De Radikales ‘økonomiske ansvarlighed’ er et blålys

I forhandlingerne om den politiske retning for en kommende S-regering, førte Radikale Venstre sig frem som garanten for den ‘økonomiske ansvarlighed’. For Jonas Gielfeldt er det et udtryk for, hvor afsporet debatten om finanspolitikken er blevet. Han mener det forholder sig stik modsat.

Af Jonas Gielfeldt

I de netop afsluttede regeringsforhandlinger blev der kæmpet en hård kamp om den økonomiske politik. Radikale Venstre insisterer på en fortsættelse af de seneste snart 15 års reformkurs, hvor hovedsigtet er at øge arbejdsudbuddet gennem ”reformer”. Modsat ville hverken Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten den vej. De peger alle på forskellige skatteindtægter, der kan øges. Blandt forslagene fra de tre partier kan nævnes – at øge skatten på de højeste kapital- og aktieindkomster, skat på den finansielle sektor, formueskat; eller styrket kontrol i SKAT, som kan øge indtægterne ved at reducere den udbredte snyd med skatter, moms og afgifter blandt virksomhederne.

De Radikale havde dog tydeligvis ikke tænkt sig at give op. Et læk fra forhandlingerne viste, at Morten Østergaard havde et krav om, at det skulle indskrives i det papir, som skal være grundlaget for S-regeringen, at arbejdsudbuddet skal øges med 30.000 personer. Det er et voldsomt krav. Hvis man følger den opgørelse, Økonomi- og Indenrigsministeriet har lavet for arbejdsudbuds-virkningerne ved tidligere reformer, så vil 30.000 i øget arbejdsudbud svare til:

• Cirka to 2012-skattereformer, hvor man hævede topskattegrænsen blandt andet finansieret ved at udhule overførselsindkomsterne.
• Halvdelen af virkningen fra efterlønsreformen.
• Den samlede virkning af Førtidspensions/Fleksjobreformen, de to kontanthjælpsreformer samt virkningen af integrationsydelsen. Dertil også SU-reformen, reform af sygedagpenge, reform af beskæftigelsesindsatsen, Vækstplan DK (den hvor man lettede selskabsskatten), og så stort set alle de skattelettelser, Lars Løkke har fået gennemført.

Desværre fik de Radikale medløb i den overvejende borgerlige presse. Se eksempelvis denne artikel fra Jyllands Posten, hvor Morten Østergaard udtaler: ”Det skal jo hænge sammen. Derfor er vi meget optaget af, at vi får en økonomisk politik, der gør det muligt at indfri de høje forventninger, som vi på tværs af partierne har skabt til, hvad vi kan med en ny regering”; og ”Man kan ikke indfri de løfter, der er givet, uden også at ville finansiere det. Og man kan ikke lede Danmark, hvis man vil ignorere dansk økonomis største udfordring”.

Heldigvis endte det med, at den politiske forståelsestekst ikke kom til at indeholde dette krav fra de Radikale. Arbejdsudbud blev som begreb byttet ud med det langt mere konkrete begreb beskæftigelse, som ifølge aftalen skal øges ”udover det, der allerede forventes”, altså uden at de 30.000 kom til at blive tallet man skulle opnå. Dette er en kæmpe sejr for primært Enhedslisten, der i forhandlingerne stod som en direkte modpol til de Radikales krav om fortsat reformkurs.

Der er ingen tvivl om, at det borgerlige Danmark, arbejdsgivernes organisationer og CEPOS, samt diverse neoklassiske økonomer vil kvie sig over, at fokus på arbejdsudbuddet ikke står centralt. Ifølge dem er øget arbejdsudbud nemlig den eneste måde at sikre en finansieret økonomisk politik. Derfor vil Mette Frederiksens regering komme under massiv belejring fra alle dem der ønsker, at den ulighedsskabende reformkurs skal fortsætte fra dag 1. Derfor skal vi også være knivskarpe i denne diskussion.

For forholder det sig nu også sådan, at øget arbejdsudbud giver penge til velfærd og grøn omstilling?

