Borgerløn – velfærd uden velfærdsstat?

Borgerløn eller basisindkomst er en pengemæssig ydelse, der gives af staten.

Ifølge den internationale basisindkomst-bevægelse BIEN (Basic Income Earth Network) er den defineret ved at være universel, hvilket betyder, at den gives til alle statsborgere eller personer med opholdstilladelse i samfundet.

Den er individuel, hvilket betyder at den gives til enkeltpersoner, så enhver er sikret sit eget individuelle forsørgelsesgrundlag. Den er ubetinget, hvilket betyder at den gives uafhængig af indkomst og formue og uden bestemt aktivitetskrav, som at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Endelig skal borgerlønnen være tilstrækkelig. Den skal altså være så høj, at man skal kunne leve af den på et beskedent niveau og uden at være tvunget til at tage lønarbejde.

Borgerløn – til højre eller til venstre eller fremad?

Når borgerløn hidtil ikke rigtig er slået igennem som et politisk redskab – i den forstand at man har set et nationalt politisk eksperiment med en fuldt udformet borgerløn udfolde sig – hænger det blandt andet sammen med, at denne ide er svær helt præcist at placere på det idemæssige og ideologiske landkort.

Man kan både møde det synspunkt, at borgerløn er et venstreorienteret redskab, som kan føre til et socialistisk samfund. Man kan også møde det helt modsatte synspunkt, at borgerløn er et neoliberalt redskab, der kan føre til en afmontering af den socialdemokratiske velfærdsstat.

Det er sket, fordi man har set, at ideen er blevet fremført af mennesker fra både den politiske højrefløj og den politiske venstrefløj.

Heroverfor ser mange borgerlønstilhængere borgerløn som et redskab, der hverken fører til venstre eller højre, men derimod peger frem imod en helt ny type samfund, et grønt bæredygtigt samfund.

Velfærd for markedet

To belgiske forskere – Anton Jäger og Daniel Zamora Vargas – har i en ny bog: ”Welfare for Markets” stillet sig den opgave at forsøge at indkredse, hvad ideen om borgerløn er udtryk for i det 20. århundrede.

Selvom Jäger og Vargas udtrykkelig gør opmærksom på, at de forskellige konkrete forslag til en borgerløn fra venstre og højre side har haft forskellige udformninger – som en løbende skattefinansieret ydelse, som en social dividende, som en negativ indkomstskat eller som en kontantstøtte – mener de alligevel at der har været nogle fællestræk ved forslagene.

De ser fællestrækkene som:

• en monetær ydelse – ikke en naturaliestøtte eller en serviceydelse,
• en individuel opfattelse af behov, fattigdom og forbrugersuverænitet
• en markedsvenlig holdning
• en fordeling af overførsler (transfereringer) og ikke indgreb i produktionen

Samlet set ses de forskellige forslag om borgerløn, på trods af at de er blevet fremsat både fra venstre og højre side i det politiske spektrum, som værende udtryk for en ændring af den politiske kultur i en overordnet liberal retning. En mere markedsvenlig og individualistisk retning.

De forsøger at fange denne udviklingstendens i nogle markante slogans – ”Welfare without the Welfare state” og ”Welfare ”for” and not ”outside of” markets”. Det er slogans, der passer til en Friedmansk liberal eller neoliberal opfattelse af borgerløn.

Jäger og Vargas foretager en meget dybtgående idehistorisk analyse af de udvalgte perioder uden at gå ind i en detaljeret analyse af enkelte borgerlønsteoretikeres forslag f.eks. Philippe Van Parijs, Claus Offe eller Guy Standing.

Hvis man imidlertid gør det, vil man se, at Van Parijs’, Offes og Standings opfattelser ikke passer ind i Jägers og Vargas’ udviklingstendens. De forholder sig kritisk til den socialdemokratiske velfærdsstat, men ingen af dem tilslutter sig en liberal afvikling af velfærdsstaten, og de foreslår også en borgerløn, som vil være med til at smidiggøre markedet, men som også er en størrelse, så man kan leve uden for markedet.

Det grundlæggende problem i Jägers og Vagas bog er, at de ikke selv klart fremlægger deres alternativ til ideen om borgerløn. Mere indirekte fremgår det, at deres eget standpunkt er et socialistisk eller socialdemokratisk syn på udviklingen.

De synes at bakke op om en socialdemokratisk velfærdsmodel med lønarbejdet i centrum og en udviklet velfærdsstat med sociale serviceydelser og en arbejdsmarkedsregulering med fuld beskæftigelse som mål og med en indbygget jobgaranti.

