Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
5. januar. 2022

Debat: Er CCS-teknologi en ‘beskidt vildvej’? Ikke nødvendigvis

Det har vakt intern kritik, at Enhedslisten i strid med sit eget ‘grønne delprogram’ har indgået energiaftale med regeringen om bl.a. CCS-teknologi. Den omstridte teknologi kan dog være et skridt i den rigtige retning, hvis den kommer under offentlig kontrol, mener Peder Meyhoff.

Er CCS-teknologi en løsning på klimakrisen? På en planlagt facilitet i Texas planlægger Carbon Engineering at indfange 1 million tons CO2, og derefter pumpe dem ned i jorden. Illustration: Carbon Engineering

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Efter Enhedslisten i december var med til at afsætte penge til CO2-fangst og -lagring – den såkaldte CCS-teknologi – har partiet fået en del hug på de sociale medier og i artikler. Det samme har CCS fået. Det er ikke overraskende; støtte til CCS-teknologi er i modstrid med partiets grønne program fra 2018. Her kaldes CCS sammen med biomasse og atomkraft for “beskidte vildveje”.

I den pressemeddelelse, som partiet udsendte efter den nye klima- og energiaftale var blevet offentliggjort, fastholdes kritikken af CCS, men nu beskrives det mere som et ‘nødvendigt onde’ end som en beskidt vildvej. Og det er både logisk og fornuftigt. Der er sket meget siden 2018.

Relevant som midlertidig løsning

Det er logisk fordi FN’s Klimapanel allerede for flere år siden konkluderede, at det ikke er nok at begrænse CO2-udledningen; der er også behov for at trække CO2 ud af atmosfæren. Og det er fornuftigt fordi CCS ikke nødvendigvis er en beskidt vildvej, men har potentiale til at fjerne ganske meget CO2 fra såvel skorstene som atmosfæren. Det første er lettere (og billigere) end det sidste, og det bruges allerede flere steder. Det kendes under forkortelsen DACS – Direct Air Capture and Storage. Her fanger man CO2’en i skorstene, og deponerer det i helt eller delvist tømte gas- eller olielommer i undergrunden.

“Vi kan og skal begrænse den mængde affald der brændes, men det varer givetvis mange år inden vi har udviklet teknologier der kan sortere alt affaldet så det kan genanvendes.”

Det kan ganske rigtigt være en beskidt vildvej. Det er hidtil mest taget i brug hvor den nedpumpede CO2 kan presse olie ud, så olien er lettere at udvinde. Det er naturligvis ikke godt, og det gør desuden nedpumpningen afhængig af olieprisen. Hvis olieprisen falder, kan det ikke betale sig at pumpe CO2 ned i undergrunden. Det har fx ført til en (midlertidig?) lukning af det første kommercielle CCS-anlæg i USA, Petra Nova-anlægget i Texas.

Man behøver ikke nødvendigvis at bruge den model. Fx har norske Statoil/Equinor siden 1996 pumpet omkring 1 mio. tons CO2 om året tilbage i undergrunden under Sleipner-gasfeltet i Nordsøen. Her tjener nedpumpningen to formål, dels at nedsætte CO2-indholdet i den naturgas der sendes ud til forbrugerne, og dels at reducere en særlig norsk skat på udledning af CO2 fra olie- og gasudvindingen. I øvrigt fremgår det direkte af aftaleteksten for den nye CO2-aftale at CCS i Danmark ikke skal være et middel til at få mere olie og gas op fra Nordsøen.

Det er ganske fornuftigt at fange CO2 fra de meget energikrævende fabrikker og fra store kraftvarmeværker der i dag leder store mængder CO2 ud i atmosfæren. I fx cement-, glas- og stålindustrien er man endnu afhængig af fossile brændsler, og på kraftvarmeværkerne fører affaldsforbrændingen også til udledning af CO2.

Selvom man kan reducere udledningen ved at bruge mindre cement, glas og stål, så er det vanskeligt at forestille sig, at vi helt kan undvære disse materialer. Det samme gælder affald; vi kan og skal begrænse den mængde affald der brændes, men det varer givetvis mange år inden vi har udviklet teknologier der kan sortere alt affaldet så det kan genanvendes. Indtil da er CO2-fangst en relevant løsning. Og det er en løsning der udmærket kan kombineres med afgift på udledning af CO2.

Offentlig kontrol med udledningen

Man behøver ikke nødvendigvis lagre CO2’en i undergrunden, man kan også ‘mineralisere’ det. Et sådant anlæg er taget i brug i Island i efteråret 2021. Her pumper man også CO2’en ned i undergrunden, men det gemmes ikke som gas, men omdannes til kalksten. Det er således en mere sikker løsning, men den er også dyrere end opbevaring som gas. Og den kan også kun bruges hvor der er relativ ung basalt i undergrunden – dvs. hvor der har været vulkansk aktivitet i geologisk set nyere tid. Og det har der fx ikke i Danmark.

