Enhedslistens farlige flytning

Torsdag 24. november modtog medlemmer af Enhedslisten beskeden om, at Enhedslistens hovedbestyrelse på baggrund af det dårlige valgresultat – og nedgangen i partistøtte – vælger at spare på huslejeudgifterne, og fraflytte adressen på Studiestræde 24. Fremover vil landsorganisationens kontor være at finde på Christiansborg, sammen med folketings-sekretariatet, der allerede befinder sig inden for parlamentets mure.

Beslutningen er økonomisk begrundet, og som grundlag for flertallets beslutning lå da også en række beregninger, der påviste en stor økonomisk besparelse. Det er i den sammenhæng interessant at bemærke, at Enhedslisten ellers har kunnet være bosiddende i Studiestræde siden 1990’erne, hvor partiet kun havde 4 mandater i Folketinget. Så det hele er selvfølgelig et prioriteringsspørgsmål. Det samme gør sig gældende for beslutningen om at afskaffe det trykte medlemsblad.

Fraflytning skaber store problemer

Umiddelbart kan det virke mærkeligt, at noget så basalt som en flytning skulle skabe politiske problemer. Men lad mig give fire grunde til, at det her er et centralt spørgsmål. Fire pointer, hvor flertallet i hovedbestyrelsen efter min mening ikke har gennemtænkt beslutningen.

1. Københavnsk aktivistcentrum

Studiestræde har uden tvivl været omdrejningspunkt for den københavnske aktivisme i Enhedslisten, med mødefaciliteter, egne lokaler, opmagasinering og mulighed for udfoldelse. Her har man haft sit eget sted, hvor aktive medlemmer kunne mødes og planlægge. Gode kammerater i hovedbestyrelsen argumenterer for, at det ikke er landsorganisationens opgave at facilitere dette, men at det er en opgave for partiets københavnske og regionale afdelinger, som også har lejemål på Studiestræde.

“Måske man burde sikre, at opgaven med at sikre sit eget sted blev løftet, og have en dialog med parterne om dette, før man blot besluttede i fortrolighed at smide håndklædet og fraflytte”

Den pointe er jeg faktisk enig i! Det har bare ikke været tilfældet indtil nu, og måske man burde sikre, at den opgave blev løftet, og have en dialog med parterne om dette, før man blot besluttede i fortrolighed at smide håndklædet og fraflytte. Vi kan kun frygte, at andre ikke står klar til at tage over, og at det betyder, at vi mister det fysiske omdrejningspunkt og det organiserede samlingssted. Det kan medføre et kollaps i partiets højborg i København.

Dertil kommer det problem, at en række aktivisters deltagelse i landsorganisationens møder faktisk finder sted her, og der er ikke givet en troværdig garanti for, at det forsat kan ske. Der argumenteres med, at der er et mødelokale i stuen, man stadigvæk kan låne – vel at mærke et lokale, man ikke længere vil betale til. Forventningen er måske, at man også efter at kommende nye lejere overtager kvit og frit kan låne det. Dertil nævnes det, at møder også kan holdes på Christiansborg. Her skal man dog have en aftale med en ansat, igennem sikkerhedskontrol og følges rundt på gangene – ikke just indbydende for, at aktivister kan ”droppe forbi” på skæve tidspunkter.

2. Venstrefløjens egne faciliteter

En fraflytning betyder også en opsigelse af egne, selvstændige faciliteter på venstrefløjen. Det er helt lavpraktisk spørgsmål om adgang til steder at lave bannermaling, afholde fredagsbarer, kulturel udfoldelse, produktion af materialer mm.

Historisk har netop opbygningen af egne faciliteter spillet en stor rolle på venstrefløjen, for at kunne skabe fysiske rum, hvor aktivister og medlemmer kunne færdes. Det har sikret dem nødvendig adgang til selvstændige kontorfaciliteter, som ikke var bundet op på f.eks. parlamentarisk repræsentation eller andres good will. Målet for en venstrefløj må være at udbygge disse muligheder, ikke afvikle. Kun sådan kan venstrefløjen i fremtiden stå på egne ben.

3. Frakobling af fuldtidsansatte fra aktivister

Hvor de første dele har været meget ”københavnerfikserede”, handler denne del om noget, der påvirker hele landsorganisationen. En fraflytning til Christiansborg vil også medføre, at fuldtidsprofessionelle nu frakobles enhver omgang med aktivisterne i deres arbejdsliv. Jeg skal ikke tegne et glansbillede; denne udvikling har været længe undervejs, og selv med vores nuværende lejemål er der de senere år sket en voldsom afkobling mellem ansatte og aktivister.

Men der var trods alt et overlap om eftermiddagen, når frivillige ankom til fyraftensmøder, mens ansatte stadigvæk arbejdede sent. Nu forsvinder denne daglige kontakt, og det tror jeg ikke er sundt for ”apparatets” udvikling. Særligt hvis man faktisk skal sikre sig, at det er på bølgelængde med resten af partiet er det farligt, hvis der ikke er et overlap og et rum, hvor man får delt nyheder, hører hvad der sker i verden osv..

4. Flere ansatte til parlamentarisk fokus?

Sidst men ikke mindst er den største risiko og frygt: Kontakten forsvinder. Vi præges alle af vores omgivelser, hvad der sker lige rundt om, hvor vi færdes, og hvad der snakkes om på gangene. Hvilket præg vil det sætte på landsorganisationens selvstændige politiske udvikling, når alt der omgiver den er parlamentarisk orienteret og fokuseret?

Jeg tror ikke, at det ligefrem vil medvirke til et større syn på ting uden for Christiansborg. Man kan kun frygte, at det vil føre til en landsorganisation, som i endnu højere grad kun er sat i verden for at understøtte det parlamentariske arbejde – på bekostning af det udenomsparlamentariske og den selvstændige politiske drift.

Behov for kollektiv dialog

Jeg anerkender til fulde, at der er gode økonomiske argumenter for at spare på huslejeudgifterne. Jeg er dog ked af, at et flertal i hovedbestyrelsen i løbet af et par dage valgte at smide Studiestræde ud til fordel for Christiansborg, uden på noget tidspunkt at have undersøgt andre mulige adresser. Jeg er også ked af, at det sker helt udenom en kollektiv dialog i resten af Enhedslisten, der også bliver berørt af beslutningen. Men værst af alt er jeg bekymret for, hvilken udvikling det kan medføre i Enhedslisten, og om partiets ledelse har taget højde for det. Men måske er det her en del af de der moderniseringsprocesser, der snakkes så meget om?

“Alt er ikke tabt endnu. Men hånden på hjertet, det her er kritisk.”

Den positive udlægning må være, at alt ikke er tabt endnu. Man kan håbe, at den økonomiske situation vender, og at partiets landskontor vælger at fraflytte Christiansborg igen – hurtigt!

På et selvstændigt aktivistniveau vil det kræve en hurtig opblomstring fra den københavnske side, hvis man skal forsøge at redde stumperne og sikre en overgang, så der fortsat kan være et aktivistcentrum, før det kollapser helt.

Skulle man være endnu mere positiv (naiv?), kunne man også håbe, at nye fysiske rammer kunne inspirere til, at nye aktivister deltog aktivt, og tog ejerskab over udformningen af det fælles rum. Men det skal gå stærkt – og det kræver, at man nu forsøger en bred, kollektiv dialog, som også har aktiv deltagelse fra partiets græsrødder. Lad os håbe, de stadig har kræfter til at tage over.

Alt er ikke tabt endnu. Men hånden på hjertet, det her er kritisk.