Den europæiske venstrefløj 2021 – en status

Af Niels Henrik Nielsen, medlem af Kritisk Revys redaktion

Kigger man på valgresultaterne gennem året, så blev det til få sejre: Norge og Østrig - og flere nederlag: Italien, Spanien, Cypern, Holland, Tjekkiet og Tyskland. I Tjekkiet blev valget en katastrofe, da såvel socialdemokraterne som kommunistpartiet mistede alle deres pladser i parlamentet.

Ud over disse valg har der været valg i både Moldova og Bulgarien. Begge steder med en tilbagegang for venstrefløjen. Men denne skribent har ikke tilstrækkelig indsigt i udviklingen i disse lande til, at der kan foretages en vurdering.

Den europæiske venstrefløj har været gennem turbulente omkalfatringer de seneste 10-15 år, hvor hidtil stærke partier er forsvundet - og andre er kommet til for så igen at miste opbakning. Det overordnede billede er, at i de store lande som Tyskland, Spanien og Italien er venstrefløjen svækket; det samme er sket i det mellemstore land, Holland, mens venstrefløjen og socialdemokraterne blev udraderet i Tjekkiet og nu ikke længere har plads i parlamentet. I mindre lande som Belgien, Norge og Danmark er venstrefløjen blevet styrket.

I de små lande Moldova og Cypern har venstrefløjen tidligere haft magten, men mistede den igen. I Moldova mistede Kommunistpartiet magten i 2009, i Cypern fem år senere.

Den italienske katastrofe

Ved lokalvalgene i oktober i Italien forblev partierne til venstre for socialdemokraterne i Partito Democratico (PD) helt og aldeles marginale. Samlet set fik den italienske venstrefløj omkring 0,5% af stemmerne. Selv i en af venstrefløjens gamle højborge, Bologna, fik en koalition af Rifondazione Communista (RC) og det italienske kommunistparti, PCI, kun 1,46% af stemmerne – lidt færre end bevægelsen mod vaccination. I Rom, hvor venstrefløjen også tidligere har stået meget stærkt, fik fem lister ligeledes til venstre for PD kun tilsammen omkring 4% af stemmerne - og ingen pladser i byrådet.

I ’00erne var den italienske venstrefløj først og fremmest i form af RC en inspirationskilde for en række partier. Under ledelse af den tidligere fagforeningsformand Fausto Bertinotti havde partiet startet en såvel organisatorisk som politisk fornyelse af venstrefløjen. Ikke mindst fordi RC på den ene side søgte at inkorporere eller omfavne en række af de mere radikale sociale bevægelser i Italien – herunder især anti-globaliseringsbevægelsen - og på den anden side bevægede sig politisk frem mod en mere bevægelsesorienteret politik.

Men da RC gik ind i den anden Romano Prodi-regering, blev partiet fanget i det, som er blevet kaldt ”nødvendighedens politik”. I parlamentet stemte det for den af EU dikterede nedskæringspolitik, for fortsat italiensk militært bidrag i Afghanistan m.v. Samtidig gik partiet på gaden og demonstrerede mod netop selvsamme politik. Det var naturligvis en uholdbar situation - og ikke mindst en utroværdig taktik over for vælgerne. Så ved det efterfølgende valg i 2008 blev partiet udslettet. Bortset fra et enkelt mandat i EU-parlamentet fra 2014-2019 har den italienske venstrefløj ikke opnået stemmer nok til at blive repræsenteret i parlamentariske forsamlinger.

Ved den seneste meningsmåling stod den stærkeste del af den italienske venstrefløj uden for PD til ca. 2% af stemmerne(1). Rifondazione Communista er fortsat så lille, at det ikke engang kan registreres i meningsmålingerne. Partierne er endt i smågruppe-fælden. Venstrefløjen synes uden for og i modsætning til centrum-venstre mere involveret i selvrepræsentation og bevarelse af sin egen identitet - frem for at genopbygge en venstrefløj, der kunne udvikle et alternativ og blive en rigtig opposition.

