COP29 i Baku: Den multilaterale verdensordens vaklende bastion

Mens det på klimatopmødet COP27 i Sharm El-Sheikh blev besluttet at oprette en fond for de fattige landes tab og skader som følge af klimaforandringerne, er det i år lykkedes formelt at oprette fonden med en direktør og med Verdensbanken som administrator.

Der er dog kun rejst under 1 mia. kr. til fonden med bidrag fra en række lande. Til sammenligning har statsminister Mette Frederiksen foræret 30 mia. kr. til smittespredende og underskudsgivende minkfarmere i Danmark, efter hun havde lukket deres branche ned.

COP29’s egentlige stridspunkter er stadig uafklarede i konferencens ellevte time. Det drejer sig om de rige landes fremtidige bidrag til dels de fattige landes grønne omstilling, dels de fattige landes tilpasning til klimaændringerne.

Det aserbajdsjanske formandskab afleverede torsdag morgen et udkast til beslutning, som i stedet for et beløb til klimafinansiering angav et ”x”. ”Højest utilfredsstillende”, bemærkede EU’s hollandske klimakommissær Wopke Hoekstra på et pressemøde torsdag eftermiddag.

En positiv nyhed denne uge var ellers, at verdens mægtigste lande – der var samlet mandag og tirsdag til G20-topmøde i Rio de Janeiro – talte om behov for trillioner af dollars til klimaomstillingen. Det er helt i takt med, hvad verdens førende klimaeksperter taler om ved det igangværende klimatopmøde i Aserbajdsjan.

Der er altså global enighed om, at den aktuelle klimabistand på anslået 100 milliarder i 2022 til de fattige lande er helt utilstrækkelig og skal mangedobles.

Men den dårlige nyhed var, at G20-landene undslog sig det ansvar, selv om de står for 80 procent af CO₂-udledningerne og næsten alle de historiske udledninger, som har forårsaget ekstreme vejrfænomener over hele kloden med ødelæggende konsekvenser – specielt for fattige og sårbare lande. Der var intet bud på konkret finansiel støtte.

Den multilaterale utopi i Baku

Bladrer man i den internationale udgave af New York Times disse dage, fylder FN’s vigtigste årlige møde – klimatopmødet COP29 i Baku – kun lidt. Demokraterne har travlt med at slikke sårene efter deres valgnederlag ved præsidentvalget 5. november. Det liberale USA vånder sig i rædsel over Donald Trumps foreslåede ministerliste.

USA’s kommende præsident Donald Trump vil lægge vægt på bilaterale relationer og USA’s selvhævdelse som verdens førende stormagt. Samtidig optrappes konflikterne i Ukraine og Mellemøsten. Det gør det vanskeligt at rette opmærksomheden mod verdens klimasammenbrud.

Men uden en medvirken fra den største bidragyder til CO₂-udledning gennem historien, USA, vejer beslutningerne på klimatopmødet kun lidt.

Tørke efter syndflod, oversvømmelse efter hedebølge, tyfon efter gletsjerdød: Klimakatastrofen risikerer at blive det nye ”normale”. FN’s velmenende generalsekretær Antonio Guterres synes at være løbet tør for apokalyptiske metaforer. Eller måske overdøves han af skrigene af rædsel over Israels blodige og vestligt støttede sønderknusning af Gaza og nu også af Libanon.

Illusionen om multilateralisme lever videre i Baku. Som et eksistentielt grundvilkår, fordi klimakatastrofen ikke kender nogen grænser, men også som et svagt håb om fortsat global handlen og respekt for regler og aftaler for at dæmme op for verdens største trussel.

En egentlig multilateral succeshistorie kan klimasamarbejdet i COP-regi næppe betegnes som. Den panamanske chefforhandler Juan Carlos Gomez bemærkede tørt, at klimaforhandlingerne har pågået i 32 år, men ”udledningerne er fordoblet, og vi er ved at udrydde halvdelen af alt liv på kloden”.

Dog kan det omvendt konstateres, at hvor verden havde udsigt til en temperaturstigning på over 4 grader i forhold til den præindustrielle æra, da Paris-aftalen blev indgået, er det nu ca. 2,5 grader. Stadig katastrofalt – men trods alt en forbedring.

Kvotemarkedets sirenesang

En første beslutning på klimatopmødet, som nu lakker mod enden, var en aftale om klimakompensation. Det kan betyde en relancering af markedet for CO₂-kvoter. I teorien er kvotemarkedet en fremragende idé, som kan medvirke til at løse problemet med manglen på finansiering af de fattige landes grønne omstilling og tilpasning til klimakrisen.

Meget energikrævende industrier som cementindustrien – hvor der ikke pt. synes at være et realistisk teknologisk alternativ til brug af fossile brændstoffer – kan kompensere for CO₂-udledningen ved at investere i vindmølleparker og solcellemarker i fattige lande, der selv savner kapital til den slags investeringer.