Arbejdsudbuddet er penge i banken … eller er det?  

Det helt centrale begreb er arbejdsudbuddet, som er det, den økonomiske politik har styret efter siden Velfærdsaftalen i 2006. Arbejdsudbuddet er det samlede antal timer, som personerne i en befolkning ønsker at arbejde ved en given realløn – altså hvor meget arbejdskraft der udbydes på arbejdsmarkedet af lønmodtagere. Jo mere af varen arbejdskraft, der udbydes, jo lavere er prisen på arbejdskraft, og jo bedre står den danske konkurrenceevne over for udlandet. Dette har været helt centralt for den økonomiske politik i en globaliseret økonomi, hvor ræset mod bunden lurer om hjørnet. Fortællingen er hyppigt blevet brugt (og misbrugt) af arbejdsgivere og borgerlige politikere.

Men arbejdsudbuddet er også centralt i et mere snævert finanspolitisk perspektiv. For når man antager, at større arbejdsudbud altovervejende vil resultere i en øget beskæftigelse, så øger det jo også skatteindtægterne – og dermed påvirkes det økonomiske råderum. Arbejdsudbuddet kan påvirkes på flere måder. Først og fremmest kan man øge deltagelsen på arbejdsmarkedet. Det gøres typisk ved at forringe muligheden for at kunne modtage en social overførsel. Den stigende pensionsalder samt stramninger af efterlønnen er klassiske eksempler på dette. Man kan også øge deltagelsen på arbejdsmarkedet ved at gøre det mere attraktivt at komme ind på arbejdsmarkedet – ved at øge forskelsbeløbet mellem at være ledig og i beskæftigelse. Det kan ske på to måder: Enten ved at sænke ydelserne, eller ved at give skattelettelser til lavtlønsområdet. Beskæftigelsesfradraget og jobfradraget er eksempler på at sænke ydelserne.

Man kan også øge arbejdsudbuddet ved at sænke skatterne for dem, der allerede er i arbejde, så det bedre kan betale sig at øge arbejdstiden, den såkaldte timeeffekt. Her er især topskatten – hvor skatten på den sidst-tjente krone stiger – i fokus. Lempelser i topskatten vil ifølge den gængse økonomiske forståelse øge incitamentet til at påtage sig mere arbejde.

Endeligt er der også muligheden for at øge arbejdsudbuddet ved at åbne op for mere udenlandsk arbejdskraft. Det reguleres p.t. af en beløbsgrænse, der skal sikre, at man primært rekrutterer højt kvalificeret arbejdskraft. Især den beløbsgrænse har de Radikale kæmpet hårdt for at få nedsat.

Reformerne har entydigt virket, påstår det samlede kompleks af borgerlige økonomer, meningsdannere, samt de økonomiske fagministerier. Men kradser man i overfladen, så er det en sandhed med meget store modifikationer. I november 2018 udgav Økonomi- og Indenrigsministeriet ’Økonomisk Analyse: Reformer har styrket dansk økonomi’. Heri kan man se en fuld oversigt over alle reformer siden velfærdsaftalen. Virkningen af reformerne på den strukturelle beskæftigelse er imponerende. Samlet øger de den strukturelle beskæftigelse med ca. 171.000 i 2020 og over 250.000 i 2025. Alene Velfærdsaftalen fra 2006 vil således øge beskæftigelsen med 105.000 personer i 2025. Når det sker, øges skatteindtægterne selvfølgelig voldsomt. Men bag dette ligger der nogle voldsomme antagelser, som forekommer ganske urealistiske.

Den manglende dokumentation

I et svar til Enhedslistens Finn Sørensen fremgår det, at hvis de samlede tilbagetrækningsreformer øger bruttoarbejdsstyrken med 100.000 personer, så vil 98.000 af dem ende i fuldtidsbeskæftigelse, mens ganske få tusinde vil blive ledige. Det forekommer temmelig spekulativt.

