Peter Westermann: Progressive i alle lande, forén jer!

“Kampen i dag står ikke om at rulle globaliseringen tilbage… men om at forandre verden og gøre EU til solidaritetens tunge artilleri, der kan omforme verden i menneskelighedens billede”. Peter Westermann fra SF har skrevet dagens EP-kronik på Solidaritet.

Solidaritet bringer som optakt til EP-valget en række kronikker af kandidater fra de fire forskellige partier til venstre for midten. Hvis du er interesseret i at deltage i debatten, er du velkommen til at skrive til vores debatredaktion

Af Peter Westermann

Selvom den nyligt overståede 1. maj er den officielle kampdag, har jeg kæmpet hele året. Når jeg har valgt at bruge så meget af min energi på at kandidere til Europa-Parlamentet, er det fordi samarbejdet – unionen – er vigtigt, og værd at kæmpe for. Det er særligt vigtigt at kæmpe imod meget af den politik, der er ført i EU – men det er værd at tage den kamp i EU. Hvor ellers kan vi forpligte finanssektoren på at efterleve samfundsinteresser? Hvordan kan vi ellers underlægge markedskræfter, der langt overstiger nationernes formåen, hensyn til mennesker og miljø? Hvordan kan vi ellers skabe en solidarisk fordeling af flygtninge og en virksom freds- og udviklingsbistand til de områder, folk flygter fra?

På Arbejdernes Internationale Kampdag smælder de røde faner, og vi synger pligtskyldigt – med forskellig styrke – de gamle socialistiske slagere. Lad os se, om ikke de kan have lidt at sige os om grænseoverskridende fællesskab. Oskar Hansen, der skrev Når jeg ser et rødt flag smælde, og som min søn er opkaldt efter, skrev også Danmark for folket, hvor vi i sidste vers synger:

Danmark for folket, det klinger fra Nord,
plads for os alle ved samfundets bord.

Kamp imod dem, som vil storme og slå
de friheds lyse skanser, som vort folk bygger på.

Plads for hver tanke, der levende gror,
det er vor stærke tone i det store verdenskor.

Den kan tolkes i flere retninger i forholdet til omverdenen: Den første er, at den nordiske samfundsmodel er en universel velfærdsmodel. Den næste er, at vores positive frihed skal forsvares, fordi der findes nogen, der vil angribe den. Om de så kommer udefra eller hjemmefra, er uudtalt, men i og med, at den er skrevet i 1935, er det nok fascismen fra Italien og nazismen fra Tyskland, der sigtes til. Den sidste tolkningsretning er, at der skal være tanke-, tros- og ytringsfrihed – og her er kontrasten til fascismen mærkbar. Den sidste linje i dette sidste vers i sangen fastslår, at vi indgår i et verdenskor. Selvom omkvædet og titlen sætter Danmark som ramme, slutter sangen altså med en internationalistisk tone. 

Arbejderbevægelsen har fra start af – og bør stadig – set kampene i deres internationale sammenhæng. Javist, sangen er om Danmark, men for folket – ikke for danskerne. Folk kan deles efter nationalitet eller klasse. Oskar Hansen gør mest det sidste, synes jeg, når han skriver, at kampen skal gå mod frihedens fjender, om de så kommer udefra eller hjemmefra.

Det budskab får det til at kogle af kraft i mit mod. Når der var noget galt i Tyskland og Italien var det, at der var så mange fascister, ikke at de var italienere og tyskere. Når der er noget galt i og med Europa i dag, er det fordi højrefløjen har haft held til at dominere i en række lande og i EU. Det er ikke vores nationale mangfoldigheder eller princippet om at skabe fælles løsninger på fælles problemer, der er problemet. Det er deres politiske omsætning i praksis.

Internationale er den mest hellige af vores sange. Den er jo i sin titel og omkvæd en hyldest til arbejderklassens grænseoverskridende projekt, der ”slår bro fra kyst til kyst”. Mon ikke de forskellige nationers forskellige forfattere til teksterne til denne samme kampsang ville bifalde et Europa, hvor vi ikke lader nationale forskellighed stå i vejen for fællesskab og solidaritet, på tværs af de grænser, der så ofte har kostet så meget blod? Internationale, som også var navnet på den globale arbejderbevægelses fællesorganisation, arbejdede jo hårdt for, at arbejdere i alle lande ikke lod sig spille ud mod hinanden i en imperialistisk krig. Et arbejde og en ambition, der blev sat sørgeligt til skamme, da Første Verdenskrigs vanvid udfoldede sig.

