind i stat, marked og civilsamfund, hvilket vil føre til dannelsen af en helt ny statsform: Den bæredygtige stat.

Bæredygtighed inden tipping points

Forfatterne har en normativ tilgang til problemernes løsning, der hviler på etiske og moralske fordringer. Den bygger selvfølgelig også på en naturvidenskabelig viden, som har fortalt os, at vi har ca. 10 år til at undgå de såkaldte ‘tipping points’, hvad angår klimaet. Nås det ikke, vil der igangsættes en irreversibel udvikling, der truer eksistens og civilisation, som vi kender det nu.

Rasmus Willig og Anders Blok: Den bæredygtige stat. Hans Reitzels forlag 2020. 101 s., vejl. pris 250 kr.

Ifølge forfatterne kendetegner det den bæredygtige stat, at man ikke bare skal begrænse CO2, men også binde mere CO2, end der afgives. De tilslutter sig den britiske økonom Kate Raworths tanker om den regenerative økonomi, og ønsker at udvikle en statsform, ”der understøtter og faciliterer civilsamfundet, regulerer og former markeder, ligesom den påtager sig et behørigt internationalt ansvar og arbejder aktivt for at fremme global klimaretfærdighed.” Willig og Blok har en velformuleret og præcis kritik af såvel den liberalistiske som den socialdemokratiske stats utilstrækkelige indsats over for klimaproblemerne, der fx afspejler sig i den danske klimalov fra 2020. Her er hensynet til velfærd og konkurrenceevne – altså vækst frem for alt – en stærk, underliggende præmis for den grønne omstilling.  Med rette forudser forfatterne, at konkurrencestatens utilstrækkelige klimaindsats vil medføre tiltagende frustration og kritik i civilsamfundet. Konfliktniveauet vil sikkert stige drastisk som tiden går. ”Vi vil se opkomsten af civil ulydighed og en aktivisme, der vil retfærdiggøre sine handlinger ved at erklære, at lydighed over for den førte politik er som passiv medvirken til civilisationens kollaps.”

I bogen diskuteres frihedsbegrebet tankevækkende på denne måde: ”Vi er kun frie, når vi kollektivt begrænser os i forhold til naturen, økologien og planetens grænser… I den bæredygtige stat bør vi derfor først opleve os som frie, når vi som demokratisk samfund har formået at omstille os regenerativt til gavn for nutidige og fremtidige generationer.”

Donuts og nye institutioner

I bogen lægges der desuden op til et andetkammer til Folketinget, hvor almindelige borgere, udvalgt ved lodtrækning, får til ansvar at sikre, at al lovgivning er forenelig med langsigtede og globale bæredygtighedsmål. Ligeledes skal universitetsansatte klima- og bæredygtighedseksperter kunne pålægges den civile pligt at bidrage til borgernes lovgivningsarbejde.
En grøn grundlovsreform skal fastlægge en minimumsbeskyttelse i adgangen til sund, righoldig og levedygtig natur, miljø og klima.

Forfatterne finder det med deres normative tilgang selvsagt vigtigt at beskæftige sig med, hvilke værdier og pejlemærker, der bør være styrende for den økonomiske aktivitet. De tilslutter sig den britiske økonom Kate Raworths tanker om den såkaldte ”donut-model”. På det lille stykke metaforiske wienerbrød består ydersiden af klodens økologiske grænser, og dens inderside af ”en række mål for menneskelig trivsel og velvære, konkret defineret ud fra FN’s verdensmål… En bæredygtig økonomi, der skaber trivsel for de mange, og som opretholder og genskaber en righoldig økologi, befinder sig i dejen mellem disse to yderpoler.”

Der foreslås indført nye ejerformer til virksomhederne i form af delejer-, medlems- eller andelsejerskab. Det betones, at også demokratiske virksomheder skal være professionelt ledet, og at de ikke skal være statsejede. En egentlig form for økonomisk demokrati foreslås ikke.

