Tidligere parlamentspræsident Martin Schulz med den korruptionsanklagede kommissionsformand Jean-Claude Juncker. Foto: Martin Schulz / Flickr
19 min. læsetid

Valget til EU-Parlamentet foregår søndag i Danmark, efter vælgere i andre EU-lande startede tirsdag 21. maj. Men EU som institution er “i sig selv en fornærmelse mod demokratiet, og eksisterer kun for at blåstemple neoliberalt styre”, ifølge journalist og forfatter Thomas Fazi.

Oversat af Mikael Andersen


Af Thomas Fazi

Hvis der en holdning – som alle på tværs af hele det politiske spektrum synes at dele – er det, at de kommende europæiske valg er “de vigtigste valg i den Europæiske Unions historie”. Alle parter i valgkampen fra de “euroskeptiske populister” til pro-EU eliten og alle midt imellem hævder, at sammensætningen af det næste parlament vil være afgørende for Europas fremtid. Som den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis for nyligt udtalte: “Kampen om pladserne i det næste EU-Parlament … vil fundamentalt ændre Europas fremtid i de kommende år”.

Men er det virkelig tilfældet? Sådanne påstande ville give mening, hvis EU fuldt ud var en føderal stat, med et ægte suverænt parlament. Hvis det med andre ord virkelig var et parlamentarisk demokrati. Det er dog alt andet end det. Faktisk har EU-Parlamentet meget begrænset magt. For det første har det ikke engang magten til at foreslå lovgivning, som nationale parlamenter ellers har. Den magt er forbeholdt EU’s “udøvende magt”, EU-Kommissionen. Det tætteste på en EU ’regering’, der erklærer sig ”totalt uafhængig”, og lover “hverken at søge eller modtage instruktioner fra nogen regering, eller fra nogen anden institution, organisation, kontor eller enhed”.

EU-Parlamentet kan ikke foreslå love

Det indbefatter selvfølgelig EU-Parlamentet, som kun må godkende, afvise eller foreslå tilføjelser til – lovforslag fra Kommissionen. Alene det gør EU klart forskellig fra nogen meningsfuld, demokratisk tradition – og skaber dyb tvivl om den påståede vigtighed af denne weekends valg.

Selve Kommissionen er på ingen måde demokratisk valgt. Dets formand og dets medlemmer (uformelt kaldet kommissærer) bliver foreslået og udnævnt af Ministerrådet, som består af lederne af EU-medlemslandene. Selv i det tilfælde kan parlamentet kun godkende eller afvise Rådets forslag. I 2014 blev et nyt system – det såkaldte spitzenkandidat eller ’spidskandidat-processen’ – introduceret, hvor hver af de større politiske grupper i EU-Parlamentet, forud for EU-valgene, nominerer deres kandidat til embedet som kommissionsformand. Målet er, at få valget af Kommissionen til at virke mere demokratisk.

Men, som Costas Lapavitsas påpeger, er det “hovedsagelig en kosmetisk ændring”. For fakta er, at Rådet kun behøver at ’tage resultatet af de europæiske valg med i sine overvejelser’. I sidste ende er afgørelsen stadig Rådets, det vil sige medlemslandenes. Som rapporteret af BBC: “Denne gang har EU-ledere sagt, at EU-traktaterne giver dem alene autoritet til at udnævne nogen til embedet, og at de kun behøver at nikke til resultatet af valget til EU-parlamentet, når de foretager deres valg. Dermed, og som det altid har været tilfældet, bliver udnævnelsen af Kommissionen mere et resultat af magtkampe mellem landene end en ægte demokratisk handling. Endnu mere bekymrende er det, at det er praktisk talt umuligt for Parlamentet at afsætte Kommissionen, da det kræver 2/3 af de afgivne stemmer og et flertal af alle parlamentsmedlemmerne.

I sidste ende er det stadig Kommissionen og Rådet, og dermed de dominerende lande, som praktisk talt træffer alle beslutninger. Det afgørende i EU er ikke demokrati og endnu mindre valget til Europa-Parlamentet, men magtforholdene mellem medlemslandene.

