Debat: Venstrefløj uden røde linjer

Ved dette valg så vi, at landspolitik kan medføre drastiske forandringer i vælgernes tilslutning til de opstillede partier, med næsten tektoniske forskydninger inden for rød og blå blok. Enhedslisten gik tilbage igen – fra 13 til 9 mandater  -og mistede altså denne gang 4 mandater ved folketingsvalget den 1. november.. Det er tid til analyse og selvransagelse, også hos Enhedslisten.

Tradition eller livsstil

Det er afgørende, hvilken tilgang og forståelsesramme, man lægger ned over analysen. Man kan selvfølgelig fordybe sig i alskens kandestøberier om, hvordan Enhedslisten skal positionere sig fremover i forhold til andre partier, der ser ud til at have klaret sig bedre. Man kan analysere vælgervandringerne mellem de enkelte partier.

Men årsagerne til Enhedslistens tilbagegang kan også vurderes med udgangspunkt i den kritik af Die Linke i Tyskland, som Sahra Wagenknecht har formuleret i  bogen ”De Selvretfærdige – Mit modsvar for fællesfølelse og sammenhold”.

Bogen beskriver knivskarpt, hvordan den tyske venstrefløj har manøvreret sig ud i en situation, hvor de vælgere, der helt naturligt burde vælge Die Linke, i stedet har vendt sig mod andre partier og bevægelser fra midten og ud mod højre, herunder det konservative CDU / CSU og den højreradikale Alternative für Deutschland (AfD). Herhjemme kender vi også situationen fra dengang Dansk Folkeparti var Danmarks største arbejderparti.

Desuden påpeger Wagenknecht, at den førte politik først og fremmest har appel til personer med lange uddannelser og adresser i storbyerne. Alligevel påpeger kommentator Lars Trier Mogensen i Information, at partiet har tabt de højest lønnede denne gang.

Sahra Wagenknecht beskriver to typer venstrefløjstilgange til politik: På den ene side Traditionsvenstre, der står for en mere klassisk, konservativ politikforståelse. Det venstreorienterede mål er for dem at beskytte mennesker mod fattigdom, ydmygelse og udnyttelse, at åbne uddannelses- og fremskridtsmuligheder for dem, at gøre deres liv lettere, mere velordnet og mere forudsigeligt. Venstreorienterede troede på evnen til at forme politik inden for rammerne af den demokratiske nationalstat, og at denne stat kan og skal korrigere markedsresultater.

Over for det står Livsstilsvenstre, for hvem begreber som woke og identitetspolitik ikke er fremmedord, men definerende for politiske handlinger og aktioner.

Det offentlige billede af den sociale venstrefløj er domineret af en type, som har fået navnet af Wagenknecht, fordi fokus for venstreorienteret politik ikke længere er sociale og politisk-økonomiske problemer, men spørgsmål om livsstil, forbrugsvaner og moralske holdninger.

I sin reneste form legemliggør de grønne partier dette livsstils-venstres politiske bud, men det er også blevet en dominerende strømning i de socialistiske og andre venstrefløjspartier.

Kritikken af S udeblev

Enhedslisten nedsatte en valgkampsledelse bestående af Mai Villadsen, Pelle Dragsted og Peder Hvelplund. De troede, at en ”rød” regering var en mulighed, og at Mette Frederiksen ikke ville vende sig mod de blå. De kritiserede derfor ikke Mette Frederiksen. Der var ingen kant.

Derfor forekommer det lidt patetisk, at Mai Villadsen efter valget blev frygteligt fortørnet på Mette Frederiksen og hendes planer om at danne en regering hen over midten, når det nu har været Mette Frederiksens erklærede planer fra Grundlovsdag 5. juni. Samme Mette Frederiksen blev ivrigt støttet af Mai Villadsen og de to øvrige i valgkampsledelsen under valgkampen, og anbefalet som kongelig undersøger.

