Danmarks kamp mod antisemitismen og palæstinenserne

Denne tidligere handlingsplan https://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2022/01/Antisemitisme-handlingsplan.pdf lagde til grund en begrænset udgave af International Holocaust Remembrance Alliances (IHRA) definition af antisemitisme – den vender jeg i detaljer tilbage til. Planen specificerede også, at det

”fortsat [skal] være tilladt at kritisere staten Israel – og i øvrigt alle andre stater – hvis man er uenig i disse staters handlinger. Det skal også fortsat være legalt at fremsætte kritik af den jødiske religion, ligesom andre religioner kan kritiseres”.

Så langt så godt. Men den udvidede IHRA-definition med en række eksempler som blander kritik og fordømmelse af Israel med had mod jøder – synes i den seneste aftale at have forskubbet sig. En formulering som siger, at man ”aldrig [må] sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse” er kommet frem i teksten. Det Jødiske Samfund, som henviser til hele IHRAs tekst med dettes eksempler, er eksplicit blevet en tæt samarbejdspartner, som nu også skal overvåge de sociale medier.

Underskrivelse af en sådan aftale, som så klart betyder en indskrænkning af ytringsfriheden, især hvad angår det palæstinensiske spørgsmål, har naturligvis mødt størst modstand på venstrefløjen. Politikere på det yderst venstre, Enhedslisten, har dog forsøgt at dæmpe (også den interne) kritik ved at forsikre om, at definitionen af antisemitismen er ikke ændret.

Den 5. juli skrev Rosa Lund, Trine Pertou Mach og Pelle Dragsted i et debatindlæg i Information, at “det er ikke korrekt, at aftalen [af 25. juni] ændrer ved definitionen af antisemitisme”.

Det er da heller ikke det, jeg påstår, når jeg henviser til den meget bekymrende aftaletekst. Problemet er, det aftalen lægger op til – for en aftale af den slags er en politisk hensigtserklæring.

Intet sted i artiklen nævnes IHRA-definitionen som grundlaget for både handlingsplanen fra 2022 og den aftalte udvidelse af den. Men det er netop denne definition, som her er omdrejningspunktet for det hele.

Handlingsplanens begrænsede definitionen lyder:

”Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, der kan udtrykkes som had mod jøder. Retoriske og fysiske former for antisemitisme rettes mod jødiske og ikke-jødiske enkeltpersoner og/eller deres ejendom samt institutioner og religiøse samlingssteder, der tilhører jødiske samfund.”

Men som den forhenværende dommer ved den britiske appeldomstol, Stephen Sedley, noterede i London Review of Books omkring definitionens hovedindhold: “Den består ikke den indledende prøve, som alle definitioner skal bestå: den er uklar”.

Sedley noterede sig, at

”en bestemt opfattelse af jøder, som kan udtrykkes som had”, “opfordrer til en række spørgsmål. Er antisemitisme kun et spørgsmål om opfattelse? Hvad med diskriminerende handlinger og politik? Hvad med opfattelser af jøder som er udtrykt på anden vis end had?”

Uden at gå dybere ind i ikke-definitionen, som ligger til grund for Handlingsplanen fra 2022, skal jeg skynde mig at sige, at netop dette hovedindhold kun er begyndelsen på den problematik, som IHRAs definition rejser. Dennes virkelige våben ligger i definitionens ledsagende eksempler, hvoraf syv af de elleve har med Israel at gøre. Flere af disse er særligt problematiske.

Men hvorfor skal vi så behandle eksemplerne, hvis Handlingsplanen fra 2022 har udeladt dem?

Her er det vigtigt at forstå den historie, der ligger bag IHRA. IHRAs definition er nemlig sammensat af grupper, der driver lobbyvirksomhed for Israel, især den amerikanske American Jewish Committee (AJC) og Simon Wiesenthal Center. Selv definitionens forfatter Kenneth Stern fra AJC har udtrykt stærk bekymring for hvordan den bruges som våben “af højrefløjsjøder”.

Og selvom man flere steder i verden netop har forsøgt at begrænse definitionen, som man har gjort her i Danmark, så presser Israels lobbyorganisationer alligevel på i retning af en udvidelse og accept af hele IHRAs pakke.

