Banker og penge – hvad er op og ned?

Det moderne bankvæsen er en institutionel sammenfletning af finanskapital på tværs af grænserne. I første del af sit portræt om det verdensomspændende finanssystem fortæller Karen Helveg om bankvæsnets historie og pengenes natur.

Af Karen Helveg Petersen

Det moderne bankvæsen, der opstod omkring år 1300, har udgangspunkt i international handelsfinansiering og institutionel sammenfletning af banker over grænserne. I de fleste fremskredne lande blev en paraplyorganisation, centralbanken, etableret i midten af det 19. århundrede til at samle og holde styr på de øvrige banker og sørge for, at de spillede en positiv rolle i økonomien. Den blev også statens gældsforvalter.

I dag er centralbanken ‘bankernes bank’, der dagligt påvirker pengemarkedet gennem renteændringer, stiller ekstra likviditet til rådighed i nødsituationer – og disciplinerer aktørerne, når de kører af sporet. Efter finanskrisen stimulerer centralbanken finansverdenens udskejelser, snarere end den bremser dem. Hvordan kan man forstå penge, bankvæsen og centralbanker i et verdensomspændende finanssystem med stadig hyppigere kriser? Og hvad siger økonomerne?

Sammenbruddene på finansmarkederne, der spredte sig som en steppebrand og truede pengesystemet i 2008, åbnede befolkningernes øjne for, at banker og finanshuse er internationalt forbundne kar. I to artikler vil jeg sætte fokus på bankvæsnets historie, penges betydning, og centralbankernes rolle.  Ambitionen er intet mindre end at udvikle en moderne marxistisk forståelse af kredit- og pengesystemet.

Del 1: Bank- og pengevæsenets historie og begreber

Banker uden grænser fra 1300-tallet til 1920’erne

Udviklingen af banksystemet i den tidlige renæssance var i høj grad international. De første moderne banker opstod i Italiens bystater i 1300-tallet, hvor Firenze, Venedig og Genova havde akkumuleret stærke pengetanke på handel med Østen. De italienske bankers modparter blev ikke mindst de allerede udviklede britiske lånebanker og selvstændige ’skrivere’ (scribners), der varetog de riges formuer. Formlen var dengang som nu at låne ud til en længere tidshorisont, end indlånene havde. Rentespændet mellem den lange udlånsrente og den kortere og samtidig lavere indlånsrente er bindeleddet. Bankerne opererer med andre folks penge.

Grundlæggende opstod det moderne bankvæsen omkring behovet for at lette den internationale handelsfinansiering gennem et nyt instrument, veksler, der nemmest forstås ved at fremlægge mekanismen. Lad os sige, at uld blev solgt fra England til Firenze. Den engelske eksportør kunne så trække veksler på sin florentinske importør, der først skulle betale, når varerne var leveret. For at finansiere det gab indtrådte der ‘vekselhuse’ – banker, som accepterede og diskonterede de udstedte veksler, og gav kontanter for dem.

Sælger fik med andre ord mindre i kontant afregning end den pålydende værdi. Forskellen var den rente, som blev trukket fra. Da England også importerede fra Italien, kunne gensidige krav enten udlignes eller klares ved noter, private bankpengesedler. En del clearing kunne klares lokalt ved at finanshusene udvekslede krav imellem sig.  Kun ved alvorlige ubalancer mellem de to poler skulle der afregnes i ædle metaller. Veksler cirkulerede frit over grænserne, og store kommercielle banker slog sig ned i andre lande (Medici’erne i London, Lyon og Génève). Det var også de italienske bystater, der udstedte de første obligationer, dvs. offentlige gældspapirer blev solgt til borgerne for at finansiere ikke mindst krige, formidlet af bankerne. England fulgte snart efter.

Vil du endnu mere i dybden?

Karen Helveg Petersen anbefaler to bøger, hvis man vil forstå bank- og pengeverdenens logik og historie:

Perry Mehrling: The New Lombard Street (2011)

Brett Christopher: Banking Across Boundaries: Placing Finance in Capitalism (2013)

+

Kontanter var dengang i princippet metaller, men hvis omsætningen var tilstrækkelig stor – og man havde tillid til, at der var dækning – blev pengesedler også benyttet, eller veksler for den slags skyld. De blev nemlig omsættelige og kunne bruges som betalingsmiddel, hvis de ansås for at være sikre. Der blev dog trukket lidt fra for hver omsætning, men denne ’haircut’ faldt, jo nærmere man kom forfaldsdatoen, hvor vekslerne skulle indfris til pålydende værdi. 

