Dem de andre ikke vil lege med

»Nogle ville måske ønske, at vi var mere nikkedukker, men det bliver vi aldrig,« lyder det fra formanden for stilladsarbejdernes landsklub, Thomas Strømsholt. Han og kollegaen Dag Vilhelmsen, som er formand for de københavnske stilladsarbejdere, er medlemmer af netværket »Arbejdere i bevægelse«. Netværket kan vise sig at være situationens generalstab, hvis de igangværende overenskomstforhandlinger ender med et – for dem – utilfredsstillende forhandlingsresultat.

---

Af Kim Kristensen

De har ingen leder, ingen ledelse og ingen af dem sidder med ved forhandlingsbordet. Men alligevel foregår de igangværende forhandlingerne om overenskomsterne for de 730.000 privatansatte i disse dage, uger og måneder med en blind makker: Nemlig netværket »Arbejdere i bevægelse«.

Netværket udspringer af protestkampagnen mod den seneste overenskomstaftale i 2017, hvor stilladsarbejderne dengang besluttede ikke bare at sige nej til aftalen men sætte gang i en kampagne forud for afstemningen om OK-17 (selv om de enkelte fagforbund forhandler hver deres individuelle overenskomstaftaler, er det én samlet afstemning, hvor flertallet afgør udfaldet). Selv om protestkampagnen faktisk havde tre temaer, blev det temaet »Nej til 42 timer«, som kom til at overskygge kampagnen. En gennemlæsning af forhandlingsteksten havde afsløret en passus om »systematisk overarbejde«, der som noget nyt gav arbejdsgiverne ret til at kræve en 42 timers arbejdsuge af medarbejderne. Og resten er historie.

Fagbevægelsens ledere kunne chokerede se til, mens protestkampagnen mobiliserede den største stemmedeltagelse siden 1973, og udløste et historisk og neglebidende resultat: 56,5 procent stemte ja til overenskomsterne, mens 43,5 stemte nej. Flere af de største faggrupper – 3F, Fødevareforbundet, Malerforbundet – stemte hver især et rungende nej. Når det alligevel endte med et samlet ja på grund af sammenkædningsreglerne, skyldtes det kun, at ansatte i industrien og HK stemte klart ja. Men der skulle blot være flyttet 14.000 stemmer, for at Danmark var endt i den første storkonflikt siden 1998.

Tre år senere er stilladsarbejderne og den 41-årige formand for stilladsarbejdernes landsklub, Thomas Strømsholt, samt den 33-årige formand for de københavnske stilladsarbejdere, Dag Vilhelmsen, endnu engang blandt dem, som er klar til at gå på barrikaderne. Hvis det skulle blive nødvendigt. De to faglige ledere, som har arbejdet henholdsvis 15 og otte år som stilladsarbejdere, har for en stund sat sig ved bordet i mødelokalet i Stilladsklubben på Dortheavej, i det københavnske Nordvest-kvarter. Begge er medlemmer af netværket, der kan vise sig at være situationens generalstab, som Aksel Larsen proklamere under strejkerne i 1956, hvis det ender med et – for dem – utilfredsstillende forhandlingsresultat. Spørgsmålet er bare, hvad der egentlig vil være tilfredsstillende.

»Tørre røv i det«

»Det er hele den her mærkelige fortolkning af, hvem som er hvem, hvad som er hvad – og ikke mindst hvorfor,« forklarer Thomas Strømsholt om netværket »Arbejdere i bevægelse«.

»Men i 2017 skete der det, at en flok kollegaer læste et overenskomstforlig og konstaterede, at det, som der stod i forliget, egentlig ikke mindede om det, som vi havde sendt vores forhandlere ind for at få. Der var ikke rigtigt noget om social dumping, der kunne bruges til noget – man kunne stort set tørre røv i det – men til gengæld havde arbejdsgiverne fået en udvidelse af ledelsesretten. Og så kom forhandlerne ud og fortalte, at det var histooorisk høje lønstigninger«.

