Per Bregengaard, dagens kronikør mener, at diskussionen om borgerløn har stået i stampe siden 1970'erne. Vi skal i gang med konkrete tiltag - små (forsigtige) skridt ud i ukendt land. Foto: Pixabay
9 min. læsetid

Den danske diskussion om borgerløn har ikke rykket sig, siden den i 1970’erne brændte igennem med bogen og bevægelsen ”Oprør fra Midten”. – Hvorfor? Visionen om en borgerløn har ikke været vævet sammen med erkendelsen af, at man skal nyde, før man bliver god til at yde. Den har heller ikke været hægtet sammen med de små skridt i andre vigtige dagsordener.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Per Bregengaard

Enhedslisten bør få diskussionen om borgerløn til at rykke sig. Det er Enhedslistens borgerløns-netværk og hovedbestyrelsens plan, at vi efter årsmødet i oktober får diskuteret borgerløn og får draget nogle konklusioner.

Det første væsentlige skridt til borgerløn blev taget i 1956 med vedtagelse af folkepensionen, dengang for alle enlige kvinder over 62 og andre borgere over 67 år. Ingen så det som et skridt i retning af borgerløn, men ældre blev sikret et værdigt liv, hvor de trygt kunne nyde en forsørgelse uden social kontrol og stempling.

At kunne nyde en forsørgelse uden kontrol og stempling burde gælde alle borgere, men er blevet ramt af argumentet: At man kun har lov til at nyde, hvis man har ydet, hvad man er i stand til. Argumentet holder dog ikke i virkelighedens verden.

Man skal faktisk nyde, før man bliver god til at yde. (Det er vor tids feministisk prægede version af, “at yde efter evne og modtage efter behov”). Sådan er det med børnene, der vokser op, for derefter at blive arbejdsduelige voksne. Sådan er det også med voksne. At nyde et godt og trygt liv er en betingelse for at være god til at tage sig af andre, til at kunne indgå i samfundet og til at producere. – Med mindre man tror på, at når pisken forsvinder, så svinder motivationen til at gøre sig umage og være effektiv.

Det første væsentlige skridt til borgerløn blev tage i 1956 med vedtagelse af folkepensionen, dengang for alle enlige kvinder over 62 og andre borgere over 67 år. Ældre blev sikret et værdigt liv, hvor de trygt kunne nyde en forsørgelse uden social kontrol og stempling. Per Bregengaard

Flere argumenter for borgerløn

Borgerløn vil give den enkelte større frihed til at udfolde sig efter sine evner og bruge sin tid på, hvad man finder nødvendigt og nyttigt – for sig selv og for samfundet. Alle ønsker at leve et liv, der giver mening. Det, der giver mening, rækker ud over en selv. Det, der rækker ud over en selv, høster man anerkendelse for. Og mennesket lever ikke af brød alene, men også for og af anerkendelse. Det er på den måde, samfundets og den enkeltes behov forenes.

Borgerløn vil give den enkelte større frihed til at udfolde sig efter sine evner og bruge sin tid på, hvad man finder nødvendigt og nyttigt – for sig selv og for samfundet. Alle ønsker at leve et liv, der giver mening.Per Bregengaard

Et samfund med borgerløn vil også gøre os friere, fordi den skaber økonomisk uafhængighed. Man skal ikke underkaste sig partneren/familien, det offentlige eller arbejdsgiverens krav, for man kan klare sig selv – i det mindste på en lille levefod. Borgerløn bidrager endvidere på samme måde som folkepensionen til at fjerne den sociale stempling, der ofte er forbundet med modtagelse af overførselsindkomster.

Et samfund med borgerløn vil begrænse produktion og forbrug. Borgerløn vil betyde, at nogle helt eller delvist – permanent eller i en periode – vil fravælge at skaffe sig indkomst gennem et erhvervsarbejde. De veksler en del af deres forbrug med mere fri tid. Et mindre forbrug vil lette presset på naturens ressourcer, miljøet og klimaet. Mere fri tid til prioriteringen af en mere grøn levevis vil trække i samme retning.

En borgerløn kan også afskaffe fattigdom. En borgerløn, man kan leve anstændigt for, kan opfattes som grænsen til relativ fattigdom, defineret som 50 pct. af medianindkomsten. Det svarer til en ubeskattet borgerløn på ca. 10.500 kr. om måneden.

Størstedelen af udgifterne til borgerløn skal hentes ind over indkomstskatten. Beskatningen kan indrettes således, at flertallet hverken bliver væsentligt rigere eller fattigere af indførelsen af borgerløn.