London var omkring år 1800 centrum for forretningsbanker med et vidt forgrenet netværk i andre lande. Tilsvarende slog både tyske og amerikanske banker sig ned i London, som JP Morgan. Christophers opregner, at franske og tyske banker i 1914 havde 500 filialer i andre lande, mens britiske banker havde 1000. Filialerne var i stort omfang oprettet i kolonierne og andre afhængige lande som vigtige led i imperial beherskelse. Derfor blev finanskapital et så heftigt tema i imperialisme-teorierne.

Handel og private forretninger gled forbløffende let. Der var ingen problemer med at veksle tyske mark, franske franc og især ikke engelske pund, der fungerede som reservevaluta. Således sendte Carlsberg-brygger Carl Jacobsen i 1889 penge per telegram til sin dealer i Libanon, Julius Løytved, for køb af arkæologiske fund fra Palmyra.

I 1700/1800-tallet var der fri kapitalmobilitet også for lange investeringer. Ikke mindst finansierede USA sin uafhængighedskrig på internationale markeder (Frankrig, Spanien og Nederlandene), og senere kom oversøisk finansiering af jernbanebyggeriet til. England blev verdens financier, men også Tyskland og Frankrig satte alle sejl til. Fra omkring 1900 blev USA selv udlåner på det internationale marked, i første omgang Latinamerika. Bankhusene finansierede også statsgæld, endog ofte for en udenlandsk stat.

Fra national tilbagetrækning til ny internationalisering

Tyvernes krak og tredivernes depression fik USA til at lukke sig mere om sig selv. I 1924 stod det ellers i spidsen for Dawes-planen, der hjalp Tyskland med at finansiere de krigsskades-erstatninger, som det blev pålagt ved Første Verdenskrigs afslutning. Til gengæld pådrog Tyskland sig langsigtet gæld, der skulle genfinansieres i 1929. Finansmarkedet på Wall Street, der havde suppleret Dawes-planen med sine egne investeringer, lukkede for godteposen, og en efterfølger til Dawes-planen blev ikke til noget.  

I USA blev banksektoren kraftigt begrænset af en ny banklov i 1933. Den indeholdt blandt andet den såkaldte ‘Glass-Steagall’ bestemmelse, der adskilte investeringsbanker fra almindelige forretningsbanker.

Alt i alt cementeredes det, at internationaliseringen var på tilbagetog. Guldindløseligheden blev suspenderet i 1931 (Storbritannien og Tyskland) og 1933 (USA), og i tildelingen af adgang til valuta blev nødvendig import favoriseret, mens kapitalbevægelser blev så godt som sat i bero. Der var heller ikke megen kapital at investere. 

I løbet af den proces var USA blevet dominerende. Landets støtte til det vestlige Europa under og efter Første Verdenskrig var ikke gratis, og det tog sig gerne betalt i guld, hvilket gav det magten i Bretton Woods-systemet, som blev vedtaget i slutningen af Anden Verdenskrig. Det blev sat op som et pengeformidlings-system, hvor dollaren kunne indløses mod guld til en fast kurs. Kapitalbevægelser var ikke tænkt ind, og derfor kunne kapitalen udnytte smuthuller.

“USA blev i løbet af 1930’erne dominerende. Landets støtte til det vestlige Europa under og efter Første Verdenskrig var ikke gratis, og det tog sig gerne betalt i guld, hvilket gav det magten i Bretton Woods-systemet, som blev vedtaget i slutningen af Anden Verdenskrig.”

