Debat: Krig stiller andre krav end fred

Jeg deltager gerne i en debat med Lene Junker om NATO’s gøren og laden, de geopolitiske positioner og imperialismens væsen i både øst og vest. Og det er slet ikke udelukket, at vi kan blive enige om en hel del.

“Vi bør ikke være dem, der siger, at den selvbestemmelse, som vi af hjertet ønsker for folk i Afrika og Latinamerika, ikke skal gælde for folkene i Østeuropa.”

Men lige nu bør der øverst på den fredspolitiske dagsorden stå: Stop Putin. Det er galt nok, hvad hans krig allerede har udrettet af død og ødelæggelse i Ukraine, men det stopper ikke dér. Hvis man skal tage bare halvdelen af hans offentlige udtalelser i de seneste måneder alvorligt, så har Putin meget større mål. Så gælder det om at genoprette Sovjetunionens geografiske udstrækning, ja måske endda Zar-rigets. Og dertil at trænge landene i Østeuropa ud af Nato.

Det bør Putin ikke lykkes med. Først og fremmest af hensyn til befolkningerne i de Baltiske lande og Østeuropa. Disse lande har haft meget dårlige erfaringer med naboskabet til Rusland/Sovjetunionen, og har derfor valgt medlemskab af NATO. Og vi bør ikke være dem, der siger, at den selvbestemmelse, som vi af hjertet ønsker for folk i Afrika og Latinamerika, ikke skal gælde for folkene i Østeuropa. Derfor støtter jeg også, at Ukraine bliver forsynes med våben til forsvar mod det russiske angreb.

Putin vil teste NATO-sammenholdet

Hvis Putin skal nå sine mål, kunne hans næste træk blive mod et af de baltiske lande. Og selv om det utvivlsomt er rigtigt, at NATO’s samlede militære kapacitet er meget større end Ruslands, så er det også rigtigt, at Ruslands er meget større end f.eks. Letlands! Derfor bør vi spørge: ”Kunne Putin ikke fristes til at teste sammenholdet i NATO?” Er det givet, at NATO vil gå i krig for en østlig provins i Letland, hvor flertallet sandsynligvis taler russisk? Det kan måske komme an på, hvor elegant Putin udfører sådan noget. Måske kan han, for en rimelig betaling eller grove trusler, få en borgmester i en sådan østlig provins til at udråbe en selvstændig ”republik” den ene dag, og den næste bede om russisk beskyttelse? Hvis sådan noget skulle lykkes for Putin uden en kraftig reaktion fra et samlet NATO, så er NATO ikke mange sure sild værd. Og i den sidste ende heller ikke vores sikkerhed.

“Når det kommer til stykket, er EU-landene tættere på Putin end USA, og måske synes den næste præsident i USA slet ikke, at Europa rager ham?”

Sådan skal det ikke gå. Derfor støtter jeg den oprustning, som gør det muligt at polstre de Baltiske lande og andre – som grænser op til det, der engang var Sovjetunionen – med soldater og konventionelt, militært isenkram i et omfang, som gør det helt klart, at et angreb fra Rusland vil være et angreb på et samlet NATO, som kan og vil blive besvaret. Endvidere støtter jeg også, at forsvarsforbeholdet bliver afskaffet ved den kommende folkeafstemning. Der er brug for en særlig europæisk komponent i NATO. Når det kommer til stykket, er EU-landene tættere på Putin end USA – og måske synes den næste præsident i USA slet ikke, at Europa rager ham?

Det er helt nyt for mig at agitere for oprustning – det har jeg aldrig prøvet før! Men jeg har heller aldrig før set Rusland starte en krig i Europa. Og så måske alligevel. Der var engang, hvor venstrefløjen støttede befrielsesbevægelser i den såkaldte ”tredje verden”, i disses væbnede kamp mod imperialistisk undertrykkelse. I 1980’erne var jeg med i bevægelser, som støttede oppositionsgrupper mod Sovjetunionens jerngreb om Østeuropa, trods megen snak om nødvendigheden af stabilitet i blokkene, som man sagde.

Det bør desuden være en central del af et fredspolitisk program i den nuværende situation, at man støtter oppositionen i Rusland mod Putins krig. De mennesker fortjener vores respekt og al den støtte, som vi kan give dem.