Corona-svineri i Tyskland: – Danish Crown også indblandet

Corona-virus, sygdomsudbrud og løntrykkende arbejdsforhold. Elendige vilkår har været normen i årevis i den tyske svineindustri, og nu er den tyske befolkning også ved at få øjnene op for branchens råddenskab.

Af John Graversgaard

Et stort udbrud af corona på det største tyske slagteri har medført, at et helt distrikt er sat i karantæne. Det er Gütersloh-distriktet i regionen Nordrhein Westfalen, hvor slagterigiganten Tönnies har et kæmpeslagteri i byen Rheda-Wiedenbrück. Fabrikken er primært bemandet med lavtlønnede, østeuropæiske arbejdere, der ansættes gennem underentreprenører. På tysk kaldes det: ‘Werkverträge‘ (arbejdskontrakter, red.).

6.500 arbejdere er sendt i karantæne, og pludselig har borgerskab og medier i Tyskland fået travlt med at kritisere den grove udbytning af arbejdskraften. Coronaen har på forunderlig vis åbnet øjnene for, hvad kritikere i mange år har kaldt for “Tönnies-systemet” og en “flæskemafia”, og forgæves har protesteret mod. Blandt andet har Matthias Brümmer fra fagforeningen NGG, journalisten Adrian Peter og den utrættelige og modige præst Peter Kossen, samt Gewekschaftslinke i Hamburg i årevis forsøgt at få offentlighedens opmærksomhed på emnet.

EU-regler tillader udbytning

Gennem brug af underentreprenører i tvivlsomme firmaer rekrutteres op til 80 % af arbejderne fra Østeuropa. De arbejder i et opskruet tempo med lange arbejdsdage og lav løn, og er stuvet sammen under usle boligforhold.

Fattigdommen i Østeuopa udnyttes kynisk gennem de lempelige EU regler for udstationering; et system vi også kender fra Danmark, især i byggebranchen. Det er grobund for mafiastrukturer, hvor mennesker behandles som skidt.

Den skrupelløse ejer af milliardkoncernen Tönnies er også formand for fodboldklubben FC Schalke. Det er rigmanden Clement Tönnies, der nu er blevet en hadefigur i Tyskland. Frankfurter Rundschau skriver, at Tönnies fremgang er sket på bekostning af de østeuropæiske arbejdere. Der grædes krokodilletårer og lægges op til indgreb.

Tönnies-koncernen står for slagtningen af 17 millioner svin om året i Tyskland, og har også købt sig ind i Danmark. Tönnies ejer ‘Tican’-slagteriet, og er aktiv i den storstilede transport af grise til de tyske slagterier. En udvikling, som har betydet lukning af danske slagterier, og at Danish Crown-koncernen også er begyndt at slagte i Tyskland – og dermed profiterer på det samme system som Tönnies.

I maj blev der konstateret et omfattende corona-virusudbrud blandt arbejdere på det tyske soslagteri ‘Westcrown’ i Nordrhein-Westphalen. Slagteriet er et ‘joint venture’ mellem Danish Crown og tyske Westfleisch. 

Et slagteri, som normalt aftager alle de søer der slagtes i Danmark, og viser hvordan Danish Crown systematisk udnytter den billige arbejdskraft i Tyskland. Det betød, at Danish Crown stoppede slagtningerne og lukkede ned i Danmark.

Tavshedens lov hersker i Tyskland

Udviklingen i Tyskland som effektiv løntrykker er attraktiv for både tyske og udenlandske slagterikoncerner – som det danske Danish Crown og det hollandske Vion – er sket henover en længere årrække, godt hjulpet på vej af alliancen mellem SPD under Gerhard Schröder og Merkels CDU. Tyskland er blevet, hvad Werner Rügemer kalder for et “arbejdsuretsland”, hvor grov udbytning af udenlandske arbejdere har styrket eksporten af billigt flæsk og svinekød til Europa og resten af verden. Men kritikken er ikke kommet fra forbundsregeringen eller de delstater, hvor kødindustrien er koncentreret. Rügemer nævner bla.:

“Her i 2020 er udstationeringsloven i fokus. Den bygger på et EU direktiv (1996/71) som er omsat til lovgivning i alle EU-lande. Udstationeringsloven drejer sig om reguleringen af arbejdsforholdene for udenlandske arbejdere i 9 udvalgte brancher (bl.a. byggeri, bygningsrenovering, brevpost, sikkerhed og kødindustri). Og gælder for arbejdere, som for en kortere forbigående periode er udstationeret. Her har den tyske regering sat kødindustrien på listen, og indskrænket listen så det ikke gælder alle arbejdere. Reglerne er uklare, og bryder med almindelig retssikkerhed.