Generelt undres man over de optimistiske antagelser om virkningen ved tilbagetrækningsreformerne. Hvad med nedslidning? Hvad med fortrængning af andre grupper på arbejdsmarkedet? Mon der reelt er et empirisk belæg for alt det? Altså hvor er der en evaluering af tilbagetrækningsreformerne, som kan godtgøre det? Og helt generelt, hvad er empirien bag den samlede opgørelse over alle de mange reformer, der samlet skulle øge arbejdsudbuddet med en kvart million mennesker i 2025?

Kigger man i metodeafsnittet til ’Økonomisk Analyse: Reformer har styrket dansk økonomi’, så står der følgende: ”Reformernes effekter på strukturel beskæftigelse, strukturel offentlig saldo og BNP tager udgangspunkt i de vurderinger, der blev lagt til grund ved de respektive aftalers indgåelse, jf. aftaletekster”.

Det er simpelthen mageløst! Man har ingen empiri overhovedet. Man har bare antaget, at de kvalificerede gæt – som man foretog, da de forskellige reformer blev gennemført – vil materialisere sig i den virkelige verden … uden at have skyggen af evidens for det. Når man påstår, at reformerne virker, så er det altså kun i de økonomiske fagministeriers egen, lukkede verden.

Det er aldrig bevist, at de forskellige reformer har de beskæftigelsesvirkninger, som der er blevet påstået.

Enhedslisten har i rapporten om Finansministeriets regnemaskine netop kritiseret den empiri, der ligger bag antagelser om virkninger på arbejdsudbud af både lavere topskat og af at sænke kompensationsgraden ved ledighed. Generelt er billedet, at de studier Finansministeriet anvender er gamle og af tvivlsom kvalitet. Derfor er det grundlag, man bygger vurderingerne på – om at de tre skattereformer fra 2009, 2012 og 2018 skulle øge arbejdsudbuddet med over 30.000 personer – ekstremt tvivlsomt. Og sådan kunne man blive ved med en lang række af de reformer, der er gennemført.

Samlet set er der på ingen måde sikkerhed for, at reformerne vil resultere i det arbejdsudbud, man pt. går og forestiller sig vil komme frem mod 2025. Derfor er selve det at øge arbejdsudbuddet – som har været Morten Østergaards mantra gennem forhandlingerne – på ingen måde penge i banken.

Råderummet øges også, når man hæver skatterne

Over for Morten Østergaards højst usikre ”arbejdsudbuds-penge” stod S, SF og Enhedslisten alle med forskellige forslag om at øge statens indtægter ved at hæve skatterne. Dette blev fremstillet af de Radikale – og med god hjælp fra de borgerlige aviser og meningsdannere – som en illegitim og ineffektiv måde at skaffe finansiering på. Modsat vil fx en skattelettelse, der øger arbejdsudbuddet, være en helt legitim måde at øge det økonomiske råderum på.

Det forholder sig bare stik modsat. Også selv om man køber hele pakken af dynamiske effekter på arbejdsudbuddet ved at sænke skatterne. For at det decideret skulle give et merprovenu i statskassen at sænke en skat, så kræver det, at de dynamiske adfærdseffekter – fx ændringer i forbrug, investeringer eller arbejdstid (jf. arbejdsudbuddet) – skal være så store, at det faktisk øger skatteindtægterne at sænke skatten. 

Det er bare ekstremt sjældent, at en skattelettelse har en selvfinansieringsgrad på over 100 pct. Det kan findes på punktafgifter af meget grænsefølsomme varer som fx tobak og spiritus. Men generelt vil selv Finansministeriet aldrig påstå, at skattelettelser på fx arbejdsindkomst er selvfinansierende. De dynamiske effekter, som vi i Enhedslisten er stærkt tvivlende over for, kan ifølge Finansministeriet reducere omkostningen ved at sænke en skat, også væsentligt. Men det er utroligt sjældent, det koster gratis eller endog giver flere penge i statskassen. Ser man på fx topskatten, så er selvfinansieringsgraden stort set altid 30-50 pct. i forskellige opgørelser. Så en sænkelse af topskatten vil altså muligvis være billigere, hvis de dynamiske effekter står til troende – men aldrig gratis eller en overskudsforretning.

