De allerfleste fattige børn fortsætter med at være fattige

4 ud af 5 fattige børn forbliver fattige. 225-timers reglen videreføres. Børne- og fritidstillæg er glasur på i forvejen alt for lave ydelser, der fortsat bygger på mistro til de arbejdsløses og syges arbejdsvilje, ikke på opfyldelse af deres behov. Parlamentarisk er chancen forspildt – i årevis frem. Venstrefløjen, SF og Enhedslisten roser sig selv. Diskrimination af flygtninge opretholdes, de og deres børn skal fortsat føle sig mindreværdige, og tilskyndes til hjemrejse. Det ser ud som om, at for regeringsflertallet er politik løsrevet fra den virkelige verden – de fattiges verden. De fattige er åbenbart ikke fattige nok til, at al indkomstfattigdom bliver afskaffet.

Mødrehjælpen: ’Vanvittigt skuffende’

Aftalen træder i kraft 1. januar 2024. 9.200 fattige børn kan derfor glæde sig til, at de om 1½ år bliver fri for konsekvenserne af familiens indkomstfattigdom. Hvis ikke en ny regering da i mellemtiden har omgjort aftalen. De mindst 4 gange så mange fattige børnefamilier, som nu og fortsat er fattige – også om 1½ år – kan for så vidt være ligeglade med venstrefløjens hårde forhandlinger. Og dog, især børn og unge, der tager medicin, kan se frem til 2024, hvis de overhovedet kan tænke så langt. De voksne, der kan arbejde, kan til den tid tjene lidt ved siden af, og de kan glæde sig til januar 2025, hvis de tager medicin. De alvorligt psykisk syge, der i dag får fuld kontanthjælp, kan se frem til en afklaringsgaranti pr. 1. januar 2026, dvs. om 3½ år fra nu. Det sker under forudsætning af, at de har været på kontanthjælp i 2 år forinden. Afklaringsgarantien er desuden afhængig af, at en række borgerlige partier vil godtage den efter næste valg.

“Særligt 225-timers reglen halverer brutalt en families indkomst, hvis den ene ægtefælle ikke formår at skaffe sig 225 timers arbejde inden for et år. Det rammer selvfølgelig børnene ekstra hårdt.”

Ifølge de seneste tal for børnefattigdom fra 2020, levede 56.500 børn under fattige kår. I 2019 – det år hvor Mette Frederiksen dannede regering – havde 21.000 børn været fattige i mere end 3 år. Det midlertidige børnetillæg, som blev indført af regeringen kort tid efter dens tiltrædelse, frigjorde knap hver 10. fattige barn fra økonomisk fattigdom. Nu, eller rettere om 1½ år, er knap hvert femte barn af de 56.500 løftet ud af fattigdom. Vi ved ikke, hvad inflationen betyder for antallet af fattige, men fattigdommen vokser her og nu. Og vi ved, at særligt 225-timers reglen brutalt halverer en families indkomst, hvis den ene ægtefælle ikke formår at skaffe sig 225 timers arbejde inden for det seneste år. Det rammer selvfølgelig børnene ekstra hårdt. Kontanthjælpsloftet er erstattet af nye, højere, men ultimative, lofter, uanset udgiftens karakter.

Mødrehjælpen er ikke begejstret for aftalen. Partierne har forspildt en gylden mulighed for at rette op på et åbenlyst problematisk politikområde, siger direktøren til Information, 15.6.2022.

»Vi har ventet tre år på aftalen, og jeg havde forventet, at vi skulle lave et markant løft af børn ud af fattigdom. Så at det kun gælder 10.000 børn, er vanvittigt skuffende,« mener Ninna Thomsen.

I 2018 vurderede Institut for Menneskerettigheder, at integrationsydelsen (nu den såkaldte og endnu lavere Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse) var – og er – under eksistensminimum. Flygtningefamilier, hvis behov for beskyttelse er anerkendt af staten, fortsætter med at være de fattigste. De kan ifølge aftalen tjene mere end andre som supplement til integrationsydelsen, men det forudsætter, at de kan arbejde, og det kan mange af dem ikke. Diskriminationen videreføres.

