Den asymmetriske krig – Eller hvordan Ukraine måske kan vinde krigen

De russiske angreb fortsætter over en bred front og med stor styrke og store tab både på russisk og ukrainsk side. Ukrainske hærenheder forsvarer sig med held, men må trække sig tilbage over mindre landområder. De mindre byer, som de ukrainske styrker holder, bliver jævnet med jorden af russiske luftangreb. Men bevægelsen på fronten er begrænset.

Imens angriber Ukraine asymmetrisk med en sværm af droner, raketter og vanddroner. På den måde har Ukraine praktisk talt sat Ruslands Sortehavsflåde ud af spillet, og den må gemme sig i havne i det østlige Sortehav.

Ukraine har også slået til mod russiske fly i en serie nedskydninger af russiske kampfly. Allersenest er det åbenbart også lykkedes det ukrainske efterretningsvæsen at sætte ild til et marineskib, der kan – eller kunne – afskyde raketter – i en havn i Kaliningrad i Østersøen, af alle steder.

Dronekrig

Igennem de seneste måneder har Ukraine slået til mod Ruslands olieforarbejdnings-industri, oliedepoter osv. med stor effektivitet.

Tæt på fronten har der længe været fokus på olie- og benzin-transporter og -lagre. Men nu har Ukraine udvidet fokus til at beskyde den russiske forarbejdningsindustri af olie til benzin og diesel. Disse store anlæg er ekstremt sårbare for angreb, fordi de er så letantændelige. Senest har Ukraine slået til mod en våbenfabrik i Tartarstan og samtidig et mindre raffinaderi 1200 kilometer væk fra de områder, Ukraine kontrollerer.

De store, industrielle olieraffinaderier kan ikke skjules og ikke flyttes, og er de først i brand, bliver skaden stor – i øvrigt også klimamæssigt. Krig er en enorm klimasynder. Mange sådanne anlæg er blevet ramt fra Skt. Petersborg over det centrale Rusland til Krasnodar-regionen. Rusland har som konsekvens forbudt eksport af benzin, og benzinpriserne stiger på det civile marked.

Russisk produktion af benzin er gået ned – men hvor meget? Det er svært at sige. Måske 17 procent, måske mere. Det har økonomen Vladimir Mironov regnet sig frem til, men tallet er meget usikkert. Den langsigtede betydning af dette kan både ramme frontens forsyninger af brændstof og Ruslands økonomi.

Hvis Ukraine kan begrænse Ruslands forsyninger af brændstof til fronten, kan det få stor betydning for udfaldet af krigen.

Selve Rusland bliver også angrebet af obskure grupper af ”russiske frihedskæmpere” fra Ukraine. Den ukrainske hær prøver at umuliggøre brugen af den russiske by Belgorod som base for russiske angreb i Ukraine.

Ukraine har åbenbart også fået fat i en del serbisk produceret raketartilleri under navnet Vampyr – en slags opgradering af billigt, sovjetisk raketartilleri. De beskyder Belgorod ikke langt fra Kharkhiv med disse raketter, og tvinger Rusland til at bruge store mængder antiluftskyts dér for at beskytte lufthavnen.

Indtil videre fortsætter Rusland med at angribe over hele fronten på landjorden med anvendelse af luftvåben efter samme fremgangsmåde, som Rusland brugte i Syrien.

Situationen i Rusland

Bare at opregne nøglebegivenheder i Ruslands udvikling de seneste måneder er hæsblæsende:

Op til valget var der to forsøg på, at fredskandidater stillede op. Det lykkedes ikke. Den tidligere TV-journalist Ekatarina Duntsova blev afvist 23. december. Valgkommissionen mente, der var for mange forfalskede underskrifter iblandt stillerne.

Senere forsøgte oppositionspolitikeren Boris Nadezhdin, og ifølge ham selv indsamlede han 208.000 underskrifter i mere end 120 byer. 105.000 afleverede han til valgkommissionen, men blev afvist – de mente at der var for mange med ”uregelmæssigheder”.