Når fx Skattereform-2012 skulle øge beskæftigelsen med 15.800 strukturelt i 2025, så er denne dynamiske effekt på arbejdsudbuddet på ingen måde en plus-forretning. Konkret kan man se i aftaleteksten, at udgiften efter det mekaniske tilbageløb ved skattelettelserne var på knap 11 mia. kr. Herfra trak man dynamiske adfærdsændringer, det øgede arbejdsudbud, svarende til knap 3 mia. kr. i øgede skatteindtægter. Tilbage stod man så med en udgift efter adfærd på knap 8 mia. kr. Det er prisen for det øgede arbejdsudbud. Det er med andre ord ikke en plusforretning at øge arbejdsudbuddet gennem skattelettelser, men derimod en milliardstor udgift.

Når de Radikale har nævnt muligheden for at øge arbejdsudbuddet ved at foretage nye skattelempelser, øger de på ingen måde det økonomiske råderum. De mindsker det økonomiske råderum, som ellers kunne være gået til velfærd, medmindre de hæver andre skatter, som også ofte vil nedsætte arbejdsudbuddet, eller finder offentlige besparelser i velfærden.

Derimod er det helt entydigt, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslistens forskellige forslag om at hæve skatter – selv medregnet de nu negative dynamiske effekter – vil øge det økonomiske råderum. I et svar til Enhedslistens Rune Lund står det således klart, at hvis man, som Enhedslisten foreslår, indfører en ekstra selskabsskat på overnormal profit på 5 pct., så vil dette efter tilbageløb og negative dynamiske adfærdseffekter medføre en styrkelse af råderummet på 2,7 mia. kr. Det samme gør sig gældende, hvis man indfører en millionærskat på 5 pct., som Enhedslisten har foreslået. Den vil styrke råderummet med 1,9 mia. kr. efter tilbageløb og negative dynamiske effekter. Selvfølgelig, fristes man til at sige. Derfor kan vi styrke råderummet ved at hæve skatterne, med tæt på 100 pct. sikkerhed.

Når syd bliver til nord i finanspolitikken        

Det er kort sagt besynderligt, at man med ovenstående in mente har måttet høre på dét, der bedst kan karakteriseres som borgerlig ideologisk forurening af den finanspolitiske debat. For det er virkelig den omvendte verden, at det er økonomisk ansvarligt at bruge penge til velfærd eller grøn omstilling – der er tilvejebragt på ryggen af reformer, som vi overhovedet ikke kender den faktiske virkning af. Ikke en gang Økonomi- og Indenrigsministeriet aner, hvor mange ekstra beskæftigede vi får ud af fx tilbagetrækningsreformerne. Vi kan ikke vide, hvor mange seniorer, der reelt kan holde til at arbejde, indtil de runder de 70 år. Derfor er reform-pengene altså at sammenligne med de penge, man bruger i Matador. Hvis ikke reformerne indfrier de opskruede forventninger, så står man potentielt med en underfinansieret finanspolitik.

Helt gak-gak er det, at man finansiere den økonomiske politik med skattelettelser, som i sig selv er en milliardstor udgift. De penge skal jo så findes andre steder. Og da de fleste skattestigninger bon’er negativt ud på arbejdsudbuddet, peger pilen jo for 117. gang på nedskæringer i velfærden. Det er skruen uden ende.

Modsat skulle S og venstrefløjen nærmest forklare den undrende offentlighed, at når man hæver en skat, så hæver man i 99 % af tilfældene også statens indtægter – også selv om det skulle have negative virkninger på arbejdsudbuddet, investeringerne og forbruget. Det har været bizart at overvære.

Det er ærlig talt vildt, at Morten Østergaard med medierne i ryggen kunne fremstå som fornuftens stemme i den økonomiske politik, når han ret beset er den klart mest økonomisk uansvarlige – og på lange stræk baserer sin økonomiske politik på spekulativ excel-økonomi og fugle på taget.