Dans med djævlen

Hvis man vil forstå den politiske studehandel, der med NATO-udvidelsen er blevet lavet mellem Tyrkiet og USA, må man først og fremmest forstå det historiske fjendskab mellem Rusland og Tyrkiet. Zar-vældet og Det Osmanniske Imperium har gennem århundreder udkæmpet blodige krige om kontrollen med Sortehavs-regionen, og for de russiske kejsere har erobringen af Konstantinopel (Istanbul) altid været den mytiske kronjuvel, der kunne genskabe det kristent-ortodokse kejserrige i Byzans.

“Dette er vejen til Konstantinopel“, skrev kejserinde Katarina Den Store i 1787 på en triumfbue i Krim, efter Rusland havde annekteret øen fire år tidligere. I dag er Krim igen blevet annekteret, og for de mest rabiate russiske nationalister lever Katarinas drøm om at genkristne Hagia Sophia-moskeen stadig.

Men hvorfor så denne historiske gennemgang? For at forklare, at der aldrig var nogen tvivl om, at Tyrkiet ville indlemme Sverige og Finland i NATO, og dermed give Rusland en geopolitisk lussing af rang. Jeg sagde det samme i P1 Debat for 1½ måneds tid siden, da de to lande indleverede deres ansøgning, og dermed foretog et historisk kursskifte. Erdogans modvilje var et spil for galleriet, der handlede om at tvinge politiske indrømmelser igennem, og understreger blot, at han besidder én af despotens klassiske spidskompetencer: At udnytte politiske kriser til realpolitiske landvindinger. I sidste ende var det altid i Tyrkiets interesse at svække sin russiske arvefjende, hvilket NATO-udvidelsen i den grad har gjort.

Taberne er kurdere og deres politisk allierede i Finland og Sverige, der indtil nu har været forholdsvist sikre i politisk asyl. For hvis man tror, det tyrkiske regime vil stille sig tilfreds med vage formuleringer om “fordømmelse af terrorisme”, kan man med fordel følge den politiske udvikling i vores nordiske nabolande den kommende tid.

Allerede inden NATO-indlemmelsen var på plads, forklarede Tyrkiets ambassadør i Sverige, at man vil have udleveret parlamentsmedlemmet Amineh Kakabaveh til retsforfølgelse i Tyrkiet. Dagen efter aftalen gentog Tyrkiets justitsminister så kravet om at få udleveret en række politiske flygtninge med tilknytning til PKK og Erdogan-rivalen Fethullah Gülens FETÖ-bevægelse.

Om Sverige virkelig har tænkt sig at sende dissidenter til tyrkiske fængsler vil vise sig. Det ville være et forræderi af historiske proportioner, både i forhold til de konkrete kurdiske frihedsaktivister, og i forhold til Sveriges selvforståelse som et humanitært land med ytrings- og forsamlingsfrihed som kerneværdier. Men det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg hører Sveriges statsminister Magdalena Andersson fortælle det statsstyrede tyrkiske medie Anadolu Agency, at man nu “vil arbejde tæt sammen med Tyrkiet om at udlevere kriminelle mistænkte.”

Hvem er mon ‘de kriminelle’? For en autoritær galning som Recep Erdogan er definitionen helt sikkert en anden end den, man finder i et skandinavisk retssystem. Han udråbte for eksempel Enhedslistens EU-parlamentariker Nikolaj Villumsen til at være terrorist, fordi han havde deltaget i en demonstration til støtte for Yazidierne, der er blandt de mest udsatte befolkningsgrupper i Irak.

“Når man i sin iver efter at standse Putin indgår en så beskidt studehandel med hans tyrkiske åndsfælle, bliver man nødt til på et tidspunkt at spørge, hvornår krigseuforien er gået for langt.”

På samme måde går det for mange af Erdogans interne politiske rivaler. Føromtalte Fethullah Gülen – en tidligere politisk allieret – er uden skyggen af bevis blevet beskyldt for at have orkesteret kupforsøget i 2016. Gülen påstår omvendt, at Erdogan selv orkestrerede forløbet, og kigger man på, hvem det hovedsageligt gavnede – Erdogan selv – virker forestillingen om en tyrkisk ‘Rigsdagsbrand’ da heller ikke specielt konspirations-tosset. Mere end 160.000 tyrkiske advokater, lærere og andre embedsmænd er siden 2016 blevet suspenderet, mens over 77.000 er blevet fængslet under Erdogans politiske udrensning. Med den nye aftale er der også allerede lagt op til, at den skal forsegles i blod. Den tyrkiske præsident annoncerede tirsdag, at Tyrkiet har tænkt sig at starte en militæroffensiv i Kurdistan hurtigst muligt.

Udenrigsminister Jeppe Kofod kritiserede efter anholdelsen af Alexei Navalny den russiske stat, og opfordrede til oppositionspolitikerens øjeblikkelige løsladelse. Men når NATO-allierede som Tyrkiet og USA begår nøjagtig samme overgreb på presse- og ytringsfriheden, er der stille som graven i Udenrigsministeriet. Udleveringen af Wikileaks-stifteren Julian Assange udstillede for nyligt dette galoperende hykleri, og det samme sker over for Tyrkiet. Her sidder den kurdiske parlamentariker Selahattin Demirtaş fængslet på sjette år efter en farce af en retssag. Kan Jeppe Kofod mon forklare, hvorfor den ene fængsling fordømmes, mens den anden ignoreres?

Ukraines ret til at forsvare sig mod den brutale russiske invasion kan der ikke stilles spørgsmål ved: Ingen angrebskrig kan nogensinde retfærdiggøres, hvad enten den retter sig mod Bagdad, Kyiv eller det kurdiske selvstyre. Problemet er bare, at den nuværende politiske kurs ikke handler om at hjælpe Ukraine, men derimod om at en formulere en ny militærdoktrin. Lyder det underligt? Så overvej for en bemærkning, at under 1 % af NATO-landenes budgetter går til Ukraine, mens udgifterne til militær i nogle lande hæves med 50 %.

NATO’s generalsekretær fremlagde forleden den nye doktrin på topmødet i Bruxelles, hvor han forklarede, at autoritære regimer som Rusland og Kina “ryster det globale fundament, der har holdt os sikre i årtier.” Men er det virkelig så simpelt, Stoltenberg? Kina og Rusland er de onde? I USA ser vi lige nu en reaktionær bølge skylle ind over landet, hvor landets højesteret er gået amok i kristen fanatisme. Lande som Polen og Ungarn er en konstant påmindelse om, at forestillingen om ‘vores’ værdier ofte er mere et retorisk greb end en realitet. Og når man i sin iver efter at standse Putin indgår en beskidt studehandel med hans tyrkiske åndsfælle, hvor kurdere i hele verden bliver solgt som bønder i et skakspil, bliver man nødt til på et tidspunkt at spørge, hvornår krigseuforien er gået for langt. NATO har har i kampen mod den russiske djævel givet sin egen frit spil til at hærge. Men danser man med djævlen længe nok, træder han én over tæerne.