Debat: Hvis klimaomstillingen skal lykkes, skal det være et globalt fællesprojekt

Kan en sommerfugl, der slår med vingerne i Brasilien, starte en tornado i Texas? Det er udgangspunktet for kaosteoriens sommerfugleeffekt, præsenteret af Edward Lorenz i 1979. Selvom tesens ordlyd måske kan lyde tvivlsom, siger den alligevel noget om, hvorfor tilsyneladende ligefremme og let-gennemførlige klimatiltag kan få alvorlige konsekvenser på den anden side af kloden.

Social slagside i Brasilien og Bangladesh

Det er let at påpege, at man bør forbyde import af bananer, kaffebønner, mango og soya fra Brasilien, når CO₂-regnskabet skal gøres op, alene på baggrund af den lange transport med klimabelastende containerskibe. Og kigger man isoleret set på sådan et forbud, så giver det god mening i et klimaperspektiv. Men det er ikke uden sociale konsekvenser for landarbejderne i Brasilien, som ville stå til at miste deres arbejde og livsgrundlag, hvis et sådan forbud trådte i kraft i f.eks. hele EU. Landmændene i Brasilien er rige, dem behøver man ikke at have ondt af, men arbejderne er ofte fattige, og står uden et socialt netværk til at gribe dem, når arbejdet forsvinder. Et enkelt forbud i EU vil således kunne bidrage til at forøge den sociale slagside i et land, der i forvejen slås med stor ulighed mellem rig og fattig.

“Det er nemt at komme med forslag til at plukke de lavthængende frugter, men man skal være klar over, at det ofte kommer med endog store sociale konsekvenser for folk i fattigere lande.”

Når fattigdommen øges i samfundet forøges kriminaliteten proportionalt, da folk pludselig befinder sig i en situation hvor en anden mands brød kan være forskellen på liv og død. Børn kommer ikke i skole – de skal ud at arbejde, fordi familiens overlevelse overskygger alle andre behov. Man ser det måske allertydeligst i et land som Bangladesh, hvor børn i dag sorterer plastik på lossepladserne, for at tjene en minimal håndfuld skillinger til familiens daglige kost.

Et krav om at tøj skal produceres bæredygtigt i EU, og ikke importeres fra Indien eller Bangladesh, medfører øjeblikkeligt en kraftig forøgelse af fattigdommen i de lande, der så mister en markant eksportindtægt. Sygdom og sult eksploderer, og den sociale ligestilling vil kun gælde for dem, der kan betale.

Hvis Kina stopper med at importere kødvarer fra EU ud fra et klimahensyn, så står Danmark til at miste mange milliarder kroner i direkte eksportindtægter. Indtægter, der ikke umiddelbart kan hentes hjem fra EU-markederne alene. For ikke at nævne søtransporten, som er en anden af Danmarks helt store indtægtskilder, når bananerne skal fra Brasilien til EU, eller svinekødet skal fra Danmark til Kina.

Med andre ord: De skattekroner, som vores eget velfærdssamfund er dybt afhængig af, er lige så gensidigt bundet op på den globale økonomi, som landarbejderens sociale levevilkår er det i Brasilien.

Stil globale krav

Det er nemt at komme med forslag til at plukke de lavthængende frugter, men man skal være klar over, at det ofte kommer med endog store sociale konsekvenser for folk i fattigere lande. Og de konsekvenser skal man, som både national og global politikker vær villig til at tage, uanset om man fører klimapolitik i Danmark, i Brasilien eller i Kina.

Derfor er klimapolitik også en svær balancegang. Selv om de fleste vel efterhånden er, eller bør være, overbeviste om klimaforandringernes betydning for vores allesammens fremtid, så må man være meget omhyggelig med de tiltag, man vælger at iværksætte for klimaets skyld.

Dilemmaet er markant. Lader vi stå til, så får det en enorm og livstruende social slagside for dem, der bliver direkte berørt af klimaforandringernes raseren. Foretager vi derimod drastiske skridt, kan det føre til en enorm social og livstruende slagside for dem, som tiltagene kommer til at gå ud over. Det er også derfor, at den bæredygtige omstilling går så forfærdeligt langsomt. Ingen er villige til på klimakonferencerne at acceptere klimareformer, som de ved kommer til at gå ud over deres egne borgere. Så er det meget lettere at pege fingre ad alle de andre klimasyndere.

Løsningen må være at sætte alt på ét bræt, og gennemtvinge globale krav om en omstilling til CO₂-neutral produktion, i det omfang det overhovedet er muligt. Klimaomstillingen er nødt til at være et globalt fællesprojekt – alt andet svarer til en sommerfugls vingeslag.