Et samfund med borgerløn vil også gøre os friere, fordi det skaber økonomisk uafhængighed. Man skal ikke underkaste sig partneren/familien, det offentlige eller arbejdsgiverens krav, for man kan klare sig selv. Per Bregengaard
Schweiziske aktivister (2013) læsser 8 millioner ægte 5-cent mønter af (én per indbygger i landet), som en fejring af at en underskriftindsamling havde tvunget regeringen til at sende et forslag om borgerløn til folkeafstemning. Forslaget blev nedstemt af mere end 75 % af befolkningen, da afstemningen blev gennemført i 2016. Foto: Flickr

Forskellige modeller for at indføre borgerløn

Der findes mange forskellige modeller for indførelse af borgerløn. Borgerløn i form af en Universel Ubetinget Samfundssikret Basisindkomst (UBI) er defineret ved alle statsborgeres ubetingede ret til en skattefinansieret indtægt, man kan leve anstændigt for. Der kan inden for det eksisterende samfunds rammer skitseres to hovedveje til borgerløn (UBI):

  1. Gennemførelsen af borgerløn fra dag ét med en skattefinansiering efter ovenstående principper.
  2. En drypvis samfundsændring med modificeret borgerløn: Gennemførelsen af ret til en borgerløn for afgrænsede grupper. Vi er allerede startet med folkepensionen. På vejen mod alles ubetingede ret til borgerløn inddrages nye grupper i takt med, at finansieringen vokser. Der udarbejdes hvert år en status på og evaluering af ordningen, ligesom der hvert år vedtages en rullende 5-årsplan.

Eksempler på ordninger, der kan tilbydes afgrænsede grupper, indtil vi kan sikre alles ubetingede ret til borgerløn:

  • Fredning af såkaldt ”aktivitetsparate” kontanthjælpsmodtagere. Begrænsning på anden indkomst.
  • Mennesker, der har været aktive på arbejdsmarkedet i 40 år. Ret til borgerløn uden tids-begrænsning indtil pensionsalderen. Borgeren har ret til at hoppe ud og ind af ordningen efter behov. Begrænsning på anden indkomst.
  • Ekstraordinær forældreorlov på et år pr. barn. For par skal det være i form af et ½ år for hver voksen. Det er valgfrit, om parret tager orloven samtidig eller i forlængelse af hinanden. Begrænsning på anden indkomst.
  • Øremærket pulje til kommunerne, bestemt af antallet af indbyggere, så borgere efter ansøgning kan tildeles et års borgerløn. Tildelingen kan dels være socialt bestemt efter personlige forhold eller efter forpligtende aktiviteter i eller i forhold til lokalområdet. Der udarbejdes en kontrakt. Begrænsning på anden indkomst.
  • Ret til et års sabbat på borgerløn pr. 7 år efter det fyldte 18. år. Retten kan gemmes. Evt. ingen begrænsning på anden indkomst?

Fordelen ved det drypvise eksperiment er, at det kan kombineres med små skridt inden for andre vigtige dagsordener i form af reformkrav målrettet bestemte grupper. Det anderledes er, at en række reformer ses i et strategisk borgerløns-perspektiv. Det vil også være lettere at samordne fremdriften i borgerløn med andre veje til mere fri tid. Først og fremmest nedsat arbejdstid.

Næppe mange vil droppe erhvervsarbejdet for borgerløn

Når der diskuteres borgerløn, antager nogle, at alle vil opgive erhvervsarbejdet og udelukkende gå på borgerløn, hvad enten den rummer alle eller afgrænsede grupper. Sådan vil det dog næppe blive.

De, der fravælger erhvervsarbejde, vil sandsynligvis være de mennesker, der er mest pressede på deres frihed, har et arbejde de synes er for hårdt eller kedeligt, og i forvejen ikke har et højt forbrug. De fleste vil fortsætte det liv, de har, med arbejde og en indkomst, der kan sikre deres aktuelle levestandard.

Men vi kender selvsagt ikke omfanget af nedgangen i mængden af beskæftiget arbejdskraft og den betydning, det kan få for bestemte brancher og for produktionen af varer og tjenester. En anden fordel ved den fleksible drypvise vej er således, at samfundet kan høste erfaringer, justere og accelerere reformerne efter deres beskæftigelsesmæssige og økonomiske konsekvenser.

Borgerløn løser ikke alle problemer. Den røde rose har nogle blå torne. Per Bregengaard

Den røde borgerløns-rose har blå torne

Indførelse af borgerløn med en økonomisk gevinst til – eller uden økonomiske forringelser for – folk med lave og almindelige indkomster er en rød rose. Men borgerløn løser ikke alle problemer. Den røde rose har nogle blå torne.

Det er således til diskussion, om borgerløn kan svække kampen for gode løn- og arbejdsvilkår, når det handler om løse og/eller spændende job. De ansatte er jo sikret deres forsørgelse, vil arbejdsgiveren sige.

Borgerløn kan ligeledes cementere kvindeundertrykkelsen og den manglende ligestilling, idet den hverken kan eller skal øremærkes som f.eks. barselsorlov. Manden har gerne den højere indkomst, så det kan bedst betale sig, at kvinden går derhjemme og nøjes med borgerlønnen, hvis det kniber med at få tingene til at hænge sammen i hverdagen.

Borgerløn kan føre til, at samfundet ikke forventer noget af mennesker med psykiske og sociale problemer, og at de overlades til sig selv. Fundamentalt for borgerlønssamfundet vil således være retten til arbejde.

De eventuelle blå torne må vejes op mod den røde rose. Små, forsigtige skridt kan også af de grunde være en god vej at gå, når vi bevæger os ud i ukendt land.


Per Bregengaard har skrevet bogen Fra en farlig til en samfundsnyttig finanssektor sammen med Søren Kolstrup (Solidaritet, 2019). Han er aktiv i Enhedslistens borgerlønsnetværk og Politisk-Økonomisk Udvalg