Bosnien-Herzegovina: Vold mod mennesker på flugt foregår lige uden for vores dør

Midt i hjerternes fest har vi set mennesker stå i frostgrader i bare tæer i det nordlige Bosnien-Herzegovina. Det kroatiske politi havde taget deres tøj og sko, efter de forsøgte at søge asyl ved EU’s grænse. Det er ikke et enestående tilfælde. Vold og krænkelser ved EU’s grænser er veldokumenterede. Nu ser vi det med vores egne øjne, og føler pligt til at videreformidle det, vi oplever.

Bidende frost og gøende hunde

Vi sidder i en kælder i den lille nordbosniske by, Velika Kladusa. I det nordlige Bosnien-Herzegovina, tæt på grænsen til Kroatien, lever mennesker på flugt i nedlagte fabrikker, efterladte huse og i skove. De mangler mad og tøj. En seng og en dyne. Siden 2018 har EU sendt 13,8 millioner euro i nødhjælp til mennesker på flugt i Bosnien-Herzegovina. Alligevel må mennesker søge ly i efterladte, golde bygninger, og i skove under en presenning.

Her i kælderen er der mørkt, og der lugter af gammelt vand blandet med røg. Det er frostgrader, og seks enlige mænd fra Afghanistan har indrettet sig i kælderen. Nogle har været her i to måneder, mens andre har været her i mere end et halvt år. De er alle sammen flygtet fra Afghanistan, men kendte ikke noget til hinanden, før de etablerede sig i kælderen. Flere af mændene fik afslag på asyl i Grækenland, de har nu slået telte op i det mørke rum, som er bidende koldt og dunkelt.  

“På trods af, at det er en menneskeret at søge asyl, bliver mennesker, der flygter, nægtet denne ret ved grænsen til Kroatien.”

En mand rejser sig fra et af teltene og går hen mod os med et tæppe om skuldrene. Han ryster. Hans bare tæer stikker ud af sandalerne. Om natten gør hunde, og frost lægger sig på teltene i kælderen, fortæller manden, som med det samme sætter sig foran den lille brændeovn, der lige nu buldrer. To mænd står udenfor og hugger brænde, som de har fundet i skovområdet, så de på skift kan holde gang i ilden for at få varme i kælderen. De er i gang med at genvinde kræfter, inden de igen vil forsøge at komme ind i EU, i håbet om at søge asyl.

Det kaldes ’The Game’; spillet hvor mennesker forsøger at krydse grænsen mellem Bosnien-Hercegovina og Kroatien for at finde sikkerhed og tryghed. På trods af, at det er en menneskeret at søge asyl, bliver mennesker der flygter, nægtet denne ret ved grænsen til Kroatien. Her bruger kroatiske grænsevagter voldelige metoder for at holde mennesker fra at søge asyl i EU. Derfor forsøger mennesker på flugt gentagne gange at krydse grænsen i håbet om, at en politimand forbarmer sig over dem, og lukker dem ind.

Te i faldefærdige stenhuse

Et andet sted i huset overnatter det afghanske par, Aisha og Mehdi. De fortæller den samme historie. De har været i huset i over et halvt år og bor på etagen over de seks enlige mænd. Her er ingen møbler, udover et bord og en mindre brun sofa med gult skum i kanterne. Et telt er foldet ud i hjørnet, og en lille brændeovn står ved et smadret vindue. Ud over gulvet er der lagt tæpper.

I rummet sidder også et andet par fra Afghanistan. De lytter, mens Mehdi er i gang med at koge vand til te, og viser forskellige værktøjer frem. En sav og en hammer hænger på murstensvæggene. Dem har han brugt til at gøre rummet mere indbydende.     

Mehdi og Aisha mødte hinanden i Iran, fordi de begge flygtede fra Kabul som unge, men afghanere har ingen sikkerhed og muligheder i Iran. De har sidenhen taget flugten videre mod Lesbos, hvor de boede i Moria-lejren, inden den brændte. De fik afslag på deres asylansøgning, og fik ti dage til at forlade landet. Til fods gik de over tusind kilometer via Balkan-ruten. Her mødte de hundredvis af mennesker, som også var på flugt nordpå. Mod EU.  

Nu opholder Mehdi og Aisha sig i Bosnien-Hercegovina i et af de mange forladte huse, som ligger i det bakkede landskab, sammen med andre familier og seks enlige mænd i kælderen. De, som bor i det forladte hus, har fordelt sig i mindre værelser, og inviterer hinanden op eller ned i huset for at byde på mad og te. Det ligner bygninger, der er ved at styrte sammen. 

Ved siden af Aisha og Mehdi bor en familie med tre børn. De har låst døren, og de er taget mod The Game i går. Uden for familiens dør af træflis ligger sko spredt og rester af mad. Kommer familien tilbage til huset? Det vides ikke, selvom de gentagne gange er kommet våde og skræmte tilbage, efter de blev fanget i det farlige spil. Mehdi og Aisha forklarer, hvordan familien lægger børnene helt hen til brændeovnen og putter tæpper over dem, så de kan få varmen. Derefter samles resten af husets beboere og taler om dagens og nattens begivenheder, mens karameller bliver sendt rundt.

At tage børn med til ’The Game’ gør man ikke med sin gode vilje, fortæller Aisha. Det er en nødvendighed, fordi ingen kan bo og vokse op i et stenhus med uvisheden, om hvornår penge og mad ikke længere er til rådighed.