Der skulle endnu en verdenskrig til, før parolen ‘Aldrig igen’ kunne slå rod og bygge bro over fjendskaber. Men aldrig er desværre ikke nødvendigvis aldrig. Højrenationalismen er igen på fremmarch i disse år. Længe troede vi, at den var besejret og smidt på historiens mødding, men derfra er den vokset frem igen.

I Tyskland heiler nynazister i tusindvis igen til demonstrationer. I Italien har formanden for det højrenationale Lega, indenrigsminister Matteo Salvini, ved flere lejligheder brugt en retorik, der formodentlig med overlæg giver mindelser om Mussolinis. I Ungarn og Polen er højrenationale kræfter i regering ved at afvikle vitale dele af de politiske frihedsrettigheder.

Det er let at affeje disse bevægelser som populisme. Populistiske er de da også i deres anvendelse af figuren ”folket mod eliten” som mobiliseringsgrundlag, og de er ligeledes både absurde og komiske. Det er imidlertid en farlig underdrivelse af problemet at slå det hen som et populistisk protestfænomen. Det har dybere rødder, og nu manifesteres det, hvor stor en udbredelse højrekræfterne kan få.  Ungarns Orban er det numerisk største eksempel, idet hans parti, Fidesz, ved valget sidste år fik 49 % af stemmerne og 133 ud af 199 mandater, fordi valgloven er skævvredet.

At nøjes med at rubricere den højrenationale fremmarch som resultatet af populisme, politikerlede og fake news, er for overfladisk. Man risikerer derved at begå den evige fejl: At dæmonisere en modstander, der kun vokser ved denne dæmonisering. Jeg nævner blot ordet ”stuerene”, så kender læseren vist mit ræsonnement. Det væsentlige spørgsmål er, hvorfor højrenationalisterne har fået den platform og appel, de har.

Først og fremmest er de lykkedes langt bedre end centrum-venstre med at stå som talerør for de indignerede. De har været dygtigere til at politisere de åbenlyse uretfærdigheder i den ulighed, der er fulgt med globaliseringen. Kapitalens frie bevægelighed har erstattet vestlige arbejdere med østlige gennem udflytning eller social dumping, som alt for ofte viser sig som bagsiden af den ellers fine medalje, der i EU hedder arbejdskraftens frie bevægelighed. Indtil kapitalen helt erstatter arbejderne gennem automatisering. Det – og en del mere – har jeg i øvrigt skrevet bogen ”Oprør for fremtiden – manifest for frihed og fællesskab midt i en tech-tid” om, sammen med min ven og mit partis ordfører for blandt andet finans, erhverv, skat, teknologi, Lisbeth Bech Poulsen.

Det har været mere effektivt at skyde skylden på de fremmede og en påstået venstreorienteret kulturelite end venstrefløjens forsøg på at holde kritikken på mere abstrakte økonomiske strukturer, som diverse aktører agerer (nødvendigt) indenfor. Det er nemmer at hade nogle konkrete mennesker end et abstrakt marked.

Første skridt til en genvundet offensiv for venstrefløjen er at kapitalisere på ulighedskrisen: At politisere ethvert konkret eksempel på den strukturelle modsætning, der altid har været omdrejningspunktet for os: Modsætningen mellem arbejdere og kapital, mennesker og marked. Piketty har vist, at der de seneste mange årtier har været en stigende gevinst til kapitalejere og en faldende gevinst til lønarbejdere.

Finanskrisen gav et oplæg til smash, men centrum-venstre var for pæne. Det tog for lang tid før skurkene blev udpeget. Konsekvensen for de ansvarlige banditter i habitter udeblev, og det lykkedes centrum-venstre at præsentere et alternativ til bankpakker og budgetlove. Heldigvis er der ved at ske et fremskridt på denne front. Centrum-venstre rejser en mere slagkraftig kritik af uligheden og den uretfærdighed, der viser sig i stigende pensionsalder og forringede velfærd og arbejdsvilkår for brede lag af lønmodtagere. Herhjemme, javist, men især i andre EU-lande. Først i Spanien og Grækenland, siden også med stor synlighed fra de gule veste i Paris, hvis diffuse karakter kan gøre det svært at blive klog på, hvad de vil, og hvis voldsparate mindretal gør en omfavnelse svær. Ikke desto mindre viser de og andre europæiske protester, at uligheden møder en modstand, hvor stærkt den så end manifesterer sig.