Den førende brasilianske klimaekspert Carlos Alfonso Nobre fortalte mig, at han havde en generelt positiv holdning til kvotemarkedet. For ham handlede det om, at man fremover skal sikre, at de oprindelige befolkninger og berørte lokalbefolkninger generelt får gavn af ordningen.

Kvotemarkedet har eksisteret i 20 år. Den mest udbredte type projekter på kvotemarkedet har været såkaldte REDD-projekter (REDD betyder Reducing Emissions of Deforestation and Degradation, red.). Det er omtrent en fjerdedel af projekterne. Virksomheder betaler for at bevare skove mod til gengæld at få lov til at fortsætte med at forurene i en årrække.

Verdens store regnskove som Amazonas og Congos og Ny Guineas tropiske skove er også der, hvor der er den største koncentration af verdens få tilbageværende oprindelige befolkningsgrupper. 80 procent af verdens biodiversitet befinder sig på oprindelige folks territorier.

Kvotemarkedet kan altså dels blive en sovepude for den grønne omstilling, hvor virksomheder bare kan blive ved med at forurene. Dels kan det true grundlaget for oprindelige folks forsatte eksistens, idet de ofte ikke har skøde på deres territorier.

”Vi har haft markedskvoter i 20 år”, siger indoneseren Agus Dwi Hastutik Walhi fra Global Forest Coalition på et møde afholdt af Global Campaign to Demand Climate Justice på COP29 i Baku, ”men vi har ikke set en reduktion af CO₂-udledningerne. Vi har ikke set bedring af forholdene for oprindelige folk. Hvad vi har set, er svindelnumre, penge som forsvinder, eller som ingen kan gøre rede for”.

Lavpraktisk kan det også vise sig svært at sikre, at skovbeskyttelse som led i kompensationsordninger ikke bare går op i røg. Her mener Carlos Nobre, at løsningen er en støtte direkte til oprindelige folk. ”De har bevaret skove i tusinder af år. De vil også vide at gøre det i fremtiden”.

Handelsaftaler og udledninger

Skovene i Sydamerika kan komme under yderligere pres, når en af verdens største handelsunioner måske indgås i starten af december mellem EU og Mercosur, som er den sydamerikanske handelsunion med Brasilien, Argentina, Uruguay, Paraguay og Bolivia.

Handelsaftalen skaber disse dage ravage i Frankrig, hvor landmænd i protest mod aftalen endnu engang har spærret veje og vandaliseret rådhuse og vejskilte i protest. Landmændene behandles som helte i medierne, og såvel venstrefløj som højrefløj går imod aftalen. Dog af diametralt modsatte grunde: Venstrefløjen ønsker, at også sydamerikanerne skal leve op til minimale miljøregler, inden de kan eksportere til EU. Omvendt ønsker Frankrigs store landbrugsorganisationer og højrefløj færre forbud mod pesticider og færre miljøregler generelt i Frankrig.

De fleste andre EU-lande – herunder Danmark – støtter handelsaftalen, som vil mindske toldtariffer på en lang række produkter i handlen mellem de to kontinenter. Populært sagt handler aftalen om ”tyske biler til Sydamerika og argentinsk og brasiliansk oksekød til Europa”.

Miljøorganisationer peger på, at aftalen kan have ødelæggende konsekvenser for Amazonas, når skoven skal ryddes for at give plads til kvægavl, men også for det store, biodiversitetsrige savanneområde El Cerrado, der ikke nyder samme bevågenhed som Amazonas. Træerne i El Cerrado ryddes, så der fx kan plantes monokultur med sojamarker med henblik på eksport til velstillede lande, herunder til danske svineproducenter. Halvdelen af El Cerrado er allerede forsvundet siden 1970.

En lang række danske forskere samt organisationer som Global Aktion, Mellemfolkeligt Samvirke og Danmarks Naturfredningsforening har opfordret den danske regering til at sige nej til handlesaftalen med henvisning til risici for klimaet, naturen og oprindelige folk.

I forhold til klimaet vil alene den tilsigtede forøgelse af bilsalg, oksekød samt svinefoder have mærkbare negative konsekvenser. Privatbilisme står for 10 procent af verdens CO₂-udledninger. Kødproduktion og mejerivarer står for mellem 14 og 17 procent af udledningerne.

Forhandlingerne om handelsaftalen har løbet siden 1990’erne, hvor de enkelte EU-lande overgav ansvaret for forhandlingerne til EU-Kommissionen. Det betyder i dag, at der skal modstand fra mindst fire lande med mindst 35 procent af EU’s befolkning til at stoppe projekter. På den baggrund bliver det op ad bakke for Frankrig at stoppe aftalen, selv om også præsident Emmanuel Macron har erklæret sig som modstander.