Det bedste vil være, hvis den indfangede CO2 direkte kan genanvendes, og det arbejdes der på at kommercialisere. Men indtil sådanne teknologier er på plads og konkurrencedygtige, er lagring af CO2 absolut en acceptabel mellemløsning. I øvrigt kan energiforbruget ved at omdanne CO2 være (for) højt. Der er forskellige bud på hvad det kan omdannes til, og de er bestemt ikke alle lige økonomiske. Men en høj CO2-afgift kan måske gøre nogle af mulighederne mere realistiske.

I det hele taget er der meget, som er usikkert. Én ting er at få små forsøgsanlæg til at fungere, noget andet er at skalere dem op. Det kan også være at udviklings- og driftsomkostningerne bliver meget høje. Der kan også være utilsigtede ulemper eller endda risici – som fx hvis nedpumpet CO2 siver op til overfladen igen. Og det kan også tænkes at private kapitalinteresser sætter sig på de bedste løsninger, og at staterne er for svage til at gennemtvinge offentligt ejerskab og/eller kontrol. Alt det har kritikerne naturligvis ret i. Men der er ingen vej udenom. Kampen må i stedet handle om at få offentlig kontrol med udviklingen. Og det er præcis det den nye CO2-aftale lægger op til – både gennem statsligt engagement og kommunale muligheder.

Det har vakt kritik, at Enhedslistens klimaordfører, Søren Egge Rasmussen er indgået i en energiaftale, som inkluderer CCS-teknologi som redskab til at reducere CO2-udledningen. Men teknologien kan være en del af løsningen, mener Peder Meyhoff. Privatfoto.

Ingen mirakelkure

Naturligvis kan der fjernes meget CO2 fra atmosfæren, hvis man planter jorden til med træer. Men hvor meget er realistisk? Og hvornår er træerne så store, at CO2-optaget virkelig begynder at betyde noget? I dag består knap 15 % af det danske areal af skov inkl. juletræer m.v. Der er gennem de senere årtier sket en vækst i skov-arealet, men den er i de seneste år klinget noget af. Derfor er det tvivlsomt, om vi når Folketingets mål om – at 25 % af Danmarks areal skal være dækket af skov i 2065. Men selv hvis det nås, vil tilvæksten over de kommende 100 år – set med de mest positive briller – kun optage og erstatte CO2 svarende til danskernes nuværende udledning i 10 år. Og så har vi stadig ikke fået gjort noget ved det, der allerede er udledt til atmosfæren.

“I stedet for at kæmpe mod de nye teknologier, skal kampen føres for, at det offentlige får mest muligt ejerskab og kontrol med teknologierne.”

Vi er derfor nødt til at gå på tre ben: Vi skal plante træer der kan optage (noget af) den CO2 der allerede er udledt. Vi skal reducere vores CO2-udledning ganske meget og ganske hurtigt. Og vi er nødt til at fange den udledning der uundgåeligt vil komme i de næste årtier. Det første kan vi optimere ved at plante flere hurtigtvoksende nåletræer (men det er ikke godt for biodiversiteten), mens de to andre både kræver optimering af kendte teknologier og udvikling af nye. Der er ingen vej udenom, i hvert fald ikke i et demokrati hvor vi skal have befolkningens store flertal med.

Det er bestemt forkert at sige, at Enhedslistens grønne delprogram selv er udtryk for en blindgyde. Det meste holder også i 2021. Men det er en fejl, at CSS så unuanceret lægges for had. Det skyldes måske, at delprogrammet blev vedtaget i foråret 2018, og det var nogle måneder, før FN’s Klimapanel konkluderede, at der var behov for at trække CO2 ud af atmosfæren – og at skovplantning ikke alene kan løse den opgave. Forhåbentlig vil et kommende årsmøde kunne nuancere holdningen til CCS.

Der er brug for at tage (næsten) alle tilgængelige værktøjer i brug. I stedet for at kæmpe mod de nye teknologier, skal kampen føres for, at det offentlige får mest muligt ejerskab og kontrol med teknologierne. Derfor er den nye CO2-aftale slet ikke så tosset. For det er jo faktisk dét, der lægges op til med den nye CO2-aftale – ovenikøbet sådan at staten kan få indtægter ved lagringen.

Selvfølgelig skal vi være kritiske over for nye teknologier. Alle teknologier har ulemper, men CCS har i sig selv ikke de store ulemper (bortset fra risikoen for lækage). Det er ganske vist heller ikke noget mirakelmiddel; det virker, men har kun begrænset effekt. Men hvis det kobles sammen med CO2-afgift, kan det neutralisere den CO2, som fremover vil blive udledt fra kraftvarmeværkerne og de meget energikrævende fabrikker.

Naturligvis kan CCS vise sig at være en blindgyde. Det er svært at se, hvordan markedet for CO2-håndtering når – eller hvis – der bliver indført CO2-afgifter, vil udvikle sig. Men umiddelbart har CCS nogle fordele, fordi det allerede er en afprøvet teknologi. I øvrigt indgår forskning i brug af CO2 (CCUS) i høj grad i aftalen.


Om skribenten

Peder Meyhoff

Peder Meyhoff

Pensionist og tidligere lærer på Teknisk Skole. Tidligere medlem af Favrskov Byråd for Enhedslisten. Læs mere