Finanssektorens komplet uansvarlige opførsel, har vist sig med al tydelighed i den skrupelløse spekulation, der gav os finanskrisen, og som siden har vist sig i afsløringerne af deres medvirken til at gemme skattekroner i skattely, hvidvask og så endelig den helt ufattelige plyndring af udbytteskatten, der har kostet en håndfuld EU-lande, inkl. Danmark over 400 mia. kr. Her er det helt afgørende, at alle progressive partier slutter op om krav om øget regulering. Finanssektoren skal ikke være en faktor, politikken må indrette sig efter. Det skal være omvendt. Store banker skal underlægges skrappere krav – eller splittes op i mindre dele. Finanskrisen er ikke overstået. Den holder allerhøjst pause. Risikoen for en gentagelse lurer bestemt, ikke mindst fordi euroen er så tåbeligt skruet sammen, at den med sin stokkonservative indbyggede politik forværrer kriser og forarmer de mindst konkurrencedygtige eurolande til fordel for de mest konkurrencedygtige. 

Vi skal have en EU-skat på finansielle transaktioner, som fx aktiehandel. Det vil både sikre finanssektorens bidrag til fællesskabet og dæmpe den skadelige turbospekulation. EU-Kommissionens forslag fra 2011 til en sådan skat på bare 0,1 procent af aktiehandler og 0,01 procent af derivater – de giftige væddemål, der medvirkede til finanskrisen – ville dengang kunne hente ca. 60 mia. euro til fordeling mellem alle EU-landene, og 7 mia. kr. i den danske statskasse.

Vi skal stoppe selskabsskattens ræs mod bunden. Fra 2007 til 2017 er selskabsskatten i EU faldet fra et gennemsnit på 24,4 procent til 21,9 procent. Det er godt for store virksomheder, der spiller landene ud mod hinanden, men ikke godt for vores fælles velfærd. Derfor skal vi sætte en fælles bund under skatteprocenten. Samtidig skal vi have en fælles selskabsskattebase, altså en fælles måde at opgøre hvordan selskabsskatten udregnes.

I kampen for en fair beskatning af virksomheder, såvel som for klima og humanisme over for flygtninge, behøver vi løsninger, der dækker hele Europa. Det er grænseoverskridende problemer, der kræver grænseoverskridende løsninger.

Som Marx og Engels skriver i Det kommunistiske partis manifest, allerede i 1848:

”I stedet for som tidligere at isolere sig og være sig selv nok, træder de forskellige områder og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at stå i en alsidig afhængighed af hinanden. Og som det går med den materielle produktion, sådan går det også med den åndelige. De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver fælleseje. Den nationale ensidighed og begrænsning bliver mere og mere umulig, og af de mange nationale og lokale litteraturer opstår der en verdenslitteratur.

Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfærdselsmidlerne.

De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde; det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, d.v.s. at blive bourgeois’er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.”

Vel er kapitalismens globalisering en politisk udfordring, men den udgør også et historisk fremskridt. Kun når vi opnår et ”alsidigt samkvem” og en ”alsidig afhængighed” af hinanden, kan vi nå højere udviklingstrin og skabe en verden i fredelig sameksistens, om ikke ud fra humanisme, så økonomisme.

Kampen i dag står ikke om at rulle globaliseringen tilbage, og slet ikke den politiske regionale sammenslutning, som EU er. Det, det handler om er, dengang som nu, at forandre verden og gøre EU til solidaritetens svære artilleri, der kan omforme verden i menneskelighedens billede. Og det haster: Klimaet kræver hurtig handling og nye flygtninge- og finanskriser lurer. Det er ikke, og der er ikke, tid til at rive EU ned og bygge nyt op. Noget nyt, der meget vel kunne blive meget svært at opnå – eller ende med en meget værre konstruktion.

Vi må gå ind i vor tid, erkende at vi er en del af denne verden, som er værd at kæmpe for – med de forhåndenværende demokratiske midler. Vi har en verden at vinde. Progressive i alle lande, forén jer!      

Læs også:

Rina Ronja Kari: Derfor må EU-modstanden være tværpolitisk

Rasmus Nordqvist: Venstrefløjen bør omfavne internationalt samarbejde