I det 20. århundredes navle – del 2

Før interviewet har den norske forfatter Gunnar Staalesen afvist at røbe noget om fremtidige projekter. Men hvad nu hvis han skulle lave en opfølger på Bergen-trilogien? Og hvordan ser han på miljøkampen, Breivik, norsk højreekstremisme og politisk vold?

---

Af Bjørn Meidell

Læs første del af interviewet med Gunnar Staalesen her

Gunnar Staalesen er stolt over, at han som den første nordiske forfatter udgav en romanserie om det 20. århundrede. Svenske Jan Guillou er siden fulgt efter, tilmed så inspireret af sin norske kollega, at han i Brobyggerne ‘låner’ personer og research fra Staalesen, hvad Guillou i øvrigt ikke lægger skjul på. Staalesen nøjes med at trække på skuldrene, da jeg konfronterer ham med det.

»Guillou må jo have en hel fabrik af researchere. Har du også haft det?« spørger jeg.

»Nej, da!« lyder det på syngende norsk. »Kun lokalhistorikeren Jo Gjerstad. Al researcharbejdet lavede jeg selv. På Bergens offentlige bibliotek har vi hyldemeter på hyldemeter om byen. Jeg gik også ind i bygde-bøger. Det var et enormt arbejde.«

»Jo Gjerstad kom med rettede fejl, kommentarer og gode indspark. Et eksempel er politimanden Christian Moland, der ser tilbage på sit bryllup i 1880’erne. Jeg lavede en parentes i manuskriptet om, hvor det mon var sandsynligt, at de giftede sig? Så svarede Gjerstad: På Hotel Kronprinsen. Han var en solid hjælp.«

»Jeg er en forfatter, der i princippet undgår at have politiske budskaber,« fortsætter Staalesen.

»Jo, men det er der jo mellem linjerne!«

»Jo, mellem linjerne. Enhver læser kan drage sine egne konklusioner. Du har jo antydet det i dine spørgsmål angående borgerskabet. Jeg har ikke noget bastant politisk budskab. Jeg bruger ofte Henrik Ibsens ord som mit eget motto: Jeg spørger kun, men mit kald er ej at svare! Forfatterne skal stille spørgsmålene, men ikke svare. De skal være kritiske, men folk flest kan godt finde svarene.«

»Du kritiserer den sociale ulighed og undertrykkelse?«

»Det er jeg ikke alene om. Det er en naturlig holdning. Jeg fører ikke kampagne for nogen politiske partier. Næsten alle partier er i princippet socialdemokratiske. Venstre- eller højre-socialdemokratiske med nogle på yderfløjene.

Rusland, NATO og EU

»Højre, som sidder på regeringsmagten, er i realiteten et socialdemokratisk parti på dets højre fløj, meget NATO-venligt og amerikansk orienteret. Socialdemokratiet forfulgte kommunisterne i 50’erne.«

»Du er ikke Nato-venlig?«

»Jeg har altid været kritisk over for NATO, men i eftertiden forstår jeg, at det har været vigtigt for Norge at være medlem for at sikre grænsen.«

»Mener du, at Rusland udgør en trussel mod Norge? Det diskuterer man også i Danmark.«

»Man véd jo aldrig, hvem der får magten i Rusland. Norge er et lille land, helt afhængig af en forsvarsalliance, hvis nogen skulle bestemme sig for at angribe. Under Anden Verdenskrig var vi attraktive pga. den lange kyst. I dag pga. olien. I en ny verdenskrise vil det være af stor betydning for USA og Europa at have fuld kontrol med al olien i Nordsøen. Hvis jeg ikke tager meget fejl, gik danske SF også ind for NATO.«

»Jo, da de skulle i regering i 2011, tilpassede de sig, og det gjorde de også så meget, at de gik helt ned. Nu er de kommet op igen.«

»Det er lidt det samme som i Norge. Kritikken mod NATO er relativt lav. Kritikken mod EU er stærkere.«

»Tilslutter du dig den EU-kritik?«

»Vi har haft to afstemninger i Norge. I toogsytti (’72) stemte jeg nej, i 1994 stemte jeg ja. Hvis et samlet Norden er indenfor, har du lidt indflydelse på udviklingen. Udenfor følger du bare regler og påbud.«

»Efter 400 år under Danmark, næsten 100 år i en union med Sverige – og fem års tysk besættelse – var Norge en ung nation. Vi har haft frihed i så kort tid, at det rent genetisk byder mange nordmænd imod (at gå ind i EU).«

