Boganmeldelse: “Ta’ mig lige lidt på ordet” er en spændende samling tekster, der kan kvalificere dagens debat

Har du lyst til at skrive en boganmeldelse Læs mere om Solidaritets principper her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Hvis du vil blive klogere på det nye venstres politiske historie, kan du med fordel give dig i kast med kulturhistorikeren Morten Things nyeste udgivelse Ta’ mig lige lidt på ordet. Den er samtidig et vindue til venstrefløjens historie, og er et genoptryk af et bredt udvalg af egne artikler fra de seneste 50 år. Gennem bogens godt 450 sider præsenteres man for en række af de politiske og kulturelle emner og sager, som gennem årene har optaget ham. Så i første omgang er det en bog, der afspejler Things fokus og synspunkter.

Tilhører man den aldrende gruppe, som siden 1970’erne har befundet sig i omegnen af Morten Things politiske og kulturelle udkigspunkt – hvorfra han belyser verden – så venter der et udbytterigt gensyn med nogle af de diskussioner og analyser, som har haft betydning for ens egen politiske dannelse.

Selvom artiklerne er skrevet i en tidsbunden sammenhæng, så besidder mange af dem en overraskende friskhed og fortsat relevans. De er altså ikke ”kun” interessante som kilder til fortiden.

De over 50 tekster af Morten Thing har ret forskellig karakter. Det veksler mellem debatindlæg, analyser, foredrag, efterskrifter og boganmeldelser – bragt i bl.a. Politiken, Information, politisk revy, Modkraft, Tiden, Giraffen og i bøger. På tværs af genrer er bidragene kendetegnet ved en solid faglighed og en detaljeret indsigt i materialet. Omhyggelige kildestudier og metodisk tilgang synes at være forfatterens grundkrav til sig selv – såvel som til andre. Teksterne er typisk formuleret i et fortættet og præcist sprog uden løsagtig small talk. I analyserne af andre debattørers ytringer drager Thing nytte af sin baggrund som litterat. Med akkuratesse dissekerer han kombattanternes formuleringer og afdækker eventuelle lommer af tomme kalorier, logiske brister og løsagtige påstande.

Det har bl.a. ramt den oprindeligt historieuddannede Bent Blüdnikow fra Weekendavisen, som ofte har brugt sin spalteplads som affyringsrampe for angreb på venstreorienterede i almindelighed og kritikere af Israel i særdeleshed. På baggrund af en detaljeret dokumentation af Blüdnikows mangelfulde arbejdsmetode konkluderer Morten Thing nøgternt, at Bent Blüdnikow er en doven og dårlig historiker.

Things omhu understreger, at der er noget på spil. Det gælder både fagligt, politisk og i glimt også personligt. Dette engagement tilfører de enkelte indlæg en energisk fremdrift. Mens det i hans samlede produktion synes omsat til et vedholdende fokus på bestemte emner og problemstillinger.

Fra Kejsergade til stalinisme

Spændvidden i Morten Things bagkatalog genspejler sig i de udvalget artikler. Der lægges ud med en artikel om Kejsergade. Gaden uden ende, som lagde navn til FET’s grundlovsstridige aflytningsskandale (politisk revy 12.6. 1970). Også dengang pegede meget på, at aflytningen af danske borgere blev videregivet til den amerikanske efterretningstjeneste NSA. Intet nyt under solen. Ud over teknologien.

Anmeldelserne af nobelprismodtageren Elias Canettis erindringsbøger gav undertegnede en spontan lyst til (igen) at læse sig ind i denne kosmopolitiske forfatter og filosofs omskiftelige liv og tanker om massen. Og høre mere om hans møde med intellektuelle og kunstnere som fx Bertolt Brecht, Georg Grosz og John Heartfield i mellemkrigstidens Berlin og Wien.

Da Broby-Johansens ekspressionistiske digtsamling Blod fra 1922 blev genudgivet i 1988, var den udstyret med et efterskrift, Den blodige civilisation, hvori Morten Thing tegner et billede af 1920’ernes spæde modernistiske digter-avantgarde og deres stormomsuste ægteskab med DKP. Hvorfra flere af dem blev ekskluderet. Trods sin selvforståelse som kommunist afveg Broby-Johansen med tiden så meget fra partiet, at Hans Kirk hånede ham som pervers trotskist. Det perverse knytter sig til Blods ”utugtige” digte, som havde udløst en beslaglæggelse og senere en konfiskation samt en betinget bøde på 300 kr.  