Det er praktisk talt umuligt for Parlamentet at afsætte Kommissionen, da det kræver 2/3 af de afgivne stemmer og et flertal af alle parlamentsmedlemmerne. Blandt andet derfor mener Thomas Fazi, at EU det afgørende i EU er “magtforholdene mellem medlemslandene – ikke demokrati og valget til Europa-Parlamentet”. Illustration: Corporate Europe Observatory.

Sammenstykket suverænitet

Vi bliver ofte mindet om af svorne EU-tilhængere, at der er grunde til at opfatte udnævnelsen af EU-Kommissionen for ’demokratisk’. Argumentet går ud på at Rådet består af statsoverhovederne for de forskellige medlemslande, som er valgt af Europas folk eller nationale parlamenter. Dermed mener de, at Kommissionen kan betragtes som indirekte valgt af borgerne i Europa. Det argument påstås styrket af den kendsgerning, at Rådet sammen med Europa-Parlamentet har magten til at godkende eller afvise love forslået af Kommissionen. 

Men sådan en argumentation perverterer selve begrebet om demokrati. Mens statsoverhovederne normalt, men ikke nødvendigvis, er valgte – er Rådet hverken valgt eller kan holdes ansvarlig. Selv om Europas regeringer teoretisk kan holdes ansvarlige af deres parlamenter og vælgere, tillader Rådet dem præcist at undgå det ansvar. Rådet kan godkende love “uden at skulle ulejlige sig eller ydmyge sig med at blive udspurgt af et parlament, eller behøve parlamentarisk godkendelse,” som John Laughland har skrevet. Yderligere “når afstemninger [i Rådet] er flertalsafgørelser, er forbindelsen mellem nationale parlamenter og ministre uigenkaldeligt brudt. En minister kan påstå, at han var i mindretal, hvis en lov, som hans nationale parlament var imod, bliver vedtaget.”

Mens statsoverhovederne normalt, men ikke nødvendigvis, er valgte – er Rådet hverken valgt eller kan holdes ansvarlig. Selv om Europas regeringer teoretisk kan holdes ansvarlige af deres parlamenter og vælgere, tillader Rådet dem præcist at undgå det ansvar.

Traktaterne kræver ikke, at EU skal være et demokrati

Hele EU’s opbygning favoriserer dermed udøvende og teknokratisk magt fremfor lovgivende magt. Det repræsenterer et stort tilbageskridt for selv en ’borgerlig’ forståelse af liberalt demokrati. Nok står der i EU-traktaterne, at: “Unionens funktion er bygget på repræsentativt demokrati” – mere en bestræbelse end en realitet – men traktaterne kræver faktisk ikke, at EU skal være et demokrati.   

Det minder os om, hvorfor nationale eliter og oligarkier har været så nidkære gennem de seneste årtier med at få overflyttet magt til EU. Deres mål var ikke kun at skærme økonomisk politik fra populær-demokratiske udfordringer, men også at sænke den politiske pris for den neoliberale overgang, som tydeligvis indebar upopulær politik, ved at forskyde ansvaret til eksterne institutioner og faktorer. Det kan siges at være indbegrebet af, hvad Edgar Grande kalder ‘svaghedens paradoks’, hvor nationale eliter overfører noget magt til en supranational lovgiver – og derved fremstår svagere – for derved bedre at kunne modstå pres fra samfundsaktører ved at erklære, at “Dette er hvad Europas ønsker” (og derved blive stærkere). Som Kevin Featherstone formulerer det: “Bindende EU-forpligtigelser tillader regeringer at iværksætte upopulære reformer i hjemlandet, samtidig med at de engagerer sig i “skyldsforskydning” til EU, selv om de selv havde ønsket sådan en politik“.

Og det tager ikke engang magthierarkiet i det “faktisk eksisterende Europa” i betragtning, hvor – specielt i Eurozonen – Kommissionen, den europæiske centralbank, ECB, de dominerende lande, gennem Rådet og Eurogruppen (et helt uformelt organ der ikke har noget juridisk grundlag, og som består af Euro-landenes finansministre) kan påføre de svagere lande i unionen megen skadelig politik – for ikke at nævne venstrefløjsregeringer som er heldige at komme til magten, som sagen om Grækenland viste os alt for tydeligt. 

