Danmark var en slavehandlernation. Det er på tide med en undskyldning

Under hyggeligt samvær med venner rodede jeg mig forleden ud i en diskussion om Danmarks rolle i slavetiden.

I dag tager de fleste af os skarpt afstand fra menneskehandel. Slavehandel var handel med mennesker, selv om datiden ikke havde samme menneskesyn – og Danmark lå i spidsen, når det gjaldt køb, transport og salg af afrikanere som arbejdskraft i sukkerplantagerne i Dansk Vestindien.

Vi har som stat sagt undskyld i flere omgange gennem de senere år. Til Godhavns-drengene, de grønlandske børn og de anbragte i sær- og åndssvage-forsorgen.

Slaverne blev i datiden ikke opfattet som mennesker med rettigheder og af samme værdi, som de amerikanske nybyggere og de europæiske kongehuse, aristokrati og storkøbmænd.

Derfor var den senere amerikanske præsident Thomas Jefferson uden nogen form for moralske anfægtelser i stand til på samme tid at være medforfatter til den amerikanske uafhængighedserklærings formulering om, at alle mennesker er født frie og lige, og selv anvende både oprindelige folk og importerede afrikanere som slaver på sit gods.

12 millioner slaver skabte enorme rigdomme til den herskende klasse

400 års brug af og handel med slaver skabte enorme rigdomme til den herskende klasse i både Nord- og Sydamerika og i Europa.

I den periode blev 12 millioner mænd, kvinder og børn fragtet fra Afrika til Amerika for først og fremmest at arbejde i sukkerplantagerne.

Danmark var dybt involveret i den såkaldte transatlantiske slavehandel, som indbragte den økonomiske, politiske og kulturelle elite gigantiske formuer.

Vi indfangede ikke selv afrikanere gennem de handelsstationer, der blev til danske kolonier, men købte dem for brændevin, metaller og geværer og meget andet af afrikanske stammer, som havde styrke til at undertrykke andre. Derefter sejlede vi under umenneskelige forhold slaverne til især Vestindien, hvor danskere også oprettede sukkerplantager baseret på slavearbejdskraft.

Dansk trekantshandel med 110.000 afrikanere

Det udviklede en trekantshandel, hvor vi bragte varer fra Danmark til Guldkysten i Afrika, hvor varerne blev omsat til slaver, der blev sejlet til de Vestindiske Øer og solgt for råsukker, som så blev sejlet til raffinering i Danmark. Dødstallet under sejladsen til slavemarkederne var enormt.

Vi transporterede i denne trekantshandel omkring 111.000 afrikanere i lænker til en grum skæbne som slaver og oftest et ganske kort liv som slavearbejdere.

Det var danske rigmænd, der i første omgang profiterede på trekantshandlen. Men det var staten i form af kongen, der tildelte dem rettigheder til handelen med både Indien og Afrika – og dermed placerede os som samfund lige midt i målskiven for kritik af menneskehandel og slavers forfærdelige forhold. Vi har med andre ord som stat – som fællesskab – godt tilsvinede hænder i forhold til slavernes efterkommere.

Den givtige danske handel blev først standset med en “Forordning om Neger-handelen” i 1792 af den daværende finansminister Ernst Schimmelmann, som dog på ægte dansk vis sikrede, at forbuddet mod handelen først trådte i kraft et årti senere, så slaveejerne kunne få transporteret tilstrækkeligt med slaver til øerne, så der kunne fødes nok til fremtidigt at sikre rigelig slavearbejdskraft, når det ikke længere var lovligt at gå på slavemarkedet og købe ind.

Og den strategi virkede i de mange år, indtil selve slaveriet på de Vestindiske Øer blev forbudt af von Scholten, der med stor bekymring imødeså et kommende slaveoprør.

Finansminister Schimmelmann og hans familie havde selv betydelige investeringer i slaveriet og holdt op mod 1.000 slaver ved plantager på De Vestindiske Øer og et sukkerraffinaderi i København, som gjorde familien til en af landets rigeste.

Under dansk flag

Nutidens debat om det danske slaveri spænder fra, at de, der lever i dag, ikke kan have et personligt ansvar for andres handlinger i fortiden, som Danmarksdemokraternes Charlotte Munch har formuleret det:

“Jeg har ikke holdt slaver, jeg kunne ikke drømme om at holde slaver, og det tror jeg heller ikke, nogen nulevende danskere kunne, derfor kan jeg ikke se, hvad vi skal undskylde for. Vi har jo ikke gjort noget, os nulevende danskere. Vi kan ikke stå til regnskab for alt, hvad vores forfædre har gjort.”