Blandt de overraskende få artikler, som forholder sig til besættelsestiden, er der 29. august – en revolutionær situation, om karakteren af augustoprøret i 1943. Og De nationale kønsdele, som er en positiv anmeldelse af Anette Warrings banebrydende værk om Tyskerpiger. (Forum: Tidsskrift for køn og kultur 3/1999)

I artiklen Tag mig lige lidt på ordet refererer titlen antagelig til tekstpornografiens frisættelse i 1969. Her vurderes i faglige termer, hvilken betydning tekst– og billedpornografiens frigivelse har fået for integrationen af sex som et fortælleelement i dansk litteratur. Den konstaterede ændring illustreres med eksempler fra Iselin C. Hermann og Jakob Ejersbos forfatterskab.

Mig, dig, vi og marxismen

I forbindelse med Hans-Jørgen Nielsens udvikling væk fra den såkaldte attituderelativisme til en mere marxistisk orientering fremlægger Morten Thing nogle principper for en marxisme-opfattelse, som han tillægger og (vist) deler med Nielsen. Det mest afgørende er, at marxismen ikke er objektivistisk. D.v.s. at den ikke må reduceres til begrebslige sammenhænge, ”som sætter sig igennem med jernhård nødvendighed”. Tværtimod, så skal marxismen rumme politisk handling, dvs. aktivisme. Pointen er, at de objektive sammenhænge i samfundet bliver subjektivt formidlet af ”levende og kødelige personer”. Derfor skal marxismen også have en moralsk side – så man både arbejder for at ændre samfundssystemet og en selv. For uden en moral, som også lader politikken vedrøre ens eget liv, ”kan man ikke udvikle følsomhed for andre menneskers liv”. Og politikken vil have en tilbøjelighed til at betjene sig af kynisme og umenneskelighed.

Filosoffen Ernst Bloch opererer ifølge Things anmeldelse af værket Spor ikke med tilstedeværelsen af én homogen tidsånd. Men derimod med mange usamtidige momenter: fx de ikke overvundne spor af fortidens bevidsthedsformer og de ikke realiserede muligheder i nutiden. Bloch pointerer desuden, at en bestemt historisk situation indeholder mange muligheder, hvoraf kun få realiseres. Dvs. en bunddemokratisk tankegang – som afviser en historisk determinisme. Historiens gang er ikke fastlagt på forhånd, men rummer altid alternative valgmuligheder. Dermed ikke være sagt, at alt er muligt. Men hvis en drøm om fremtiden er forankret i objektive tendenser i nutiden, så lader den sig måske realisere i fremtiden. Hvilket Bloch betegner som en konkret utopi. (Inf. 7.1. 1986)  

Der er to områder, som har Morten Things særlige bevågenhed: Forskellige aspekter af kommunismens historie og spørgsmål relateret til jødisk historie. Herunder antizionisme, antisemitisme og Israel-Palæstina. Da begge felter er forbundet med Things egen familiebaggrund, giver det hans forskning en både personlig og faglighistorisk motivation.

Sovjetunionen og danske kommunisters blinde begejstring

Kurt Jacobsens bog Moskva som medspiller fra skæbneåret 1989 betragter Morten Thing som En historisk bog. (Inf. 24.10. 1989) Som en af de første fik Kurt Jacobsen ubegrænset adgang til både DKPs og Kominterns arkiver. Og for første gang fik et partimedlem på baggrund af kildestudier mulighed for at skrive usentimentalt om partiets historie. Hidtil havde historieskrivningen om kommunismen været en kompliceret affære. Arkiverne var lukket land, og de autoriserede partihistorier var styret af ændringer i politikken fremfor kilder. Mens den kritiske historieskrivning om kommunismen indgik i de frafaldnes politiske opgør. I det lys giver det god mening, at Thing ser Jacobsens bog om DKPs gennembrud og Aksel Larsens vej til Folketinget, som et historisk fremskridt for kommunisme-forskningen. Men træerne gror ikke ind i himlen. Jacobsens arkivadgang blev beredt af hans partimedlemskab. Og Aksel Larsen bliver traditionen tro sat i et dårligt lys, mens Kominterns indgriben i DKPs interne fraktionskampe i 1920’erne beskrives som en produktiv indgriben.