I §1 siges det, at der skal findes “passende mindste-arbejdsforhold”. Samtidig skal “konkurrencen” understøttes gennem “fair og fungerende konkurrenceforhold”. Her åbnes døren på vid gab for undtagelser, og hvad betyder “passende”? Det bestemmer Tönnies, Vion, Danish Crown og Westfleisch osv. og ikke, hvad vi har vidst de sidste 20 år, nemlig at arbejderne er fra Bulgarien, Polen, Rumænien, Ungarn, Moldavien, Ukraine.

Hvis man spurgte dem, ville de nok gerne betale mere for at undgå at bo på et flersengsrum. De ville nok også gerne have betaling for de mere end 20 overtimer om ugen. Hvorfor tier de stille i den tyske retsstat, som praler af at ligge forrest i verden når det gælder ytringsfrihed? Alle underkaster sig tavshedens lov – også underentreprenørerne, der profiterer som mellemmænd. Hvad menes med en kortere periode? Hvorfor skal de ikke opnå mulighed for en fast stilling? Fordi de nemt kan skiftes ud og smides væk til deres hjemlande, når de er opbrugte og nedslidte”.

Coronakrisen ændrer alt

Pludselig er den tyske regering og arbejdsministeren, Hubertus Heil (SPD) parat til at kræve fastansættelse i de store slagterier, gældende fra 1 januar 2021. Også Tönnies-koncernen lover ændringer, men Kødindustriens Arbejdsgiverforening advarer mod graverende økonomiske konsekvenser.

Store dele af produktionen vil ved et sådan forbud flytte til udlandet. Kort sagt: Monopolerne kommer med trusler, hvis man griber ind mod deres megaprofitter. Men i “arbejdsuretslandet” Tyskland, er det helt almindeligt at anvende tidsbegrænsede ansættelser og kontrakter, hvor arbejdere for at tjene mindstelønnen bliver nødt til at arbejde langt flere timer end der står på lønsedlen. Det har desuden den klare fordel for arbejdsgiver, at en afskedigelse ikke skal begrundes.

Den vandrende arbejdskraft fra Østeuropa er blevet en malkeko for den tyske kapital, hvor de underudviklede, østeuropæiske landes arbejdere fastholdes som en tavs, udskiftelig reserve af arbejdskraft. EU gør intet for at kontrollere dette, men overlader det til medlemsstaterne, som holder sig tilbage med at stille krav. På den baggrund vil det være mest sandsynligt, at de store svineproducenter nok skal finde en vej frem, så de kan fastholde deres fordele. Samtidig er branchen præget af en fagbevægelse, som har svært ved at organisere arbejderne. Der klynkes og jamres nu politisk, som om det var hensynet til arbejderne, der talte. At tale om faglig kamp er uvant tale for socialdemokraterne i SPD, som foretrækker klassesamarbejdet med kapitalen frem for arbejdskamp.

Postkassefirmaer – også i Danmark

I virkeligheden er der tale om at disse østeuropæiske arbejdere er indlejet hos slagterierne. At de er ansat gennem underentreprenører er en smart konstruktion, som bruges til at snyde myndigheder, giver samtidig arbejdsgiverne mulighed for at skubbe ansvaret fra sig.

Det er en konstruktion vi også ser i Danmark, hvor en lang række postkassefirmaer er oprettet for at svindle og bedrage skattevæsenet og tilsynsmyndighederne. At myndigheder som f.eks. Arbejdstilsynet skal sende et påbud til en postkasse i Polen, i stedet for at sende påbuddet til den virksomhed, som leder og instruerer arbejderne, skriger jo til himlen.

Men det er monopolernes EU i en nøddeskal.