Forfatterne erkender her deres begrænsning som sociologer, men der gøres konkret rede for foreningen ‘Andelsgaarde’, hvor folk med inspiration fra fitnesscenter-økonomiens medlemskaber i fællesskab kan opkøbe, forpagte og samarbejde om en bæredygtig landbrugsdrift. Kontingentet er 150 kr. om måneden, og de indsamlede midler bruges til at opkøbe landbrug, der hurtigt bliver gældsfri, så økonomien bliver fornuftig. Det er en målsætning, at 50 % af den opkøbte jord naturgenoprettes.

Plantning af tulipanløg på Andelsgaarde. “Den nye bæredygtige andelsbevægelse” fremhæves som et eksempel i bogen på, hvordan folk kan opkøbe og drive bæredygtig virksomhed. Foto fra Andelsgaardes hjemmeside.

Økodiktatur

Forfatterne er klare over, at kravet om hurtig omstilling vil af nogle kunne opfattes som, at man kommer til at opleve en slags ”godartet økodiktatur,” hvor ingen kan trække vejret for den nye bindende statsetik. De foregiver heller ikke, at alle ideologiske brudflader og debatter om balancen mellem stat, marked og civilsamfund, vil forsvinde som dug for solen.
De indrømmer ligeledes, at det kan virke paradoksalt, at de skriver om staten i en tid, hvor der er behov for lokale initiativer koblet til internationale reguleringer. Men der skal jo handles, handlingslammelsen skal overvindes.

Hvor velfærdsstat og konkurrencestat hvilede på henholdsvis socialistisk og liberalistisk ideologi, så hviler den bæredygtige stat på naturvidenskab. Det gør det hele mere definitivt. Men det er forfatternes opfattelse, at de gamle ideologier selvfølgelig vil stritte imod, fordi der er magt, status og indflydelse forbundet med de gamle statsformer. ”Men deres svar er forældet, og har ingen resonans længere”, som svaret i bogen lyder.

”Vi står ved en skillevej,” skriver forfatterne. ”Vi skal træffe et moralsk valg, der rækker ud over os selv. Moralske og etiske valg er aldrig individuelle, de involverer altid andre.”

Vellykket hybridbog

Bogen rundes af med denne appel: ”En stat, der konkret viser vores børn og børnebørn, at de selv kan planlægge en stabil fremtid, kan karakteriseres som en bæredygtig stat. En statsform, der derimod ikke lever op til sådanne minimumskriterier, kan ikke betragtes som en bæredygtig stat og heller ikke som en stat, der kan reproducere vores fremtidige levevis her på jorden.”.

“Forfatterne er klare over, at kravet om hurtig omstilling vil af nogle kunne opfattes som, at man kommer til at opleve en slags ”godartet økodiktatur,” hvor ingen kan trække vejret for den nye bindende statsetik. De foregiver heller ikke, at alle ideologiske brudflader og debatter om balancen mellem stat, marked og civilsamfund, vil forsvinde som dug for solen.”

Willig og Blok skriver i indledningen, at de på den ene side har villet skrive en bog, der både henvender sig til administrerende og styrende demokratiske organer samt til en bredere offentlighed, og på den anden side skrive en lære- og introduktionsbog til de videregående uddannelser.

Det er lykkedes, omend det stiller nogle krav til læserens tydning af visse passager – alt efter interesse. Men det er altså godt gået på kun 88 sider, eksklusiv grundig litteraturliste og register, at spænde så vidt. Der findes ikke noget vigtigere emne at skrive en bog om.

Nu er grundlaget på plads for en fordomsfri og dynamisk samtale. Det har vi brug for.   


Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen er tidligere lærer og SF-byrådsmedlem. Han er bestyrelsesmedlem i Gert Petersen-Selskabet og Dansk Naturfredningsforening Vordingborg

Læs mere af Jørgen Alfastsen