Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
17. august. 2022

Budene hos Berlins største madbudsfirma får vigtig valgsejr

En nylig valgsejr for Lieferando peger på en positiv udvikling for madbudsfirmaerne, der organiserer sig nedefra. Samtidig udstiller det også den europæiske fagbevægelse, der stadig har svært ved at engagere arbejdere i omskiftelige og prækære brancher, forklarer cykelbud Rasmus Emil Hjorth, der har været i Berlin.

I Tyskland spiller samarbejdsudvalg en stor rolle for at sikre arbejderes rettigheder. Privat foto.

Ostkreuz, Berlin: Jeg er ankommet til et valgsted. Hus-facaden tyder på, at det er et fristed, der ville få ‘Bumzen’ på Nørrebro i København til at blegne. Det er én af de sidste valgdage for samarbejdsudvalget (SU), hos Lieferando, som er den tyske del af Takeaway.com.

Jeg er her for at hjælpe Lieferando Workers Council (LWC) under valget. Mine venner synes, det der samarbejdsudvalg lyder rumvæsensagtigt, og de færreste ved, hvad et samarbejdsudvalg er. Endnu færre ved, hvorfor det er vigtigt.

De danske samarbejdsudvalg er heller ikke særligt slagkraftige, her spiller overenskomster en langt større rolle. Et samarbejdsudvalg er nemlig et organ, der er nedsat af både lønmodtagere og arbejdsgiver. Formålet med udvalget er, at ansatte bliver informeret af arbejdspladsens ledelse, for i sidste instans at være med til at beslutninger, hvis sagen ikke er et stridspunkt. Sat på spidsen er de danske samarbejdsudvalg “medhør uden medbestemmelse.”

Det er langt fra den tyske situation. De tyske bude bruger bedriftsrådene i deres aktivisme. På min tur til Berlin har jeg set den synlige og åbne konfrontation mod budfirmaerne, hvis demokratiske sindelag er særdeles mistænksomt. Så snart budene indkalder til valg på en arbejdsplads, forsøger arbejdsgiverne at ligegyldiggøre processen. Derfor foregår medbestemmelseskampen i Tyskland ikke kun på arbejdspladsen, men også i retslokalerne.

Budene mener, at arbejdsgiverne anvender domstolene som en slags form for union busting. Det var også tilfældet med Lieferandos bedriftsrådsvalg i Berlin, hvortil 1.600 bude er stemmeberettigede. Kort efter offentliggørelsen af listen blev budene sagsøgt for at have skabt en ”forkert” vælgerliste, hvorefter arbejdsretten afviste Lieferandos sag.

De tyske madbude og fagbevægelsen

Hvem består vælgerlisten af? LWC er ikke en fagforening, men en græsrodsorganisation. Man har haft et samarbejde med fagforeninger, med et armslængdeprincip. Man ville fastholde autonomien. Den tyske fagbevægelse bliver på linje med den danske opfattet som en sorteper. Man styrtbløder medlemmer, men man vælger i stedet at bruge penge på bundesligakampe, i stedet for organiseringsprojekter.

Dens medlemmer efterlades med en følelse af at blive glemt i store sektor-overenskomster, hvor forhandlingssekretæren sidder langtvæk fra medlemmerne. Derfor finder normale arbejdere andre steder hen, særligt i transportbranchen. Her forsøger de gamle, fagspecifikke fagforeninger enten at lovgive, eller at lave dårlige, standardiserede aftaler, som eftergiver platforms-virksomhedernes lobbyisme. Et godt eksempel var den rædsomme ”historiske aftale” med budfirmaet Deliveroo, der ikke er overenskomst-dækket.

“Igennem samarbejdsudvalgene i Tyskland er idéen, at man ved hjælp af dem kan få mere medindflydelse i hele sektoren. Man opbygger simpelthen fra arbejdsplads og arbejdsplads.”

Fagbevægelsen er pinligt bevidst om det i de højere luftlag. I en rapport fra den europæiske fagbevægelses institut, skriver seniorforsker Kurt Vandele: Effektiviteten og bæredygtigheden af de alternativer, som her er opstillet, lader vente på sig.”

Trods advarsler fra arbejdsmarkedsforskere og faglige sekretærer om en forestående boble, har de tyske madbude formået at skabe et levende netværk. Uden organisationsvedtægter og kontingent har man skabt netværk blandt madbudene i de forskellige budfirmaer. Netværket er baseret på et kendskab til forskellige lagre, bude og sympatisører, der holder alting sammen i nogle forskellige rum. Igennem samarbejdsudvalgene i Tyskland er idéen, at man ved hjælp af dem kan få mere medindflydelse i hele sektoren. Man opbygger simpelthen fra arbejdsplads til arbejdsplads. LWC har været en stærk støtte i dette arbejde, hvor man har hjulpet og opsamlet hinandens erfaringer.

