Boganmeldelse: Ukraine 24.02 – Den Nye Verdensorden

Til trods for bogens begrænsede længde har jeg beskæftiget mig med den en god måneds tid. Jeg ønsker jo at skrive en fair anmeldelse.

Den danske forfatter og forhenværende diplomat Jens Worning har læst statskundskab og er i dag kommentator. Han har studeret privatiseringer i halvfemsernes Rusland. Det sidste kan man godt undre sig over. Han skriver meget om russiske oligarker (rigmandsklassen), men i bogen står der intet om Vestens rolle og rådgivning i oprettelsen af den russiske røverkapitalisme.  

Worning ville være en fortrinlig foredragsholder. Bogen er fyldt med slagfærdige udsagn, overvejelser og hurtige svar, der hører til i forsamlingshusene, men i bogform er de langt fra tilstrækkelige. Der er simpelthen for mange løse ender.

Som læser tænker man: Det holder ikke – hvor har han det fra? Bogen har ikke nogen kildeangivelser, og personligt ville jeg aldrig turde anvende bogen som kilde. Hvis fejlene blev rettet, og kilderne angivet, så kunne bogen måske have scoret en fjerde stjerne. Dette ansvar tilfalder dog forlagsredaktøren.

Klimaet

Indledningsvis redegør Worning for krigens klimabelastning:

”Alle de illusioner om grøn omstilling, som krigen har født i politisk overskriftsprog, som skal afværge klimakatastrofen, skal ud af vores fortællinger. Krigen er en katastrofe for den grønne omstilling. Europas forbrug af kul steg i 2022, hvor det skulle falde, for at komme af med Putins naturgas, og krigen kører på hårdtpumpet diesel hver dag, ikke på CO2 neutrale solceller.“

Han følger op med:

”Den europæiske klimaomstilling er målsætninger uden plan og mangler centrale midler. Inflation, stigende fødevarepriser og dramatisk øgede udgifter til opvarmning af eget hjem og elektricitet over hele Europa er opskriften på populisme.”

Her stopper hans fortælling om klimaet, som suppleres med et hurtigt udsagn 100 sider senere:

”Klimaomstillingen kan blive et væksteventyr, der skaber arbejdspladser og velstand.”

Det er sandelig optimistisk … Skal vi redde klimaet, er det for det første ret vanskeligt, vil jeg mene. For det andet kræver det, at vi indstiller en lang række aktiviteter. Vi skal ikke længere bygge i beton eller føre krige, og vi skal omlægge den globale infrastruktur baseret på bilkørsel.

Ikke desto mindre er det eneste, der indstilles, hans refleksioner over krigens klimabelastning. Måske er det ikke så tilfældigt, at han bruger ordet klimaomstilling. Man får på fornemmelsen, at Worning taler om at tilpasse sig klimaets forandringer i stedet for at afværge dem. 

De tankevækkende elementer

I bogen rejser Worning flere interessante spørgsmål, og som læser er det værd at gøre holdt ved formuleringer som: Rusland har kurs mod at blive en fejlslagen stat, regeret af Tjenesten. Sådan skriver han på side 124. Forinden kalder han på side 80 Putins regime for ”fascistisk”.

Jeg er delvist enig. Rusland er virkelig på vej til at fejle, og jeg kalder selv Putins regime fascistisk. Alligevel er det en unuanceret påstand, at Rusland er kontrolleret af FSB – Den Russiske Sikkerhedstjeneste – som Worning kalder ”Tjenesten”.

Putin er mere end FSB-mand, han er en autoritær præsident. Hertil kommer, at Worning glemmer at nævne den russiske hær, Wagnergruppens private hær og Kadyrovs styre i Tjetjenien. Alle er de en del af magtapparatet – og netop nu skændes de og slås indbyrdes.

Bogens titel: “Ukraine 24.02 – Den nye verdensorden”

Når jeg læser bogens titel, bliver jeg provokeret, fordi jeg er uenig. Jeg ser ikke nogen ny verdensorden på vej. Snarere får jeg øje på den nuværende verdensordens sammenbrud og derved en krise i udvikling. Den politiske ustabilitet og det dertilhørende kaos vil vare lang tid, før der på ny opstår orden.

Invasionen af Ukraine har forstyrret det internationale systems balance. Det er forventeligt, at konflikten i Ukraine afstedkommer flere forstyrrelser. Der er derfor lange udsigter til en form for balance, og lige nu er vi langt fra på vej ud i en ny verdensorden. Til gengæld er vi på vej ud i globalt kaos.

Måske er det en strid om ord, men nok alligevel ikke, for han skriver på side 23:

“Den nye verdensorden er en stærkere kraft end krigen. Ukraine, Rusland og vores mangel på en grøn omstillingsplan. Denne kraft vil definere os, ikke omvendt, hvis ikke vi i Europa bygger på opdaterede fortællinger, der har magt til at give os indflydelse på den nye verdensorden.“

Det er en tåget og uklar formulering, som alligevel peger på den moderne idé om, at en ”fortælling” er løsningen. Worning præsenterer helt ukritisk den vestlige selvfortælling om ”stabile demokratier og retsstater”. På side 41-42 omtaler han Den Westfalske Fred, som afsluttede 30-årskrigen i 1648, og fortsætter:

“Den westfalske fred definerer […] Principper om suverænitet, territorialgrænsers ukrænkelighed og princippet om ikke-indblanding i et andet lands indenrigspolitiske forhold. Principper som verdensordenerne har udviklet sig fra siden den dag.“

Er det den samme jord, vi lever på? Sådan får jeg lyst til at spørge. Jeg husker nemlig mange grove overgreb på andre lande, territorialstater, indblanding – og det uden at anstrenge mig særligt. Frankrigs forsøg på at annektere Algier, USA’s erobring af Mexico og alle andre kolonier – udført af imperialistiske lande fra hovedsageligt Europa og USA.

Husk, I pæne europæere, hvad I har gjort i Afrika, i Kina, i Amerika, i Mellemøsten og i Indonesien. Husk jeres blodige regimer, slaveriet og de ulige bytteforhold, der stadig hersker. Glem lidt af jeres egen selvfedme!

“Den kolde krig sluttede fredeligt, troede vi indtil 24. februar 2022”

Sådan afslører Jens Worning på side 16 sin historieløshed.

Der var adskillige krige i kølvandet på den kolde krigs slutning. Den kolde krigs afslutning blev startskuddet til ekstrem højrenationalisme i Jugoslavien, Rusland og Vesteuropa, som medførte krig i Rusland og Tjetjenien (to styks) for ikke at nævne borgerkrigene i Jugoslavien og de mange krige i Kaukasus i Georgien og Nagorno Karabakh. Det var ikke en fredelig periode. Det var bare langt væk.

Heldigvis tilføjer Worning:

“Efter et år er der ikke blot krig. Der er opstået en sværm af kriser, hvis ophav er krigen og som krigen forstærker: inflation, udhuling af pensionsopsparinger, stigende energi- og fødevarepriser, gryende populisme og risiko for en endnu større krig, der går ind i Europa. Fremtidsudsigterne for Ukraine er dystre i årtier frem. Det er de også for Rusland. Men vi ser ikke ærligt, at de også kan blive det for os i Europa i årtier – ikke bare et år eller to.”

Jeg er enig, men der kommer en mærkelig fortsættelse: ”Det sker, hvis vi fortsat fodrer fortællinger om fortid, nuet og fremtid, der bringer os yderligere mod afgrunden. Vi skal have nye fortællinger.”

Her støder vi endnu engang på den moderne, idealistiske drøm om, at fortællinger former virkeligheden. På side 21 skriver Jens Worning:

”Nye verdensordener fødes i krig og Ruslands krig i Ukraine lægger grund for den kommende orden. Spillet blev startet i 2022. Verden, som den var før den 24.02., vender aldrig tilbage.”

Selvom jeg får lyst til at erklære mig enig, bliver jeg nødt til at spørge: Er den nye verdensorden allerede født, Jens Worning?

Udvidelsen af NATO

Kapitel 2 starter med NATO’s topmøde i Bukarest i 2008, hvor Putin deltog som gæst. Det er uden tvivl et nøgletidspunkt, hvis man skal forstå udviklingen af de militære spændinger i Østeuropa.

Worning ridser situationen op: USA’s George Bush presser på for, at Ukraine og Georgien skal tildeles medlemskab af NATO, men Worning glemmer topmødets konklusion. I slutdokumentet står der: ”disse lande vil blive medlemmer af NATO”, selvom de aldrig fik tilbudt medlemskab af NATO. 

NATO placerede både Georgien og Ukraine i en meget vanskelig situation ved at love noget uden en klar plan for at gennemføre det. Herudover var det et ekstremt provokerende løfte set ud fra den russiske regerings synspunkt.

Tilbage i 2008 bidrog NATO til de sikkerhedspolitiske spændinger i Europa ved først og fremmest at provokere Rusland og dernæst optrappe konflikten i Europa.

Flere fejl og mangler

Det er pudsigt, at Worning indimellem bruger engelske citater. Hvis det er for at virke autentisk, er det kontraintuitivt at referere til engelske oversættelser af Putins taler på russisk. På side 135 gengiver han desuden en russisk talemåde: “You can go West or you can go Barbaric.“

Nu er jeg uddannet i russisk og har opholdt mig meget i Rusland, og jeg har aldrig hørt om den talemåde. Jeg har også snakket med flere andre slavister og en herboende russer … De har heller aldrig hørt om den. Jeg føler mig derfor fristet til at antage, at talemåden givetvis er opdigtet.

Ud over de allerede nævnte fejl og mangler vil jeg fremhæve en sidste alvorlig svipser. Jens Worning skriver på side 87 om sabotagen af North Stream-gasledningerne i Østersøen:

“Udslippet ud for Bornholm og den svenske kyst bidrog til verdens CO2-udlendning på niveau med otte måneders dansk CO2-aftryk.”

Stavefejlen tæller ikke med, men det gør det faktum, at det ikke var CO2, der kom ud af gasledningerne. Det var metan, som er en meget kraftigere drivhusgas med en anden type dynamisk klimaeffekt end CO2. Dog skal han have tak for at nævne sprængningerne.

Sammenlagt giver det en ujævn debatbog uden kilder, som trods mange skæmmende fejl er relevant og tankevækkende. Derfor: tre stjerner ud af seks.