Den europæiske centralbank i Frankfurt. Foto: ECB.eu
20 min. læsetid

Det moderne bankvæsen er en institutionel sammenfletning af finanskapital på tværs af grænserne. I andel del af sit portræt af det verdensomspændende finanssystem forklarer økonom Karen Helveg Petersen centralbankernes rolle og de uundgåelige finanskriser.


Af Karen Helveg Petersen

Det moderne bankvæsen, der opstod omkring år 1300, har udgangspunkt i international handelsfinansiering og institutionel sammenfletning af banker over grænserne. I de fleste fremskredne lande blev en paraplyorganisation, centralbanken, etableret i midten af det 19. århundrede til at samle og holde styr på de øvrige banker og sørge for, at de spillede en positiv rolle i økonomien. Centralbanken blev også statens gældsforvalter.

I dag er centralbanken ‘bankernes bank’, der dagligt påvirker pengemarkedet gennem renteændringer, stiller ekstra likviditet til rådighed i nødsituationer – og disciplinerer aktørerne, når de kører af sporet. Efter finanskrisen stimulerer centralbanken finansverdenens udskejelser, snarere end den bremser dem. Hvordan kan man forstå penge, bankvæsen og centralbanker i et verdensomspændende finanssystem med stadig hyppigere kriser? Og hvad siger økonomerne?

Sammenbruddene på finansmarkederne, der spredte sig som en steppebrand og truede pengesystemet i 2008, åbnede befolkningernes øjne for, at banker og finanshuse er internationalt forbundne kar. I to artikler sætter jeg fokus på bankvæsnets historie, penges betydning, og centralbankernes rolle.  Ambitionen er intet mindre end at udvikle en moderne marxistisk forståelse af kredit- og pengesystemet.

Læs første del her


Del 2: Centralbanker og finanskrise

Centralbankerne og international banking

Centralbankerne er bankernes bank. De har ikke almindelige kunder. De styrer – eller prøver at styre – likviditeten i samfundet, ved at hæve eller sænke den rente, som de henholdsvis udlåner til og tilbyder på de indskud, som de kommercielle banker er forpligtet til at have hos dem. Som noget nyt kan de opkøbe private aktiver og på den måde påvirke markedet. Traditionelt opererer de i statspapirer, hvilket hører sammen med rollen som statens bankier. De administrerer på nuværende tidspunkt kun allerede udstedte statsobligationer – ikke dem frisk fra fad. Nyudstedte regeringspapirer overlades til ’primary dealers’, dvs. de markedsskabende pengeinstitutter, der er de store og systemisk vigtige. Internationale spillere som JP Morgan, HSBC, Paribas har kontrakt som primary dealers i danske regeringsobligationer, men ikke de helt korte papirer.

Ifølge Mehrling består moderne bankvæsen i en udveksling af gældsdokumenter. Et lån gives, og et andet tages. Den, der får lånet, skynder sig at bruge det til betaling, at sælge det eller låne det ud. Jo flere lag der lægges ind, jo tyndere bliver rentemarginalerne. Swaps og repo’er er de mest almindelige operationer udført af centralbanker og forretningsbanker – og ikke mindst med hinanden. Swaps er gensidige lån i forskellig valuta eller med forskellig rente. Repo’er er korttidssalg af et aktiv med indbygget tilbagekøb. Repo’er er en normal procedure, mens swaps ofte bruges i krisetider. De handlede eller udvekslede papirer er overvejende regeringsobligationer med kort løbetid.

Bankernes aktiver i form af aktier og (stats)obligationer bruges til at få repo-lån, og mere generelt som sikkerhedsstillelse. Hvad nu hvis værdien ændrer sig? Det kan diskuteres i én uendelighed, om de skal indgå på balancen til dagskurs eller til en gennemsnitskurs.  

“Når bankernes gensidige forpligtelser pludselig stiger som i krisetider, tør de ikke låne til hinanden på interbank-markedet, eller også kan de ikke låne, og kollaps truer. Her kommer centralbanken ind som redningsplanke.”