Madbudene så bedriftsrådene som noget ganske særligt, man kunne anvende som en stopklods for virksomhedernes udbytning af budene. Igennem bedriftsrådene ville de valgte blive beskyttet som tjenestemænd den firårige valgperiode ud. Det giver gode muligheder for organisering. I Danmark tænker vi vores organisering i mange brancher, ikke ud for en ekspanderingstanke, men bevaringstanke. I Tyskland tænker madbudene markant anderledes. Her kan arbejdspladser med bare to-tre fagligt aktive skabe grobund for bedriftsrådsvalg.

Kampvalg mellem fagforeningen og de selvorganiserede bude

Valgdagene er et stort koordineringsarbejde. Man skulle fysisk ud at stemme for at få de 17 valgpladser dækket ind. Derfor skulle vi orientere budene om, hvor valgstederne var henne. Det blev den store menneskejagt: To lister var opstillet. Den ene var støttet af fagforeningen for køkkenpersonale og fødevare (NGG), mens den anden bestod af de selvorganiserede bude fra Lieferando.

Listerne var uenige om, hvordan de ville bruge et bedriftsrådsmandat. Som en del af kritikken var LWC bange for NGG-listens forhold over for Lieferando, særligt fordi et kredsmandat ført an af dem, ville true LWCs placering på arbejdspladsen.

Det handler nemlig om, hvor organiseringen på arbejdspladsen skal foregå henne. NGG ville gerne bruge bedriftsrådet til langsigtet at få tegne en overenskomst på vegne af dem. LWC har til gengæld ikke følt sig synderligt godt repræsenteret i fagforeningen. Kontingent-posten var et udtømmende hul, hvor de allerede små tyske lønninger ville se pengene brugt andre steder. Dråben faldt, da et medlem af LWC blev besøgt af en inkasso-opkræver – fordi NGG ville indkræve gæld. NGG blev derfor ikke omtalt som en konkurrerende liste, men som noget der kom udefra.

Selve valgkampen forløb dog fredeligt. Her var der ikke megen ballade, og generelt var budene ret tilfredse. Koordineringsarbejdet med at skulle finde bude færte mig rundt i hele Berlin. Vi stod timevis foran en McDonalds bare for at snakke med to bude. Men det var det værd. Om fredagen kom resultatet. Valgresultatet var dog ikke prangende, det vidste budene godt, for med sommerens dalende efterspørgsler var 200 stemmer et godt resultat. Resultatet blev, at LWC fik et klart flertal på 11 pladser mod 6.

Lieferandos selvorganiserede bude tager kampen fra bunden, de organiserer medlemmer ved at hænge flyers op, og tage rundt i Berlin og snakke med bude. Det gav forleden pote, da sammenslutningen vandt over fagforeningens liste. Foto: Rasmus Hjorth.

‘Arbejdere i Bevægelse’ viser samme tendens i Danmark

I Danmark er det ikke tænkeligt, at man kan politisere samarbejdsudvalgs-diskussionerne. Her foregår tingene gennem et reguleret arbejdsgiverorgan. Det er dog heller ikke den væsentligste lektie at drage fra valget i Tyskland. Bedriftsrådenes fokus på madbude er opstået som en slags modbevægelse internt i fagbevægelsen. Den er dog ikke begrænset til den branche, men har potentialet til at udvikle sig til et stærkt værktøj for den tyske arbejderbevægelse, om ikke dens organisationer. Bevægelsen minder således om en fjern tids fagforeningsaktivisme i 1930’ernes og 40’ernes USA.

“Bedriftsrådenes fokus på madbude er opstået som en slags modbevægelse internt i fagbevægelsen. Den har potentialet til at udvikle sig til et stærkt værktøj for den tyske arbejderbevægelse.”

Det kaldes for solidaritets-fagforeningsarbejde. Alles arbejdspladser skal forsvares – selv dem, du ikke kender. Derfor engagerer budene sig også i andre brancher. Frem mod overenskomstforhandlinger i 2023 kommer vi til at se lignende eksempler på fag i Danmark, der involverer sig på tværs af geografi og brancher.

Herhjemme ser vi blandt andet netværket ”Arbejdere i Bevægelse”, der har eksisteret siden overenskomstforhandlingerne i 2017. Arbejdere i Bevægelse engagerer deres kollegaer til at blive aktive på deres arbejdspladser, og udfører på den måde et stykke anerkendelsesværdigt basisarbejde.

Hverken i Tyskland eller Danmark er de modstykker til fagbevægelsen, men snarere aktive dele af den, som sætter branche-dagsordener på forhandlingsbordet. Opgaven er at binde de mange tiltag sammen, sådan som vi har gjort i min hovedorganisation, International Transport Workers Federation. Her har de unge transportarbejdere allerede vist vejen ved at inkludere organisationer som Lieferando-budene i deres egen organisation.


Om skribenten

Rasmus E. Hjorth

Rasmus E. Hjorth

Fagligt aktiv samt historiestuderende v. Københavns Universitet. Læs mere