Politisk selvglæde

I dag kan fattigdom betyde, at børn ikke får nok at spise, og langt fra får sund kost. Det viser flere undersøgelser. Forældre springer måltider over for deres børns skyld. Børn har ikke madpakke med i skolen. Der er mange andre meget alvorlige afsavn forbundet med at være fattig, både som barn og som voksen. Det er grumt at være fattig, fattigdom skaber skam og afmagt over for at ændre sin situation. Og det selvom netop fattigdom og særlig børnefamiliers fattigdom er nem at afskaffe. Velfærdsinstitutionerne ser børnene og kan undersøge, om familien er fattig. Økonomisk fattigdom kan stort set afskaffes med et pennestrøg, ved at sætte ydelserne op, ved at udregne dem efter familiers behov og meget forskellige boligudgifter, og ved at indføre negativ beskatning af de voksne, der er såkaldt selvforsørgende men i øvrigt uden egen indtægt.

Alligevel er SF og Enhedslisten imponerede over deres egen præstation i forhandlingerne. De har nok presset Peter Hummelgaard, og de er også opmærksomme på, at ikke alle børn frigøres fra fattigdom. SF og Enhedslisten lover at kæmpe videre, men det bliver svært. S vil selvfølgelig ikke åbne for en ny kontanthjælpsaftale. Til gengæld bidrager venstrefløjspartierne til at legitimere og grundfæste diskrimination af flygtningefamilier, til at legitimere og grundfæste vrangforestillingen om, at arbejdsløse, syge og fattige ikke vil arbejde, og til at legitimere og grundfæste den diskurs, der afviser at tildele kontanthjælpsmodtagere ydelser efter behov.

SF og EL er blevet stuerene

Fattigdom har andre indirekte konsekvenser. Fattigdom hjælper arbejdsgiverne med at holde lønnen nede og med at få de ansatte til at affinde sig med dårlige arbejdsforhold. Fattigdom bidrager til at opretholde den sociale orden, den kapitalistiske orden. Med fattigdom forsøges flygtninge skræmt fra at søge asyl i Danmark.

“Fattigdom er selve den historiske anledning til velfærdsstaten. For bare 25 år siden var fattigdom politisk totalt uacceptabel. Men fattigdom er blevet et politisk redskab, og et instrument for politisk magt.”

Den skam, samfundet påfører de fattige, afvæbner de fattige fra at forandre deres egen situation. Risikoen for forældres omsorgssvigt af deres børn øges med økonomisk fattigdom. Når børn skammer sig, skammer de sig over for deres kammerater og isolerer eller skærmer sig socialt. Børn i fattige familier risikerer – bare efter et år i fattigdom – at få dårligere karakterer i skolen, kortere uddannelser, og en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet som voksne. De konsekvenser kommer, jf. aftalens ikrafttræden pr. 1.1. 2024, også til at gælde de børn, der først bliver fattige i denne tid på grund af den høje inflation og kommende penge- og finanspolitiske stramninger.

SF og Enhedslisten på Christiansborg er blevet stuerene. Ø afviser at vælte regeringen, selvom et valg kunne ændre styrkeforholdet mellem især Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne. Kontanthjælpsaftalen lever ikke en gang op til forståelsespapiret. Fattigdom er selve den historiske anledning til velfærdsstaten. For bare 25 år siden var fattigdom politisk totalt uacceptabel. Men fattigdom er blevet et politisk redskab, og et instrument for politisk magt. Ved at medvirke til en aftale, der efterlader det store flertal af fattige i fortsat fattigdom, medvirker SF og Enhedslisten til at legitimere den sociale orden. Som om socialistisk politik kun handler om at være en dygtig forhandler, og om at lade sig nøje med små fremskridt. Som om politikere og fattige lever i to verdener, adskilt fra hinanden. Som om det store flertal af fattiges dybt alvorlige nød ikke er tilstrækkelig vedkommende.