Stærke interesser bag lukkede døre

EU’s udemokratiske natur bliver indlysende, når vi kigger på lovgivningsprocessen. Som før nævnt sker det i de fleste tilfælde, når først Kommissionen – reelt et organ der ikke er valgt eller står til ansvar – foreslår en ny lov, skal den lov godkendes af både Ministerrådet og EU-Parlamentet. Det betyder at Europa-Parlamentet i praksis har vetoret, men det har Rådet også. På rådsniveau udføres det reelle arbejde af De Faste Repræsentanters Komité (COREPER, Comité des Représentants Permanents), som består af medlemslandenes ambassadører og over 150 arbejdsgrupper. Disse forberedende organer kan have en afgørende indflydelse på en tekst, der godkendes af Rådet. Hele processen er uigennemsigtig for at sige det mildt. Som den tyske undersøgende journalist Harald Schumann skriver: “Disse forhandlinger foregår kun bag lukkede døre. Der er ingen referater, som er offentligt tilgængelige, og pressen har ikke ret til at få at vide, hvem der mener hvad. For borgerne er Europas mest magtfulde lovgiver de facto en sort boks”. Interessant nok er det samme synspunkt fremført af Emily O’Reilly, den officielle EU ombudsmand. I en detaljeret rapport udgivet i 2017 noterede hun, at det overvældende hemmelighedskræmmeri praktisk talt gør det umuligt, ikke kun for borgere, men også for nationale parlamenter, at “granske hvorledes deres nationale repræsentanter har handlet”.

EU’s ombudsmand, Emily O’Reilly i 2017: “det overvældende hemmelighedskræmmeri gør det praktisk talt umuligt, ikke kun for borgere, men også for nationale parlamenter, at “granske hvorledes deres nationale repræsentanter har handlet”. Foto: Ombudsman.europa.eu

Det er meget farligt, fordi det gør lovgivningsprocessen meget påvirkelig for lobbyister og stærke velorganiserede kræfter på alle niveauer, herunder EU-Parlamentet. Snarere end en fejl i systemet, skal det ses som iboende konsekvens af supra-nationaliseringen af politik. Som de italienske forskere Lorenzo Del Savio og Matteo Mameli skriver, er problemerne med oligarkisk erobring skærpet ved det overnationale niveau. Det er grunden til, at overførslen af suverænitet til internationale knudepunkter for politisk beslutningstagen medvirker til at svække den folkelige kontrol. Internationale beslutningscentre er generelt fysisk, psykisk og sprogligt fjernere fra almindelige mennesker end de nationale centre er. Den afstand giver mere plads til oligarkisk erobring. Internationale beslutningscentre er normalt udformet på den måde, for at gøre det utrolig vanskeligt for normale borgere, at forstå hvordan beslutninger bliver taget, og at påvirke og anfægte sådanne beslutninger på en effektiv måde. Det forstærker effektiviteten i formerne for oligarkisk erobring.

Som de italienske forskere Lorenzo Del Salvio og Matteo Mameli skriver, er problemerne med oligarkisk erobring skærpet ved det overnationale niveau. Det er grunden til, at overførslen af suverænitet til internationale knudepunkter for politisk beslutningstagen medvirker til at svække den folkelige kontrol.
Følg EP-valget på Solidaritet

Det er i særdeleshed bekymrende, hvis vi husker, at en meget stor del af lovene vedtaget af de nationale parlamenter – på områder der påvirker dagligdagen for forbrugere og arbejdere i hele EU, lige fra fødevaresikkerhed til pesticider eller arbejdsforholdene for lastbilchauffører – i dag reelt er besluttet på EU-niveau, og derefter simpelthen overført til national lov af nationale parlamenter. Udover de nye love der bliver indført hvert år, er det også værd at huske, at EU-traktaterne i bund og grund indlejrer neoliberalisme i selve EU’s struktur, ved at lovliggøre de fire kapitalistiske friheder par excellence – varernes, tjenesternes, kapitalens og menneskenes frie bevægelighed – og sætte store barrierer for staternes indgriben i de nationale økonomier. Det er blevet grundlaget for en omfattende omstrukturering af europæiske økonomier og samfund.