Fra slutningen af 1950’erne blev international finans genoplivet på en raffineret måde. Et marked for private, såkaldte offshore dollartransaktioner opstod i City of London. At de var offshore skyldtes, at de ikke hørte hjemme i noget lands pengeforsyning eller jurisdiktion.  Væksten i uregulerede offshore-bevægelser betød også, at guldindløseligheden måtte opgives (1971) og dermed de faste valutakurser (1973). På den måde blev det officielle penge- og valutasystem med centralbankerne i spidsen yderligere undermineret. Da kursudsvingene derefter blev for store og utålelige, satte EF – forløberen til EU – gang i arbejdet med at udvikle en fælles valuta, der efter mange forhandlinger blev til euroen. 

Alle slags penge- og kapitalbevægelser blev gradvist givet fri, også på papiret og i forlængelse af de samarbejdsaftaler, der blev indgået. OECD – der har sin oprindelse i gennemførelsen af Marshall-planen for Europas genopbygning efter Anden Verdenskrig – har aktivt promoveret handel og investeringer (en tit underkendt følgesvend til handel) mellem i første omgang de udviklede lande.

Ekspansionsivrige banker var i efterkrigstiden opsatte på at (gen)etablere filialer i andre lande og få samme betingelser som lokale banker. Bankvæsnet blev efterhånden inkluderet i internationale frihandelsaftaler og regler (GATT, senere WTO), fordi det kom ind under samlebetegnelsen ’tjenesteydelser’. Christophers påpeger, at amerikanske kapitalinteresser mobiliserede betragtelige intellektuelle ressourcer i form af mainstream økonomer for få tjenesteydelser ligestillet med varer i globale frihandelsaftaler. Regeringsforhandlerne var heller ikke svære at overtale. Resultat blev, at også i de aftaler, der blev indgået med opstigende (’emerging’) økonomier, blev der givet los i en sådan grad, at kortsigtede, højst spekulative kapitalbevægelser til Sydøstasien skabte en spektakulær international krise i sluthalvfemserne.

Som det fremgår, blev centralbankerne manøvreret ud på sidelinjen efter krigen, især i finanscentrene. Men efterhånden fandt de deres rolle i samspillet med de store banker. Ligesom Bank of England, der blot var førstebank i 1800-tallet, blev de udviklede landes centralbanker det efterhånden også. Ved at acceptere flere og flere instrumenter og tricks på pengemarkedet og selv spille med, har centralbankerne, som vi skal se, fået mere magt igen. I kriser fungerer de som ’lender of last resort’, den rolle som Walter Bagehot i bogen Lombard Street (1873) tilskrev Bank of England. Når alt andet fejler, træder de til.

Forestillingen om den klassiske guldstandard

Penge blev bakket op af guld, der slog sølv af banen. Teorien om guldstandardens automatik – der dog i ny og næ skulle beskyttes med et lille skub – blev udvirket i 1800-tallet. Siden notepenge kunne indløses mod en vis mængde guld til en fast kurs i hver og én valuta, kunne valutaerne også holde kursen over for hinanden. Hvis f.eks. kronekursen faldt, således at et britisk pund svarede til flere kroner, blev køb af guld i Danmark billigere for englændere. Derfor måtte Danmark prøve at beskytte sin valuta, typisk ved at hæve renten for at tiltrække udenlandsk pengeindstrømning. Det var Storbritannien, der systematiserede den form for rentepolitik.

En anden version var, at når en valuta blev mindre værd, kunne mere eksporteres, fordi priserne faldt i importlandenes valuta, og til sidst ville ubalancerne gå i deres mor igen. Teorien har overlevet gennem forestillingen om, at valutakurs-ændringer påvirker handelsmønstrene. Men valutamarkedet er et pengemarked og virker først og fremmest gennem penge- og kapitalstrømme, der har en meget hurtigere reaktionstid end varehandel.

Hvad er penge?

Det er et komplekst spørgsmål der er svært at besvare kort. Penge har mange facetter. Overordnet kan det dog siges, at ’penge repræsenterer værdi’. For penge kan man købe noget, man kan betale for noget, man kan hobe dem op og blive rig, og de bruges til investeringer, til at der kan tjenes flere af dem, som det er selve kapitalismens drift.  En mainstream økonom vil måske sige, at penge er et krav på den fremtidige produktion, eller sligt. Penge er ikke identiske med sedler eller kontoindeståender, men naturligvis skal ’pengematerialet’ – også selvom det er blevet immaterielt – have samfundsmæssig legitimitet og gangbarhed. Det har Nationalbankens penge par excellence, og de omfatter sedler, mønter samt private pengeinstitutters indeståender på såkaldte ‘foliokonti’.