Når bankernes gensidige forpligtelser pludselig stiger som i krisetider, tør de ikke låne til hinanden på interbank-markedet, eller også kan de ikke låne, og kollaps truer. Her kommer centralbanken ind som redningsplanke. Den har dog ikke uanede muligheder, især ikke hvis det bankerne har brug for er dollar eller euro. De danske bankpakker blev suppleret af betragtelige swap-faciliteter fra den amerikanske centralbank (Fed) til Nationalbanken, der så kunne låne dollar til de nødstedte danske banker og dermed redde deres skind.

Naturligvis påvirker bankernes aktiviteter økonomien via reaktionshastighed, rente- og lånebetingelser, ja, bankforretninger er en del af økonomiens kredsløb. Til gengæld påvirker pengepolitik – altså ekstra centralbank-likviditet til systemet – ikke nødvendigvis den ’reale’ økonomi, og slet ikke i den grad eller på den måde det antages. Så meget står klart efter de senere års aktive pengeudpumpning fra amerikanske Fed og Den Europæiske Centralbanks side. Heller ikke prisniveauet har reageret som man forestillede sig. Den diskussion er der dog trampet meget rundt i, så jeg vil lade den ligge her. 

Hvordan forklarer økonomer finanskrisen?

Mainstream-økonomer, der hersker på universiteter og i finansministerier, greb til subjektive faktorer som grådighed og manglende rationalitet for at forklare både bobler og krak. Keynesianeres syn på krisen er, at finanssektoren havde forladt reale investeringer og i stedet skabt finansbobler, der så brast, eventuelt bestyrket af ubalancer i økonomien. En såkaldt postkeynesianer, Hyman Minsky – der havde påvist kreditsystemets iboende ustabilitet – blev hentet ud af glemslen.

Marxistiske økonomer søger forklaringerne i kapitalismen selv. Kriser udløses på finansmarkedet, men under overfladen ligger modsætningen mellem kapital og arbejde, overakkumulation og faldende profitrate, til tider sløret af finansmarkedernes opture. Mange venstreorienterede kritikere ­­ – ikke nødvendigvis af marxistisk observans – mener, at problemerne havde rod i neoliberalistisk økonomisk politik (privatisering, outsourcing af produktionen og deregulering af finanssektoren), der havde givet frit spil for enhver form for finansspekulation, og at bankerne derfor var gået grassat. Underforstået, at så må vi indhegne dem igen.

Banker og kapitalisme

Her er to forslag til bøger, som kan gøre dig klogere på banker og kapitalistiske kriser:

· Brett Christophers: The New Enclosure: The Appropriation of Public Land in Neoliberal Britain

· Perry Mehrling: The New Lombard Street: How the Fed Became the Dealer of Last Resort

+

Snørklede bankreguleringer er kommet til efter krisen. Noget er strammet op, f.eks. kapitalkrav, men skandalerne vælter i lind strøm ud af skabet. Nye reformteorier dukker op. ’Gode Penge’-bevægelsen vil mindske om ikke eliminere bankernes kreditgivning, hvorigennem de i realiteten ’skaber penge’. En anden skole er Moderne Pengeteori (MMT), som hævder at en valutauafhængig stat kan pumpe penge ud i systemet for at finansiere reale investeringer eller hjælpe økonomien på gled uden andre begrænsninger end truslen om inflation. Det ligner jo næsten det, vi ser i disse coronavirus-dage.

Reformatorerne overser, at staten i vore dages kapitalisme har placeret sig solidt på kapitalejernes side, uanset om de er vareproducerende eller leverer tjenesteydelser. De ’systemisk vigtige’ finansinstitutter er erklæret ’too big to fail’, og det viser jo netop, hvilken side magthaverne er på. Almindelige borgere oplever til gengæld de dominerende bankers adfærd som samfundsskadelig og føler sig forfordelt i forhold til de velstående kunder.

Hos Karl Marx finder man i Kapitalens Tredje Bind forbløffende indsigter, selvom den blev skrevet for omkring 140 år siden. Selv om der er sket meget siden, er det desværre svært at finde moderne marxister, som er helt inde i tingene. Man må i stedet søge hjælp hos andre økonomer, der kombinerer praktisk viden med teoretisk dybde.