Universal basic Income (UBI) og/eller Universal Basic Service (UBS)

Jägers og Vagas kritiske holdning til borgerlønsideen minder om en kritik af ideen om borgerløn, der er kommet fra én gruppe af forskere, som har fremført en ide om Universal Basic Service (UBI) i modsætning til Universal Basic Income (UBI).

UBI giver mennesker en kontant pengeydelse på et eksistensminimum, hvor de får muligheden for selv at bestemme, hvad de vil bruge pengene til, mens UBS starter med identifikation af nogle basisbehov (mad, sundhed, uddannelse, bolig, omsorg) og ser på, hvorledes man kollektivt og offentligt kan sikre en gratis og fri adgang til disse goder.

UBI og UBS adskiller sig fra hinanden ved, at UBI fokuserer på forbrugssiden (overførselsindkomsterne) i samfundsøkonomien, mens UBS fokuserer på produktions- eller ydelsessiden (serviceydelserne).

Overordnet er UBI og UBS komplementære størrelser til at skabe et helt og velfungerende velfærdssamfund. En velfungerende UBI er afhængig af eksistensen af en række universelle og frie offentlige goder.

UBS-tilhængere hævder, at hvis man politisk prioriterer gennemførelsen af UBI vil det gå ud over den kollektive offentlige service f.eks. på sundheds- og uddannelsesområdet. Der er ikke råd til både UBS og UBI, og UBS er mere fundamental end UBI.

Desuden er de bange for, at en UBI på længere sigt vil føre til en markedsgørelse af de offentlige kollektive serviceydelser, specielt sundhed og uddannelse.

Heroverfor siger UBI-tilhængere, at der generelt ingen modsætning er mellem UBI og UBS. De vedrører forskellige behov og udspringer af forskellige rationaler.

De siger desuden, at serviceydelser i forhold til behov for føde og bolig ikke kan være universelle, men altid vil være selektive, bygget på en behovsprøvning. Desuden glemmer UBS-tilhængerne behovet for frigørelse og autonomi i forhold til lønarbejdet. De forudsætter en UBS med en forestilling om fuld beskæftigelse og tvang til lønarbejde.

Debatten mellem disse to forskellige tilgange kan ikke adskilles fra den institutionelle sammenhæng, som de opererer i. Det er vigtigt at være opmærksom på, at UBI kan have meget forskellige effekter alt efter, om man har en stærk offentlig sektor eller en sektor med markedsorienterede serviceydelser for sundhed, uddannelse, omsorg og transport.

En effektiv velfærdsstat er nødvendig, hvis borgerløn skal fungere

Sammenfattende må man konkludere, at Jägers og Vagas’ tese om, at borgerlønsideen i det 20. århundrede skal ses i et liberalt (neoliberalt) perspektiv ikke er overbevisende. De giver Milton Friedmans tanker om en negativ indkomstskat en alt for fremtrædende rolle og betydning for borgerlønsideens udbredelse.

De leverer nogle dybdegående idehistoriske nedslag i historien om borgerløn i nogle udvalgte perioder, hvor de samtidig formår at fremdrage nye træk i historien. Men de fejler i deres forsøg på at indfange en fælles liberal (neoliberal) kulturel forståelsesramme for borgerlønsideen i hele det 20. århundrede, fordi de mangler en dybtgående analyse af de fremtrædende borgerlønsteoretikeres tanker, som ikke passer ind i deres opstillede forståelsesramme.

Men de har ret i at fremhæve faren for, at borgerløn kunne blive et element i en neoliberal offensiv, hvis regeringer indfører en lav og selektiv borgerløn og fremlægger planer om at demontere en række kollektive sociale serviceydelse sammen med forøgelsen af en kontant støtte.

UBI kommer først til sin ret, hvis der samtidig eksisterer en UBS, en velfungerende velfærdsstat med universelle, sociale serviceinstitutioner.

Sloganet: ”Welfare without a Welfare State” er misvisende i en karakteristik af borgerlønsideen i det 20. århundrede. De mest fremtrædende borgerlønsteoretikere har ikke fremsat tanker om en afvikling af velfærdsstaten, men foreslår en forandret eller anden velfærdsstat end den socialdemokratiske velfærdsstat.

Anton Jäger and Daniel Zamora Vargas: Welfare for Markets. A Global History of Basic Income. Chicago and London: The University of Chicago Press. 2023.