Den Europæiske Domstol som et juridisk statskup

Som en yderligere barriere mod ethvert forsøg på at gennemføre venstrefløjspolitik på det nationale niveau giver EU’s forfatning enorm magt til Den Europæiske Domstol, som har det endelige ord i juridiske stridigheder mellem nationale regeringer og EU-institutioner. Det er ingen overraskelse, at den internationale juraekspert Alec Stone Sweet benævnte det som et “juridisk statskup”. EU’s begrænsninger på venstrefløjspolitik gælder ikke kun for lande i Eurozonen – selv om de indlysende nok er mere hæmmet grundet deres manglende monetære suverænitet – men for alle medlemslande. For eksempel hvis Brexit i sidste ende kører af sporet, så vil EU-regler sætte strenge restriktioner på en fremtidig britisk regering ledet af Jeremy Corbyn. 

De juridiske konsekvenser af disse traktater, som ofte er overskygget af sociale og økonomiske overvejelser – kan ikke overvurderes. For skønt Frankrig og Holland stemte imod en fælles europæisk forfatning i 2005, “etablerer traktaterne en grundlov for EU“. Det er en besynderlig forfatning, hvor der ikke demokratisk kan tilføjes noget af borgerne, ej heller kan noget europæisk valg have nogen effekt. Forfatningen kan kun ændres enstemmigt i sammenhæng med en ny international aftale mellem medlemslandene – hvilket betyder, at det i praksis ikke er muligt at tilføje noget. Det eneste, de enkelte stater kan gøre, er at afvise hele strukturen. Som EU-kommissionens præsident Jean-Claude Juncker sagde da Syriza vandt regeringsmagten i Grækenland: “Der kan ikke være noget demokratisk valg imod de europæiske traktater”.

EU-parlament uden økonomiske redskaber

Der er et andet problem: Selv om man antager, at Europa-Parlamentet faktisk havde en afgørende rolle i at skabe EU-politik (hvilket det ikke har), ville det stadig have meget få økonomiske redskaber til rådighed. EU’s budget er berygtet for at have knappe midler – det er faktisk ikke et reelt føderalt budget, eftersom det består af bidrag fra medlemslandene. Der er simpelthen ikke en europæisk “statskasse”, som kunne gennemføre økonomisk politik der dækker hele EU – og i særdeleshed ikke en centralbank der er villig til at støtte op om det. Det er derfor at krav om en “European Green New Deal” (Grøn ’New Deal’ i EU) – ligesom den ’Green New Deal’, der er blevet foreslået i USA af demokratiske socialister som Alexandria Ocasio-Cortez, rent ud sagt er latterlige. AOC’s Green New Deal går ud fra, at USA er en monetær suveræn stat, hvor en valgt regering kan finansiere en handlingsplan, ved at beordre en centralbank til at skabe de nødvendige penge ud af “den blå luft”, på linje med moderne monetær teori (MMT). Intet af det gælder for EU eller Eurozonen. Som Eurointelligence for nyligt bemærkede, “MMT virker modsat filosofien der udgør grundlaget for den europæiske monetære unions opbygning – faktisk er noget af den politik som den foreskriver, direkte ulovlig efter EU’s traktater.” Kendsgerningen er, at monetært suveræne lande som Storbritannien er meget bedre rustet til at iværksætte en Green New Deal, end EU samlet vil være i stand til.