Eller over at slavetiden udgør “et skamfuldt og et grusomt kapitel i vores historie”, som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykte det i sin nytårstale i 2017, men ikke et kapitel der kræver en dansk undskyldning til slavernes efterkommere.

Løkke Rasmussen skærpede nogle måneder senere fordømmelsen af slaveriet ved 100 års-dagen for Danmarks salg af de Vestindiske Øer til USA og korrigerede samtidig den traditionelle danske fortælling om slaveriets ophør:

“Jeg foreslår, at vi spørger os selv: Findes der nogen retfærdiggørelse for undertrykkelse? Noget argument for at behandle folk brutalt? Vi kender alle svaret. Svaret er nej! Der er ingen retfærdiggørelse – under nogen omstændigheder – for den udnyttelse af mænd, kvinder og børn, der fandt sted på disse øer under dansk flag. Der er ingen retfærdiggørelse for slaveri. Det er utilgiveligt. Utilgiveligt. Det er en mørk og skamfuld del af dansk historie. Så når jeg leder i mit hjerte. I mit sind. Så er der ingen tvivl: Fortidens sande helte er Jomfruøernes mænd og kvinder, der trodsede undertrykkelse. De fik ikke skænket deres frihed. De tog den tilbage. Anført af modige sjæle. Som risikerede deres eget liv for at sætte deres landsmænd fri.”

Til synspunktet om, at et opgør med utilgivelige forhold i vores fortid kræver både fordømmelse og undskyldning uanset om dem, der led under systematisk og statssanktioneret dansk menneskehandel og mishandling, fortsat er i live. Og at en offentlig undskyldning er med til at forebygge gentagelser ved at gøre viden om årsagen til en undskyldning alment kendt.

Det sidste standpunkt står jeg på.

Det er i mine øjne det samme forsøg på forebyggelse af gentagelser gennem spredning af viden om den systematiske udryddelse af Europas jøder gennem det tyske Holocaust under det nazistiske styre, vi nu også i Danmark ser med nedsættelse af gyldne mindesten – såkaldte snublesten – foran boliger, hvis jødiske beboere gik til i de tyske udryddelseslejre.

Historieløshed og holdningsløshed

Sporene efter rigdommen fra slavehandlen og slavearbejderne ses stadig i det indre København, hvor Frederiksstaden så at sige er brolagt med de slaver, der skabte den rigdom, som blev omsat til prangende palæer.

Den bedste illustration af dobbeltheden i vores forhold til fortiden som en slaveholderstat er måske, at en del af kongefamiliens Amalienborg og statsministerens embedsbolig Marienborg er opført til danske slaveholdere for deres enorme fortjenester på den transatlantiske slavehandel.

Vi skal naturligvis ikke rive palæerne ned for at gå bodsgang og demonstrere anger.

I mine øjne bliver vi historieløse, hvis vi smider statuer i havnen, oversprøjter malerier, udskifter vejnavne eller fjerner bygninger fra det offentlige rum.

Til gengæld bliver vi holdningsløse, hvis vi ikke uden den mindste rysten på hånden siger undskyld til efterkommerne, som finansierede det danske aristokratis og storkøbmændenes slave-gilde – og på denne måde holder den kollektive viden om fortidens synder i live.

Gennem FN har Danmark lod og del i fordømmelse af slaveri og opfordring til at genoprette ofrenes værdighed: “Vi anerkender og beklager dybt de umådelige lidelser og overgreb, som millioner af mænd, kvinder og børn blev udsat for under slaveri, slavehandel, den transatlantiske slavehandel, apartheid, folkemord og andre historiske tragedier.“

FN har for mere end to årtier siden erklæret slaveri for at være en forbrydelse mod menneskeheden.

Hvis ikke en dansk forbrydelse mod menneskeheden er den mest oplagte anledning til at sige undskyld til ofrenes efterkommere, hvad skulle så være? Forbrydelser mod menneskeheden skal undskyldes, uanset hvornår de er begået.

Det er pinligt, at vi ikke for længst har fulgt andre landes eksempel og undskyldt Danmarks ubehagelige deltagelse i slavehandelen og vores systematiske brug af slavearbejdere.

Det ville være oplagt at gøre det nu, hvor FN’s årti for mennesker af afrikansk herkomst udløber med udgangen af 2024.

Det er sådan set blot en dansk regering, som skal få fingeren ud.