Bergen-trilogi bøgernes betydning

»Vi skal lige gøre noget færdig om trilogien: Hvilken betydning har bøgerne haft for dig selv og i den norske debat?«

»Det er jo den største succes, jeg har haft i Norge, Danmark og Frankrig, hvor den udkom i seks bind. Franskmændene bryder sig ikke om tykke bøger. De sidder og læser i metroen. Alle steder er der hele tiden blevet trykt nye oplag. Det er jo relativt sjældent med et moderne værk.«

»Hvorfor har de haft den gennemslagskraft? Nu læser folk dem på lydbog.«

»Jeg får stadig begejstrede tilbagemeldinger fra danske læsere. Jeg tror, jeg ramte hele det 20. århundredes historie. De yngste genkender deres egen historie i bind 3. De husker forældrene og deres bedsteforældre, og nogle husker oldeforældrene. Særligt Frankrig og Danmark deler – som besatte lande under Anden Verdenskrig – fælles skæbne med Norge. Hvilke film vi så, hvilken musik vi hørte og teknologien, det er jo internationalt. Kvindernes situation er jo almen.«

»Der er heller ikke stor forskel på, om man er vokset op i Danmark, Norge eller Frankrig. Frankrig har selvfølgelig en anden madkultur og døgnrytme, og Norge har den gamle bondekultur. Jeg må antage, at jeg fortalte nogle gode fortællinger. At man blev fanget ind af disse familier.«

Norge i det nye årtusinde

»Hvordan ville du gribe det an, hvis du skulle skrive om de seneste 20 år?«

»Det ville være en anden slags arbejde, for dem husker jeg jo godt. I bind 3 var det også sådan, at jeg huskede rimeligt godt fra 50’erne til årtusindeskiftet. Men der var alligevel en del, jeg måtte lave grundig research på. Der ville nok ikke være så meget, jeg skulle lave grundig research på i de seneste 20 år, men jeg måtte skabe nye personer.«

»Hvad ville du så lægge vægt på – terrorisme, Breivik?«

»Det er klart, at det ville stå helt centralt. I midten af første bind havde vi den store brand i Bergen, i andet bind eksplosionen i havnen, og i midten af tredje bind ulykken på olieboreplatformen Alexander Kjelland. Utøya 2011 ligger midt i næste periode. Den ville få en tilsvarende plads.«

»Hvordan forstår du Utøya?«

»Det er jo uforståeligt, at et menneske kan være så følelseskold, at han går rundt og skyder ansigt til ansigt. Børn og unge mennesker. Som forfatter må man strække sin fantasi temmelig langt for at gå ind i sådan en hjerne, der er så langt ude mentalt. Men han har også en ideologi; han er meget klar på, hvad han gjorde.«

»Nu har vi en ny, tilsvarende drabsmand, som det ikke lykkedes at tage livet af mere end én person, der var adopteret. Han ville beskytte sine forældre mod den racekrig, der ville komme i Norge – og så skyder han sin kinesiske halvsøster! Derefter tager han hen til en moské, hvor han har planlagt at skyde alle. Heldigvis bliver han afvæbnet af de ældre mænd, som er til stede. Det er ubegribeligt, at nogen kan tænke sådan.«

»Mener du, at der er en generel trussel med den højreradikale terror i Norge?«

»Det er klart! Det har virkeligheden dokumenteret. De er få, men meget bevidste. Alt, hvad der er sket af politisk vold i Norge de seneste 50 år, er kommet fra det ekstreme højre.«

»I Danmark har der været mere fokus på islamisk terror?«

»Det har vi ingen eksempler på i Norge. Islamisme er jo en islamisk fascisme. Der er venstrefløjen lidt svag. Det må man tage afstand fra. Men går du til USA, er næsten al terror kommet fra det yderste højre. I Norge kun det yderste højre. I Sverige det samme.«

»Hvordan skal det modvirkes?«

»Gennem debat, men de er jo yderst få mennesker. Hvis de skal afgive stemme, er der ingen partier så langt ude til højre. De har ingen politisk indflydelse. Det andet er, at man må have et stærkt sikkerhedspoliti, som overvåger disse miljøer og stopper disse aktioner.«

»Det er almindelige, hvide mænd og nogle gamle, gamle nazister. Det er arven fra Vidkun Quisling og hans parti, som havde en relativt stor tilslutning i en periode.«

