De “alternative sandheder”. Meloni, Scurati og mørklægningen af Italiens nyere historie

Antonio Scurati – en af Italiens mest berømte forfattere – slog i 2018 sit navn fast med en monumental dokumentarroman om Mussolini i tre bind. Han blev i anledning af Italiens befrielsesdag 25. april bedt om at fremsige en lille monolog på RAI (Italiens svar på DR). Men arrangementet blev pludselig taget af programmet. Den officielle forklaring var problemer med honoraret. Men indicier peger på, at årsagen snarere skyldtes et redaktionelt indgreb.

Det fik ikke uventet mange til at se det som et eksempel på, at højredrejningen – der for alvor satte ind med Giorgia Melonis indsættelse som ministerpræsident i oktober 2022 – nu også har sat sit præg på RAI. Meloni har da også fået regeringsloyale folk ind på de ledende poster i administrationen og på redaktionerne. Scuratis monolog blev hurtigt publiceret i andre medier og kom også i en dansk oversættelse her i Solidaritet.

Scuratis situation er ikke enestående, men fletter sig ind i nogle mere omfattende tendenser. De tilbagevendende mærkedage, som det officielle Italien gerne markerer under stor mediebevågenhed, giver et godt fingerpeg om de langsomme forskydninger, der sker i den kollektive erindring i disse år. Der kan derfor ikke være tvivl om, at Scurati mindede den aktuelle politiske klasse om en ubekvem fortid, der har det med hele tiden at bringe dens uafklarede forhold til fascismen frem i lyset.

Modstandsbevægelsen og antifascismens svækkelse

Det forholder sig langtfra sådan, at italienerne har været enige om modstandskampen mod fascismen og om modstandsbevægelsens afgørende betydning for, at Italien efter nederlaget i anden verdenskrig fik landets første egentligt demokratiske forfatning i 1948.

Den fælles front mod fascismen, der forenede partierne til venstre med de mere moderate midterpartier blev brudt, efterhånden som Den Kolde Krig og antikommunismen isolerede Det Italienske Kommunistparti, som ellers havde været en udslagsgivende faktor i partisanhæren. Kristendemokraterne i DC (Democrazia Cristiana) havde spillet en mindre rolle i modstandskampen, men de blev hurtigt det regeringsbærende parti – i realiteten helt frem til Murens Fald og Sovjets sammenbrud i 1989-91.  

Der er dog ikke tvivl om, at med den nye regering under Giorgia Meloni er den løbende strid om fortolkningen af den nyere historie blevet skærpet, da de kræfter, der før hørte til i periferien af det politiske system, i dag er blevet mainstream.

Der kan nu spores en mere gennemgribende og konsekvent miskreditering af Italiens antifascistiske tradition og dermed også af dens mest markante udtryk, nemlig landets på mange måder visionære forfatning. Melonis parti Fratelli d’Italia (Italiens Brødre) blev dannet i 2012 som en udløber af Movimento Sociale Italiano (MSI), hvis historie går tilbage til december 1946, da det blev grundlagt af tidlige fascister, der var Mussolini tro til det sidste.

Meloni selv meldte sig ind i partiets ungdomsafdeling i 1992, mens det stadig hed MSI. Denne baggrund efterlader hende i den prekære situation, at hun som landets ministerpræsident forventes at vise loyalitet over for forfatningen. Men samtidig repræsenterer hun nogle politiske kræfter, der hverken var med til at vedtage forfatningen i sin tid eller siden helhjertet har bakket op om den. Det har diverse militære kupforsøg og flere eksempler på sort terrorisme fra den fløj vidnet om.

1924. Drabet på Matteotti

Maj måned 2024 markerede 100-året for drabet på Giacomo Matteotti, som var leder af et mindre socialistisk parti. Matteotti var en af det fascistiske regimes skarpeste kritikere. Han havde dokumenteret Mussolinis blodige vej til magtovertagelsen i oktober 1922 samt brug af valgsvindel ved det netop overståede valg i april 1924.

For at forhindre Matteotti i at fremlægge beviser på korruption i regimets top tog inderkredsen omkring Mussolini kontakt til en gruppe squadristi – et af de fascistiske tæskehold, som Mussolini havde brugt mod sine politiske modstandere på venstrefløjen, i fagforeningerne og blandt midterpartierne. De passede Matteotti op uden for hans bolig og kørte bort med ham i en bil. Der opstod formentlig et håndgemæng, som førte til Matteottis død. Først hen på sensommeren blev hans lig fundet uden for Rom.

Affæren blev af Mussolini brugt til yderligere at stramme grebet om magten og dermed lægge grunden til en udvikling af fascismen i en mere totalitær retning, der satte ind med hård repression over for de sidste rester af oppositionen.

Meloni har hidtil haft svært ved at vedkende sig fascismens voldsparathed. Ved en netop afholdt mindehøjtidelighed i parlamentet for Matteotti indrømmede Meloni dog, at Matteotti blev dræbt af fascistiske squadristi, men hun undgik behændigt at nævne Mussolinis medansvar.

Denne ‘indrømmelse’ af noget, der må betragtes som en historisk kendsgerning, afslører dog mere en institutionel pligt fra Melonis side, fordi hun nu engang er regeringsleder, end den udtrykker en dybere overbevisning. Der er endnu langt til en forståelse af, at Matteottis dramatiske død ikke var et enkeltstående tilfælde men blot endnu et udslag af den strukturelle vold, som var en indbygget del af Mussolinis regime.

1944. Nazifascismens massakrer

Året 2024 er også 80-året for Fosse Ardeatine, en lokalitet i Roms sydlige udkant og i dag et mindested. Det kan sammenlignes med Ryvangen i Danmark, hvor tyskerne under besættelsen henrettede danske modstandsfolk.