… så var der nogle som sagde, at vi var… næsten marsboere, dødskommunister, imod fagbevægelsen. Vi blev kaldt alt muligt. Det var helt vildt. Og nu bliver vi så igen kaldt et eller andet. Det, vi bare er, er nogle kollegaer, som taler sammen. Det er det. Så hvis det er et netværk, så ja, bevares, så har vi da et netværk.

Thomas Strømsholt, Stilladsarbejdernes Landsklub

Thomas Strømsholt trækker ordet ud.

»Og så vil jeg bare sige, at den gang jeg startede som stilladsarbejder, der hed stigningerne 3,0 procent, 3,0, 2,9 i tre OK-år og den slags. Så hvis 1,7 procent, 1,9 og 2,1 er historisk høje lønstigninger, så tror jeg sgu, at jeg nok har fået for meget dengang, må jeg være ærlig og indrømme«.

Det fik du måske også?

»Nej, det gjorde jeg sådan set ikke«.

Dag Vilhelmsen viser et papir frem med de årlige lønstigninger de seneste to årtier. »Der kan du se, hvad jeg mener,« siger Thomas Strømsholt og kigger på papiret. »Sort på hvidt,« konstaterer Dag Vilhelmsen

»Der har du stigningerne,« siger Thomas Strømsholt. »2,8 procent, 2,8, 2,7, 3,0, 3,0… Hold nu kæft, ikke… Ja, så kommer der en krise dér«.

Thomas Strømsholt peger på 2008, hvor den internationale finanskrise ramt Danmark.

»Så hvis det dernede, er historisk høje lønstigninger, så der er altså et eller andet galt«.

Thomas Strømsholt peger nu på de senere år. Men der er jo et fald efter krisen i 2008, hvor resultatet i 2010 kom ned på 1,3? »Der var der krise,« siger Dag Vilhelmsen.

»Så det blev vi utilfredse med,« fortsætter Thomas Strømsholt. »Og stilladsarbejderne besluttede på vores landsmøde, at i stedet for at sige, at vi klarer os nok – for vi har jo vores på det tørre – så at sige, at det her er simpelthen så grelt, at nu kan det være nok. Så vi lagde nogle togskinner og inviterede vennerne med – og de havde også læst forligsteksten og syntes også, at det var noget lort. Derfor blev vi enige om at stemme nej. Og så var der nogle som sagde, at vi var… næsten marsboere, dødskommunister, imod fagbevægelsen. Vi blev kaldt alt muligt. Det var helt vildt. Og nu bliver vi så igen kaldt et eller andet. Det, vi bare er, er nogle kollegaer, som taler sammen. Det er det. Så hvis det er et netværk, så ja, bevares, så har vi da et netværk. Så lad os kalde det for et tværfagligt netværk. Og så kan du kalde det bamseklubben eller hvad du vil. Det er lige meget for os«.

Pindemand

Dag Vilhelmsen viser et papir frem med sit nye grøn-hvide logo. »Arbejdere i bevægelse – vores OK20« står der i en cirkel rundt om en glad pindemand i midten.

»Nu har vi lavet en glad mand, og så har vi lært, at hvis vi kalder det noget specifikt, er det en fandens bøvl at få ændret det senere,« siger Thomas Strømsholt med henvisning til, at da protestkampagnen i 2017 først havde kaldt sig »Nej til 42 timer«, viste det sig praktisk umuligt at ændre dette navn på kampagnen. Også selv om den kampagne altså havde andre temaer.

Hvor mange taler I på vegne af?

»Vi er kollegaer over hele landet, og netværket er bygget op over, at der er nogle meningsdannere og talspersoner – og de meningsdannere og talspersoner har hvert deres netværk og deres kollegaer og i de netværk er der flere kollegaer,« siger Thomas Strømsholt. »Arbejdere i bevægelse er egentlig er en masse meningsdannere, som taler ud i deres netværk. Vi har industriarbejdere, malere, rør og blik og alle mulige slags kollegaer. Det, som de har tilfælles, er, at de er talspersoner for dem, som de har bag sig. Så jeg ville lyve, hvis jeg begyndte at gætte på, hvor mange vi præcist er«.

»Det kommer også an på dagen, hvor mange der er med,« siger Dag Vilhelmsen. »Har du noget at have en mening om den dag, er du med. Og har du det ikke, har du det ikke. Det er meget fleksibelt«.

50 kroner mere i timen

Løn er oftest dét, arbejdsgivere og lønmodtagere er mest uenige om i overenskomstforhandlinger. Og OK20 er ingen undtagelse. Hvor ikke bare Thomas Strømsholt og Dag Vilhelmsen – men resten af fagbevægelsen – henviser til, at Danmark befinder sig i en højkonjunktur, advarer arbejdsgiverne om, at de gode tider ikke nødvendigvis varer ved. Den økonomiske vækst er allerede ved at gå i stå i vores nabolande, Tyskland og Sverige, og risikerer helt at stoppe på grund af Brexit og en truende handelskrig mellem USA og Kina (for slet ikke at tale om en global virusepidemi).

Det er vigtigt at forstå, at vi ikke blander os i kravene til den kommende overenskomst.Vi sætter os bare sammen bagefter og kigger på, om vi fik alle sammen med. Og når vi taler om, at alle skal have ret til en overenskomst er det lige så meget med henblik på vores udenlandske kollegaer, som tit oplever, at hvis de melder sig ind i en fagforening, så bliver de fyret.

– Thomas Strømsholt

Løn er i denne forbindelse både minimal- og normallønnen. Minimallønnen fastsætter således en mindstebetalingssats for en times arbejde, mens resten af lønnen forhandles lokalt på de enkelte arbejdspladser. Det er det mest udbredte system på det private arbejdsmarked og gælder eksempelvis for industrien. På normallønområdet – som eksempelvis gælder for transportsektoren – aftales stort set hele lønnen derimod for hele overenskomstperioden ved de centrale forhandlinger. Her er der ikke samme tradition for at forhandle løn lokalt.

»Det, vi er enige om, er som det første, at der er for stor en afstand mellem arbejderne,« siger Thomas Strømsholt. »Og derfor er kravet en markant højere løn til de lavestlønnede«.

Hvad er det i procenter, kroner og øre?

»Det er forhandlernes opgave. Det er vigtigt at forstå, at vi ikke blander os i kravene til den kommende overenskomst. Vores krav er nemlig brede og hedder bare markant højere løn til de lavestlønnede. Men hvordan man udformer det inden for de forskellige brancher og fag, må de selv om. Det er deres forhandlinger. Vi sætter os bare sammen bagefter og kigger på, om vi fik alle sammen med.

Og når vi taler om, at alle skal have ret til en overenskomst er det lige så meget med henblik på vores udenlandske kollegaer, som tit oplever, at hvis de melder sig ind i en fagforening, så bliver de fyret. Det skal vi have gjort noget ved.

Det sidste krav er, at alle har ret til en overenskomst, som de kan se sig selv i. Med alle mener vi brancher og fag, hvilket vil sige, at det ikke nytter, at industrien synes, at de fik en god overenskomst, at transportbranchen fik det og at byggebranchen fik det, hvis malere samt blik- og rør står tilbage og siger: ”Vi er lige blevet slagtet”. Derfor skal forhandlerne udvise det, som man snakker om i de små røde sangbøger: Solidaritet. De skal sørge for at få alle med. Og gør de det, så bliver det sjovt«.

Så I vil have hævet mindstelønnen?

»Det er lønnen for de lavestlønnede, det er fuldstændig korrekt, og hvis du siger mindstelønnen inden for HK, så er der ikke nogen mindsteløn. Så der vil det være noget med søn- og helligdage eller fritvalgs-ordningen. Hvorimod det i byggeriet vil være mindstebetalingssatsen og inden for industrien noget tredje. Vi går netop ikke ind og siger noget om kroner og ører, selv om jeg i min verden godt kan være ærlig og sige, at i stilladsbranchen kan man sagtens hæve mindstebetalings-satsen med 50 kroner mere i timen, uden at nogle danske, organiserede arbejdsgivere overhovedet ville kunne mærke det. Men hvis vores forhandlere kommer ud med 45 kroner, vil jeg da vende det med drengene, for det er jo ikke en diktaturstat. Og hvis kollegaerne i stilladsklubben siger go, så er det dét, som jeg går tilbage med. Men hvis alle en efter en siger, at vi har fået, hvad vi ville have, og den sidste så siger, at vi ikke har fået noget, er det der, hvor vi åbenbart adskiller os fra mange andre. Der er vi klar til at tage kampen«.

Paragraffer er ligegyldige

Netop i byggeriet er social dumping og lønpres fra udenlandske kollegaer ikke bare noget, man snakker om. Det er virkeligheden. Selvom man er overenskomstdækket, kan den polske og den danske arbejder ofte få vidt forskelligt i løn. Det skyldes, at den aftalte mindsteløn på 126,15 kroner i timen ligger et godt stykke under den faktiske løn for danske håndværkere (en dansk håndværker går til omkring mellem 175 og 210 kroner i timen omend lønnen er en del højere i København end i Jylland, ligesom murere og stilladsarbejdere får mere end eks. malere og tømrere). Men 50 kroner mere i timen er mere, meget mere, end 3F’s krav under forhandlingerne. Det lyder på 30 kroner.

»Et af de tekniske midler mod social dumping er netop mindstelønnen,« siger Dag Vilhelmsen. »Hvis forskellen mellem den reelle løn og mindstelønnen – eller mindstebetalingssatsen afhængig af hvilke overenskomster, vi taler om – ikke er så stor, så har man et middel mod social dumping«.

Så det er det bedste middel, og ikke kædeansvar og/eller flere besøg fra Arbejdstilsynet, som man ellers altid snakker om?

»Nej, hverken de såkaldte 48-timers møder (hvor en arbejdsgiver inden for 48 timer skal kunne fremlægge lønsedler, ansættelseskontrakter og andet for at dokumentere, at overenskomsten overholdes, red.) eller RUT- Registret for Udenlandske Tjenesteydere – virker. Det svarer jo til, at du frivilligt skal fortælle Skat, om du har tjent penge. At hæve mindstelønnen virker til gengæld. Men der må gerne opfindes dybe tallerkener.

»48-timers mødet burde faktisk være noget af det stærkeste, som der findes, men effekten er ikke i nærheden af det ønskede,« siger Thomas Strømsholt. »Der er en masse faglige sekretærer, som synes det er fedt at få et værktøj, så de kan mødes – og så kan de få en masse falske lønsedler og alt muligt andet. For os ude på jorden flytter det bare ikke en skid. De laver alle deres paragraffer, og så går Dansk Byggeri i gang med at modarbejde det med fuld hammer. Det kan godt være, de synes tovtrækkeriet er sjovt inde på kontorerne – og de kan køre faglige voldgifter og fanden og hans pumpestok – men der har arbejdsgivernes organisation bare spillet fallit. Hvis de reelt ville bekæmpe social dumping, kunne de nemlig gøre det. Men det gør de ikke. De udnytter tingene og modarbejder de paragraffer, som de selv har accepteret. Derfor er der kun én ting, der virker mod social dumping i byggeriet – og som er et must: Det er en forhøjelse af mindstebetalingssatsen«.

Dag Vilhelmsen nikker.

»Det andet er så, at det kunne være rart med kædeansvar,« fortsætter Thomas Strømsholt. »Men man skal også være ærlig og sige: Hvis man ser på, hvad der plejer at komme ud af overenskomstforhandlingerne, er det urealistisk at tro, at vi både får en markant forhøjelse af lønnen i bunden og samtidig indførelsen af kædeansvar. Så tror jeg, at vi tager munden for fuld«.

»Kædeansvar er også paragraffer,« tilføjer Dag Vilhelmsen. »Hvis man kan finde ud af lave falske lønsedler, kan også finde ud af knibe sig uden om kædeansvar«.

Kædeansvar har ellers politisk været den store åbenbaring i forsøget på at bekæmpe social dumping?

»Hvis du får 130 kroner i timen, og vi ikke mener, at du opfylder de krav, som du skal have for at få lønnen i området, så er der jo ikke noget at lave kædeansvar på. Du får jo de 130 kroner, som du har krav på ifølge mindstebetalingssatsen. Men hvis de kære østeuropæere, som kommer hertil, lige pludselig skulle have 180, så ville de være for dyre i forhold til, hvad de laver«

»Vi vil rigtig gerne konkurrere,« siger Thomas Strømsholt. »Det har vi ikke noget problem med. Det skal bare være på lige vilkår. Det er derfor, at vi skal have samme løn for det samme arbejde – i samme område. Så kædeansvar er fedt. Men hvis man kan overholde overenskomsten ved at betale 130 i timen, når folk, som laver samme arbejde i samme område, får 250 kroner, så kan jeg ikke bruge kædeansvar til en skid. Organisationerne har haft deres mulighed for at lave aftaler, spilleregler, paragraffer og alt det, som de synes er så sjovt. Problemet er bare, at det ikke har flyttet en… jo, en lille smule, men så lidt, at det er ligegyldigt«.

Konkurrence fra udlandet

At overenskomstforhandlinger er begyndt i Industriens Hus mellem arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri (DI) og lønmodtager-pendanten CO-Industri skyldes ikke nogen tilfældighed. Mange af arbejdspladserne i industrien skal konkurrere med udlandet, og hvis danske lønninger netop skal være konkurrencedygtige, er det et oplagt sted at starte. Forhandlingerne på industriens område bliver kaldt for »spydspidsforliget«, fordi aftalen lægger niveauet for de efterfølgende forhandlinger i de øvrige brancher som byggeri, transport og service. Når – eller hvis – industriens parter bliver enige, fortsætter forhandlingerne på de øvrige overenskomstområder i løbet af februar og marts.

Thomas Strømsholt og Dag Vilhelmsen mener dog ikke, at en lavere løn nødvendigvis er vejen til en bedre konkurrenceevne, og at en metalarbejder, som for eksempel skal konkurrere med lønningerne i Portugal, er i en anden situation end stilladsarbejderen i København.

»De lande konkurrerer på et produkt, en fysisk ting, hvilket er det samme, som vi konkurrerer på – og det er arbejdskraft,« siger Dag Vilhelmsen.

Men I skal jo ikke konkurrere på et marked i udlandet?

»Det skal vi i hvert fald. Der er da masser af billig arbejdskraft rundt omkring i verden«

I skal ikke sælge et produkt i Portugal?

»Nej, det skal vi ikke«.

Dag Vilhelmsen bliver afbrudt af Thomas Strømsholt.

»Men vi skal sælge et produkt i Danmark«.

»Portugiserne vil meget gerne sælge deres produkt i Danmark, og det er den billige arbejdskraft,« siger Dag Vilhelmsen

»Det er simpelthen noget pjat,« siger Thomas Strømsholt. »De kommer nemlig jordende herop og konkurrerer med deres billige løn og billige arbejdskraft. Forskellen er, at industrien siger, at, uh, så flytter de arbejdspladserne ud. Men vi siger: ”Hjælp os da for helvede – for her flytter man arbejdspladskraft ind”. Forskellen er bare, at her er det de billige, som flytter op til os, hvorimod i industrien er de bange for, at arbejdspladserne flytter ned til dem. Hvad fanden er forskellen? Den er der ikke. Det er en skræmmekampagne. Det er noget lort, som de fyrer af på os, mand«.

Dag Vilhelmsen smider vredt en kapsel i skraldespanden på den anden side af bordet.

I kan vel ikke benægte, at der de seneste årtier har været en udflytning af danske arbejdspladser til lande med lavere lønninger, lige tilbage fra skibsværftsarbejderne i 1980’erne og 90’erne og frem til syerskerne i 00’erne?

»Jeg kan vende det om og sige, hvis man i dag sender en dansk syerskes opgaver til en syerske i Bangladesh, så oplever vi, at man henter en syerske fra Bangladesh til Danmark,« siger Dag Vilhelmsen. »Det er faktisk det, som der sker på vores område. Eller måske ikke ligefrem fra Bangladesh endnu, men det skal nok komme«.

»Hvad fanden er egentlig også målet,« spørger Thomas Strømsholt. »Er målet, at vi skal kunne konkurrere med en systue i Bangladesh? Mener fagbevægelsen virkelig det? For det kan vi ikke, og det kommer aldrig til at ske. Men vi er ikke bange for at konkurrere på effektivitet – og hvis industrien vil konkurrere, så skal de lade være med at være så skidebange for lønningerne. Så skal de se at komme i gang med at lave nogle fede maskiner, som gør, at det bliver meget nemmere at lave noget – og få uddannet nogle folk til at betjene dem. Så kan vi smadre dem ud af banen«.

»Industrien er faktisk begyndt at flytte arbejdspladser tilbage til Danmark,« siger Dag Vilhelmsen.

»Præcis,« siger Thomas Strømsholt. »På grund af effektivitet«

»Og kvalitet,« tilføjer Dag Vilhelmsen.

»Min pik er længere end din«

Berlingske havde for nyligt et interview med to stilladsarbejdere, hvor svenden fortalte, at han et år havde tjent 1,2 millioner kroner og lærlingen sidste år tjente 900.000 kroner…?

»Ah,« afbryder Thomas Strømsholt.

Du læste måske selv artiklen?

»Nej, men jeg talte med journalisten og forklarede, hvordan det hang sammen og han sagde også, at så gav det også bedre mening… Og så gik han alligevel ud med historien. Det er useriøst«.

Du smadrer din krop og så skal du fandeme også have noget for det i de år, hvor du gør det. Så kan man diskutere, hvor klogt det er at smadre sin krop, men det er noget andet. En af årsagerne til, at vi går rigtig meget op i arbejdsmiljø og tekniske hjælpemidler er netop for at forhindre, at vi bliver nedslidt

– Dag Vilhelmsen, formand for de københavnske stilladsarbejdere

Tilbage står vel, at de to stilladsarbejdere faktisk tjente de beløb?

»Han (svenden, red.) siger, at han har prøvet at få 1,2 millioner kroner engang – og så bliver jeg nødt til at spørge: Var der nogen, som spurgte om dokumentation for det? Nej, for det var den historie, som Berlingske gerne ville skrive. Og så kom lærlingen og sagde, at han havde tjent 900.000, hvilket jeg også gerne vil se dokumentation på, for jeg ved godt, hvad lærlinge tjener ude i det firma. Det svarer lidt til, at én siger: ”Min pik er længere end din”«.

Dag Vilhelmsen afbryder Thomas Strømsholt:

»Og så en anden meget relevant ting i forhold til, hvor mange penge, man tjener: Det kommer også an på, hvor mange timer man arbejder. Én som arbejder 90 timer om ugen, burde unægtelig tjene mere end én, som arbejder 37 timer«.

Men i artiklen oplyste Stilladsarbejdernes Landsklub, at nok er de beløb ikke det sædvanlige, men gennemsnitslønnen for en stilladsarbejder ligger stadig på mellem 500.000 og 700.000 kroner om året?

»Men ved du, hvor mange år vi kan gøre det i,« spørger Dag Vilhelmsen. »Gennemsnitsalderen i stilladsbranchen er syv år. Det vil sige, at du har syv år til at tjene det, som du kan få ud af din krop«.

»Vi har faktisk lige lavet en undersøgelse, som siger 11 år,« afbryder Thomas Strømsholt. »Men den har tidligere været helt nede på seks år«.

»Du smadrer din krop, og så skal du fandeme også have noget for det i de år, hvor du gør det,« siger Dag Vilhelmsen. »Så kan man diskutere, hvor klogt det er at smadre sin krop, men det er noget andet. En af årsagerne til, at vi går rigtig meget op i arbejdsmiljø og tekniske hjælpemidler, er netop for at forhindre, at vi bliver nedslidt«.

Omstyrte samfundet

På forhånd tyder udtalelser fra ikke bare arbejdsgiverne men fagbevægelsens egne ledere på, at de forventer – eller frygter – at uanset resultatet af overenskomstforhandlingerne, vil det blive afvist af nogle. Det, som der skete i 2017, er ikke glemt.

»Der sidder nogen, som vil have konflikten for konfliktens skyld,« har formanden for 3F’s byggegruppe Claus von Elling fortalt A4NU. »Der er nogen, som tror, at en konflikt vil anspore en revolution og en omvæltning af samfundet. Det er jeg slet ikke i tvivl om«.

Hvilket Thomas Strømsholt og Dag Vilhelmsen afviser.

»Spørger du til vores forventninger, så er det at få en god overenskomst, som vi kan stå inde for,« fortæller Dag Vilhelmsen.

»Vi har i hvert fald tænkt os at gøre, hvad vi kan for at italesætte det og sikre, at vores forhandlere ved, at vi står bag dem,« siger Thomas Strømsholt. »Så hvis de kommer ud siger, at de er simpelthen ikke til at hugge og stikke i, jamen, så er vi klar. Men hvis de kommer ud – og de har et godt resultat – så bliver de båret i kongestol«

Tror I virkelig det?

»Ja, det tror jeg faktisk på. Og det bliver jeg fandeme nødt til at tro på. Ellers har vi jo at gøre med en arbejdsgiverorganisation, som sætter hele den danske model på spil. For hvis man ikke har ligeværdige forhandlinger, hvad er der så tilbage? Hvis man vil have den danske model – hvor to ligeværdige parter forhandler – kan man ikke bare læne sig tilbage og sige nej. Hvis arbejdsgiverne endnu engang er så tonedøve, er der kun trin to: Så er jeg klar til konflikt og til at bruge dag og nat på at sparke røv i en nej-kampagne«

Vi har i hvert fald tænkt os at gøre, hvad vi kan for at sikre, at vores forhandlere ved, at vi står bag dem. Så hvis de kommer ud siger, at de er simpelthen ikke til at hugge og stikke i, jamen, så er vi klar. Men hvis de kommer ud – og de har et godt resultat – så bliver de båret i kongestol

– Thomas Strømsholt

Men arbejdsgiverne har advaret om, at så godt går det heller med den danske økonomi?

»Det gør de jo hver gang. Claus Jensen (formand for CO-industri og forbundsformand for Dansk Metal, red.) står også hver gang og siger, at det bliver de sværeste forhandlinger nogensinde«.

»Det er det samme lort, de lukker ud hver gang,« supplerer Dag Vilhelmsen.

»Det er skuespil, dukketeater,« siger Thomas Strømsholt. »Der er ikke noget som er sandt, før der ligger et resultat på bordet. Du vil også få svært ved at finde ret mange, som mener, at vi er imod fagbevægelsen, når du kigger rundt på byggepladserne. Nogle vil måske ønske, at vi var mere nikkedukker, men det bliver vi aldrig«

»Vi er dem, de andre ikke vil lege med,« siger Dag Vilhelmsen.

»Men vi har som regel ret,« afslutter Thomas Strømsholt.

---

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.

---

Kan du lide, hvad vi bringer?

Solidaritet er – som alle andre medier anno 2020 – underlagt et simpelt princip: Det koster penge at drive et medieforetagende. Penge kan man tjene på mange måder. Man kan sætte betalingsmure om sine artikler, og dermed gøre folks adgang til viden afhængigt af størrelsen på deres pengepung. Man kan have reklamer på siden, og være underlagt sponsorers tilfredshed med indholdet. Man kan få penge fra investorer og aktionærer, og bringe folk i tvivl om, hvilke interesser de redaktionelle prioriteter egentlig tjener.

På Solidaritet.dk har vi valgt ikke at gøre nogen af delene. Derfor har vi brug for din støtte til fortsat at kunne bringe nyheder fra et kritisk, uafhængigt venstrefløjsperspektiv, og til at vokse os større.
 Vi synes, de bedst stillede skal bære det tungeste læs. Du kan derfor støtte os fra ned til 15 kr. om måneden op til 150 kr. om måneden afhængigt af, hvor meget du tjener. 

Støt Solidaritets arbejde

---