Ydmygelsen i Tjekkiet

Det tjekkiske parlamentsvalg i starten af oktober blev den største ydmygelse for ikke kun venstrefløjen, men for hele centrum-venstre. Såvel de tjekkiske socialdemokrater i ČSSD (Česká strana sociálně demokratická) som kommunistpartiet KSČM (Komunistická strana Čech a Moravy) mistede samtlige deres pladser i parlamentet. Og for første gang i Tjekkiets historie er centrum-venstre ikke repræsenteret i parlamentet. Sammenlagt blev syv partier, som repræsenterer fire politiske strømninger - socialliberale, nationalpopulistiske, konservative og højreekstremistiske – valgt ind.

Specielt for socialdemokraterne er det en ydmygelse, der kan sammenlignes med den, det hollandske og franske socialdemokrati har oplevet. Så sent som efter valget i 2013 dannede ČSSD en socialdemokratisk ledet koalitionsregering.

​​ 

Både socialdemokraterne og kommunistpartiet var blevet advaret, for ved valget i 2017 mistede ČSSD næsten to tredjedele af stemmerne og gik fra 50 til 15 pladser i parlamentet, mens KSČM mistede omkring halvdelen af stemmerne og gik fra 33 til 15 pladser. Alligevel valgte ČSSD at fortsætte i regering med partiet ANO, ledet af mangemillionæren Andrej Babiš, nu som juniorpartner. Advarslen blev måske endnu mere tydelig ved valget til EU-parlamentet, hvor socialdemokraterne tabte alle pladser og kommunisterne kun fik valgt et medlem, fordi spidskandidaten Kateřina Konečná valgte at etablere et bredt samarbejde med resten af venstrefløjen. Et samarbejde som kommunisterne brød ud af efter valget.

ČSSD oplevede et stort fald i støtten i månederne op til valget. Det synes i høj grad at være en konsekvens af partiets klamren sig til magten i en alliance med ANOS og dets leder Andrej Babiš, som ellers var afsløret i skattefusk i Pandora-papirerne og også har været under efterforskning af såvel tjekkisk politi som EU’s antikorruptions-enhed.

Set udefra virker det, som om KSČM tabte valget, fordi det stædigt fastholdt en afvisning af samarbejde med resten af den tjekkiske venstrefløj - for at pleje sine vælgere ude i landdistrikterne. Og på den anden side, fordi partiet først meget sent lagde afstand til Babis.

Mulighederne for KSČM synes umiddelbart dystre. Partiet mangler organisation i byerne for at kunne blive en kraft der. Langt størstedelen af partiets vælgerbasis består af ældre vælgere i landområderne. I erkendelse af nederlaget gik hele den gamle ledelse af, og ved en ekstraordinær kongres blev Kateřina Konečná valgt til ny formand med den erklærede strategi, at søge samarbejde med resten af den tjekkiske venstrefløj. Om det lykkes hende at ændre partiets hidtidige kurs, må tiden vise.

​​ 

Det tyske sammenbrud blev undgået

Med få tusinde stemmer lykkedes det Die Linke at undgå det helt store sammenbrud. Partiet fik ikke stemmer nok til at blive valgt direkte til den tyske forbundsdag. Men som følge af den tyske valglov fik partiet valgt tre direkte mandater og fik dermed del i puljen af tillægsmandater – endda så mange, at partiet blev stort nok til at danne en fraktion, noget der er af meget stor betydning både politisk og økonomisk.

I sidste nummer af Kritisk Revy diskuterer Loren Balhorn Die Linkes nederlag.(2) De dele kommer jeg ikke ind på her. Imidlertid er det vigtigt at fastslå, at Die Linkes dårlige valgresultat udelukkede muligheden for en rød-grøn-rød regering. En sådan regering ville næppe have været sandsynlig, men formentlig har nederlaget betydet, at De frie Demokrater i FDP har stået i en gunstigere forhandlingsposition over for SPD og De Grønne. De to partier havde ikke en anden mulighed, når der skulle dannes en flertalsregering uden om de kristelige demokrater.

Spørgsmålet er nu ikke, om der er brug for Die Linke, men om hvilket parti Die Linke skal være. Partiet førte en ufokuseret valgkamp med mange rigtige synspunkter, men som ikke slog igennem.

