Debat: Hvorfor skal alting stemples ‘danskerne’?

Alt bliver efterhånden betegnet som ‘danskerne’, mener Simon Tøgern. Han efterspørger mere præcision fra politikere og debattører.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Simon Tøgern, formand for HK Privat

Sproget forandrer og udvikler sig hele tiden. Noget er udenlandsk – oftest amerikansk – påvirkning af sproget: Vi joker med noget eller spoiler en film. Andet er dovenskab eller mode. Når politikere og journalister i dag ”kommenterer på en sag”, mens vi andre blot ”kommenterer sagen”, så er det ikke andet end krukkeri og en markering af, hvilken gruppe afsenderen gerne vil forbindes med.

Borger, bruger, vælger eller skatteyder?

Andre forandringer er måske mere politiske. I ’gamle dage’ talte medierne og politikerne om borgerne, brugerne, vælgerne, skatteyderne og lønmodtagerne. Det er relativt præcise begreber, og det er nemt at afgøre, hvem der tales om og hvem, der ikke tales. Det er begreber med en stor fællesmængde, men de dækker ikke 100 % over de samme mennesker.

I dag benytter praktisk taget alle politikere og kommentatorer sig af udtrykket danskerne. Det bruges i alle sammenhænge. Når al virakken om store sportsbegivenheder skal beskrives, så handler det om danskerne. Når vi snakker om, hvem der går på arbejde, alle dem der betaler skat, alle dem der benytter den offentlige service, og alle dem der stemmer ved valgene eller skal vaccineres mod corona – så taler vi om danskerne.

Men jeg kender en svensker, der har et dansk cpr-nummer, en araber, der går på biblioteket, en nordmand, der stemmer i Danmark og en franskmand, der betaler skat. Er de så danskere? Det må de selv afgøre. Men de er under alle omstændigheder borgere, brugere, vælgere og skatteydere.

“Er det en ubevidst indrømmelse til den stigende optagethed af det særligt nationale? Er det en bevidst kommunikationsstrategi, hvor den slappest mulige definition af – hvem det er man taler om, med og til – skal sikre, at ingen bliver hægtet af? Eller er det bare intellektuel dovenskab?”

Mit ærinde er ikke at kaste mig ud i en stor, principiel diskussion med alverdens Morten Messerschmidt-typer om definitionen på danskerne og hvad danskheden er for en størrelse. Man bliver jo træt i hovedet bare ved tanken! 

Det er mere en stille undren over, hvad der ligger bag, når velovervejede politikere – som omhyggeligt vender hvert et ord og vending – benytter sig af et så upræcist udtryk? Ja, selv velskolede marxister fra den yderste parlamentariske venstrefløj er en bloc forfaldet til denne ”nationalisering” af sproget.

Er det en ubevidst indrømmelse til den stigende optagethed af det særligt nationale? Er det en bevidst kommunikationsstrategi, hvor den slappest mulige definition af – hvem det er man taler om, med og til – skal sikre, at ingen bliver hægtet af? Eller er det bare intellektuel dovenskab?

Præcision efterlyses

Jeg ved det ikke! Men kære Bente, Lizette, Mette, Pernille og Pia! Gider I ikke lige stramme jer lidt an og præcisere, hvem det er, I taler om og med! Skulle vi ikke lige genopfriske arbejderbevægelsens ”republikanske” terminologi og værdier:

Når vi går på arbejde, er vi lønmodtagere, arbejdere, offentligt ansatte eller privatansatte funktionærer, men ikke danskere. Når vi betaler skat, er vi ikke svenskere eller arabere, men skatteydere. Og når vi stemmer, er vi vælgere – ikke arabere, tyskere eller nordmænd.

Tak!