Debat: Fødevarer kan spille en større rolle end gas i krigen
Mens der i Europa bliver diskuteret afhængighed af russisk gas, er man længere syd på langt mere afhængige af fødevarer fra Rusland. Det kan få i forvejen skrøbelige økonomiers opbakning til Ukraine til at smuldre, hvis der ikke bliver sat opmærksomhed på problemet, skriver Mads Thunestvedt fra Global Aktion.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Ruslands illegale invasion af Ukraine har forrykket det politiske landskab på godt og vel en uges tid. Herhjemme er der skabt en enorm solidaritet med det ukrainske folk. Flygtninge tilbydes mad og husly. Der organiseres demoer, og på sociale medier udtales det heltemodigt, at vi hellere vil fryse end at modtage gas fra Putins regime. Et heltemod, der selvsagt er det rigtige signal at sende i en situation hvor en atommagt har angrebet et andet land.
Sulten truer syd for Europa
Men spørgsmålet om, hvorvidt man hellere vil fryse end at købe Putins fossile brændsler rumsterer også i andre lande, blot med de mest basale fødevarer i stedet for gas. De to største importører af russisk korn er Tyrkiet og Egypten, der i forvejen kæmper med stigende inflation og fødevarepriser. Længere nede på listen over importører af russisk korn er Libanon og Yemen.
Yemen er de seneste par år blevet bombet sønder og sammen af Vestens allierede Saudi Arabien, og står ifølge FN over for en enorm hungersnød med over 2 millioner børn i fare for sultedøden. Og Libanon, der ikke blot huser et enormt antal syriske flygtninge, men samtidig har oplevet massiv inflation og et ødelagt politisk system, kan skubbes endnu mere i afgrunden.
Derudover rammer krigen på et tidspunkt hvor fødevarepriser, ifølge FNs fødevareorganisation FAO, har ramt det højeste niveau i 10 år. Blot at sanktionere Rusland uden at kigge på sanktionernes indgriben i allerede skrøbelige økonomier kan være en farlig vej, hvis antikrigs-alliancen mod Putin skal bestå.
Når dilemmaet mellem at sulte eller støtte Putin begynder at koste liv tager krigen en form, der netop kan få den fundamentale opbakning til Ukraine til at smuldre.
Afhængighed af russisk mad
Af den grund kan vi ikke enøjet fokusere på gas, blot fordi det er det eneste der rammer os selv. Vi skal derfor se krisen i sin helhed, hvor fødevarer spiller en stor rolle for alle lande, der ikke har rørledninger forbundet til Rusland, men som spiser den mad, der kommer fra russiske marker.
“Afhængigheden af kornkammeret kan vise sig at være mere afgørende end afhængigheden af energien. Specielt uden for Europa.”
I denne helhed spiller klimakrisen ind, for det er ikke uden grund, at det netop er områder, der også er mest ødelagt af klimaforandringerne, som nu er afhængig af Ruslands kornkammer. Heri ligger der en forskel mellem at boykotte russisk energi og russisk mad, for man kan godt sætte vindmøller op i en ørken – men du kan ikke på samme måde begynde at gro afgrøder på steder, som er ødelagte af klimaforandringer.
Afhængigheden af kornkammeret kan vise sig at være mere afgørende end afhængigheden af energien. Specielt uden for Europa. Forudsætter vi at krigen kan tage lang tid må Ukraines leverancer til det globale fødevaremarked også formodes at svinde ind, hvilket betyder en endnu større kamp om de knappe ressourcer, der vil gå udover allerede hærgede lande i specielt Mellemøsten. De lande vil før eller siden nødsages til at importere mad for Rusland. I dette politiske spil kan en mere retfærdig og klimatilpasset produktion og distribution af fødevarer spille en rolle, som kan få sanktionerne til at virke på langt sigt og som forhåbentlig kan forhindre at krigen skaber flere konfliktzoner i andre lande, og dermed tager global form.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER