Debat: Stemmer du ja, er det ikke til sammenhold, men et militært EU

En kuldegysning løber gennem mange venstreorienterede, når tanken falder på et nej 1. juni. For mens Dansk Folkeparti slår på populistisk tromme mod EU, taler SF, Alternativet og Frie Grønne varmt om det europæiske fællesskab. Og så er det jo nemt at blive i tvivl, eller endda overbevist om et ja. Er EU-forsvarsforbeholdet ikke blot et levn, et nationalistisk bolværk mod reel solidaritet? Bør vi ikke leve op til vores forpligtelser ved at afskaffe det?

Fristelsen ved et ‘ja’ er til at forstå. Vi deltog begge på Enhedslistens årsmøde, og var glade for at partiet opdaterede sin EU-strategi. Vi mener, at vi bør kæmpe for rød-grøn forandring inden for de rammer Danmark befinder sig i – på trods af at disse rammer ofte er ulige, udemokratiske og utilgængelige. Så hvis vi ønsker at deltage i EU, hvorfor anbefaler vi så alligevel venstreorienterede at stemme nej d. 1 juni?

Demokratisk forbehold

Forbeholdet er jo for det første et demokratisk forbehold, vedtaget i et land fyldt med EU-tilhængere, der alligevel afviste et EU for enhver pris. Det betyder, at folkeafstemningen 1. juni handler om et tilvalg – ikke en nødvendighed. SF og vennerne taler om det som en forpligtelse, fordi det er en måde at undgå at snakke om det reelle indhold af de militære missioner, vi stemmer om. Faktisk er det også nemt at anklage os for at stå ‘udenfor’ og brokke os, når vi forsøger at fremlægge indholdet af dét, vi faktisk skal stemme om – om vi vil tilvælge det.

“SF og vennerne framer et ja som medbestemmelse og demokrati, selvom det i praksis vil tvinge Danmark til at deltage i missioner, som EU-kommissionen fremlægger. “

Argumenterne får ild under vingerne. EU-missionerne kan hjælpe flygtninge, siger Alternativet, med parolen “alle skal have det godt” – selvom missionerne har kostet mange civile menneskeliv, og den dag i dag ødelægger flygtningeliv ved Middelhavet. Frie Grønne spiller på, at EU kan udvikle sig til et alternativ til NATO. Men EU-missionerne fører ikke til mindre USA, eller en større militær opbygning, som kan erstatte NATO. Tværtimod fortsætter og udvider missionerne Frankrigs interesser i våbensalg og kontrol i deres gamle kolonier.

Når vi ovenikøbet ved, at to tredjedele af missionerne har til formål at beskytte EU’s interesser i kul og olie, så ringer Frie Grønnes argument hult: For EU’s interesser er jo ikke solidariske eller bedre end det beskidte arbejde, NATO ofte har præsteret.

Okay, måske er missionerne problematiske: I Mali har EU for eksempel dræbt flere civile end jihadister, og udgifterne til den militære mission overstiger EU’s humanitære hjælp til landet. Men er det ikke bare brok, hvis ikke vi er med? Kan vi ikke netop være med til at ændre deres problematiske udfald? Den parole er desværre én af valgkampens store illusioner: SF og vennerne framer et ja som medbestemmelse og demokrati, selvom det i praksis vil tvinge Danmark til at deltage i missioner, som EU-kommissionen fremlægger.

Myterne er mange

Danske politikere vil gribe muligheden og sende tropper af sted – vel og mærke danske politikere, som sjældent er folkevalgt på grund af deres udenrigspolitik. Skulle Danmark vælge at hoppe fra en mission, fordi den bliver for slem – som Tyskland lige har gjort grundet tortur af flygtninge i Libyen – så sker der ingen forandring. Vi har stadig forpligtet os på at finansiere missionerne, og vi kan ikke tage det tilbage, når først vi har stemt ja.

Forsvars-forbeholdet

• Ja eller nej til mere EU-samarbejde? Solidaritet dækker afstemningen om det danske forbehold frem til afstemningen 1. juni.

• Find alle artikler i serien her: Forsvarsforbeholdet 2022

+

Myterne om indflydelse strækker sig så vidt, at vi kunne diskutere længe: Myten om, at vi vil få stemmeret ligger på DR og overalt i oplysningsvideoer, selvom der i praksis aldrig bliver stemt i forhandlingslokalet. Myten om vetoretten – at vi kan nedlægge veto mod de problematiske missioner – fylder også i debatten. Men retten er aldrig  blevet brugt, og den kommer aldrig til at blive det, medmindre Enhedslisten får 90 mandater. Så ville de bruge den – én gang – hvorefter EU med det samme ville nedlægge vetoretten, og overgå til flertalsafgørelser, som der faktisk allerede bliver snakket om i krogene.

Myterne er mange. Vi kunne snakke endnu længere om myten om cybersikkerhed (som vi allerede deltager i), myten om territorialforsvar (som vi allerede deltager i, og som forbeholdet intet har med at gøre), eller om sammenhold. Kun det sidste passer i en vis forstand. Siger Danmark ja, står vi sammen om at forsvare EU’s fossile interesser, unionens udemokratiske struktur, og Frankrigs post-koloniale våbensalg og tragiske missioner i Afrika.

Det er dét, vi vælgere  stemmer om onsdag 1 juni. Og det er forståeligt, at borgerlige står klar til at udvide EU-interesserne. Men der er ikke særligt mange venstreorienterede grunde til at stemme ja. Det kunne være fedt, hvis EU’s organer pludselig tilpassede sig vores idealer, eller hvis det blot handlede om sammenhold, og ikke om en konkret virkelighed, hvor de konkrete missioner giver EU blod på hænderne. Men indtil da anbefaler vi, at man stemmer på et socialt EU – ikke et militært. Det betyder et nej den 1. juni.