Perry Mehrling er en sådan amerikansk økonom, der har gravet sig ned i bank- og pengesystemets mekanismer, og som forstår at forklare de grundlæggende begreber og udviklinger præcist. Man kan finde hans klare og letforståelige forelæsninger på nettet. Perry Mehrling kalder sin analyse af bank- og pengesystemet for ’the money view’ i forlængelse af Walter Bagehots Lombard Street, der bar undertitlen A Description of the Money Market.

Brett Christophers er professor i social geografi på Uppsala Universitet, og hans bog om det grænseoverskridende bankvæsen er øjenåbnende – også for én, der har studeret emnet i årevis og med nogen resignation har konstateret, at megen ny litteratur om penge og finans snarere byder på opkog af gamle teorier end på nye indsigter. I lighed med Mehrling går Christophers tæt på stoffet og mekanismerne og belyser udviklingen i det kapitalistiske bankvæsen historisk, politisk, naturligvis økonomisk – samt også i forhold til, hvordan mainstream økonomerne har skubbet på centrale udviklinger. At kigge på mekanismer og grave sig helt ned i tingenes ’væsen’, ja, det var også Marx’s arbejdsmetode.

Udløsning og håndtering af krisen

Helt konkret udløstes krisen i 2007-2008 ifølge Mehrling af skyggebankerne, der ikke har privatkunder. Deres indeståender er heller ikke med i pengeforsyningen. Finanspapirer såsom kreditforeningsobligationer, renteswaps og kredittabs-forsikringer var de vigtigste aktiver, modsvaret på passivsiden af kortsigtede lån på det hyperaktive pengemarked. Det var, da de ikke kunne få den nødvendige likviditet til genfinansiering, at de krakkede og sendte chokbølger gennem systemet. Faktisk var de største skyggebanker monstre, kreeret af de store investeringsbanker som ’specielle forretningsenheder’, der trak deres skabere med ned i sølet.

Krisen blev løst af ‘The Fed’ ved at sænke den toneangivende centralbankrente (Fed funds rate) og købe og sælge værdipapirer for at løsne på likviditeten. Mehrling fastslår Lombard Street-princippet om, at centralbankerne skal holde renten en smule højere end markedet. Til gengæld kan de låne ud, så meget som der er behov for. Overfladisk set ligner det moderne pengeteori, men Mehrling taler kun om pengemarkedet – ikke om økonomisk politik. Det med renten ser nu ikke ud til at være gyldigt i dagens verden, hvor centralbankerne har lavere renter end markedet. De låner ud mod sikkerhed, hvilket traditionelt set er i form af regeringsobligationer. Det viser også, at regeringsgæld er en uundværlig del af finansmarkedet.

Den amerikanske forbundsbank (‘The Fed’) spiller en central rolle, når det handler om at udføre den amerikanske pengepolitik. Forbundsbanken var også med at til at løse sidste finanskrise, ved at sænke den toneangivende centralbankrente. Fotograf: CC BY-SA 3.0

 Dollaren er ikke sådan at slå ud

I princippet skal bankerne afregne valutaforhold gennem centralbanken, men i dagens internationale sammenhæng opererer bankmastodonterne direkte i fremmed valuta, især for forretningskunder, så meget desto mere som de har oversøiske filialer. Og dertil kommer offshore-markedet. Amerikanske banker, hvis penge jo er dollars, har hele verden som deres hjemmebane.

The Fed har også et stort råderum. Her skal det lige indskydes, at i mange år troede selv økonomer, der fulgte godt med i markedernes op- og nedture, at de store internationale dollarudeståender ville blive et problem for amerikansk finansiel stabilitet. Men det har vist sig, at det går udmærket også med ’private’ dollars, som har fået deres eget liv offshore, med euro-dollarmarkedet som startskud. Indrømmet, teoretisk set, at da dollar kan indløses mod anden valuta, kunne disse beholdninger gå hen og blive en trussel via en flugt fra dollaren, der bl.a. ville få dens kurs til at styrtdykke. Det er blot ikke sket, hverken under finanskrisen eller indtil videre i corona-epidemiens anslag mod de kapitalistiske økonomier. 