EU’s budget er berygtet for at have knappe midler – det er faktisk ikke et reelt føderalt budget, eftersom det består af bidrag fra medlemslandene. Der er simpelthen ikke en europæisk “statskasse”, som kunne gennemføre økonomisk politik der dækker hele EU – og i særdeleshed ikke en centralbank der er villig til at støtte op om det. Det er derfor at krav om en “European Green New Deal” (Grøn ’New Deal’ i EU) – ligesom den ’Green New Deal’, der er blevet foreslået i USA af demokratiske socialister som Alexandria Ocasio-Cortez, rent ud sagt er latterlige.
En ‘Green New Deal’ som den, demokratiske socialister har foreslået i USA, ville slet ikke kunne fungere i en EU-ramme, mener Fazi: “Kendsgerningen er, at monetært suveræne lande som Storbritannien er meget bedre rustet til at iværksætte en Green New Deal”. Illustration: Clean Technica

Fælles skæbne

I lyset af ovenstående kan det vel ikke overraske, at forskellige bevægelser imod det etablerede samfund har blomstret op i Europa i de senere år? Fra Brexit til ’gilets jaunes’, de gule veste i Frankrig, til fremgangen for Femstjernebevægelsen i Italien, er de fænomener generelt blevet betragtet med skepsis, hvis ikke ligefrem rædsel af venstrefløjen, men også som havende et legitimt krav om magt til folket. Bevægelser som har rettet deres ‘angst’ mod EU, og det EU personificerer: teknokratisk styre og elitær fremmedgørelse fra masserne. Det kan vel heller ikke overraske, at EU-valg generelt har lave stemmetal i forhold til nationale valg? Eller at størstedelen af europæiske borgere ikke ved – og ikke vil vide – hvem de forskellige kandidater til præsident for Europa-Kommissionen er? 

Inderst inde ved de fleste mennesker instinktivt, at deres stemme vil have ringe indflydelse på EU’s fortsatte udvikling, uanset hvad de forskellige politiske partier hævder. Og de har ret. I det omfang folk stemmer til Parlamentsvalget, vil de stemme primært ud fra nationale, snarere end ’europæiske’ interesser. Flytte magten fra det ene parti til det andet i deres respektive lande, som det altid har været tilfældet.

På et mere grundlæggende niveau er de afpolitiserede EU valg ikke blot en konsekvens af EU’s udemokratiske struktur. Det handler mere om selve demokratiets natur. Som begrebet antyder, og som historien viser os, forudsætter demokrati eksistensen af et underliggende “demos”. Et politisk samfund, normalt (men ikke kun) defineret af fælles og relativt ensartet sprog, kultur, historie og norm-system etc. “Flertallet af samfundets medlemmer føler sig tilstrækkeligt knyttet til hinanden, til frivilligt at forpligtige sig til et demokratisk fællesskab og en sammenhængende beslutningsproces”, og derfor er villig til at acceptere regeringens og flertalsbestemmelsers legitimitet.

Uden fælles følelse af at være et folk, intet demokrati

I moderne stater og føderationer med højtudviklede velfærdssamfund er sådan en identifikation afgørende for at kunne skabe de forbindelser og solidariske bånd, som er nødvendige for at legitimere og opretholde fordelingspolitikker mellem klasser og/eller regioner. Afgørende, som Costas Lapavitsas bemærker, er eksistensen af ’demos’ også en forudsætning for demokratisk klassekamp:

Nationale valg til parlamentet er lejligheder for ’demos’ til at udtrykke deres kollektive vilje, og i kapitalistiske samfund vil demos være uadskillelig fra dets klasse og andre opdelinger. National demokratisk politik er en konkurrence mellem sociale interesser, der kæmper om overherredømmet blandt vælgerne, som kan tage form af en (selv)bevidst klasse, og derved tilegne sig karakteristisk skarphed, bitterhed og rivalisering. Costas Lapavitsas

Sagt helt enkelt: hvis der ikke er et demos, så kan der ikke være noget effektivt demokrati, endsige et socialt demokrati. Det er ikke noget tilfælde, at demokrati opstod inden for grænserne af en stat, eftersom det historisk set har været den eneste politiske enhed, der har været i stand til at danne tilstrækkeligt store samfund befolkningsmæssigt og territorielt, til at garantere dets reproduktion. Men hvad EU har i størrelse, mangler det i ensartethed, og der er ingen tegn på, at et europæisk ’demos’ er ved at bryde frem – selv ikke 40 år efter det første valg til parlamentet i Bruxelles. En mangel på betydelig klassekamp eller sociale bevægelser over hele EU, vidner om vanskeligheden i at stable koordineret modspil til de økonomiske magthavere i næsten 30 lande med 24 officielle sprog. 

