Debat: SF har udviklet sig fra eurokommunisme til socialdemokratisme

Denne artikel er ikke tænkt som en historisk analyse af SF’s udvikling siden partiets stiftelse i 1959. Dem findes der flere af. Jeg har heller ikke haft næsen i disse bøger. Artiklen bygger udelukkende på mine erindringer, almindelig avislæsning – og så en enkelt bog, nemlig Gert Petersens erindringer Inden for systemet – og udenfor fra 1998. 

Kontinuerlig udvikling?

For nylig skrev Per Clausen fra Enhedslisten i et opslag på Facebook, at SF havde udviklet sig kontinuerligt siden begyndelsen. Han havde genlæst Gert Petersens erindringer og var blevet bekræftet i, at han ikke var SF’er. 

Godt nok for Clausen. Men i en punchline under hans opslag anførte jeg, at Enhedslisten for mig at se i dag står på samme standpunkt som det, Petersen lagde frem i 1998. 

Men andre ord, at både SF og Enhedslisten har forandret sig. SF fra et eurokommunistisk parti i 1960’erne til et socialdemokratisk i dag. Enhedslisten fra et revolutionært socialistisk parti til et parti, der netop minder om SF i 1960’erne, inklusive de forskellige positioner, der var i SF dengang. 

At kalde Enhedslistens position for eurokommunistisk i dag ville nok være en anakronisme, da kommunismen som bekendt er død og borte. Men min påstand er, at man i dag kan læse Gert Petersens erindringer, der rummer hans politiske manifest efter 40 år i politik, som om den var skrevet af et ledende enhedslistemedlem i dag. 

Her skal det dog ikke dreje sig om Enhedslisten, men om SF. Er partiet virkelig det samme, som Per Clausen mener, det var på Gert Petersens tid? 

Og jeg kan godt afsløre min konklusion: Nej, det er det ikke, det er et væsensforskelligt parti. Hele det politiske spektrum er flyttet til højre. Også SF er flyttet med.

Betingelserne SF blev født i

Jeg meldte mig ind i SF som 19-årig i januar 1960, kort efter at partiet var blevet dannet. 

Selvom det i høj grad blev ledet af tidligere DKP’ere, virkede partiet som frisk luft i nogle indeklemte stuer. 

Socialdemokratiet var kæmpestort med over 40 pct. af stemmerne, men det havde forladt de store visioner fra sin barndom og ungdom. Og det samarbejdede tæt med erhvervslivet, og det var indbundet i det vestlige militærsamarbejde i NATO. 

Den antikommunistiske propaganda kværnede løs – det kunne der selvfølgelig være gode grunde til, men for et ungt menneske, der opponerede mod sort/hvide samfundsbilleder, virkede det fordummende. Det var, som om man ikke regnede med, at folk kunne tænke selv.

Fornyelse, socialisme og nedrustning

Det, der tiltrak mig ved det nye parti, SF, var dels fornyelsen af løftet om et socialistisk samfund uden klasseforskelle og dels kravet om dansk afrustning og neutralitet – eller rettere neutralisme i mere eller mere bevidst tilslutning til den tredje verdens non alignment-politik. 

Danmark skulle ikke deltage i den kolde krig, men føre en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik, der arbejdede for gensidig nedrustning i øst som i vest. Danmark skulle være foregangsland og medvirke til at bryde dødvandet i den kolde krig med det mål at bidrage til at afruste verden – eller som minimum en verden uden atomvåben. 

Det virker måske naivt i dag – ligesom ønsket om et socialt lige samfund. Men sådan var tankegangen ikke blot hos mig, men hos mange andre, der var unge før ‘1968’. Vi gik atommarch og blev politiske aktivister på venstrefløjen. 

Opposition mod topstyring

I 1961 var jeg sammen med Erik Sigsgaard og Preben Wilhjelm med til at danne en venstrefløjsfraktion i Studentersamfundet, Socialistiske Studenter. Det blev en SF-fraktion i ‘Samfundet’. Vi fik over 200 medlemmer. 1962-63 var jeg formand. 

Vi forsøgte så godt som muligt at blande os i SF’s politiske udvikling, men kom efter et par år til sammen med andre at udgøre en opposition mod Aksel Larsens ledelse af partiet. 

Fra sin mangeårige tid som formand for DKP havde han medbragt en autoritær ledelsesstil og tålte ikke andre synspunkter end sine egne og sine nærmestes.

Katalysatorteorien 

Hans politisk-taktiske kongstanke var, at SF skulle udgøre en kraft, der påvirkede det store socialdemokrati, så det kom til at samarbejde til venstre og ikke til højre. 

Strategien blev døbt ‘katalysatorteorien’. SF skulle være en katalysator for Socialdemokratiets venstredrejning, dvs. et stof, som indvirkede på et andet uden selv at blive forandret. 

Processen skulle munde ud i, at et flertal af Socialdemokratiet, SF og måske også De Radikale på en god dag (det sidste advarede vi imod, da vi så De Radikale som et borgerligt parti) omformede samfundet i socialistisk retning og meldte Danmark ud af NATO. 

Kritik og splittelse

Vi var kritiske over for denne strategi, da vi ikke troede, Socialdemokratiet kunne forandres ret meget. Nogle af os, herunder jeg selv, drømte ligefrem om, at SF skulle erstatte Socialdemokratiet som det store, afgørende arbejderparti. 

Vi overså nok den store støtte, partiet havde i fagbevægelsen, og at SF til gengæld ikke havde det. Socialdemokratiet var stadig en folkebevægelse med en ret massiv, men også passiv, opbakning hos lønmodtagerne. 

De ideologiske modsætninger i SF tørnede sammen under det såkaldte arbejderflertal 1966-67, der som bekendt endte med, at SF blev splittet, og Venstresocialisterne blev dannet. 

Og da SF var blevet ‘afluset’, som Morten Lange så taktfuldt udtrykte det, fortsatte partiet sin politik med udgangspunkt i katalysatorteorien.

Velfærd, strukturforandringer og socialisme

Der opstod et nyt arbejderflertal 1971-73, der gennemførte visse forbedringer for den brede befolkning. Nu var velfærdsideologien for alvor slået igennem som en slags erstatning for en socialistisk ideologi.

SF tilsluttede sig også denne, men holdt dog fast ved kapitalismekritikken og gik ind for antikapitalistiske strukturreformer. 

Det træder tydeligt frem i Gert Petersens erindringer.

Med et nyt program i 1991 forsvandt ‘arbejderflertallet’ dog ud af terminologien til fordel for et “rødt-grønt flertal.” Men, som Petersen skriver, “med fastholdelse af den røde tråd, klassekampen og forkastelsen af de kapitalistiske magtstrukturer” (s. 403). 

Han taler også om et helt nødvendigt “opgør med kapitalmagten” og tilslutter sig næstformanden, Lars Meyer, der havde skrevet: 

“Det bliver særdeles vanskeligt at presse Socialdemokratiet til et regeringsgrundlag med socialistiske perspektiver. Men med Det Radikale Venstre vil det blive umuligt” (s. 390).

Så vidt Gert Petersen i hans ‘politiske testamente’. Hans mål var en socialisme på demokratisk grundlag, som nødvendigvis indbefatter et brud med kapitalmagten. 

Socialdemokratisme

Min påstand er, at SF i dag helt har forladt dette program og er blevet et slags socialdemokrati. Ikke som dette parti var før 1914, hvor det havde klassekamp og socialisme på programmet, men som det var engang i midten af sidste århundrede, hvor det udviklede velfærdsideologien på grundlag af ‘Den danske model’ (som rettelig er skandinavisk). 

Modellen, som foruden det fagretlige system, implicerer et samarbejde mellem staten, fagbevægelsen og kapitalen (også kaldet “korporatisme”) blev af socialdemokraterne set som historiens afslutning, og det lader det også til at blive set som sådant af SF’erne i dag.

Allerede i Holger K. Nielsens formandstid begyndte ideologien at ændres – noget man også indirekte kan udlede af Holgers nylige erindringer – for under Villy Søvndal at tage et stort spring fremad. 

Et spring, der kulminerede med accepten af det eksplicit borgerlige økonomiske regeringsgrundlag i 2011, da SF gik i regering sammen med Socialdemokratiet og De Radikale. 

Katalysatatoren er selv forandret

Der er således ikke nogen kontinuitet i SF’s politisk-ideologiske udvikling, som Per Clausen tror, men tværtimod brud. I partiet tales der ikke længere om socialisme, klassekamp eller afrustning. 

På det sidste punkt er partiet i dag ligefrem blevet et oprustningsparti og overloyal NATO-partner. 

Dér, hvor SF for mig at se stadig er relevant, er kun på det grønne område – men uden en samtænkning og samhandling af klassekamp og klimakamp nytter det ikke ret meget i det lange løb. 

Klimakampen skal føres radikalt, eller, for nu ikke at forveksle ordet med partiet De Radikale, skal føres militant. Og det er en egenskab, SF med sin kompromissøgende stil helt mangler. 

Fra at være et eurokommunistisk parti er SF blevet et socialdemokrati anno ca. 1960, altså lidt til venstre for det nuværende. 

Fra at prøve at være en katalysator, altså et stof i forbindelse med et andet, som ikke selv bliver forandret, er SF i høj grad blevet – netop forandret. 

Det er så forandringens lov, vil nogen sige. Men de socialistiske idealer er jo ikke blevet forandrede, de lever stadig, blot i andre partier og bevægelser, her og internationalt. 

---