Det bemærkelsesværdige ved de to forsøg var imidlertid, at de viste en folkelig støtte til fred med Ukraine. Der var mange videooptagelser af folk, der stod i kø overalt i Rusland for at skrive under.

16. februar døde oppositionspolitikeren Aleksei Navalnij i en fangekoloni i Kharp nord for Polarcirklen. Myndighederne nægtede først at udlevere hans lig til hans mor, men hun opretholdt kravet og nægtede at acceptere en begravelse i stilhed. 1. marts blev Navalnij begravet på Borisov-kirkegåren i Moskva. Begravelsen blev forvandlet til en stor demonstration mod Putin og krigen, og titusinder af mennesker fortsætter med at besøge graven.

Selv om vi ikke kender de nøjagtige omstændigheder ved Navalnys død, er der ingen tvivl om, at han er blevet myrdet af Putin. I næsten tre år var han indespærret – det meste af tiden i straffeceller – under forhold der nedbryder mennesker.  Da Putins pressesekretær Peskov blev spurgt om Navalnijs død, sagde han blot kort: Præsidenten er underrettet.

Aleksei Navalnij var manden, der vendte hjem til sin morder.

Navalnijs liv og død er blevet et symbol på modstanden mod det autoritære styre i Rusland og mod krigen. Han vil gå over i russisk historie som andre oprørere som Stenka Rasin og Jemeljan Pugatjov, der også blev myrdet af russiske eneherskere.

17. marts var der så ”præsidentvalg”. Putin lod sig vælge med 87 procent af stemmerne – inklusive i de besatte områder. Aleksei Navalnijs enke, Julia Navalnaja opfordrede til demonstrationer uden for valgstederne, ved at stå i kø på et bestemt tidspunkt. Titusinder fulgte opfordringen – også blandt den russiske diaspora i byer over hele verden.

Eneherskeren fik således sit valg – men det lykkedes ham ikke at forhindre hundredtusinder af mennesker i Rusland i at vise, at de vil en anden vej. Ingen ved, hvordan den offentlige mening om krigen i virkeligheden er i Rusland.

Terrorangrebet i Moskva

22. marts blev den kæmpestore koncertbygning ”Krokus City” angrebet. Terrorangrebet på Krokus City bragte det politiske liv i Rusland endnu tættere på bristepunktet, hvor situationen skifter eksplosivt.

Det er svært at vide nøjagtig, hvad der er sket, for kilderne til information er den russiske sikkerhedstjeneste FSB, som er notorisk løgnagtig.

Fire eller seks – eller lidt flere – terrorister kørte direkte op til det store koncerthus. De gik ind, skød løs, satte ild til det hele med molotovcocktails og trak sig tilbage. Det blev senere gjort op, at 145 døde ved angrebet, og yderligere 95 savnes. Så satte gerningsmændene sig ind i en hvid bil, hvor de blev fotograferet, mens de kørte mere end 100 kilometer væk i retning af Ukraine og den belarussiske grænseregion.

Der er åbenbart konsensus om, at Islamisk Stat stod bag angrebet. De tilbagefangne terrorister blev vist gennempryglede frem på tv i en parodi af en rettergang. Den ene har fået skåret et øre af. Der er sket åbenlys tortur af de tilfangetagne.

Og ja, hvorfor skulle Islamisk Stat ikke hade Rusland – efter Ruslands indsats i Syrien eller landets indsatser i tidligere sovjetrepublikker i Centralasien?

Torturen og sikkerhedsmyndighedernes hårdhændede tilgang sikrer også, at baggrunden nok aldrig bliver klarlagt. Enhver, der bliver tortureret på den måde, vil tilstå hvad som helst, som bødlerne kræver.