Prisen på penge

Hvis penge har værdi, må der være en målestok. Værdi udtrykkes normalt i en pris – så hvad er prisen på penge? Mehrling taler om fire priser på penge: 1) En positiv rente er ’flere penge i fremtiden mod penge nu’ – der er et helt spektrum af renter. 2) Valutakursen, dvs. hjemlige penges mål i andre landes valutaer. 3) Købekraften, der ændrer sig med prisniveauet. 4) Bytteforholdet mellem offentlige og private penge – forskellige typer penge som bankkonti på anfordring, opsparingskonti og kontanter i forhold til graden af deres likviditet (se nedenfor).

“Der er ikke længere noget forsøg på at holde et bestemt forhold mellem centralbankernes reserver og de udestående fordringer, der ligger bag deres likviditetsskabelse. Nu til dags fremkommer penge i betydningen basispenge blot og bart ved træk på centralbanken.”

Pengesystemet er den institutionelle ramme om penge og deres udvikling omkring nogle grundlæggende mekanismer. Som vi så ovenfor, blev traditionelle rede penge (metaller) erstattet af en repræsentant, men der er stadig en dobbelthed. Centralbanker udsteder sine pengesedler som et krav, der burde kunne indløses mod noget andet, som dog ikke rigtig er der. In God We Trust, som der står på dollarsedlerne. Guld havde en vareværdi, men for lang tid siden forsvandt det fra cirkulationen og så også som basis for pengesystemet, som vi har set. Men udviklingen er gået endnu videre. Der er ikke længere noget forsøg på at holde et bestemt forhold mellem centralbankernes reserver (sikre værdipapirer og fremmed valuta), og de udestående fordringer, der ligger bag deres likviditetsskabelse. Nu til dags fremkommer penge i betydningen basispenge blot og bart ved træk på centralbanken, dog normalt mod sikkerhed. Det kaldes fiat-penge. I tilgift har vi så ’kreditpengene’, der interagerer med fiat-pengene.

Det er den type kreditpenge, som blandt andet ’Gode Penge’-bevægelsen kritiserer. Hvorfor har Nationalbanken ikke monopol på pengeudstedelsen? Hvorfor  bliver den kredit, som de private banker udsteder, til kontopenge, der indgår i opgørelsen over pengeforsyningen? For det første har Nationalbanken strengt taget aldring haft et sådant monopol, den har kun monopol på udstedelsen af mønter og sedler. For det andet: Lån betales tilbage, og kreditskabelsen kan ikke vokse helt arbitrært. For det tredje stammer bankindeståender for en stor dels vedkommende fra arbejds- eller anden lønindkomst. For det fjerde betyder stadig færre kontanter i omløb på ingen måde, at centralbanken er sat ud af spillet. Man kan dog udmærket se faresignaler i, at private banker har fået øget indflydelse på vores allesammens pengeforhold. Er de ikke bare gebyr-gribbe, hvidvaskere og rentemarginalryttere?

Stigende økonomisk aktivitet i samfundet har ikke bare brug for en større pengeforsyning, men skaber også større velstand, og den måles i – penge. Thi penge er jo også vores rigdom. Penge i banken. Ja, nu har vi så mange af dem, at renterne er negative på store indeståender.

Likviditet, solvens og balance

Man kan ikke forstå bankvæsenet uden at kende de måder, det opgør sine resultater, aktiver – og ikke mindst smøremidlet, likviditet – på. Man kan heller ikke forstå det uden at kende principperne i dobbelt bogholderi, der har en lang historie, men hvis udformning blev raffineret samtidig med det moderne bankvæsen.

Princippet er simpelt nok. En postering på kreditsiden kræver en modpostering på debetsiden, alt eftersom det drejer sig om et aktiv eller et passiv. I statusopgørelser, balancer, bliver aktiverne og passiverne sat op over for hinanden på en skæringsdato. Hovedreglen er, at passiver og aktiver skal være lige store. Det er de i praksis langt fra altid, for de oprindelige værdier kan have ændret sig. Forskellene klares ved at opskrive eller nedskrive egenkapitalen på passivsiden.

Den enes debet er den andens kredit. Indeståender i en bank er en debet for banken, en kredit for kunden. For centralbanken er dens udestående kontanter passiver, mens de er aktiver for, hvem der holder dem.

I ikke-finansielle virksomheders årsrapporter har man tre slags opgørelser: resultat, likviditet (cash flow eller pengestrømme) og balance. Resultatopgørelsen angiver årets samlede indkomster og omkostninger med overskuddet som forskel. Der er forskellige mål, alt eftersom afskrivninger, skatter og renter regnes som omkostninger eller en del af profitten. Pengestrømsopgørelsen viser, hvornår betalingerne til løn og gældsforpligtelser forfalder, og bliver der nu også betalt for virksomhedens varer eller ydelser i tide. Afskrivninger er en udgift på resultatopgørelsen, men frigiver samtidig likviditet. Balancen opgør aktiverne, dvs. produktionsapparatets værdi (efter afskrivninger), likvide beholdninger og andre aktiver på den ene side – og gæld og egenkapital som passiver på den anden.

“I et krak forsvinder også solvensen, for man opdager, at værdierne var korthuse. Det var f.eks. tilfældet for Lehman Brothers, der kollapsede i september 2008”

De finansielle virksomheder udarbejder kun to opgørelser: resultat og balance. At cash flow-analysen ikke benyttes, skyldes at bankernes varer jo netop er cash. Dvs. de køber og sælger penge, hvor renteforskelle og haircuts er det vigtigste. Hvad der gælder som likviditet ændrer sig hele tiden, og derfor er en årlig opgørelse meningsløs. Det betyder ikke, at likviditet ikke er essentiel for bankerne, tværtimod. Bankerne skal dagligt håndtere deres likviditet, og et kernespørgsmål er, hvor likvide deres aktiver er. Der er to betydninger af likvidt aktiv: ét, der i sig selv kan bruges som betaling, eller et, der let kan omsættes til penge. Aktivers likviditet forringes i kriseopløb, hvor jagten på ’her-og-nu gyldig’ cash kan udløse den krise, man prøver at undgå. Faktisk kalder økonomen Perry Mehrling pengemarkedets likviditetsbehov for ‘et konstant overlevelsespres’.

Funktionen som bestyrer af hele befolkningens indkomster og løbende pengesager, kræver naturligvis i sig selv en god basislikviditet. Dog sker afregningen mellem banker på nettobasis, så der spares på den måde masser af likviditet.

Altså, hvad der kan være likviditet er i sig selv flydende. Det drejer sig jo i bankverdenen om betalingsmidler, der skal udradere gæld, og når økonomien kører glat, kan også kreditinstrumenter eller en masse aktiver bruges til at betale med. På den måde bliver de momentant ’penge’.

I stedet for en årlig pengestrømsopgørelse bruges udvalgte nøgletal til at aflæse likviditetssituationen, der også i mangel af bedre analyseres via balancen. På aktiv-siden finder man udlån og aktiver såsom bankens indeståender på centralbankkonti og kassebeholdning samt papirer, der er let omsættelige, som statsobligationer. Kundernes bankindeståender hører til på passivsiden, for indlån kan jo hæves eller overføres til en anden banks konto ’på anfordring’, mens udlån giver bankerne renteindtægter. Bankernes interesse er udlån, og når de vokser, skal udbetalingerne finansieres af et cash flow. Stigningen i udlån kan derfor vokse dem over hovedet, så de må låne likviditet hos andre banker gennem interbank-markedet eller i centralbanken. De kan også udstede obligationer med renteudgifter til følge.

Keynesianisme og mainstream: en lille forskel bliver en stor kontrovers

– Mainstream-økonomer insisterer på, at statens budgetunderskud skal begrænses for ikke at hæmme den private og produktive del af økonomien.

– Keynesianere mener derimod, at statsunderskud ikke gør noget, fordi de bliver dækket af de to typer overskud (over for hhv. den private sektor og udlandet) og kan sætte gang i en slatten økonomi.

– Et marxistisk synspunkt ser ikke et sådant ‘ping-pong forhold’ mellem den private og den offentlige sektor. Økonomisk aktivitet afhænger af profitudsigterne – er de gode, skal finansieringen nok findes.