Brutalt kroatisk politi

Resten af husets beboere samler kræfter til natten eller næste morgen. Her vil de tage afsted igen med pakkede rygsække i forsøget på at komme ind i EU. Det er sådan, hundredvis af mennesker lever i Bosnien-Herzegovina. Andre har søgt tilflugt på åbne marker eller skove, og konstrueret telte af træpinde med matgrønne presenninger trukket over dem. Menneskene tænder bål. Varmer sig. Hviler og gør sig klar. Mange går afsted, når solen er væk, og mørket spreder sig i det kuperede og frostkolde land på grænsen til Kroatien. Det mindsker risikoen for at blive fanget. I regn og blæst, i slud og tåge forsøger de at komme videre.

“Hundene standser og gør vildt, og skud affyres op i luften af det kroatiske politi, og skræmmer børn og voksne.”

The Game er ikke nemt, når det kroatiske politi overvåger menneskene i skovene med night-vision-briller og løsner hundesnoren, når de ser menneskeskikkelser zigzagge mellem træer og over floder. Hundene løber hen mod menneskene, der skjuler sig i den tætte skov. Hundene standser og gør vildt, og skud affyres op i luften af det kroatiske politi, og skræmmer børn og voksne.

Mennesker får taget strømper og sko, så de må gå barfodet tilbage til Bosnien. Tøj brændes, og penge bliver stjålet. Politiet gennemsøger og visiterer kvinder og mænd for dokumenter, og river dem i stykker.  

Adskillige gange hører vi, hvordan mobiltelefoner bliver smadret. Hovedrystende og uforstående overfor politiets opførsel og med gråd i øjne og hals, fortæller folk, at mange mennesker således mister deres eneste kontakt til familie og bekendte. Kvinder krænkes ved at blive bedt om at smide deres tørklæder, og nægter kvinden eller manden, at hun skal tage sit tørklæde af, tvinges hun til det. Kvinder bliver befamlet af de kroatiske betjente, mens mænd tæskes med metalstænger og pistolgreb.

Mellem håb og frygt

I skoven uden for Velika Kladusa møder vi fem mænd fra Pakistan, som står i bare tæer uden jakker. Rundt om i skovområdet ligger tasker, sko uden snørebånd og maddåser overalt med frost klæbende til sig. Et bål ryger ved tre sammenkrøllede telte, og et større, hjemmelavet telt udgør et mindre shelter til de fem mænd. Det er lavet af træ  med plastiksække og tæpper flettet ind som isolering.

Den ene af mændene har lavet en mindre forbinding på sin fod, efter en politihund har bidt ham. Det er dog ikke dét, mændene er mest oprørte over. De fortæller i munden på hinanden og på knudret engelsk om en anden gruppe, som også prøvede at krydse grænsen i går, men blev fanget. En af mændene i gruppen blev slået så mange gange, at han brækkede benet, og blev efterladt af politiet. Han blev båret tilbage til Bosnien af sine kammerater og tilset af en læge, der bekræftede bruddet på skinnebenet.

Den samme fortælling går igen blandt alle, vi møder, som prøver at krydse den kroatiske grænse. Det kroatiske politi er ligeglade med, om det handler om børn, mænd eller kvinder. Med magt og våben skal folk tvinges tilbage mod Bosnien-Herzegovina.

Tilbage i huset og hos det afghanske par, Mehdi og Aisha, som vi besøger i den efterladte bygning, kan man nikke genkendende til den historie. Parret har forsøgt at komme til Kroatien 90 gange. Og 90 gange er de blevet fanget af det kroatiske politi, undersøgt og forulempet. De har fået frataget tøj og dokumenter. Alligevel planlægger de allerede næste forsøg i Spillet. De vil allerede prøve igen i nat, og håber heldet er med dem denne gang. Hvordan det vil gå dem for 91. gang ved ingen, men parret er fuld af længsel og håb.

I Grækenland blev de sparket ud af landet, og i Bosnien-Herzegovina er der ingen muligheder for at finde arbejde eller ordentligt tag over hovedet. Snart skal Mehdi, Aisha og resten af husets beboere over de snehvide bjerge og gennem tæt bevoksning, over floder i frostvejr for at finde en fremtid med sikkerhed. De vil forsøge igen og igen – så mange gange der skal til, før det lykkes dem at nå ind i EU. Men selvom håbet er stort, er frygten lige så stor. De er allesammen udmærket klar over, hvad der vanker dem, hvis de bliver opdaget og fanget. Det handler om at gemme frygten langt væk, når de inden længe igen forsøger at komme inden for EU’s mure.

Handling på tværs af grænser

Det er ganske enkelt utilgiveligt, at den danske regering ikke siger fra over for denne vold. Det er forfærdeligt og hovedrystende, at vi lader mennesker som Aisha og Mehdi fryse og sulte ved vores hoveddør.

Danmark må bruge sin stemme til at tage afstand fra disse frygtelige hændelser, der sker ved EUs grænser. Ingen flygter for sjov. Ønsket om sikkerhed og tryghed er så inderligt, at ingen mure, tortur eller hegn kan stoppe mennesker fra at flygte. Engang kunne man søge asyl ved de danske ambassader. Denne mulighed bør være tilgængelig igen, så mennesker mere sikkert kan søge asyl – og ikke er nødsaget til at tage de farefulde ruter gennem Balkan-landene. Det understreger de kummerlige, menneskerettigheds-krænkende vilkår i Bosnien-Herzegovina.

Navne i artiklen er af hensyn til de berørte anonymiseret.