“Mange valgplakater var konforme, og udtrykte ikke personlige og identitetsskabende portrætterl. Sammen er vi stærkere’ – men hvorfor ikke lave plakater, der udtrykker fællesskabet?”

Rwanda-kikset i Politiken var naturligvis uheldigt, men afspejler denne strategi, hvor man undgår afstand til Socialdemokratiet, før hundredvis af medlemmer har protesteret. Til debatarrangementer med Mai Villadsen var indtrykket det samme; der var ikke nogen kritik af Mette Frederiksen og Socialdemokratiets linje.

Det første var hos Ældresagen, som var valgets første partilederdebat. Villadsen kunne ikke fremføre Enhedslisten-politik ud over almindeligheder.  ”Det var alt for kedeligt, hvad hun siger. Man kan simpelthen ikke mærke hun brænder for det”, skrev BT.

Det andet var hos Politiken, hvor Lotte Folke Korsholm direkte spurgte hende ind til Mette Frederiksens magtarrogance. Svaret indeholdt intet om den manglende retspolitik i Lars Findsen-sagen (FE-sagen), dukkeafbrændings-sagen, Barbara Bertelsens manglende hjemsendelse, grov uagtsomhed osv., 

Mange valgplakater var konforme, og udtrykte ikke personlige og identitetsskabende portrætter. Man kunne for eksempel have givet murersvend og kandidat i København Louis Jacobsen noget murertøj på. ‘Sammen er vi stærkere‘ – men hvorfor ikke lave plakater, der udtrykker fællesskabet?

Indspark fra en række af partiets udvalg – som Fagligt Landsudvalg (FLU) og Senior- og ældrepolitisk udvalg (SÆPU) blev aldrig inddraget. Som medlemmer af de udvalg mener vi, det er meget vigtigt, at spørgsmål der vedrører det store flertal af lønarbejdernes vilkår på arbejdsmarkedet, kommer til at spille en central rolle i Enhedslistens valgkamp. Partiet skal række ud til bredere dele af arbejderklassen.

Pernille Skipper opfatter løsningen på partiets problemer som en centralisering om Folketingsgruppen. Et angreb på den demokratiske struktur udtalt således i Politiken:

”Partiet er nemlig – ”groft sagt” – stadig organiseret som et venstrefløjsparti, som det var det i 1970’erne. Interne diskussioner og ’demokratiske’ processer er for partiet vigtigere end at komme ud med politiske budskaber, lyder det fra Skipper.”

Det er tværtimod vigtigt at bevare partiets demokratiske opbygning, og samtidig styrke medlemmernes demokratiske indflydelse og samarbejde med fagudvalgene. Det er også grundlaget for at nå bredere ud.

Tydeliggør forskellen

Enhedslisten bliver i dag parlamentarisk styret som et livsstils-socialistik parti, hvor man politisk lader (tilfældige) strømninger i vælgerhavet styre den dagsaktuelle og langsigtede politik. Det kom fx til udtryk, da Enhedslisten stemte for nyfødtes ret til at få et juridisk kønsskifte.

“Enhedslisten er i dag endt som et systemkonformt parti og en karrieremaskine, der blindt har støttet Socialdemokratiet.”

Partiet er i dag endt som et systemkonformt parti og en karrieremaskine, der blindt har støttet Socialdemokratiet. Derfor er der ikke et solidt ideologisk fundament at stå på, og man har mistet fodfæstet – og sin sjæl – for en stund.

Når Enhedslisten løber efter tilfældige strømninger i vælgerhavet, så risikerer man, at der kommer andre forbi, som tilbyder mere og ser flottere ud. Vandringen til Alternativet er et eksempel, selvom partiet ikke har nogen omfordelingspolitik.

Partiet skal tilbage til rødderne og det traditionsvenstre, der er gået tabt. Det vil også tydeliggøre forskellen på Socialdemokratiet, Alternativet og Enhedslisten. Og ikke mindst vil man få troværdigheden tilbage som venstrefløjsparti.