Et virkeliggjort utopia

I Drømmen om utopia (Tiden 2/1990) undersøger Morten Thing via rejseberetninger danske kommunisters blinde begejstring for Sovjetunionen. I sin bog Stalinismens fascination mener Bent Jensen, at de besøgende var fascineret af selve terroren og undertrykkelsen. Det afviser Thing fuldstændigt. Bortset fra en lille kerne så troede de mange tilrejsende, at de havde set et realiseret utopia.

“I sin bog ‘Stalinismens fascination’ mener Bent Jensen, at de besøgende var fascineret af selve terroren og undertrykkelsen. Det afviser Thing fuldstændigt. Bortset fra en lille kerne så troede de mange tilrejsende, at de havde set et realiseret utopia. For det var dét, de ville se.”

For det var det, de ville se. Thing ser det som et religiøst trospørgsmål, hvor indtrykkene filtreres og tolkes, så de passer med troen. Hvilket understøttes af de autoritære ledelsesstrukturer. Samtidig brugte Sovjet mange ressourcer på at sminke systemet, så det fremstod som et frigørelsesprojekt. I artiklen Forbrydelse, terror og undertrykkelse (Arbejderhistorie 3/1998) bruges Arne Munch-Petersen som eksempel på den blinde tiltro til det sovjetiske system. Selv efter han under den store terror i 1937 er blevet fængslet og torteret, skriver han breve til Stalin, Dimitrov og Berija for at gøre dem opmærksom på den fejl, der er begået. Det falder ham end ikke ind, at det er dem, der er de skyldige.

Gud, Benito og Mao – om zionister og antisemitisme

I sin anmeldelse af Things bog Kommunismens kultur gjorde Benito Scocozza indsigelser over for inddragelsen af det religiøse i forståelsen af kommunismen. Efterfølgende udspandt der sig en hed debat i det tværsocialistiske tidsskrift Giraffen mellem Kurt Jacobsen, Morten Thing og så Scocozza – som bliver anklaget for at skrive sig ind i en ”meget lang blindhedshistorie, som hviler på et solidt religiøst fundament”. Things indlæg Gud, Benito og Mao er blandt bogens udvalgte artikler. (Giraffen 14/1994)

Omkring 1980-81 blæste Politikens chefredaktør Herbert Pundik – sekunderet af Peter Wivel og Leif Blædel fra Information – til kamp mod VS’eren Steen Folke og andre antizionister. Påstanden lød, at man ikke kan være modstander af den jødiske nations ret til ligestilling uden samtidig at være modstander af jøders ret til ligestilling som personer. Og at antizionisme er antisemitisme. Morten Thing svarede tilbage, at Pundik ”glemmer”, at palæstinenserne måtte fordrives og gøres landflygtige – for at jøderne kunne få deres ret. Og i øvrigt kan ingen tale på alle jøders vegne, da de er indbyrdes uenige om holdningen til zionismen.  ”Vi er en del jøder, der godt vil bede os fritaget for Pundiks indblanding i vores affærer. Vi ønsker ingen medskyld i palæstinensernes fordrivelse”. Med tanke på de grundløse beskyldninger mod Jeremy Corbyn, er det stadig en aktuel problematik.

Bogtitlen Ta’ mig lige lidt på ordet pointerer, at Morten Thing selvfølgelig mener, hvad han skriver. Og derfor gerne vil tages på ordet og stå på mål for sine ytringer. At det er lidt, han gerne vil tages på ordet, kan læses som et signal om, at han forbeholder sig ret til at nuancere sine udsagn eller flytte sig i forhold til dem.

Med den relevans, som mange af artiklerne stadig besidder, vil de kunne indgå og kvalificere dagens debat. Det er ikke enhver ”gammel” tekst beskåret. Men skyldes dels, at mange af de behandlede spørgsmål stadig er uløste – og dels at Morten Things indlæg hviler på solid faglighed, som ikke sådan forældes.