Die Linke snublede over mindstelønnen, pensionen, klimapolitikken og partistrid

Tyskland er Europas rigeste land, alligevel lever omkring 14 millioner af landets indbyggere i eller på randen af fattigdom. Næsten 20 % af de fuldtidsansatte arbejder i lavtlønssektorer, hvor de tjener mindre end to tredjedele af medianlønnen. Hele sektorer betaler deres ansatte så lidt i løn, at de næppe kan overleve på den alene. Mange er derfor tvunget til at have to job for at overleve. Det skyldes, at mange er ansat til den lovbestemte mindsteløn på 9,60 €. Det var efter pres fra bl.a. Die Linke, at forbundsdagen i sin tid gennemførte en lovbestemt mindsteløn. Partiet har længe kæmpet for en højere mindsteløn, men det blev socialdemokraterne som i valgkampen løb med opmærksomheden med et ufravigeligt krav om 12 € som mindsteløn, fordi socialdemokraterne fokuserede på det. Die Linke valgte at kræve en mindsteløn på 13 €.

Tyskland har både nogle af Europas rigeste pensionister og samtidig nogle af de fattigste, fordi forudsætningen for at få en pension ud over basisbeløbet ikke kun er længere tids tilknytning til arbejdsmarkedet, men at man har haft en løn, der skal betales socialt sikringsbidrag af. I dag betyder det eksempelvis, at de personer, som er på den lovbestemte mindsteløn, ikke får indbetalt socialt sikringsbidrag. Selv en forhøjelse af mindstelønnen til 12 € vil ikke være tilstrækkelig. Böckler-fonden har beregnet, at man skal have mindst 13,45 € for at optjene pensionsrettigheder ud over grundbeløbet(3).

Det samme gjaldt klimapolitikken. I valgprogrammet ”tilbød” Die Linke: Vi opretter en redningspakke for de ansatte med job- og indkomst-garanti, firedagesuge, lønkompensation og videreuddannelsesgaranti, og vi vil gøre både kommuner, virksomheder og samfundet klimaneutrale inden 2035. Hvorledes det skulle ske, hvem der skulle være omfattet, og hvordan det skulle finansieres, fremgik imidlertid ikke – heller ikke under valgkampen.

Hertil kom striden mellem Sarah Wagenknecht-fløjen og ”bevægelsesparti”-fløjen. Partiet fremstod som splittet med manglende troværdighed. For første gang i 17 år var det et åbent spørgsmål, hvem der skulle være kansler. Die Linke betalte en høj pris for ikke at positionere sig i forhold til denne nye politiske situation. De rigtige synspunkter i denne situation var utilstrækkelige, når partiet ikke mere præcist kunne fremsætte sine politiske krav, og potentielle koalitionspartnere samtidig ikke vidste, hvem der repræsenterede partiets synspunkter.

Den tid, hvor Die Linke kunne vinde fremgang gennem selvpromovering og som opsamlingssted for desillusionerede socialdemokrater og Grønne, var definitivt slut med dette valg, hvor det var klart, at der kunne etableres et andet flertal efter Merkels afgang.

Som Loren Balhorn skriver i ovennævnte artikel:

”Skulle Die Linke have held med at tage sig sammen og begynde at fungere som effektiv opposition i de kommende år, kan det muligvis genvinde de millioner af vælgere, det har mistet siden 2009. Noget sådant vil til gengæld udgøre grundlaget for at begynde en genopbygning af partiet og udvikle en strategi for at kunne deltage i en regering ud fra en styrkeposition i stedet for en svækket position. Indtil partiet gør det, vil det bare være endnu et advarselstegn – et fejlslagent eksperiment for at reformere den europæiske venstrefløj.”

Den hollandske stilstand

Som det første land efter pandemien gik Holland til valg i marts. Men for det hollandske socialistparti (SP) blev valget en ny, stor skuffelse. Med blot 6 % af stemmerne og ni pladser i parlamentet er partiet nu tilbage ved udgangspunktet i 2002. Partiet fik dog også denne gang flere stemmer end socialdemokraterne, der fortsatte nedsmeltningen. Også Groen Links, der nærmest kan sammenlignes med det danske SF, fik et dårligt valg. Partiet mistede seks pladser og har nu otte i parlamentet.

SPs nederlag var forudset. Men tabet på fem pladser var alligevel værre end forventet. Med dette resultat fortsætter den tilbagegang, partiet har oplevet de sidste 10-15 år – såvel vælger- som medlemsmæssigt. Og selvom Groen Links også gik meget tilbage, oplever dette parti i det mindste fremgang rent medlemsmæssigt.

Op til og under valgkampagnen var det åbenlyst, at såvel Groen Links som SP manglede et ideologisk og politisk alternativ til regeringens håndtering af pandemien. Det generelle billede blev således et ønske om at vende tilbage til det normale, til situationen før pandemien. På grund af den manglende ideologiske debat og pandemien, som umuliggjorde en regulær gadekampagne, var mainstreammediernes indflydelse på valget betydelig. Uden det skal opfattes som en undskyldning, så viste optællinger efter valget, hvordan regerings- og liberale partier fik hovedparten af omtalen.

Det hollandske centrum-venstre har ikke i nyere tid stået svagere. Med sammenlagt 27 pladser ud af parlamentets 150 pladser, er man langt fra at kunne erobre regeringsmagten. Og der synes ikke engang lys forude, for ved de seneste tre valg er centrum-venstre gået tilbage. ​​ 

SP har ikke offentliggjort nogen evaluering af valget, men overvejelserne om at gå i regering med højrefløjen synes helt ude af billedet. Den interne splittelse i partiet mellem moderorganisationen og ungdomsorganisationen synes bilagt – i det mindste for nu. Desuden har partiet anlagt en væsentligt mere offensiv mediestrategi, hvor der fokuseres grundigt på partiets forskellige forslag. Partiet er tillige begyndt at vende tilbage til en række af de lokale initiativer fra 00’erne, der sikrede partiet stor fremgang.

Hvad sker der i Island

Da Island gik til parlamentsvalg i september, var det med en statsminister, Katrín Jakobsdóttir fra det rød-grønne parti, som ledede en bemærkelsesværdig regering sammen med det konservative Uafhængighedsparti og det liberale Fremskridtsparti. Ved valget var det rød-grønne parti det eneste af regeringspartierne, som gik tilbage. Partiet mistede tre mandater og er nu klart det mindste af regeringspartierne. Alligevel fortsatte den nuværende regering og stadig med Jakobsdóttir som statsminister.

Island er politisk et lidt særegent land. Med støtte fra regeringen gennemførte byrådet i hovedstaden Reykjavík sammen med fagforbundet BSRB (Bandalag Starfsmanna Ríkis og Bæja, Sammenslutningen af stats- og kommunalt ansatte) forsøg med nedsat arbejdstid og fuld lønkompensation i årene fra 2015-2019. En evalueringsrapport udgivet i juni 2021 viste, at forsøget var en overvældende succes, både hvad angik arbejdernes trivsel og produktivitetsniveauet. Efterfølgende har fagbevægelsen forhandlet om nedsat arbejdstid for omkring 86 % af medlemmerne. En udvikling som ikke kun er støttet af venstrefløjen, men altså også af konservative og liberale i regeringen.

For nærværende er det vanskeligt at forudsige, hvordan udviklingen vil arte sig i Island. Men den er værd at følge.

Cypern – et masseparti i store vanskeligheder

I maj var der parlamentsvalg i den græske del af Cypern. I princippet skal der vælges 80 medlemmer, men eftersom Tyrkiet holder den nordlige del af øen besat, vælges der kun 56 til parlamentet. Valget blev endnu en skuffelse for AKEL (Ανορθωτικό Κόμμα Εργαζόμενου Λαού, Det Arbejdende Folks Progressive Parti - det cypriotiske kommunistparti). I starten af ’00erne var AKEL det største parti i Cypern med omkring 35 % af stemmerne og i 2008 blev partiets generalsekretær, Dimitris Christofias valgt til præsident. Ved valget i maj fik partiet lige over 22 % af stemmerne og blev for tredje valg i træk kun det næststørste parti i parlamentet.

Den afgående generalsekretær for AKEL, Andros Kyprianou pegede især på to problemer i sin tale til partikongressen. Den ene var, at også ledende partimedlemmer har været involveret i korruptionsskandaler. Den anden var partiets måde at fungere på:

”Vi har et problem med partiets grundorganisationer og den måde, de fungerer på, det vil sige i hjertet af partiet. De fleste af dem fungerer formelt og trægt uden planlægning, uden initiativer og med begrænset medlemsdeltagelse, uden en reel indgriben på lokalt plan. Hvorfor sker det? Partiets organisationer plejede at have som deres vigtigste mål at holde partimedlemmerne orienteret. Men når vi i dag kommer til et møde, er partimedlemmerne allerede bekendt med udviklingen fra tusind andre kilder. Så fokus bør ikke være på information, men på refleksion, diskussion, ideudvikling og uddybning af AKELs holdninger over for udviklingen. Vi skal tale til folket, men også lytte til det.

‎Vi skal også gå et skridt videre, når de spørgsmål, der skal drøftes, vedrører landet og samfundet som helhed. I sådanne tilfælde skal partiets grundorganisationer afholde åbne, offentlige møder med henblik på at drøfte og udveksle synspunkter. Det er bydende nødvendigt, at medlemmer og venner af partiet føler sig involveret i den proces, det er at forme de politiske holdninger. På den måde kan vi også få dem til at deltage i processen med at gennemføre dem.” (4)

AKEL har I årtier været et traditionelt kommunistparti, hvor ledelsen udstak den politiske kurs, og medlemmerne fulgte trop og videreformidlede “det glade budskab” til resten af befolkningen. Det synes som om, partiet har erkendt, at den måde ikke længere fungerer, og den nye generalsekretær Stefanos Stefanou lagde da også i sin tiltrædelsestale op til, at partiet skal transformere sig selv. Det er en kæmpeopgave, den nye partiledelse står overfor.

En splittet venstrefløj i Spanien

Ved regionalvalget i Madrid i maj fortsatte det politiske opgør mellem Pablo Iglesias og Íñigo Errejón, to af grundlæggerne af en af 2010ernes væsentligste politiske bevægelser, Podemos.

Opgøret indledtes i 2019, hvor Iglesias på den ene side var gået sammen med Izquierda Unida og dannede Unidas Podemos (UP), mens Errejón på den anden side dannede henholdsvis Mas Pais og Mas Madrid. Ved parlamentsvalget i 2019 ”vandt” Unidas Podemos, men det var Más Madríd, som vandt en klar sejr ved regionsvalget. UP mistede 20 pladser, det samme antal som Más Madríd fik.

Det var formentlig baggrunden for, at Iglesias valgte at trække sig som vicepremierminister i regeringen og stille op som spidskandidat for UP ved regionsvalget. Ganske vist gik UP frem fra syv til ti mandater, men Errejóns Más Madríd gik også frem fra 20 til 24 mandater, blev større end socialistpartiet (PSOE) og er nu næststørste parti i regionsrådet for Madrid. Efter valget valgte Iglesias helt at trække sig som leder af UP.

Splittelsen mellem Iglesias’ og UPs mere klasseorienterede politik og Errejóns mere identitetsorienterede politik er blevet stadig mere tydelig det seneste års tid. I et interview med webtidsskriftet Jacobinmag forklarer Errejón således Podemos formål:

”Det startede som en politisk kraft, der gjorde krav på at være national-populistisk, radikal, demokratisk og transversal, og som forsøgte at underminere højre-venstre-aksen … Vi kom fra venstrefløjen, men det var nødvendigt at opbygge en bevægelse der hvilede på patriotisme, social retfærdighed og demokratisk fornyelse”.(5)

En af UPs ministre, Yolanda Díaz lægger op til, at venstrefløjen ved næste valg skal søge at samle sig. Til det svarer Errejón:

"Jeg tror helt klart på transversalitet. Jeg mener ikke, at der er noget mere radikalt og transformativt end at forene dem i bunden. Vi skal strukturere meget forskellige sociale sektorer. ‎‎Jeg ønsker ikke bare at forene venstrefløjen, men noget større:‎‎ At forene vort folk. Man er nødt til at opbygge et nyt flertal med folk, der kommer fra meget fjerne steder og positioner. Vi skal ikke gruppere folk efter etiketter, men efter det land, de ønsker." (6)‎

Om de to parter UP og Más Madríd kan genforenes i et parti er dog meget tvivlsomt. Más Madríd søger nu også over mod de grønne i EU-parlamentet.(7)

En glød i et gråt hav – lokalvalget i Graz, Østrig

Efter et formidabelt valg i september, hvor Østrigs kommunistiske parti (KPÖ) ved lokalvalget i Graz fik hele 28,8 % af stemmerne, har partiet nu indgået en aftale med De Grønne og socialdemokraterne, hvor den lokale KPÖ-leder, Else Kahr er blevet ny borgmester i byen. Valget i Graz er så meget mere bemærkelsesværdigt, som KPÖ på landsplan ved seneste parlamentsvalg kun fik ca. 0,7 % af stemmerne.

Som tidligere beskrevet(8) ​​ er baggrunden for KPÖs store succes i Graz et langvarigt og stærkt socialt og politisk engagement i byen og for byens borgere. Et engagement der startede tilbage i 1988, hvor partiet kørte en kampagne mod stigende huslejer og for første gang fik valgt et medlem ind i byrådet. Efterfølgende oprettede man en ”lejer-telefon”, som borgerne kunne ringe til og få juridisk bistand. Ligeledes har partiet oprettet en socialfond baseret på indtægter fra dets folkevalgte i byen og delstaten, en fond der har hjulpet mere end 20.000 familier gennem årene.

I samarbejdsaftalen mellem KPÖ, De Grønne og socialdemokraterne står, at hver person er lige og har de samme rettigheder. Denne overbevisning skal være det ledende princip i det daglige politiske arbejde. Og det tilføjes, at byen skal gøres mere venlig, mere social, mere økologisk og mere demokratisk. Ganske ”brede” formuleringer, som det bliver interessant at følge udførelsen af.

Lykkes missionen for KPÖ i Graz, kan gløden måske ved næste parlamentsvalg blive til en tændt lampe for venstrefløjen.

Lyset fra Norge – kamp mod økonomisk ulighed

Ved parlamentsvalget i Norge 14. september gik såvel Sosialistisk Venstre (SV) som Rødt frem. Mest markant og bemærkelsesværdigt var Rødts fremgang fra en til otte pladser medd knap 5 % af stemmerne.

Rødts valgkampagne var bygget op omkring kampen mod ”forskels-Norge”, det vil først og fremmest sige mod den stigende ulighed. Den er faktisk steget – om ikke dramatisk – så i hvert fald betydeligt det seneste årti. Og en måling forud for valget viste, at kampen mod den stigende økonomiske ulighed blev set som det vigtigste politiske spørgsmål.

Blandt partiets overordnede temaer var først og fremmest kampen mod social dumping. Her skal den offentlige sektor gå forrest og holde op med at bruge private vikarbureauer. Samtidig skal midlertidige ansættelser begrænses mest muligt. I det hele taget skal private vikarbureauer på sigt afskaffes; i stedet skal offentlig formidling genindføres.

Der skal skaffes bedre løn- og arbejdsforhold både for folk i faste (deltids)job og i prekære job – et stigende antal må have to job for at klare sig. Som man skriver, skal deltid være en mulighed, fuld tid skal være en rettighed. Den ringe løn for kvinder - hvis lønandel er 85 % af mændene i samme job - skal forbedres.

Sekstimers arbejdsdag skal indføres, fordi :

” Alt for mange, særlig kvinner, kjenner på kroppen, at 7,5-timersdagen er for lang og bliver tvunget til ulike varianter av deltid. Sekstimersdag vil gjøre det mulig for mange å gå fra deltid til heltid, med økt mulighet for å bli økonomisk selvstendig.”