I den forstand er forestillingen om, at løsningen på EU’s demokratiske underskud består i at “parlamentere” det – at give Europa-Parlamentet fuld lovgivningsmæssig magt, som i enhver parlamentarisk demokrati – fejler i at anerkende den fundamentale hindring i skabelsen af et supranationalt europæisk demokrati: manglen på et europæisk demos. Som Lapavitsas skriver:

Manglen på en europæisk demos med dets indbyggede klasseopdelinger forhindrer eksistensen af “normal” politik i EU. Der er ingen sociale skillelinjer der gælder ensartet i EU-medlemslande, som kunne blive organisk udtrykt i politiske kampe i EU-institutioner. … Ingen klasse eller andre sociale opdelinger i Europa antager en ensartet ’europæisk’ form, for der er ingen erhvervsbetingede, organisatoriske, vanemæssige, kulturelle og historiske normer, som kan skabe sådan en altomfattende social integration. Aktuelle klasseopdelinger antager altid en national form, ligesom de partipolitikker der hører sammen med disse opdelinger. I marxistiske begreber er der hverken en europæisk kapitalistklasse eller en europæisk arbejderklasse. Costas Lapavitsas
De Gule Veste protesterer i Frankrig. Ifølge den græske økonomiprofessor Costas Lapavistas, er der “i marxistiske begreber hverken en europæisk kapitalistklasse eller en europæisk arbejderklasse”, og det gør “nationalstaten til den eneste mulige arena for klassekamp”. Foto: Wiki Commons.

Det ændrer sig nok ikke i den nærmeste fremtid. Så indtil videre forbliver den eneste mulige arena for klassekamp og demokratisk konflikt nationalstaten, og det er der, socialister og progressive bør fokusere deres opmærksomhed.

Det betyder ikke nødvendigvis, at de europæiske valg skal ignoreres eller boykottes. Som vi har bemærket, kan de være vigtige for at flytte magtbalancen i medlemslandene. Men kritikere af EU bør også være opmærksomme på, at ved at deltage i europæiske valg legitimerer de EU’s institutioner ved at tilføje demokratisk skær til et strukturelt post-demokratisk system. De smider også benzin på bålet til den farlige forestilling om, at man kan reformere EU, om at EU er modtagelig for demokratisk pres – hvilket det ikke er.

Som Djordje Kuzmanovic, der for nylig brød med Jean-Luc Mélenchons parti i Frankrig på grund af uenighed bl.a. om lederens holdning til EU, argumenterer: “De europæiske valg er et sekundært fænomen. De, der ønsker igen at give vores borgere kontrollen over deres skæbner, bør kæmpe for og opstille til valg til poster inden for de eneste demokratiske rammer, der findes, nationernes, og stoppe med at støtte op om den europæiske farce. En nylig forsamling af de gule veste havde samme holdning, og opfodrede borgere til at “gøre nar af denne cirkusforestilling for vælgerne”. I sidste ende skal de, der tror på demokrati og folkelig suverænitet, have som mål at nedbryde EU – ikke forsøge at ændre det indefra.

Oversat fra The European Union is an Antidemocratic Disgrace. Find den oprindelige artikel på Jacobin her


Læs også:

Rina Ronja Kari: Derfor må EU-modstanden være tværpolitisk

Rasmus Nordqvist: Venstrefløjen bør omfavne internationalt samarbejde

Peter Westermann: Progressive i alle lande, foren jer!

Jeppe Studtmund: Enhedslisten blæser til kamp imod unionens kulsorte ræs

Kenneth Haar: Om fem år er EU endnu mere udemokratisk


Thomas Fazi er forfatter, journalist, oversætter og forsker. Han er medforfatter til “Reclaiming the State: A Progressive Vision of Sovereignty for a Post-Neoliberal World”.