Men har vi en Israel-lobby i Danmark, en zionistisk lobby, kunne man spørge? Ja, selvfølgeligt har vi det. Det er styret af Det Jødiske Samfund, som er en paraplyorganisation for adskillige zionistiske organisationer.

Det Jødiske Samfund er regeringens sparringspartner, eftersom regeringen accepterer DJS’ påstand om, at organisationen er den suveræne repræsentant for jøder i Danmark. Og DJS anvender IHRA på en vidtfavnende måde. Det kan man se i organisationens rapport om antisemitisme fra 2023. I dennes punkt 3 på side 19 taler man om “Teori og Metode”. Her skriver Det Jødiske Samfund om samfundets centers Afdeling for Kortlægning af og Videndeling om Antisemitiske Hændelser (AKVAH):

“AKVAH tager i sine rapporter udgangspunkt i den retligt ikke-bindende arbejdsdefinition på antisemitisme fra International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA), som den danske stat er medlem af. EU arbejder også ud fra arbejdsdefinitionen fra IHRA, jf. fx Europa Parlamentets og rådets tidligere vedtagelser, ligesom mange EU-lande har vedtaget at anvende arbejdsdefinitionen aktivt.”

Så langt så godt kunne man tro. Men så:

“Når der er tale om en arbejdsdefinition, betyder det, at man i praksis kan blive konfronteret med situationer, der gør, at man midlertidigt må udvide eller indskrænke sin forståelse af antisemitisme. For at bidrage med viden og oplysning om antisemitisme som fænomen og dens forekomst i Danmark, suppleres IHRAs arbejdsdefinition i denne rapport med yderligere eksempler, forklaringer, fortolkninger og kortlægninger af antisemitisme fra akademiske forskningskilder og fra institutter eller organisationer, der arbejder med at kortlægge og fremlægge viden om antisemitisme som fænomen”.

I denne teksts første afsnit, har DJS indsat en fodnote (fodnote 22), som henfører til IHRA i sin helhed. Man vil ikke i forklaringen på “eksempler” skrive, at man eksplicit bruger IHRAs eksempler, fordi det ville betyde en direkte konfrontation med Handlingsplanen fra 2022, og det ville være åbenlyst tendentiøst. Således kommer definitionen og dens eksempler snigende.

Jeg vil her herunder citere og analysere nogle af eksemplerne fra IHRA på det, man opfatter som antisemitisme:

“Beskylde jødiske borgere for at være mere loyale over for Israel eller over for jøders påståede prioriteter i hele verden end over for deres egne nationers interesser”.

18 jøder (mig selv indbefattet) har for nyligt stillet spørgsmålstegn ved DJS’ og synagogens fanatiske støtte til Israel, bl.a. ved at man beder for landets militære succes (se kronik i Politiken). Det sker her en voldsom sammenblanding af religion og politik, vel at mærke som støtte til et andet lands militær – et land som Sydafrika ved Den internationale Domstol har anklaget for folkedrab, og som domstolen har beordret til at indstille de militære operationer i Rafah i Gaza. Skal vi ses som antisemitter (eller “selvhadende jøder”,) fordi vi bringer sagen op? Er det ikke et problem, som skal drøftes sagligt? Det er tydeligt, at DJS ikke vil tale om sagen, men er det antisemitisk at tale om den?

Næste eksempel:

“Nægte det jødiske folk dets ret til selvbestemmelse, f.eks. ved at hævde, at staten Israels eksistens er et udslag af racistiske ambitioner”.

I denne passus ligger der flere problemer. For det første er retten til selvbestemmelse ikke altid geografisk baseret. Men lad det nu ligge. Hvis man anser Israel for at være et apartheidregime fra Jordanfloden til Middelhavet – som den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem siger – er det så antisemitisk? Hvis man vurderer, at mønstret stammer fra 1948 – som Amnesty International gør i sin Apartheid-rapport – er det så antisemitisk? Der er nu konsensus i det internationale menneskerettighedssamfund om, at Israel er et apartheidregime – er det antisemitisk at antage det? Hvis man ser landet som værende et bosætter-kolonialistisk projekt fra starten, som utallige forskere verden over mener – er det også antisemitisk?