For i moderne pengeforhold hænger verdens finanser sammen via dollaren, der ikke bare holdes i reserve som værdigaranti, men er hele verdens penge, dvs. verdenspenge. Det er den, man prissætter og afregner råvarer i, det er den valuta, som lån over grænserne foregår i (normalt). Selvom det globale system for pengetransaktioner SWIFT (Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication) ikke er amerikansk, er dets centrale rolle som kanal for internationale overførsler kontrolleret af USA. Bevidste forsøg – ikke mindst fra Kina, Iran og Ruslands side – på at give større plads til andre valutaer som euroen eller yuan’en samt skabe et alternativ til SWIFT, har endnu ikke båret frugt. Det skal heller ikke undervurderes, at der sættes magt bag dollaren, som vi har set i den totale kontrol, USA har over andre landes handel med Iran via betalingsoverførsels-systemet.

Bidrager bankerne til BNP?

Bestræbelsen på at måle nationernes samlede økonomi startede så småt i 1930’erne og blev videreudviklet op gennem fyrrerne. I opgørelserne over bruttonationalproduktet (BNP) og dets vækst har penge som sådan ingen plads. Det er den reale økonomi, der tæller. Prisniveauet fastfryses, således at de målte produktionsværdier bliver et udtryk for stigning eller fald i mængderne af bestemte ting og tjenesteydelser over en periode. Det gøres ved at neutralisere inflation (altså generelle prisstigninger).

Den konservative økonom Milton Friedman havde for et par årtier siden megen indflydelse gennem sin teori – den berømte og berygtede monetarisme – om, at inflation er et resultat af en for stor vækst i pengeforsyningen udgående fra centralbanken. Men konsumgoder kan stige i pris af mange andre grunde end for mange penge i omløb. De relative omkostninger kan ændre sig. F.eks. har computere og landbrugsprodukter ret forskellige produktionsbetingelser. Friedman er overordnet set blevet detroniseret – selv på universiteterne.

Christophers gennemgår, hvordan bankerne er blevet indlemmet i BNP. Da deres produkt ikke rigtig er til at få øje på, satte man til at begynde med deres bidrag til nul. I 1968 blev de opgraderet til at være i princippet produktive, samtidig med at deres indtjening og udgifter i praksis blev neutraliseret som ’forbrug i produktionen’ (BNP tæller kun slutproduktionen). Det har en iøjnefaldende parallel i empiriske, økonomiske modeller som Finansministeriets, hvor modelbyggerne til stadighed har vanskeligt ved at håndtere den finansielle sektors bidrag og indflydelse i økonomien, hvis de overhovedet prøver.

“Sjovt nok er det at ’skabe værdi’ eller ligefrem ’merværdi’ blevet forretningsverdenens store mantra, brugt løseligt om snart sagt alle slags aktiviteter, også finansielle. Således forsumper klassiske begreber i daglig tomgang.”

Men bankerne var klart steget i økonomisk betydning efter krigen, og da tjenesteydelser blev regnet med i BNP – ligesom de kom med i handelsliberaliseringer – var der kræfter, som talte for, at bankernes ’produkt’ måtte opgøres som et positivt element. De tog jo risiko. Til det formål blev ‘FISIM’ opfundet (Financial Intermediation Services Indirectly Measured), på dansk ’Indirekte målte finansielle formidlingstjenester’. FISIM beregnes som forskellen mellem udlånsrenten og en referencerente og samme referencerente minus indlånsrenten ganget med de respektive størrelser af udlån og indlån.

Også gebyrer tæller med i BNP. På den måde blev det sneget ind, at bankerne yder en nyttig gerning. Det er jo for så vidt ganske absurd, at bankerne bidrager mere til BNP, jo højere deres udlånsrente – og jo lavere indlånsrenten – er. Det skal her tilføjes, at kun operationer med slutforbrugerne tælles med. Der er hele tiden diskussioner om, hvordan referencerenten skal beregnes. Bør der være flere? Og hvilke mål skal man i øvrigt bruge for udlåns- og indlånsrente? Det er alt andet end en eksakt videnskab.