Russiske kommentatorer som Maikl Naki, der har forladt Rusland, koncentrerer sig om en afgørende pointe: De russiske efterretningstjenester har så travlt med regeringens egne selvskabte fjender: Undertrykkelsen af LGBT, dem der går ind for fred eller – gud forbyde det – et civiliseret, demokratisk Rusland.

Derfor har de ikke kunnet tage sig af reelle sikkerhedsopgaver, som at beskytte koncerten.

Rusland har også travlt med besættelsen af Ukraine, der optager mere end en halv million mennesker. Hæren og andre organer foretager et stort repressivt arbejde i de besatte områder. Det kan måske forklare, at de samme sikkerhedsstyrker ikke prioriterede at passe på en stor koncertbegivenhed i et kæmpe koncerthus i Moskva.

Den fulde sandhed om historien bliver nok aldrig afdækket.

Point of no return

Vladimir Putin har ladet sig vælge til endnu en præsidentperiode på seks år, og han har afskåret sig fra alle legale spilleregler.

Han har brændt sine broer og regerer nu mere end nogensinde direkte på det, som på russisk hedder ”siloviki” – de repressive organer og hæren. For ham er der ingen vej tilbage.

Derfor er det nogenlunde til at forudsige, at Rusland vil angribe Ukraine de næste par måneder. Putin vil forsøge at tvinge ressourcerne til dette angreb ud af Rusland og den russiske befolkning ved hjælp af sine repressive funktionærer.

Det er point of no return for Putin, men også for Ukraine og for den bredere europæiske sikkerhed.

Hvordan vil krigen ende?

Jeg kan lige så lidt som enhver anden forudsige, hvad der vil ske i krigen. Men jeg deler ikke den pessimisme på Ukraines vegne, som er meget udbredt i aviser og også bliver brugt som argument på dele af venstrefløjen for at holde op med støtte Ukraine: ”De kan jo alligevel ikke vinde – så det er bedre at slutte fred”.

Krigen er en udmattelseskrig – og både Ukraine og Rusland er efter 25 måneders krig trætte. Men forskellen er, at Rusland kan vælge at trække sig tilbage i morgen. For Ukraine er krigen en kamp for landets overlevelse.

Ukraines asymmetriske angreb er en relativ succes, og hvis Rusland skal fortsætte angrebet, skal de mobilisere flere soldater. Ukraines præsident Zelenskij har udtalt, at han mener, Rusland vil mobilisere yderligere 300.000 soldater. Men det bliver ikke så nemt, for der er allerede stor mangel på såvel frivillige som på arbejdskraft i Rusland.

Ukraines største svaghed er, at støtten fra vesten er svag og ustabil, specielt fra USA. Ukraine er blevet lovet F16-kampfly, bl.a. fra Danmark, der kunne gøre en stor forskel ved fronten – men de kommer ikke. Ukraine forsøger at kompensere for manglen på vestlige våben med hjemmebyggede droner.

Krigen fortsætter, og vi må se, hvordan den går.

Mine kilder til at vide, hvad der foregår i Rusland og Ukraine

Jeg vil til slut indvie læseren i mine primære kilder til min beskrivelse af situationen. Da jeg kan russisk og engelsk, har jeg siden starten af krigen forsøgt at følge med på hovedsagelig disse to sprog.

Det er min opfattelse, at de russiske, officielle forklaringer på krigen notorisk er løgnagtige og ofte selvmodsigende. Generelt indrømmer den russiske hærledelse sjældent tab. Derfor er deres versioner sjældent brugbare.

En særlig stilling udgør Putins taler og andre udsagn, som er nemt tilgængelige, både på russisk og på engelsk. Her kan man ofte få at høre, hvad der er Putins planer, og hvad hans stadigt mere fascistiske verdensanskuelse er. Men som historieskrivning eller kilde til fakta, er der ikke så meget at hente i Putins taler. Der er andre kilder, af højere kvalitet som dagligt på russisk giver deres vurdering af situationen.

Jeg ser dagligt Youtube-kanalen Maikl Naki (Майкл Наки). Han har 1,6 millioner abonnenter. Youtube-kanalen beskæftiger sig næsten udelukkende med krigen mellem Rusland og Ukraine. Maikl Naki er halvt russisk og halvt amerikansk og boede i Rusland indtil februar 2022.

Han dækker dagligt krigen – og har et par gange om ugen en opdatering af krigen i Ukraine med Ruslan Leviev. Ruslan Leviev er russisk programmør og oppositionsaktivist, som startede sin aktivitet med at analysere valgsvindel i Rusland og livestreame Navalnij i valgkampene.

Wikipedia tilføjer, at Rulan Leviev i 2014 grundlagde ”Conflict Intelligence Team” som gennem efterforskning af åbne kilder beskæftiger sig med udviklingen af situationen i væbnede konflikter. Sammen med ’Bellingcat’ og ’Inform Napalm’ er det en af de største sådanne grupper, der arbejder med den russisk-ukrainske krig. De slutter af med at sige, at der er en arrestordre mod Ruslan Leviev, og at han er blevet dømt i Rusland for sine aktiviteter.

En gang om ugen har Maikl Naki også interviews med Vladimir Milov: Han er en russisk økonom og tidligere embedsmand og viceminister, der analyserer, hvad der sker i russisk økonomi.

Vladimir Milov er også knyttet til gruppen omkring Navalny Live – et politisk parti, der overvintrer udenfor Rusland, mens Navalnij ligger begravet i Moskva. Milov ser med meget kritiske øjne på den russiske økonomi, som kører med enormt underskud og samtidig har stor mangel på arbejdskraft på grund af mobiliseringen til krigen og udvandring fra Rusland.

Jeg ser som regel også nyheder fra TV-kanalen Dosjd (Дождь), som betyder ”Regn”.

Dosjd var et uafhængigt, kritisk oppositionsmedium i Rusland, som forlod Rusland kollektivt, lige efter krigen var brudt ud. De har etableret sig med et studie i Amsterdam under ledelse af journalisten Ekatarina Kontrikadze og sender dagligt. Deres fokus er alt, hvad der sker i Rusland, i krigen og internationalt.

Jeg har tidligere fulgt Maksim Katz regelmæssigt. Jeg må dog sige, at jeg i dag følger ham mindre, og årsagen er nok krigen i Gaza – eller folkemordet, for at kalde det med det rette ord.

Maksim Katz (Максим кац) er en liberal politiker, som boede i Israel i sin barndom og har dobbelt statsborgerskab. Han er i dag bosat i Israel. Hans holdning till Gaza-krigen er nøjagtig den modsatte af min. Men i sin analyse af hvad der sker i Rusland, finder jeg ham mere interessant. Op til præsidentvalget var han meget ivrig med at søge at forene oppositionen til at forsøge at markere sig. Man kan sige, at han her fik en vis succes, for der var faktisk markeringer under valget.

En fjerde vigtig kilde er Oleg Zdanov (Олег Жданов), der er ukrainsk artillerioberst af reserven og hver dag udsender en Youtube-video om situationen ved fronten.

Hans kanal har 942.000 abonnementer. Han baserer sine kanaler på officielle, ukrainske militære kanaler, som han kommenterer. Hans politiske synspunkter kan være radikale – radikalt til højre – og hans opfattelse af verdenssituationen – især lande uden for Rusland og Ukraine – ejendommelig.

Er det så ikke et problem, at kilderne er liberale eller ligefrem højreorienterede. Jo, det kan det være, men først og fremmest ser jeg jo deres videoer for at finde ud af, hvad der foregår.

Et andet – og måske større – problem er, at disse kilder lige så lidt som jeg har adgang til at rejse i Rusland og selv finde ud af, hvad der foregår. De har ganske vist kilder inde i Rusland, der orienterer dem, og de følger også med i det, som bliver kaldt ”Z-kanaler”, dvs. russiske bloggere, der følger og støtter krigen fra russisk side.