Næste eksempel:

“Anvende dobbeltstandarder ved at afkræve det [Israel] en adfærd, som ikke forventes eller kræves af andre demokratiske nationer”.

Nu forlanges det indirekte, at vi anser Israel som et “demokrati”. Altså, at opfatte en apartheidstat som et demokrati. Men hvad nu hvis staten Israel begår forbrydelser imod menneskeheden som andre “demokratiske nationer” ikke gør? Er det så en “dobbeltstandard”, fordi det er Israel, der er anklaget for folkedrab, og ikke Sverige?

Næste eksempel:

“Drage sammenligninger mellem den aktuelle israelske politik og nazisternes politik”.

Mange jødiske israelere har siden 1948 draget disse paralleler lige fra Aharon Zisling, som klagede over Dawaymeh-massakrenⁱ, til professor Yeshayahu Leibowitzⁱⁱ og til Giora Eilandⁱⁱⁱ. Sidstnævnte er nu rådgiver for Israels forsvarsminister Yoav Galant, og han kaldte i 2004 Gaza for en “kæmpe koncentrationslejr”. I øvrigt kan man i listen inkludere prominente ikke-israelske jøder som Albert Einstein og Hannah Arendt, som i 1948 sammenlignede Begins Herut-parti (forløberen for Likud) med nazisterne. Er de allesammen antisemitter?

Den nye antisemitisme

Den ånd, der i disse eksempler styrer sammenblandingen af kritik af Israel med had til jøder, er et overordnet begreb, der kaldes “den nye antisemitisme”. Det er en idé som Israel har været i gang med at promovere siden 1970’erne, og den går ud på, at Israel som et billede på jøden har erstattet den historiske jøde eller jøder i almindelighed – nu bliver kritik og fordømmelse af Israel derfor en måde at udtrykke had imod jøder. Man kan aldrig bevise det omvendte – nemlig at ens kritik eller fordømmelse er begrundet i det, som Israel gør, fordi det bliver altid set som had mod det, Israel ”er”. Kritik og fordømmelse af Israel ses som et ønske om at udrydde jøder, og herfra stammer det, at man insisterer på “Israels ret til at eksistere”.

Denne idé kommer flere gange til udtryk i den nye aftaletekst. Uanset hvad, må man ikke “sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse”.

Men ingen stat i verden har en universal eksistensberettigelse. Stater kommer og går, de bliver anerkendt eller ikke. Denne retoriske påstand om en ret, som ikke findes, benyttes til at beskytte sig imod noget andet: kritik og fordømmelse af Israel. Og hvordan kan man så gøre det konkret? Ved f.eks. at “nægte det jødiske folk dets ret til selvbestemmelse, f.eks. ved at hævde, at staten Israels eksistens er et udslag af racistiske ambitioner”.

Lund, Mach og Dragsted henviser i deres indlæg i Information til den formulering i aftalen således:

“Og aftalen indebærer ikke en indskrænkning af ytringsfriheden, når det gælder kritik af Israel, eller for den sags skyld at sætte spørgsmålstegn ved Israels eksistens. Det er senest bekræftet umisforståeligt af kirkeminister Morten Dahlin i P1 debat den 2. juli. Havde det modsatte været tilfældet, ville Enhedslisten selvfølgelig ikke have været med i aftalen.”

Men Dahlins udsagn er i den sammenhæng særlig problematisk, fordi han sagde, at mens det ikke var ulovligt at sætte det spørgsmålstegn, mente han selv, at det var forkert: “Der er mange ting jeg synes er forkerte, som jeg ikke har tænkt mig at forbyde”, sagde han.

Tilsyneladende en vigtig skelnen mellem personlig mening og ytringsfrihed. Men så må man stille følgende spørgsmål:

Hvorfor skal en formel aftale så indeholde så konkret en “mening”, hvis den ikke skulle udmøntes i politisk handling?

Lad os læse hele afsnittet for at se det i et større perspektiv:

“Ingen indbyggere i Danmark – heller ikke danske jøder – bærer noget ansvar for krigen mellem Israel og Hamas. Uanset hvilken holdning man måtte have til konflikten i Mellemøsten, må det aldrig blive en undskyldning for at gøre hverdagen utryg for jøder i Danmark eller udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse”.