Det var først i 1993, at en brugbar målemetode for FISIM var fuldt udviklet. Det store spørgsmål var, hvordan udenlandske aktiviteter skulle indregnes. I opgørelserne bliver det, der faktisk er tjent i udlandet, regnet som fortjeneste i hovedkvarterets land (beskatningen falder til gengæld ’på produktionsstedet’, derfor jagten på skattely). Storbritannien, hvor det internationale marked spiller så stor en rolle, adopterede ikke målemetoden med det samme på grund af tvivl, om den nu også gav et rimeligt resultat. Hele dette kompleks er imidlertid meget underbelyst, for ikke at sige så kompliceret, at det er svært at gennemskue.

Det er ikke helt klart, om Christophers mener, at bankernes BNP-bidrag faktisk er reelt og bør indregnes. Man kunne også sige, at siden BNP-opgørelser på mange måder er baseret på tvivlsomme antagelser, men alligevel kan være nyttige til visse formål, hvorfor så ikke tage bankerne med? Jeg mener selv, at de er uproduktive. De skaber ikke merværdi i klassisk marxistisk forstand, men at de faktisk har fået en overordentlig dominerende plads i styringen af økonomierne i den kapitalistiske verdensuorden – derom ingen tvivl. De har også en essentiel funktion i at få de kapitalistiske økonomier til at glide, hvis det er det, man går efter. Heller ingen tvivl om, at de er gode til at skabe profit til sig selv – at tilegne sig profit uden at have skabt merværdi er det, som hårde marxister betegner som parasitær adfærd. Under alle omstændigheder: Netop i profitjagten overgearer banker, bogstaveligt talt. Gearing betyder på almindeligt dansk at tage flere gange mere gæld på sig, end de underliggende aktiver er værd, og bankerne har en tendens til at føre den sport langt ud over det holdbare. ’Nytten’ kan let overskygges af adfærden, hvilket mange kritikere også påpeger, og ønsker at sætte en stopper for.

Sjovt nok er det at ’skabe værdi’ eller ligefrem ’merværdi’ blevet forretningsverdenens store mantra, brugt løseligt om snart sagt alle slags aktiviteter, også finansielle. Således forsumper klassiske begreber i daglig tomgang.

Hvad tjener banker penge på?

Alle de store danske og nordiske banker har filialer og datterselskaber i andre lande. Danske Bank har, som vi ved, langtfra alle sine aktiviteter i Danmark. Snarere strækker den fra sit hovedsæde i Danmark sine fangarme ud til mangfoldige lande og territorier.

På den irske ø købte banken sig i 2005 ind i Northern Bank i Nordirland og National Irish Bank i Irland for 10,4 mia. kr. Det irske eventyr bestod især i en kraftig udvidelse af National Irish Banks ejendomsportefølje, men for at finansiere disse engagementer kastede Danske Bank sig i armene på investeringsbanken Lehman Brothers – og blev suget med ned i malstrømmen efter dens krak. Alt i alt måtte banken bogføre tab for 33 mia. kr. på sine irske udskejelser.

Da finanskrisen ramte Irland i 2008, ville den irske stat ikke inkludere udenlandske banker i sin redningspakke. Det var Bankpakke I, der gjorde, at Danske Bank undgik konkurs, hjulpet af swap-linjen fra Fed.

I 2010 kom Den Irske Republik i gældskrise, belastet af regningen fra redningen af bankerne to år tidligere – der i øvrigt havde været utilstrækkelig. Selv om Danmark ikke er et euroland, var den danske stat med til at støtte EU-redningspakken til Irland. Man kunne forbløffende nemt få den tanke, at den danske godgørenhed havde at gøre med Danske Banks fortsatte kludder på den grønne ø.

Bankens køb af finske Sampo og dets estiske datterselskab i 2006 er blevet uhyggeligt berømt på grund af dens passive eller aktive bidrag til hvidvask af op mod 1.500 milliarder kr. – hvis oprindelse ikke kunne spores til legal virksomhed. Sagen, der først eksploderede i offentligheden i 2017, har trukket store veksler på bankens troværdighed.

