Debat: Jeg boykotter VM i Qatar. 6.000 døde arbejdere er langt over grænsen

Jeg har fulgt det danske fodboldlandshold tæt, siden jeg som 8-årig så de danske EM-helte vinde mesterskabet på et afbud i 1992. Det har været en affære med mange op- og nedture, fra den til tider kedelige Morten Olsen-æra over Hareides genrejsning. Fra fantastiske VM i 1998 til den ydmygende EM-slutrunde to år efter.

Efter sidste års imponerende slutrunde, der først stoppede i semifinalen mod England, har fodboldherrerne fortsat de gode takter med en overbevisende kvalifikation. Der er nærmest grund til at regne Danmark som en seriøs bejler til titlen, og senest blev de forsvarende verdensmestre fra Frankrig endda slået i Parken med 2-0. Optakten kunne ikke være bedre.

Desværre kunne timingen for en dansk fodboldfan heller ikke være dårligere. For årets slutrunde skal afholdes i diktaturstaten Qatar, og den er præget af store kontroverser. Ørkenlandet Qatar er ikke egnet til at spille fodbold om sommeren, og er derfor blevet tvunget til at flytte turneringen til om vinteren. Homoseksualitet er ulovligt i Qatar, hvilket har kastet tvivl om, hvorvidt det overhovedet er sikkert for LGBT+-fodboldfans at tage derned. Fans kan ikke få lov at drikke øl, og så er tildelingen af værtsmesterskabet sket under den dybt korrupte eks-præsident for FIFA, Sepp Blatter, som senere måtte trække sig i vanære.

Det er naturligvis langt fra første gang, VM er blevet placeret i et land med mildest talt ringeagt for menneskerettigheder. Tværtimod fik verdensmesterskabet i herrefodbold den dårligst mulige start, da man i 1934 valgte at afholde det i Mussolinis fascistiske Italien. Da Mexico skulle lægge græsplæner til mesterskaberne i 1970, havde landets militær to år forinden pløjet over 350 fredelige demonstranter ned som optakt til OL i 1968. Slutrunden i 1978 foregik i et Argentina, hvis militærjunta – i tæt samarbejde med CIA – var i gang med at myrde og kidnappe flere tusinde venstrefløjsaktivister under den ‘Beskidte Krig’ (1974 -1983). Sydkorea bestak sig (formentlig) til en semifinale i 2002, og Rusland fik lov at være vært i 2018 – fire år efter Krim-annekteringen blev startskuddet til den hæslige angrebskrig, der nu udspiller sig i Ukraine.

Det skorter ikke på kontroversielle beslutninger i VM-fodboldens historie.

Moderne slaveri med kafala

Hvorfor så boykotte verdensmesterskaberne i fodbold denne gang? Burde man ikke have markeret en sådan principiel modstand under nogle af de andre store sportsbegivenheder, der er blevet afholdt i skyggen af mere eller mindre diktatoriske landes forsøg på at sportsvaske deres image? Og burde man ikke snarere bruge anledningen til at markere en politisk protest, sådan som de danske landsholdsspillere selv har gjort?

Når der for mig at se er grund til at trække en boykot-streg i Qatars ørkensand ved dette års verdensmesterskaber, handler det om én ting, der adskiller dette års fodboldturnering fra tidligere kontroversielle værtsskaber: De blodige forhold, man har underkastet arbejderne under stadion-byggeriet.

“Jeg ved ikke, hvor grænsen mellem boykot og deltagelse bør gå, men at have sendt over 6.500 gæstearbejdere i døden for en omgang fodbold må være langt over den.”

Qatar er ét af verdens rigeste lande, og har opbygget umådelig rigdom på fossile brændstoffer, der udgør 70 % af statens indtægter. Det velstående land kunne nemt have sørget for, at de mange nye fodboldstadions var blevet bygget på en ordentlig måde. Men snarere end at lave noget selv, har man i Qatar valgt at importere arbejdskraft udefra til at ordne alt det beskidte arbejde.

Landets stærkt racistiske og diskriminerende Kafala-system minder mest af alt om noget, man sidst så i en tilsvarende organiseret form i de amerikanske sydstater i 1800-tallet. Systemet er også forklaringen på, at man trods stor rigdom har ladet hånt om arbejdssikkerheden. Kun 12 % af befolkningen er statsborgere i Qatar, mens de resterende 88 % af befolkningen er migrantarbejdere fra lande som Indien, Bangladesh, Filippinerne, Sri Lanka og Pakistan. De udgør en slavelignende kaste, der får frataget alle deres rettigheder – og deres pas – ved indrejse, og på alle måder behandles som andenrangsborgere.

Migrantarbejderne er blevet behandlet som dyr i et moderne landbrug, og har levet under forhold, der er så kummerlige, at man kunne forveksle billeder af deres indkvarteringer med forholdene i selvsamme industri. Det prangende nye Al Bayt Stadium bliver vandet af folk, der selv må drikke beskidt vand og deles om ét ulækkert toilet med op til 50 andre arbejdere. Når de udmattet efter lange dage på byggepladserne, er blevet kørt tilbage til deres faldefærdige barakker, har de måttet dele seng med 4-5 andre ad gangen.

Arbejderne har ingen rettigheder, og bliver nægtet at skifte job. Man har totalt fjernet arbejdstilsyn med byggerierne, hvilket ifølge The Guardian har kostet mindst 6.500 af dem livet. Som en ekstra hån mod deres arbejde, har de lokale bygherrer endda nægtet at udbetale deres i forvejen dårlige løn, hvilket har ført til store protester i Doha. Det er en uhørt ringeagt for en gruppe arbejdere som har bygget noget, der ellers kunne have været en kilde til national stolthed. I stedet står det nu som en skamplet over Qatar.

Når der for 22. gang bliver fløjtet gang i herrernes verdensmesterskaber i fodbold, er det langt fra første gang, det sker under kritisable forhold. Det er snarere undtagelsen end reglen, af værtslande har en lidt plettet menneskerettighedsattest. Alligevel er Qatars systematiske misbrug af desperate migrantarbejdere noget i særklasse foragteligt.

Som fodboldfan er det smerteligt at skulle erkende, at det positive fællesskab, som fodbold kan være, har udviklet sig til et mareridt i Qatar. Jeg ved ikke, hvor grænsen mellem boykot og deltagelse bør gå, men at have sendt over 6.500 gæstearbejdere i døden for en omgang fodbold må være langt over den. Derfor bliver VM i Qatar uden mig som seer.