På det tidspunkt var Mussolini allerede blevet væltet ved et møde i Det Fascistiske Storråd i slutningen af juli 1943. Han var også blevet fængslet, efter De Allierede nogle uger tidligere var gået i land på Sicilien og nu langsomt kæmpede sig op igennem den italienske halvø.

Mens den befriede del af Italien sluttede en våbenhvile med De Allierede i september 1943, blev il Duce sat fri gennem en tysk redningsaktion og sat i spidsen for en stødpudestat (den såkaldte Repubblica Sociale Italiana) i Nord- og Mellemitalien. Republikken var reelt kontrolleret af Italiens hidtidige allierede, Tyskland, og den blev hurtigt blev præget af en mere entydig nazistisk brutalitet.

Ved Fosse Ardeatine begik den tyske besættelsesmagt den 24. marts 1944 en massakre på 335 gidsler. Det var umiddelbart et svar på et attentat, som kommunistiske modstandsfolk dagen før havde begået mod en deling politisoldater i det indre Rom. Bomben, der blev bragt til eksplosion, dræbte 33 politisoldater. Ved massakren dagen efter tog tyskerne hævn på mere end ti gange så mange mennesker.

Også i dette tilfælde er de historiske kendsgerninger forsøgt fordrejet eller fortiet. Således har Meloni ved endnu en mindehøjtidelighed hævdet, at de 335 dræbte gidsler alle var italienere for med dette nationalpopulistiske greb at beskrive, at det var italienerne, der var ofre og tyskerne bødler.

For det første var der enkelte andre nationaliteter blandt ofrene. Et stort antal var imidlertid jøder, der ikke blev dræbt, fordi de var italienere, men fordi de var jøder. For det andet var der også italienske myndigheder fra Mussolinis Sociale Republik, der bistod tyskerne.

1974-94. Fra nyfascismens attentater til Berlusconis ‘hvidvaskning’

Endelig er 2024 også halvtredsåret for bombeattentatet i Brescia, der kostede mange livet og et stort antal sårede under en antifascistisk demonstration på byens centrale Piazza della Loggia. Ved de efterfølgende retssager faldt der en række domme til personer, der alle kom fra det nyfascistiske miljø i gråzonerne mellem MSI, terrorgruppen Ordine Nuovo og de dele af de statslige efterretningstjenester, der aldrig havde forliget sig med den demokratiske forfatning.

Bomben i Brescia var ikke den første af slagsen, men en af flere, der blev bragt til sprængning i tidsrummet mellem bomben i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano den 12. december 1969 og ødelæggelsen af Bolognas hovedbanegård den 2. august 1980. Også i disse tilfælde var de hovedansvarlige at finde blandt nyfascistiske terrorister.

Igen har vi her at gøre med en besværlig fortid, som Giorgia Meloni har svært ved at tage afstand fra. Hun valgte da også at blive væk fra mindehøjtideligheden, der for nylig blev afholdt i Brescia. Dermed viste huns, at hun ikke gør sin institutionelle pligt som regeringsleder. I stedet lader hun sig paralysere af en politisk-kulturel baggrund, som grundlæggende er fremmed for den antifascistiske kamp bag forfatningens demokratiske idealer.

Det er så også i år 30 år siden, at Berlusconi kom til magten efter sejren ved valget i 1994. Det skulle blive et vendepunkt, fordi Berlusconi for første gang bragte MSI ind i et regeringssamarbejde og dermed legitimerede et parti, der hidtil – trods sporadiske alliancer med kristendemokraterne i DC – havde levet i udkanten af det politiske system.

Konsekvenserne af denne operation ser vi i dag. De er formentlig mere vidtrækkende, end selv Berlusconi i sin tid havde forestillet sig.

Hvorhen?

Antonio Scuratis sag er blot et af mange eksempler på, hvordan den nye politiske klasse reagerer, når den bliver mindet om nogle hændelser, som den tydeligvis helst undgår at tage stilling til, forsøger at omskrive til ‘alternative sandheder’ eller helt skriver ud af historien.

Når Meloni som reaktion på den megen kritik af RAI’s censurering af Scurati valgte at offentliggøre forfatterens monolog på sin egen SoMe-profil, sker det næppe for at bringe RAI-chefernes fravalg af Scurati i miskredit. Hensigten er snarere at tømme Scuratis tekst for enhver relevans ved at lade den drukne i de sociale mediers gigantiske informationshav.

Der foregår i Italien en kamp om det politiske og kulturelle hegemoni og dermed om retten til at fortælle historien. I denne kamp er der også momenter af intimidering. For eksempel blev Massimo Giannini – som er journalist ved dagbladet La Repubblica og en kendt kritiker af regeringen –vækket kl. 4 om morgenen af politiet, som meddelte ham, at der var rejst en bagvaskelsessag imod ham.

Eller da Luciano Canfora – en af Italiens mest profilerede intellektuelle – fik en sag på halsen for at have omtalt Meloni som en person, der er ‘nynazist i sjælen’.

Hvis man skal vurdere i hvilken retning, Italien udvikler sig, skal man også medregne regeringens initiativer for at tryne den dømmende magt og den kritiske presse.

Et forslag om at styrke selve regeringslederposten går ud på at indføre et direkte valg af ministerpræsidenten, som med et direkte folkeligt mandat bag sig vil få en uforholdsmæssig stor magt. Det advarer mange kritikere imod, fordi det vil forrykke de checks-and-balances, der er indbygget i et demokrati og sikrer de politiske mindretal.

Gennemføres et forslag som dette, vil det ifølge politologen Giorgio Galli føre Italien over i en postdemokratisk fase, der yderligere vil isolere Italien i EU.