+

Et resultat af de øgede udlån, altså aktiver, er vækst i bankernes samlede balance, der oftest er ledsaget af mere gæld på passivsiden og en relativt faldende egenkapital. Dette kan gå ud over deres solvens, dvs. deres langtidsholdbarhed. Tilsynsreglerne kræver, at egenkapitalen skal overstige en vis procent af summen af aktiver som udlån og obligationsbeholdninger, vægtet for deres risiko (0 for de sikreste papirer, 100 % for de mest usikre). Der skal mange revisorer til for at nå et passende resultat.

Men den stigende gæld skyldes også, at de bliver nødt til at finansiere sig selv, dvs. skaffe likvider. Således manøvrerer de hele tiden mellem indtjening, som de kan få ved at købe aktiver og låne ud, og det krav der er til, at de skal have nok i kassen eller adgang til kasse – overlevelseskravet. Jo mindre hver transaktion giver i fortjeneste, jo flere handler skal der til for at ’maksimere aktionærværdien’. Problematikken har naturligvis også at gøre med, hvordan økonomien kører og vekselspiller med bankernes sundhed.

Et af problemerne med den underrapporterede likviditetssituation er, at både resultatopgørelse og balance kan se fine ud selv kort tid inden et krak. Men i et krak forsvinder også solvensen, for man opdager, at værdierne var korthuse. Det var f.eks. tilfældet for Lehman Brothers, der kollapsede i september 2008.

Som konsekvens af den nære fortids synder er et nyt banktilsynsnøgletal, Liquidity Coverage Ratio, kommet til. Det bestemmes som likvide aktiver af høj kvalitet i forhold til de krav på kontante udbetalinger, banken kan komme ud for over en 30-dages periode. Dækningsgraden skal gerne være større end 100 %. Likviditetskravet indebærer faktisk, at adgangen til likvide aktiver skal dække truslen om bankpanik, hvor folk vil have kontanter.  

Den forvirrende betalingsbalance

Betalingsbalancen for et helt land indeholder løbende poster og kapitalposter. De løbende poster opgør ikke bare forskellen mellem eksportindtægter og importudgifter for varer og tjenesteydelser (handelsbalancen), men også indkomst tjent og hjemført fra udlandet minus bevægelser den anden vej. Kapitalposterne registrerer kortsigtede og langfristede kapitalbevægelser. Hvis der er overskud på de løbende poster og kapitalbevægelserne, skal man finde nogle balanceposter, da saldoen skal være nul. Logisk set må der netto være en pengeindstrømning, men at finde de rigtige tal er ikke ligetil, for pengebevægelser fungerer alt efter omstændighederne som kortfristede kapitalbevægelser eller som likviditet, der salderer andre bevægelser. Igen et flydende felt.

Herimod antager mainstream økonomi, at et betalingsbalanceoverskud er udtryk for en form for opsparing, der kan kanaliseres over i indenlandsk forbrug eller investering. Dette økonomiske begrebsapparat hersker også hos f.eks. keynesianere, hvis grundmodel går ud på, at et lands opsparing er lig med forskellen mellem nationalprodukt og forbrug, tillagt overskuddet over for udlandet. Et underskud på statens udgifter dækkes enten af den private sektors opsparingsoverskud og/eller udlandsoverskuddet, ræsonneres der videre. Der er dog tale om nogle uheldige sammenblandinger. Budgetunderskud og langsigtede kapitalbevægelser ind i landet kan ses som tilførsel af ressourcer til økonomien, mens vareeksport faktisk dræner landet for ressourcer, selvom den salderes med pengeindstrømning. Disse økonomer forveksler en balance-og likviditetsopgørelse med en resultatopgørelse.

Således en præsentation af penge- og bankvæsnets historie. I næste artikel vil jeg sætte centralbankernes rolle yderligere under lup, og se nærmere på, hvordan de store økonomiske hjul opfører sig i krisetider. Sidstnævnte ligner mere og mere et højaktuelt emne at beskæftige sig med.

Læs fortsættelsen næste fredag.

Karen Helveg Petersen er forfatter til “Rentekapitalismen”, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd.