Demokrati er løsningen på tidens kriser

“Jagten på profit trumfer gang på gang hensynet til klima og miljø. Det sker ikke fordi bestemte virksomheder er grådige eller onde, men fordi den er en nødvendighed i vores konkurrencebaserede økonomiske system”, skriver Esben Bøgh Sørensen i dagens kronik. Han ser udbredelse af reelt demokrati som svaret på krisen.

Af Esben Bøgh Sørensen

Vores tid er præget af en række markante udfordringer: Ulighedskrisen, velfærdsstatens krise, den politiske deltagelseskrise og den altomfattende klimakrise. Løsningen på de udfordringer er hverken småjusteringer eller mere af den samme politik, der i de seneste årtier har skabt problemerne. Der er brug for et grundlæggende kursskifte i vores samfundsudvikling. Et kursskifte, der udvider demokratiet.

Ulighedskrise

I de sidste årtier har uligheden været stærkt stigende, og samfundets rigdom er blevet koncentreret på stadig færre hænder. I løbet af de seneste 30 år er uligheden målt på gini-koefficienten steget med 32 procent. Den lave vækst, vi trods alt har haft, er primært kommet de rigeste i samfundet til gode. Siden 2010 er indkomsten for de 40 procent i den laveste indkomstgruppe stagneret, mens den er eksploderet for de 10 procent rigeste. De samme 10 procent rigeste ejer nu halvdelen af den samlede nettoformue, og bare den rigeste procent hele 11 procent af den samlede indkomst.

Samtidig med ulighedskrisen har vi de seneste par årtier set en snigende, men markant forringelse af den offentlige, fælles velfærd. Siden 2000 er væksten i det offentlige ikke fulgt med den demografiske udvikling og den generelle velstandsstigning. Antallet af arbejdstimer pr. borger i den offentlige sektor har ikke været lavere siden 1979. Det er forringelser, der opleves hver dag i vores daginstitutioner, på vores hospitaler og på vores uddannelser. Ifølge professor Jørgen Goul Andersen står den universelle velfærdsmodel som følge heraf over for en grundlæggende krise. Forringelserne har været så massive, at en større del af befolkningen indenfor en overskuelig årrække potentielt vil benytte sig af private i stedet for offentlige tilbud. Det vil reelt betyde velfærdsstatens død, som vi kender den.

Deltagelseskrise

I 2019 ramte tilliden til politikerne et historisk lavpunkt. Kun 29 procent af befolkningen har ifølge en undersøgelse tillid til politikerne på Christiansborg. Den udbredte mistillid tolkes bedst som et symptom på et langt større problem, nemlig det som professor emeritus Curt Sørensen har kaldt den omfattende ”deltagelseskrise”. Fra i hvert fald 1980’erne og frem er det store flertal af befolkningens mulighed for demokratisk deltagelse faldet drastisk i takt med de demokratiske masseorganisationers og partiers store tilbagegang. Afstanden mellem den politiske elite og befolkningen er blevet større, samtidig med at den samfundsmæssige magt er blevet koncentreret hos en snæver magtelite, der ikke tæller mere end nogle få hundrede personer. Sammen med den stigende ulighed og rigdomskoncentration, påvirker koncentrationen af magt i toppen af samfundet demokratiet i en stærkt negativ retning.

Ingen af de nævnte kriser er dog unikke for det danske samfund, men genfindes overalt i Europa og i Vesten. Den nøje sammenhæng mellem stigende ulighed, magt og rigdomskoncentration og forringelse af offentlig velfærd har ført til en atomisering og manglende sammenhængskraft i bunden af samfundet. Den samfundsmæssige solidaritet i bunden af samfundet – der før var båret af arbejderbevægelsen og dens landvindinger – er i dag forsvundet. Det har banet vejen for en stigende tilslutning til højreradikale og højrepopulistiske partier og organisationer og deres budskaber om at kriserne angiveligt skyldes såkaldte ”fremmede”, flygtninge og indvandrere. En forklaring, der ikke tager udgangspunkt i de reelle samfundsmæssige problemer vi står overfor, men som ikke desto mindre har en stærk tiltrækningskraft i mangel på stærke demokratiske masseorganisationer og partier.

Demokratiseringsbølgen

Men ikke alt ser sort ud. I Storbritannien er Labour-partiet i fuld gang med at udvikle et omfattende demokratiseringsprojekt. Her udtænkes gennemgribende reformer af det politiske system og nye ejendomsformer, der har til formål at sprede rigdom og ejendom mere ligeligt blandt det store flertal af befolkningen. Også i Danmark ser vi de spæde skridt til en ny demokratiseringsbevægelse. Enhedslisten har udviklet gennemarbejdede udspil til reformer af finanssektoren og til fremme af demokratisk erhvervsliv. Tænketanken Demokratisk Erhverv har kortlagt de demokratiske virksomheder i Danmark, og arbejder for en genoplivning af den økonomisk-demokratiske infrastruktur, der rent faktisk stadig eksisterer i Danmark. Endelig har forskere ikke bare kortlagt den danske magtelite, men er også kommet med bud på, hvordan det politiske system kan reformeres i en mere demokratisk retning.

Det er netop en ny demokratiseringsbølge, der kan være løsningen på tidens udfordringer og kriser. Ligesom ulighed og stigende rigdoms- og ejendoms-koncentration underminerer demokratiet, er det også en udvidelse af det politiske og økonomiske demokrati, der kan afhjælpe uligheds- og deltagelses-krisen. Det kræver, at vi formulerer et projekt for grundlæggende, demokratiske forandringer af den måde, vi forvalter vores politiske system og vores samfundsøkonomi på. For at komme koncentration af rigdom, ejendom og magt til livs, er det afgørende, at en ny demokratiseringsbølge udvikler nye, konkrete bud på, hvordan ejerskab af samfundets ressourcer og virksomheder kan udbredes til større dele af befolkningen. Ved at udbrede nye kollektive og demokratiske ejermodeller, er det muligt at sikre at den rigdom – der skabes af fællesskabet – også allerede i udgangspunktet fordeles mere ligeligt i fællesskab. Samtidig giver mere kollektivt ejerskab også det store flertal af befolkningen nye og bedre muligheder for at udøve indflydelse på vores fælles samfundsøkonomi.

Flertallet af befolkningen skal være medejere af- og have medindflydelse på vores samfund og økonomi. Ligesom under tidligere demokratiseringsbølger, må det være venstrefløjen og arbejderbevægelsen, der går forrest. Den socialistiske arbejderbevægelse var i starten af 1900-tallet den mest konsekvente demokratiske bevægelse. Uden den havde vi næppe opnået de demokratiske rettigheder, vi stadig i en mindre del af verden kan gøre brug af i dag. Det er i dag endnu engang afgørende, at arbejderbevægelsen, både i Danmark og internationalt, mobiliseres til fordel for grundlæggende, samfundsforandrende demokratiske reformer af det politiske og økonomiske liv. Det er arbejderbevægelsen, der repræsenterer og organiserer flertallet af befolkningen – og uden den som hoveddrivkraft vil en ny demokratiseringsbølge næppe lykkes.

En ny demokratiseringsbølge er endelig afgørende for at løse den altomfattende klimakrise. I det udvindingsbaserede økonomiske system vi har i dag – kapitalismen – trumfer jagten på profit gang på gang hensynet til klima og miljø. Det sker ikke fordi bestemte virksomheder er grådige eller onde, men fordi den evige jagt på profit er en nødvendighed i vores konkurrencebaserede økonomiske system. Ved netop at udvide fælleseje og demokratisk kontrol med økonomien kan vi skubbe profitmotivet til side til fordel for økonomisk virksomhed, der både skaber tryghed og medindflydelse for det store flertal og er bæredygtig. Den nye demokratiseringsbølge er dermed forudsætningen for en langt mere inklusiv, demokratisk styret, og bæredygtig velstands- og velfærdsvækst.