Det her er ingen personlig sidebemærkning – det er et dokument som er støttet af hele Folketinget.

Og i aftaletekstens “Fokusområde 4: Forskning og oplysning” hedder det, at

“der lægges op til at afsætte 10 mio. kr. til forskning i antisemitisme i Danmark… herunder særligt i ”den nye antisemitisme”, hvor antisemitisme genereres ud fra en foragt for staten Israel, samt i antisemitisme på online platforme, herunder sociale medier.”

Altså, at det er “den nye antisemitisme”, der er det overordnede begreb for alt det problematiske, som man har prøvet at begrænse i Handlingsplanen fra 2022.

Lund, Mach og Dragsted nuancerer her:

“Det er i vores øjne vigtigt at modvirke, at den helt legitime vrede mod Israel går ud over danske jøder, som ikke har noget kollektivt ansvar for Israels gerninger. Det betyder dog ingenlunde, at vi med aftalen sidestiller foragt for eller kritik af Israel med antisemitisme.”

Det kan være, at Enhedslisten eller forfatterne ikke gør det, men er det en garanti imod, at andre gør det? I aftaleteksten står det faktisk anderledes – altså, at “antisemitisme”, genereres udfra en “foragt” for Israel. Hvem er det, der skal bedømme om selve den påståede antisemitiske handling egentlig er antisemitisk? Og hvem skal bedømme om den stammer fra en “foragt”? Bliver handlingen antisemitisk allerede i og med, at den genereres af en “foragt” for staten Israel?

Og hvem skal overvåge dette? Hvem skal overvåge “antisemitisme på online platforme, herunder sociale medier”? Det skal det Jødiske Samfund. Det samme zionistiske organ som så stærkt promoverer “den nye antisemitisme”. Se f.eks. formanden Henri Goldstein i Kristeligt Dagblad i 2022:

“Antisemitismen kommer frem, når Israel bedømmes på andre præmisser end de øvrige lande. Når Israel gøres til jøden blandt nationerne som for eksempel i dele af FN-systemet, er det antisemitisme”.

Lyder det bekendt? Det er “den nye antisemitisme”, og det er IHRA.

I aftalens “Fokusområde 2: Online antisemitisme” står der:

“Det Jødiske Samfunds Center for Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser (AKVAH) ydes økonomisk støtte til at bistå med monitoreringen af og dialogen med onlineplatforme, hvor der særligt ses eksempler på antisemitisk indhold. AKVAH vil herved kunne bidrage til, at platformene overholder deres interne retningslinjer og på frivillig basis nedtager sådant indhold, ligesom det vil kunne bidrage til, at klare straffelovsovertrædelser politianmeldes”.

Med andre ord skal vi (hvis denne aftale realiseres) overvåges af dem, som allerede nu bruger IHRAs definitioner i disses fulde omfang, og endda arbejder for en ideologisk udvidelse af dem via “den nye antisemitisme”.

Det hele ligner måske en kamp mod antisemitismen, men det er i virkeligheden en kamp mod palæstinenserne – Hvad havde man forventet af en definition som er sammensat af den israelske lobby? Vi må beskytte palæstinenserne nu – ikke mindst midt i det folkemord, der nu begås mod dem.

Jeg skal afslutningsvis bemærke, at Anemone Samy og jeg har skrevet et åbent brev til regeringen og Folketinget, om at trække sig fra aftalen og vælge en anden definition på antisemitisme – et brev som alle gerne må skrive under på.

i Se også Jonathan Ofir, ‘Barbarism by an educated and cultured people’ — Dawayima massacre was worse than Deir Yassin, Mondoweiss, 7. februar 2016; Jonathan Ofir, The Mukhtar’s sworn testimony – more on the 1948 Dawaymeh Massacre, Mondoweiss, 12. februar 2016.

ii Se Jonathan Ofir, ‘I used to think the term ’Judeo-Nazis’ was excessive. I don’t any longer’, Mondoweiss, 8. december 2023.

iii Se Jonathan Ofir, ‘Influential Israeli national security leader makes the case for genocide in Gaza’¸Mondoweiss, 20. november 2023.