Et andet overordnet tema var lige sundhed for alle. Borgere ude i de små samfund risikerer at dø af sygdomme, som man ikke ville dø af, hvis man boede i en storby - fordi mange små hospitaler er lukket eller ikke længere har såkaldt akutkirurgi dvs. eksempelvis kan operere for blindtarmsbetændelse og lignende.

Som et tredje vigtigt tema var kampen mod privatiseret velfærd, som er særligt udbredt i bl.a. Norge. Stadig flere velfærdsydelser som børnehaver, plejehjem m.v. er blevet privatiseret de seneste mange år. Rødt har bidraget til at vende denne udvikling ved at stille forslag om og få vedtaget, at fremtidige børnehaver i bl.a. Oslo og Trondhjem ikke må være private. Også gratis tandlæge indgik i valgprogrammet.

Med andre ord havde partiet på den ene side fokus på løn- og arbejdsforhold herunder kvinders vilkår og på den anden side den daglige velfærd også ude i de små samfund. Og faktisk fik partiet rigtig mange stemmer i det nordlige Norge, netop ude i de små samfund.

Selvfølgelig havde man også miljø- og klimapolitik herunder brugen af naturressourcer på programmet, men det var ikke en hovedprioritet, og det var formentlig fornuftigt, for på disse områder kunne de næppe konkurrere med f.eks. SV. Og så alligevel. Det er sådan, at i Norge er mere end 200.000 arbejdere afhængige af jobs i olieindustrien. SV har fremlagt en stor klimarapport, om hvordan Norge skal nå en 70 % nedskæring i CO2-udslip. Rødt valgte at fremlægge ideer og planer til at opbygge alternative, grønne industrier i takt med nedlukningen af olieindustrien, så arbejderne ikke risikerer at blive sendt ud i arbejdsløshed. Omkring ressourcespørgsmålet kørte man kampagne mod de riges overforbrug, frem for det almindelige, dagligdags forbrug – herunder benzin.

Men Rødt lider af samme problem som Enhedslisten. Der tiltrækker ikke mange arbejdere, og ser man på den nye stortingsgruppe, så består den af en studerende, resten har en højere uddannelse – hvis man også betragter journalistik som en sådan - og mange stemmer kommer især fra universitetsbyerne og som nævnt ude fra de små samfund.

SV har for nylig indgået en aftale med koalitionsregeringen bestående af Social-demokratiet og Centerpartiet om budgettet for 2021. En aftale som Rødt ikke er med i. Tiden må vise, om regeringen og SV vil prøve at isolere Rødt eller alternativt - om Rødt bliver i stand til at agere i det parlamentariske spil.

Lokalvalg i Danmark

Der har også været by- og regionsrådsvalg i Danmark, hvor det gik pænt for venstrefløjen. SF gik frem med 1,9% og Enhedslisten med 1,3% sammenlignet med seneste valg for fire år siden. For begge partier med store variationer på såvel by- som regionsplan. Herom har der allerede været skrevet en række artikler, derfor er der ikke grund til yderligere uddybning her.

Noter

1. Se Opinion polling for the next Italian general election - Wikipedia

2. https://solidaritet.dk/die-linkes-nederlag-er-en-alvorlig-advarsel-til-venstrefloejen/

3. Læs Brief (boeckler.de)

4. Talen kan læses på Speech by the General Secretary of the C.C. of AKEL A.Kyprianou at the 23rd Congress of AKEL - ΑΚΕΛ | Ανορθωτικό Κόμμα Εργαζομένου Λαού

5. Se Íñigo Errejón: Podemos Missed Its Chance to Transform Spanish Politics (jacobinmag.com)

6 . ​​ Se Cruzamos los discursos de Íñigo Errejón y Yolanda Díaz: ¿hay algo más que coincidencia en sus palabras? (lasexta.com)

7. ​​ Det kan man læse om i Íñigo Errejón redobla su alianza con Los Verdes europeos para distanciarse de Yolanda Díaz | España (elmundo.es)

8. Østrigsk kommunalvalg: Kommunisterne erobrer Graz - Solidaritet