Integration og Norge

»Hvordan ser du på integrationen i Norge? Socialdemokratiet og højrefløjen i Danmark slår konstant på, at den er mislykket?«

»De, der kommer ind i Norge, har dårlig økonomi og bosætter sig i de fattigste bydele. Den eneste by i Norge, som virkelig har et element af de problemer, er Oslo. Vi hører om skoleklasser med 25 elever, hvor 20 ikke taler norsk.«

»Jeg er tilhænger af et samfund, hvor staten kan styre lidt mere af køb og salg af ejendom, planlægge socialt boligbyggeri og lave offentlig regulering. Der er også dem, som mener, det er en god idé at fylde op med folk fra andre lande i de pæne, pyntelige bydele og få en integration på den måde – lidt ligesom bussing i USA i 50’erne, hvor sorte børn blev kørt til hvide skoler.«

Klimaet og miljøet

»Du nævnte tidligere, at klimaet og miljøet er nogle af de vigtigste emner for dig?«

»Det vigtigste spørgsmål har jo med klimaet at gøre. Vi har haft flere naturkatastrofer, jordskred, stenskred, store sneskred om vinteren. Temperaturstigningerne fører til enorme problemer. Derfor går de grønne partier frem – Miljøpartiet og det tidligere bondeparti – og vi har de unges demonstrationer over hele verden. Min solidaritet går til dem, der er mellem 15 og 25 i dag. Det er dem, som skal leve på jorden om 50-70 år.«

»Hvordan ser du din rolle som forfatter i fremtiden?«

»Jeg fortsætter, som jeg altid har gjort. Sætter spørgsmål til debat. Som jeg sagde: Jeg stiller spørgsmålene. I min serie om Varg Veum har jeg stillet spørgsmålene op tematisk. For fem år siden stillede jeg konflikten op mellem at bygge vindmøller og ikke bygge dem.«

»Der er stor modstand mod vindmøller på land. Vindmøller på land har mange negative sider, specielt i Norge som delvist skal leve af turisme. Hvis du skal rejse fra vindmøllepark til vindmøllepark i fjordlandskabet, får du ikke mange turister til landet. De dræber fugle og insekter, og de støjer. Men til havs er det bedre. Og så er der jo også bølgekraft i et land med så megen kyst som Norge.«

»Jeg er snart 72 år og forbi den aktivistiske periode i mit liv. Vi har en stor diskussion om vores bybane. Med et spor har vi reduceret trafikken med mindst 10 %. I en så trang by som Bergen med fjelde omkring er vi helt afhængige af at få mindsket biltrafikken. Alle vinterdage er der vældig dårlig luft i byen. – I Odense bygger de også en letbane og i Aarhus.«

»I Bergen havde vi et selvstændigt parti, der sagde ‘Nej til Bompenge’. Det fik 15 % af stemmerne. Det var en reaktionær protestbevægelse med tykke, gamle bilejere, som ikke vil betale for at køre ind til Bergen. I Stockholm har man bompenge, og har skabt meget bedre luft. Det er tragisk med København. I er så gode til at cykle og har et landskab, man cykler i. På det område ligger København bagud i udviklingen i verden.«

Bøger på vej

»Du skrev til mig, at du ikke ville fortælle om, hvad du arbejder med nu.«

»Jeg har været informationsmedarbejder på Den nationale Scene, hvor det altid var vigtigt at holde det fremtidige repertoire hemmeligt. Det har jeg i blodet.« Staalesen ler.  

»Men jeg kan da sige, at jeg kommer til at skrive mere om Varg Veum.«

Det er blevet tid til en tur ud i efterårssolen og den friske luft på Nordnes, hvor Bergentrilogien udspiller sig. Her er han hjemmevant og hilser gemytligt på snart den ene, snart den anden.  

Første stop er statuen af hans heltinde Amalie Skram. Derfra bevæger vi os ned til hans alter ego, statuen af Varg Veum.

Vi siger farvel, mens jeg tænker, at der nok på et tidspunkt vil komme et sidste bind om Bergen – i verdens navle – fra år 2000-2025.

Læs første del af interviewet med Gunnar Staalesen på Solidaritet.dk.

---

Bjørn Meidell er cand. mag. i samfundsfag og historie. Han har bl.a. udgivet bøgerne “Slået med beundring: Fascination, Flugt og Frihedskamp” (2005), “Frygt og Fryd i Damaskus” (2010), og “Bag Muren – Hverdag i en Apartheidstat” (2015) om situationen i det besatte Palæstina.

---