Men nu er Danske Bank oppe i omdrejninger igen, som det fremgår af regnskabet for 2019, der i forenklet form ser således ud:

IndtægterMia. kr.OmkostningerMia. kr.ResultatMia. kr.
Renteindtægter21,9Driftsomkostninger27,5Overskud før skat 13,9
Gebyrer15,9Nedskrivninger o.a.3,6 Skatterefusion1,2 
Andet (handelsindkomst)7,2  Overskud efter skat 15,1
I alt45I alt31,1  

Skatterefusionen forklares i en fodnote, der for alle ikke-skatteeksperter er uforståelig. Den bidrager til det glimrende overskud, hvoraf banken i årsrapporten tilkendegav, at den ville betale 7,3 mia. kr. i udbytte til aktionærerne. Offentlig kritik i forbindelse med coronakrisen kan måske udvirke, at beløbet reduceres. – Handelsindkomst dækker over den indkomst, banken genererer ved at anbringe egne penge.

Som det ses, kan man ikke se, hvor pengene tjenes, og det kan man også kun i begrænset omfang læse i årsrapporten selv. Men det fremgår, at danske kunder udgør knap 30 % af indlånene og lidt over en fjerdedel af udlånene. Nordiske kunder, inkl. danske, dækker omkring halvdelen af både indlån og udlån.

Efter et fejlslået investeringseventyr i Irland i 2005, måtte Danske Bank bogføre tab for samlet 33 mia. kroner. Det forhindrede dog ikke banken i at give Peter ‘Gebyrgribben’ Straarup ca. 20 millioner kr. med i hånden, da han fratrådte som direktør i 2012 – foruden 3,1 millioner kr. i årlig pensionsudbetaling. Fotograf: psyberartist / Wiki Commons

Er centralbankerne styrket efter krisen?

Efter finanskrisen har bankerne gjort alt for at rette op på deres indtjening og image. Men der vælter ikke sjældent skeletter ud af skabet, eller vi får nye skandaler – ikke mindst er hvidvask kommet på dagsordenen. Til det er at sige, at kredit er ustabilt, og at hele pengesystemet er fyldt med modsætninger og tvetydigheder. Centralbankerne har dog fået mere magt gennem likvid stopfodring af bankerne ved opkøb af deres ofte tvivlsomme værdipapirer, uden at det har fået bankerne til at åbne kreditslusen for de økonomiske aktører i det ønskede omfang. Det har nok at gøre med, at profitmulighederne ikke ser interessante nok ud. Mange koncerner ligger også inde med store likvide aktiver, og det er blevet moderne at tilbagekøbe egne aktier.

De skavanker og den ustabilitet bankvæsenet udviser – gældsætning, kriser, koncentration omkring færre og større banker, for store overskud og obskure udenlandske aktiviteter – forstærkes af den centrale rolle, bankvæsenet har fået i alle økonomiske forhold. Hvis væsenet skal begrænses eller gøres mere samfundsnyttigt, mangler vi en del viden, ikke mindst om de udenlandske engagementer.

Hverken Finanstilsynet eller Nationalbanken har foretaget omfattende undersøgelser af internationaliseringen af det danske bankvæsen før eller efter finanskrisen. Der er i høj grad brug for at vide mere om især de systemiske bankers udenlandske aktiviteter i filialer og på de internationale markeder – især deres rolle på det verdensomspændende pengemarked, funding, børsaktiviteter, syndikerede lån og obligationsbeholdninger. Hertil kommer danske virksomheders globale bankforretninger og operationer på offshore-markedet. Internationaliseringen går i øvrigt ikke kun fra Danmark og ud, men også den anden vej. Udenlandske banker udgør i dag 30 % af pengeinstitutterne.

Dansk økonomi er meget integreret i det internationale pengemarked, men de statslige myndigheder, som burde kontrollere, hvad der foregår, gør for lidt. Samtidig er den kritiske offentlighed sat ud af spillet, fordi den ikke har adgang til de nødvendige data. Et minimumskrav er, at få finanssystemets internationale netværk, transaktioner og udsathed bedre belyst.

Symbiosen mellem centralbank og storbanker er fuldført. Mehrling udtrykker det ved at sige, at centralbanker nu er ’dealer of last resort’, snarere end ’lender of last resort’.

At udnævne centralbankerne til likviditets-pushere virker på den baggrund ganske rammende.


Karen Helveg Petersen er forfatter til “Rentekapitalismen”, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd.